Bitch!!!

Jeg har forstuvet min tommelfinger på højre hånd. Yay. Så kan jeg ikke tørre mig selv, når jeg har lavet pølser... Selvom man er i et længerevarende parforhold er det stadig pinligt at bukke sig fremover og blive tørt af ens partner. Eller måske ikke "pinligt" men mere "ubehageligt". Jeg følte mig i hvert fald dårligt tilpas da  René måtte i gang i morges. Jeg kan ikke noget som helst med højre hånd. Jeg vidste slet ikke, at man brugte tommelfingeren så meget! Jeg mener - jeg kan ikke bruge højre hånd til noget.

Engang imellem... 

Der er det en bitch at have epilepsi.

(Det er det altid, men det er værre, når man slår sig)

Magtesløs

Er der nogen af jer, der kender det? At man er på kontanthjælp og ens sagsbehandler på det jobcenter, man hører ind under, søger førtidspension for en, og man er i et afklaringsforløb, som tager alt fra jer, og faktisk gør, at man ikke ønsker at have noget med dem at gøre?

Jeg får penge hver måned, i pension og boligstøtte. Det er ca. 2.500 kroner over vores udgifter. Og nu gider René ikke mere. Han kan ikke klare det, han er fuldstændig nedbrudt. Engang imellem tænker jeg på at få ham indlagt. Han overvejer kraftigt at stoppe samarbejde med kommunen, droppe sin kontanthjælp og leve for min indkomst. Det er selvfølgelig OK, en indkomst på 2.500 kroner er bedre end intet.

Men René er så nær et sammenbrud, at jeg som sagt engang imellem tænker på at få ham indlagt. Jeg ved godt, at han vil blive pissesur, men jeg er ved at være ligeglad. Jeg kan ikke holde ud at se ham sådan længere.

Han kan ikke lide vores lejlighed længere, fordi der kun er sket dårlige ting, mens vi har boet her, så vi er blevet enige om, at vi skriver os op til en anden bolig her, hvis det ikke bliver bedre. Jeg ved sgu ikke, hvad man gør i denne situation. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg føler mig så magtesløs.

Why, why, WHY???

Er det så svært at forstå for almindelige mennesker? I  2007 fik René foretaget en gastric bypass operation, og han begyndte at tabe sig. I 2008 blev han smidt ud i arbejdsprøvning, og det gjorde ham sengeliggende, når han var hjemme, fordi arbejdet tog så hårdt på ham. I 2010 fik han en nerve i klemme i ryggen, en såkaldt spinalstenose, som er når to af ryghvirvlerne  gnaver sig ind på nerven, og de skal files væk. Da lægen var derinde alligevel, så han, at den diskusprolaps, René havde, var stort set dobbelt så stor, som MR-scanningerne havde vist, og han fjernede diskusprolapsen. I 2011 var René døden nær pga af blodmangel, det var meget alvorligt - vores læge ringede 22:30 og ville have René indlagt med det samme. Da han kom hjem, fik han tid til at komme sig, og her i 2012 blev han igen kastet ud i arbejdsprøvning.

Det er selvfølgelig obligatorisk, at han skal i arbejdsprøvning, det siger lidt sig selv. Men hvorfor kan folk ikke forstå, at når man har degenerativ slidgigt, som svarer til en på 60 år når man kun er 36, at man så må ligge meget i sengen, fordi man har ondt og gør alt for at få smerterne til at gå væk, så man kan klare arbejdsprøvningen? Hvorfor tror folk, at man bør tabe sig efter en gastric bypass, når man er bundet til sengen, mere eller mindre? Hvordan kan folk tro, at man har en spiseforstyrrelse, fordi man tager på, når man ligger i sin seng altid og ikke får noget motion, men derimod en spand piller som f.eks. 90mg Metadon på daglig basis?

Hvad er det, der er så svært at forstå? At når man har ondt i ryggen, og er bundet til sengen i 75% af et døgn, at man så ikke taber sig?

Er der er virkelig mennesker, der tror at det er fedt at ligge i sengen stort set hele døgnet? Hvor mange af jer kunne forestille jer, at i en årrække på 11 år, stort set ikke har gjort andet end at glo Youtube, engang imellem en film eller tv? Er der mange af jer, der tror at det er fedt at skulle ligge i sengen og spise aftensmad, når man hellere vil sidde ved spisebordet og spise sammen med sin hustru? Hvor mange af jer synes at det er fedt at gå glip af sine niecer og nevøers fødselsdage, konfirmationer og almindelige sammenkomster fordi man har svært ved at gå, ikke kan sidde og ikke har mulighed for at ligge ned?

Hvad fanden er det svære? Kan man som almindeligt menneske virkelig ikke forstå det? Ikke engang Renés mor kan forstå det, så hvordan kan man forvente at andre kan. Jeg synes det er sørgeligt. At folk ikke kan sætte sig ind i en psykisk sygdom som f.eks. skizofreni - det er til at tage at føle på. Men smerter? Hans mor fejler fucking det samme, men kan ikke forstå det fordi han ikke har tabt sig, nu hvor han har fået en gastric bypass.

WHY?!

Historien - ændret

Jeg har besluttet at fortælle min historie i små bidder i stedet for hele min livshistorie i én lang samling af kedelige anekdoter.

Da jeg var barn og boede på Vesterbro, var der hvert år et samba-optog. Mine forældre og deres venner samt deres to børn var til dette samba-optog hvert eneste år. Vi fik sprayserpentiner og vi havde mange forskellige farver, som vi sprøjtede på hinanden. Det var også dette par, vi var sammen med hver nytårsaften. Jeg husker det som virkelig hyggeligt, fordi jeg måtte være oppe så længe, og Mia og Malene havde en skildpadde, som vi elskede at se på, selvom den ikke bevægede sig overhovedet, men bare lå i papkassen under arkitektlampen. Om sommeren legede Mia og jeg på legepladsen lige foran deres hus. De havde det mest cool rækkehus i hele Albertslund. Hm, men nytårsaften fik vi knaldperler. Totalt hit, men jeg var alligevel lidt nervøs. Niels, deres far, var vist tilhænger af fyrværkeri. Han havde altid det sidste nye, de flotteste og dyreste raketter. Dem blev vi uvenner med. Jeg kan ikke huske hvorfor. Tror aldrig, at jeg har fået det at vide.

Der skete en masse forskelligt mens jeg boede på Vesterbro. Der var f.eks. en pyroman på spil, men på en eller anden måde, var det altid på den anden side af gaden (vi boede på Søndre Boulevard). Ofte stod jeg og kiggede forskrækket på de brændende huse, men min mor trak mig altid væk. Det var ret ofte, om  aftenen, at der stod folk og rodede med elektriciteten, så når jeg skulle i seng, satte mit mor et stearinlys ved mig, ikke så tæt på, at jeg ville kunne sætte ild til det hele. Hun nussede min kind, strøg mig over hovedet og sagde "Man må ikke sove med tyggegummi, for hvis det falder ud, kan det sætte sig fast i håret, og det er ikke til at få ud". Så fik hun mit tyggegummi, kyssede mig godnat og gik tilbage til stuen.

En historie (min)

Jeg føler, at jeg har så mange ting at sige. Jeg vil skrive det hele ned. Jeg tror, at jeg vil skrive ét kapitel hver dag. Altså, om mit liv. Det er ikke fordi det er exceptionelt, men jeg har brug for at få det ud. Jeg synes at den bedste måde er denne.

Kapitel 1

Min mor og far mødte hinanden i 1978. Min mor havde bestemt, at hvis hun ikke havde fået et barn inden hun fyldte 30, ville hun ikke have børn. I 1978 var min mor 28 år. I august 1979 blev hun gravid, 1 måned efter hendes 29-års fødselsdag. I maj dumpede ud. Min mor har ofte snakket om min fødsel, for den var meget ”uhyggelig”. Min mor har fortalt, at hun pressede og pressede, men at der intet skete. Jordemoderen var klar til at tage imod mig, men jeg kom ikke ud. Til sidst sagde den assisterende sygeplejerske, at hvis hun ikke klippede, så ville hun gøre det. Så min mor blev klippet op, og et ben kom ud, derefter en numse, så et ben, så en arm, så et hoved, og så den anden arm. Jeg trak ikke vejret, da jeg kom ud – jeg havde ikke noget hjerteslag. Min mor faldt i søvn, og efter lægen havde fået liv i mig, kom jeg til rummet for børn, der skulle bortadopteres. Da min mor vågnede, blev hun tosset over, at jeg ikke var hos hende, og straks blev jeg kørt tilbage. Min mor havde, siden hun var i 3. måned, ”vidst” at hun ville få en pige, og hun ville have at jeg skulle hedde Rikke. Så hun og min far kaldte mig Rikke ud fra min mors instinkt siden 3. måned af graviditeten.

Da jeg var stor nok, skulle jeg i vuggestue. De holdt mig tilbage fra børnehaven, fordi jeg ikke havde noget sprog. Jeg gik 6 måneder længere i vuggestuen, end jeg skulle. Pædagogerne havde aldrig hørt mig sige noget, og mente at jeg ikke havde noget sprog. En dag kom min mor for at hente mig, og en af pædagogerne sagde, at de havde aftalt et møde med en talepædagog. Min mor spurgte, om pædagogen var sikker på, at det var fordi jeg ikke gad at tale med dem. Pædagogen gik, og min mor ville give mig overtøj på. Men jeg ville blive i puderummet, og vi begyndte at diskutere. Pædagogen overhørte diskussionen og sagde til min mor, at hun ville aflyse talepædagogen, og kort tid efter blev jeg rykket op til børnehaven.

Børnehaven var et mareridt for mig. Vi skulle sove til middag, og jeg skulle partout have bare fødder når jeg sov, og dynebetrækkene var lukket med store, hvide knapper, som var kolde mod fødderne; dynen var kort. Min mor havde sagt til pædagogerne i børnehaven, at jeg ikke skulle sove tilmiddag, for hun kunne ikke få mig til at sove om aftenen. Men det skulle hun da i hvert fald ikke bestemme, så jeg sov tilmiddag hver dag alligevel. Noget, vi skulle hver dag, var at spise frokost. Hver dag kom der en blå Rösti Magrethe-skål med skrællede gulerødder rundt til os unger. Vi skulle tage 3 hver. En tilfældig dag spise jeg, før der blev sagt værsgo. Martin pegede på mig og råbte ”Rikke spiser før der er sagt værsgo” og jeg fik en reprimande af pædagogen. Jeg havde en lille, rød madkasse af metal, hvor der stod ”Velbekomme” med guldskrift på.

Tja... Man skal jo prøve...

Sidste gang, jeg prøvede, valgte jeg en gul og en orange farve, som ikke sådan rigtig kunne ses.

Denne gang har jeg valgt en lys grøn og en mørk grøn og har "blandet" det lidt, så der ikke var en meget tydelig overgang.

Billedet er lidt ubrugeligt, fordi det er taget i den vinkel, det er. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid vælger at kigge opad... Men makeuppen er fjernet, så jeg tager ikke et nyt.

Set oppefra, er "blandingen" af de to farver så "godt" lavet, at man faktisk ikke kan se forskel. Men det er måske meget godt, eftersom den mørkegrønne farve var MEGET mørkegrøn. Alt i alt er jeg måske OK med resultatet, men det er nok ikke et, jeg vil benytte mig af. Jeg kan ellers godt lide mørke farver.

 

Faktisk havde jeg for nogle år siden denne makeup på juleaften.

Det var faktisk meningen, at den skulle se ud som billedet herunder, men jeg havde valgt en orange i stedet for den røde, og jeg havde ikke puttet nok af den sorte på.

Billedet er i ekstremt dårlig kvalitet, så hvis jeg ikke får hele hovedet med, kan man stort set ikke se øjnene. Men der havde jeg valgt en bordeaux farve og lagt sort oven på. Men men... Jeg havde haft det på hele dagen, og det billede blev taget om aftenen, så der var ikke meget tilbage af den. Den sorte øjenskygge var (er - har den stadig) fra Rimmel. Den fungerede åbenbart ikke med mig. Ellers har jeg puttet for lidt på eller bare været uheldig.

Det offentlige system fungerer ikke

Svært overvægtig

Skizofreni

Medicin

-Det er de ting, jeg fejler. Uanset hvor jeg kommer hen og hvem jeg snakker med, så er jeg syg på grund af en af de ovennævnte ting. "Har du ondt i ryggen? Du er fed". "Har du ondt i maven? Du lider af skizofreni". "Har du ondt i lungerne og hoster meget? Din medicin er ikke justeret korrekt"

- Alt kan skydes over på de tre ting. Og det det er lige meget hvilke symptomer, jeg har, så er det en af de de tre ovennævnte årsager. 

Er det egentlig ikke for dårligt?

Og det er læger, der skal hjælpe en, der kommer med de udtalelser?

Skam jer, kvaksalvere!!!

Dumme øgler!

Jeg sveder ikke. Jeg har svedt den sidste uge. Men lige nu - intet. Jeg fryser heller ikke. 

Jeg ringede lige til min mor. Min storebror og hans hustru er på vej derned.

Hmm.... jeg husker ikke at have fået en invitation? Jeg har nok glemt at tage telefonen, da de har ringet.

PSH! De kan sgu da godt lige spørge, selvom de ved, at jeg siger nej. Det er da anstændigt at spørge. Men okay, det må de selv om. Så kan de sidde og have det dårligt med dem selv fordi de stemte hjem. Dumme øgler!

Jeg har meget ondt i ryggen i dag. Derfor tissede jeg i underbukserne i morges. Jeg havde "beskyttelse" på, så det løb ikke ud over det hele. Men så måtte René hjælpe mig på WC. Jeg vækkede ham for at få hjælp. Faktisk har jeg i ret lang tid haft svært ved at løfte højre ben, men nu, hvor jeg har meget ondt i ryggen, kan jeg ikke engang komme over dørtrin.

EJ, hvor kunne jeg godt spise et par Ipren!!! Men dér klokken 9 tog jeg 600mg Ibumetin - og det er stort set det samme. 2 Ipren har 400mg ibuprofen, mens Ibumetin har de dér 600mg. Dvs. at jeg har taget 3 Ipren for kun 4½  siden, og der skal gå 8 timer imellem hver Ibumetin. René siger 6, fordi han mener at "i døgnet" kun er de timer, man er vågen, og ikke et helt døgn. Så fordi man regner med 8 timers søvn, er der rundt regnet 6 timer imellem det antal piller, man må indtage pr. døgn.

Nå.

FAR!!! (og perfekt hår - men ikke min fars)

Total øgle...

Jeg skal ned og købe ind, alene, fordi René sover.

Hvad gør geniale Rikke så?

- Hun går i bad. Anstrenger sig så meget, at indkøb er urealistisk.

Jeg skal bare have en pakke Lätta, så teknisk set kan det godt vente til i morgen. Vi skal ikke bruge det i dag. Men hvis jeg nu køber en pose mozzarellaost, kan jeg lave pizza. Eller minipizzaer. I hvert fald burde jeg købe lidt ind, så vi kan få en alle tiders aftensmad. Jeg har fundet den perfekte frisure for mig. Jeg mener... Virkelig PERFEKT. Men jeg er i tvivl om hvorvidt jeg kan have den, uden at skulle bruge et glattejern hver dag.

Det her billede er fra 2005, inden jeg fik krøller, og jeg elsker det hår. Jeg vil have det igen. Men... hvordan kan det lade sig gøre, når man har krøller? Vil de blive mere tydelige, hvis jeg klipper 20 cm af håret og får pandehår? Vil det hele blive et væld af krøller, eller kan jeg være yderst, nærmest mikroskopisk heldig at de forsvinder, så jeg kan få mit eget, glatte hår tilbage. Jeg savner glat hår. Også selvom jeg hele mit liv (true story) har ønsket mit den slags krøller, jeg har nu. "Careful what you wish, you just might get it" (Metallica).

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre med aftensmaden, og hvordan skal jeg dog komme ned og handle? Jeg ved det ikke! Totalt irriterende. Jeg kan vække René og bede ham om at gå ned og købe ind. Men det kan jeg ikke være bekendt.Christ, jeg har hovedpine! Det er altså en af de lede. Jeg har taget 600mg Ibumetin. Normalt tager jeg det ikke mod hovedpine, og teknisk set har jeg også taget det for smerter i resten af kroppen. Jeg er så ynkelig lige nu, jeg ved det skam godt. Jeg undrer mig over, hvorfor min far ikke har svaret på den e-mail, jeg sendte ham i går.

"Hej far!

Jo tak, jeg har det fint, men jeg har været plaget af hovedpine i længere tid. Mor sagde til mig, at det var vejret, men da jeg snakkede med farmor, sagde hun noget, som er rigtigt, men som jeg overhovedet ikke skænkede en tanke: Jeg drikker omkring 1-1½ væske i døgnet, og sveder meget og tisser 1-2 gange i døgnet. Det er jo fordi, så, at jeg er ved at dehydrere! Derfor forsøger jeg nu at tvinge mere væske ned. Jeg bliver totalt rundt på gulvet, vælter rundt og ser dobbelt stort set hver dag - og så er det "bare" fordi jeg får for lidt væske. Hehe. Så det er bare med at få fyldt depoterne op :)

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det ikke ligefrem er inspirerende musik, de spiller i radioen nu om dage. Jeg har tænkt meget over "gamle dage" her for nyligt, musikmæssigt, for jeg synes ikke længere at Marilyn Manson laver god musik, og sangeren fra Type O Negative er død og uerstattelig.  Så selvom jeg stadig lytter meget til Type O Negative, har jeg kastet interesse på Megadeth. Jeg kan godt huske, at du kørte mig i TP i Valby den 24. april og jeg købte "So Far, So Good... So What!" - jeg gemte bonen i mange år, netop fordi det var min allerførste Megadeth cd. Og samme år, omkring september, udkom "Youthanasia", som jeg fik af dig og mor i julegave sammen med en T-shirt, der "hørte" til netop den plade. Det er den fedeste T-shirt, jeg nogensinde har haft. Jeg blev ked af det, da den havde udtjent sin værnepligt og der var huller under armene, som mor ikke kunne lappe. Det var også den T-shirt jeg havde på, den 28. december, da vi hentede Danii. Megadeth har udgivet 4 cd'ere, mens jeg ikke har haft den helt store interesse for dem, så jeg har tænkt mig at kaste et "blik" mere på dem. Jeg har jo lige hørt dem igennem, men det var ikke noget, der satte sig fast i første gennemlytning. Det er dog helt sikkert plader, der skal stå i min samling, så dem skal jeg have købt. Jeg downloader min musik hos TDC gratis, det ligger i vores abonnement, så jeg tjekker bare jævnligt om der er kommet noget nyt med de bands, jeg følger, og engang imellem tager jeg en chance med noget, jeg ikke kender i forvejen - f.eks. med The Blue Van.

Jeg har også fundet interesse i Guns N' Roses igen. Den nye plade, "Chinese Democracy" er helt i orden, men det er det gamle, jeg lytter til. Det vækker minder om solrige sommer, drenge og ferier. Alle mine plakater og mine T-shirts, som jeg købte overalt i Europa. Haha. Jeg kan huske at både mine postkort og plakater blev købt i Posterland i København. På Strøget, faktisk. Det var også tider. Mark ønskede sig "Use You Illusion" I+II i fødselsdagsgave, og jeg sagde at jeg ikke ville være med til at give ham det lort. Du sagde til mig: "Bare vent. Om et år hører du det også" - og du fik ret. I 1992, året efter de to plader udkom, var jeg solgt. Før Guns N' Roses var jeg mere til Madonna, men jeg er glad for, at jeg har fattet interesse for andet musik, selvom jeg stadig lytter til Madonna - jeg lytter til lidt af hvert. Det, jeg forbinder din musik med min ungdom, sådan rigtig, mere end Pink Floyd, er faktisk The Law. Åh, hvor jeg dog elsker den plade - stadigvæk. Jeg lytter ofte til den. Den er bare så fantastisk god.

Jeg håber at også du har det godt. Husk på, at jeg elsker dig meget højt.

Kys fra Rikke"

- men der er selvfølgelig OL - det går ham meget op i. René siger, at det ikke hedder olympiade længere, men OL. Hm. Jeg er ikke helt sikker på, at han har ret. Men heldigvis er jeg ligeglad! HA! Snydt igen.

