Jeg har en af de dage. En af dem, hvor jeg er hovedkulds forelsket i min mand. Er der noget skønnere, efter 5 år? Jeg elsker ham så meget, at jeg har lyst til at råbe det ud til verden. Jeg ved godt, at jeg "indimellem" virker lidt fanatisk omkring min kærlighed til René, men den er vitterligt meget, meget stor. Engang imellem er jeg efter ham. Men jeg elsker ham ikke mindre. Han er mit et og alt. Vi har sovet hver for sig i 2 nætter igennem vores 5-årige ægteskab, og det var, da han skulle opereres i ryggen. Det var de værste nætter i mit liv - fordi jeg var bange og savnede min elskede. Det var de værste nætter i Renés liv - fordi han savnede mig som en gal. Vi kan ikke undvære hinanden. Det er egentlig ret sygeligt. Hvis René eller jeg er væk fra hinanden i mere end 6-7 timer, begynder savnet at indfinde sig, og som timerne går, jo større bliver det. Det er fuldkomment sygeligt, faktisk. Men sådan er det altså. Vi skriver indimellem sådan nogle "jeg savner dig" sms'er til hinanden, selvom vi begge to hader at sms'e.
Jeg har lige set noget "Britain's got talent" og jeg kan ikke lade være være med at græde. Jeg er bare så fascineret af dem, der synger opera. Især ham den 17-årige. Han var virkelig fænomenal. Han var derinde med sin veninde, og hun sang med. Simon Cowell sagde bagefter, at Jonathan skulle droppe sin veninde, for at kunne komme videre. Jonathan sagde: "Vi kom som en duo, og vi går som en duo". Og så fik de begge to lov til at gå videre! Jeg er dybt imponeret over, at han sagde det, når man tager i betragtning at han fik stående bifald 2 gange, og man slet ikke kunne høre hendes stemme. Men han var tydeligvis forelsket i hende. Det var smukt. Det var en smuk ting at overvære. Jeg sidder helt og tuder igen. Det er skørt. Men jeg græder selvfølgelig over ret mange ting. Jeg bliver nødt til at få styr på mig selv. Bare sådan generelt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar