Åh ja, men de har jo lavet 3 fede numre, jeg kender til! Jeg kan f.eks. rigtig godt lide "We Used To Be Friends" og "Bohemian Like You" - de er ganske simpelt geniale! Desværre er der ikke supermange af disse numre på deres plader. Ikke de to jeg har, i hvert fald... Men nu kender jeg jo en del junkier, både dem, der har været det, og er blevet clean, og dem, som aldrig bliver det. Røde Jens, f.eks. Jeg husker ham fra min barndom. Han var sammen med Kate, og sammen havde de to børn, Louis og Lisa. De var altid så lykkelige og de kom ofte dér, hvor jeg boede - hos en af naboerne, som var Kates far. Men så forlod Kate Jens. Jeg ved ikke hvorfor. Men han mistede sit job som taxachauffør, han begyndte at drikke, og så begyndte han på stofferne. Dem købte han hos Bjørn, som boede sammen med Lisa, som jeg ofte besøgte som barn. Hun var afhængig af hash og røg 5-6 bonghoveder om dagen uden man kunne mærke det på hende. Så var der deres datter, Nadia. Fantastisk pige. Hun var 6-7 år yngre end mig, men vi var ofte sammen. Når Lisa og Bjørn havde deres slåskampe, kom Nadia over til os, og min far (hvis han havde fri) kørte os et sted hen, hvor vi kunne spise is eller æbleskiver, alt efter hvilken årstid, det var.
Yeah. Stoffer er en seriøs dårlig ting. René kender også Røde Jens (han havde rødt hår, indtil det begyndte at falde af i totter - han ligner seriøst et lig), og sjovt nok kan han kende os begge to, når vi støder ind i ham på vej hjem til Renés forældre. De fleste af dem, der hilser på René dér, er junkier. Men der er også mange, som ikke er. René er faktisk utrolig populær. Men kan kender ikke Lisa og Bjørn. Lisa var ellers en venlig dame. Hun havde epilepsi, som jeg havde, men hun var i behandling allerede før jeg fik mit første epileptiske anfald. Hendes var voldsommere end mit er, men hun har også en anden variation.
Ak ja. Barndommen. Sure stoddere, der stjal ungernes fodbolde, narkomaner, sindssyge naboer, en far der spurgte om jeg ville trille i skole fordi jeg spiste 2 krydderboller en stille og rolig søndag morgen, skolen, der gjorde mig depressiv og var grunden til at jeg begyndte på selvskadende adfærd, dårlige knæ, trangen til at være alene... Trods alt dette... Så var det sgu egentlig okay. Jeg vil ikke sige "Wauw for en fed barndom" - men hvis jeg sorterer alt fra, og kun husker sommerferierne, så var det pokkers fedt. Jeg har altid haft nogle fabelagtige sommerferier. Bortset fra den i 1998 - men alle de andre - det var sgu fede. Shorts, Guns N' Roses T-shirt, ghettoblasteren på armen, Guns i højttalerne, hænge ud på legepladsen og vente på at "drengene" viste sig... Hehe. Jeg tænker på det med glæde. Men kun sommerferierne. Jeg har forsøgt at fortrænge resten, og bortset fra enkelte episoder, er det lykkes mig at glemme min barndom. I hvert fald den i skolen. Men sommerferien er da også den bedste. De 7 uger var bare toppen. Nu har jeg ferie altid. En smule ensformigt og kedeligt, man løber tør for ting at lave, og mange ting er irriterende. Men mon ikke jeg klarer den? Det betyder jo, at jeg ikke skal ud i situationer, jeg ikke kan håndtere.
René skal til lægen i morgen, han skal have målt sit blodsukker, så han skal være fastende. Det er en kontrolprøve, for den første prøve fra Køge hospital viste "bekymring for tendens til sukkersyge" - så nu skal han have målt den igen. Han tager hjem til sine forældre bagefter, de bor jo lige ved siden af. Jeg tager ikke med denne gang. Jeg håber at han kan blive kørt hjem, nemlig. Det kan han ikke, hvis vi begge to er med - deres bil er på gule plader.
Men! Nu er jeg nødt til at smutte - sov godt, folkens!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar