Jeg er bange. Det startede i går, totalt freakout der omkring klokken halv et om natten. Jeg rendte ind i Camilla i 2005, helt tilfældigt, i Solrød Center - jeg havde ikke snakket med hende i 10 år, selvom hun var en barndomsveninde - igennem knapt 10 år. Vi gik ind på en café for lidt at få snakket lidt. 10 år er jo mange år. Jeg er vant til at holde øjenkontakt med folk, jeg snakker med. Men Camilla stirrede fuldstændig uhæmmet på mig. Hendes øjne slap ikke mine på noget tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg følte det højst ubehageligt, og selv måtte sidde og se væk engang imellem. Det var lige en tand for meget øjenkontakt til mig.
Og nu husker jeg de øjne. Jeg ser ikke hendes ansigt, jeg ser kun hendes øjne. Men jo mere jeg tænker på dem, jo større bliver de - og jo mere jeg ikke vil tænke på dem, jo mere tænker jeg på dem. Min frygt vokser, jeg er bange, jeg går på listetæer, og jeg foretrækker at René træder hårdt i gulvet, når han går - eller gør mig opmærksom på, at han er på vej. Lige pt. er øjnene så store som en 5'er, vil jeg tro. Det er jo ikke hele øjet - Det er selve iris og pupillen.
Øjne har altid været min svaghed. Jeg mangler dømmekraft lige nu. Jeg ved jo godt, at jeg er forkert på den, men hvordan kommer jeg ud af det?
Lægen i morgen. Frygten vokser. Kender I det? Uvante situationer uden den sædvanlige støtte? René skal ikke med, nemlig, det er Katja, der skal med. Det gør mig ikke særlig rolig. Katja er dejlig, hun hjælper mig meget, alene ved at køre mig derned - men det er ikke en speciel rar tanke, at hun skal med mig ind hos lægen. Hun kan vente udenfor. Men hvad nu, hvis jeg går i panik inde hos lægen? Jeg fornemmer et kaos komme snigende.
Nå. Jeg bekymrer mig for meget. Jeg må lade være med at tænke så meget over tingene, selvom det er nemt nok at sige - og knapt så nemt at praktisere i virkeligheden. Det kommer alt sammen til at gå. Sådan er det nemlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar