Jeg gider ikke at skrive en titel

Nøj, hvor har jeg pludselig bare fået det dårligt. Sådan... Ja. Jeg så et billede af en anorektiker på Youtube ved en fejl (jeg kigger normalt ikke på den slags), og jeg snakkede lidt med René om det, for jeg nåede da at se, at billedet har over 2 millioner views, og jeg sagde at jeg ikke forstår, hvorfor folk ser på sådan noget fordi det er det samme som at opfordre personen til at lægge flere billeder op (det billede, jeg så, var et miniaturebillede på Youtubes  "forslagsliste" - jeg klikkede ikke ind på det). Vi snakkede lidt om det og kom ind på serier som "Criminal Minds" og "CSI" og programmer om seriemordere. Jeg fortalte ham om Plump, og den sang, de har lavet, som hedder "Cut", som jeg holdt af engang. Da jeg så en video, der var lavet til, som var fyldt med masser og masser af blod, sår og andre skader som piger havde forårsaget på dem selv - jeg fik det så dårligt, at jeg tænker på at skade mig selv, når jeg tænker på sangen, og jeg tør ikke at høre den igen, for jeg er bange for, at havne i samme situation som tidligere. Det er "kun" 10 år siden. Jeg tænker faktisk på det, stadigvæk, et par gange om måneden eller sådan noget, jeg får det bare så røvdårligt når jeg ser "Plump - Cut" på min skærm. Og jeg kom til at tænke på den, da jeg så det billede, og nu har jeg virkelig bare fået gevaldig nedtur på. Jeg har alle de følelser, jeg havde dengang. Jeg føler mig klam, ulækker, dum, og uværdig til at leve. Jeg føler at jeg er en fornærmelse mod verden - især René - alene ved at eksistere. At jeg fornærmer verden ved at trække vejret. Jeg hader mig selv lige nu. Jeg føler mig rastløs, det føles som om jeg har fysisk ondt i mine indvolde, jeg føler samtidig at der er tomt og råddent derinde. Jeg føler mig som et gråt hylster, som hænger og dingler i rebet, hængt, tomt, uden noget. Jeg har ikke lyst til at se på nogen. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg trænger bare til at sove. Sove alt det her væk. Men jeg ved godt, at jeg ikke kan sove, når jeg har så ondt inden i. Det er umuligt. Rastløsheden gør at jeg ikke kan finde ro, og jeg kan ikke slippe af med den. Engang imellem ville jeg ønske at jeg ikke havde bebyrdet René med det her, for han fortjener så meget bedre, det dejlige menneske, og så mig. Men han er fri til at vælge, og den eneste, jeg elsker lige nu, er René. Det er altid René. Jeg elsker René mere end ilt. Jeg føler at jeg ødelægger ham. Jeg ved det ikke! Jeg er i tvivl. Engang imellem er han svær at se igennem.