Åh...

René sagde til mig i går, at jeg er modbydelig overfor ham. Ignorerer ham, skærer ham af, snerrer ad ham... Det kommer bare... Jeg syntes selv at jeg har udvist en kæmpe kærlighed og forståelse/accept af hans raseri. Jeg synes selv at jeg har været tålmodig og vist intet andet end kærlighed. Og så smækker han den dér i hovedet på mig... Jeg blev simpelthen så ked af det. Jeg sad bare og tænkte på, hvor uenige man kan være, og om det mon holder på længere sigt... Jeg elsker ham SÅ meget, og så siger han, at jeg er modbydelig overfor ham. Det gjorde SÅ ondt. Jeg kan slet ikke beskrive hvor ondt det gjorde. Men jeg lod som om jeg ikke var ked af det, og sagde at jeg ikke græd, da jeg sad ude i køkkenet og vaskede op. Jeg ved at han ikke kan lide at man græder i de situationer. Men... René... Åh... Hvilken smerte.