Min far

I mandags skrev jeg dette:

"Hej far!

Ved du hvad, jeg har faktisk siddet og tænkt over tingene her forleden, og jeg har ligesom... Hvad kan man sige... Indset, at du er det menneske, jeg ligner mest. Jeg har altid troet at det var mor, men det er det slet ikke. Vi to har det begge to sådan, at når vi får en idé, skulle den helst være udført i går, og den skal nok blive udført, koste hvad det vil. Jeg er meget impulsiv, og får ofte skrevet eller sagt ting til folk, som jeg gerne ville tage tilbage, hvis jeg kunne. Systemer, grafer og gennemsnitsudregninger er bare det bedste jeg ved, og vi elsker begge to musik. Og listen er længere.

Jeg synes, at det er nogle rare ting, jeg har fra dig, og selvom vi har haft vores uoverensstemmelser igennem årene, så er jeg alligevel glad for, at jeg er endt, som jeg er - for det er din mors skyld, at jeg er, som jeg er. Og det er en person, jeg elsker. Jeg er superglad for, at jeg har jer som forældre. Du har altid været der for mig, og du må ikke tro, at jeg ikke værdsætter det. Det gør jeg skam.

Så jeg vil egentlig bare sige til dig, at jeg elsker dig meget højt, og at du har en stor plads i mit hjerte. Du er en mand, som godt nok er hidsig (som jeg selv er) og utålmodig (som jeg selv er), men jeg har indset, at den person, der altid er mest stolt, når jeg har gjort noget godt, er dig. Det er derfor, at jeg altid ønsker at fortælle dig om f.eks. vægttab selv, fordi din glæde er så dybfølt, og jeg næsten græder af glæde, når jeg hører stoltheden i din stemme. Du er en ganske særlig person, og jeg håber at du altid vil være sådan, selvom mor siger at du er lidt for hidsig. Men det er du ikke overfor mig.

Jeg elsker dig, far.

Knus fra Rikke"


I dag har jeg fået svar. Et svar, der fik mig til at tude så meget, at jeg rent faktisk ringede til  min farmor klokken 22:15! Jeg blev nødt til at fortælle hende hvad min far har skrevet.


"Kære Rikkemus
 
Tusind tak for dine (alt for) pæne ord. Jeg ved at jeg har mange mangler, som eksempelvis
at kunne smalltalke ligesom dig og mor (og især kvinder i almindelighed). Og så har jeg iøvrigt
ikke ordene i min magt som du har. Men når man som oftest kører hjemmefra kl.6 om morgenen
(fordi mor gerne møder kl.7) og kommer hjem 13 timer senere (med 9 timer til man skal afsted igen)
så er det ikke netop befordrene for nærvær og store følelser. Men du skal vide at der aldrig går en
dag uden at jeg bekymrer mig dybt over alle de besværligheder vi har bragt dig til verden med.
Og du gider sikkert snart ikke at høre mere om vores dybe angst for at miste dig p.g.a. et hjerte der
må give alt for tidligt op - derfor er nyheder om vægttab det aller bedste vi kan få at høre. Jeg er
meget meget taknemmelig over at du har din René og håber af hele mit gamle hjerte at I må stå
distancen sammen.
 
Kys, far"

Åh, jamen... min dejlige far.

Ellers har "Moster og Ole" været her i dag. Jeg blev psykotisk under forberedelserne, fordi jeg pressede mig selv så hårdt. Men det gik væk, og jeg fik banket en HERLIG middag sammen. Vi har fundet på en ny salat:
300g spinatblade
2-3 revet gulerødder
1 peberfrugt i stave på ca. 2cm
2 skrællede æbler skåret i både - hver båd delt i tre på begge sider.

Men det var superhyggeligt at have Moster og Ole på besøg. De er rare mennesker. Nå, men nu har jeg delt min fars smukke brev med jer, så nu går jeg i seng. Komplet færdig. Dur ikke til en skid længere. Sov godt, kære læsere.