Undskyld på forhånd

Jeg sad i dag og lyttede til "Hånd i hånd" med Sys Bjerre, som er en total positiv sang, virkelig, og hun nævnte "Romeo og Julie". Og så begyndte jeg at græde, for det kunne jo være René og mig. Jeg græder temmelig ofte. Som regel er det latter, der udvikler sig til hulken, men det sker også, at jeg uden umiddelbar grund eksploderer i gråd. Af og til begynder jeg at græde, hvis der er 3 rundstykker tilbage i en pose, hvor der skal være 2. Jeg kan ikke hælde medicin op, fordi ulige piller giver mig myrekryb og jeg begynder at skrige. Jeg har lyst til at være superglad, og jeg er god til at blive superglad - men det varer aldrig særlig lang tid. Så er jeg nede igen. Det er som om min hjerne bare modsætter sig at jeg skal være glad.
Jeg har som ofte store barrierer som gør, at jeg ikke bare kan kaste mig ud i at lave f.eks. mad eller vaske op. Gå i bad eller bare børste tænder. Jeg havde menstruation i sidste weekend. Den varede i 3 dage. Jeg kom ikke i bad, og jeg skiftede kun bind én gang, selvom jeg havde normal blødning, fordi det virkede alt for uoverskueligt at skulle række op på hylden med hygiejnebind, tage det af, jeg havde på, pakke det sammen, sætte et nyt på og smide det gamle ud. Jeg går med det samme tøj i dagevis. Et par trusser kan sagtens holde en uges tid, bh'er skifter jeg kun når jeg alligevel skal i bad, det samme med strømper og øvrigt tøj. Det er primært fordi jeg ikke kan overkomme at skulle skifte tøjet og slet ikke at skulle i bad - men også fordi det rene tøj lige så stille forsvinder, fordi René har for ondt til at vaske alene. Det er kun det mest nødvendige, der bliver vasket.  Vi bestiller pizza flere gange om måneden, 4-5 gange, fordi René smertemæssigt ikke kan overkomme at lave mad, og jeg ikke kan komme ud over min barriere. Engang imellem sidder jeg og hulker fordi jeg skal lave mad, ellers sidder jeg og hulker mens jeg laver maden, for det trækker al energien ud af mig.
Samtidig betyder det, at jeg ikke kan gå ud, for jeg bliver skidebange, når bare det ringer på døren - og jeg skal lukke døren op. Jeg kan ikke klare det, jeg synes at det er så skræmmende. Jeg har ikke nogen form for tanker om, at der vil ske noget, hvis jeg gør det. "Hvis jeg åbner døren, dør verden" - sådan er det ikke. Jeg tør bare ikke. Engang imellem må folk godt komme ind. Men det er ikke altid, at folk jeg kender godt og måske endda elsker (som f.eks. min mor) kan få lov til at komme ind. René er her, det skal være sådan. Ellers er jeg jeg mest tryg alene. Ikke helt alene, så bliver jeg bange, men... det er kompliceret.

Jeg bliver nødt til at skrive tonsvis af indlæg om det, I må leve med det, eller læse noget andet. Jeg har ingen, sådan rigtigt, at snakke om det med, og jeg har en blog, hvor jeg kan skrive om hvad jeg vil. Jeg er ked af, hvis jeg generer jer, men det går vel forhåbentlig væk på et tidspunkt.

Fristedet - nyt indlæg