Ikke så godt - men stadig et eksperiment

Her ville jeg forsøge med gul og orange, fordi jeg synes de to farver passer godt sammen

Desværre er farverne for matte til at man kan se at jeg overhovedet har makeup på.

Indrømmet, jeg ser lidt for "mærkværdig" ud med åben mund, og jeg ved ikke hvorfor.

Men billedet af selve øjnene er blevet en lille smule bedre.

Okay. Man kan ikke se en forskel overhovedet. Hehe.

Jeg tror, at jeg næste gang vil vælge tydelige farver. Senere på dagen vil jeg fjerne det her, og prøve med noget andet. Det er jo lidt spændende, vil jeg sige!

Eksperimenter

Engang var jeg smuk. Måske lige en tand for meget makeup - Haha. Sådan kan det gå!

Haha - faldt over det her billede, da jeg ville navngive de nyeste billeder.

Jeg fandt også det her

Der har jeg ikke helt så meget makeup på. Det er fordi jeg ELSKER at eksperimentere med makeup.

Der er så meget forskellige farver at arbejde med!

Det øverste billede således ud

Og det andet billede så sådan her ud

Det er virkelig sjovt. Altså, det er ikke fordi det er specielt pænt, det her, men det var sjovt at lave! Det nederste billede blev taget inden jeg begav mig ned på Statoil tanken, og det blev snestorm på vejen derned. Mit hår frøs til is, jeg var fuldstændig gennemblødt da vi nåede derned - men da jeg kom hjem, sad makeuppen stadig sådan her, på trods af, at det ikke var en vandfast mascara. Det er ret vildt, synes jeg - haha.

Nå, men jeg ville vise de her billeder, fordi jeg har tænkt mig at eksperimentere igen i dag. Jeg kender ikke farverne endnu - men det kommer!

Hurra skolen brænder

Ahh... I kender godt det dér med at føle at man har succes med noget, ikke? Her i nat har jeg sammensat en komplet indkøbsliste til nemlig, og jeg har regnet ud, hvad de ting, jeg ikke køber hos nemlig, kommer til at koste. Og hvis vi virkelig flotter og lever i luksus, kommer vi til at bruge lige knapt 3.200 kroner på mad og drikke til hele måneden! Jeg har tjekket skabe, fryser og køleskab, og fundet ud af, hvilke retter, vi havde ingredienser til, og hvad vi ville komme til at mangle. Apropos det... Hvad blev der af pestobaguettesene? Øv. De dér ganske almindelige baguettes til 3-4 kroner for 2, skåret midt over og derefter flækket på langs, lidt grøn eller rød pesto smurt ud over, et par skiver tomat og mozzarellaost ud over, ind i ovnen til osten ser færdig ud - det smager simpelthen så godt. Jeg burde begynde at lave det igen. Det vil jeg drøfte med min indkøbsseddel om 2 uger. Men i hvert fald har jeg nu fået samlet 14 retter, som vi kan vælge imellem. Jeg skal have derudover - når jeg får købt ind og varerne er her - have sammensat en liste over retter, som skal hænge på køleskabet. Så er det nemmere at vælge, end hvis man først skal sidde og lede efter et stykke papir.

Nå.

(titel fra Red Warszawa)

Isbjørnen

Ah... Den dejlige barndom. Eller ungdom. Jeg ved ikke, hvad man kalder 12-14 år. Barndom, ikke? Jeg var dybt og inderligt forelsket i Guns N' Roses. De spillede det allerfedeste monstercool musik. Vi fik fristil for i skolen. Jeg var... Hmm... 13 år. Havde været på Guns i et årstid. I bladet MIX var der Guns N' Roses historie, bladet udkom en gang om... jeg kan ikke huske om det var en gang om ugen, eller en gang om måneden. Men jeg havde samlet alle artikler, og gemt alle billeder. Jeg havde lånt bøger på Solrød Bibliotek, som handlede om Guns N' Roses. Jeg skrev en pissefed stil om Guns. Den indeholdt alt, der var intet, der ikke var med. Der var 2 lærere, der skulle vurdere den. Kort tid efter var der forældrekonsultation, og for en gangs skyld var min far med - ellers var det min mor og mig. Jeg var også med til denne forældrekonsultation. Vi tre sad over for de 4 lærere der sad der. Min mor fortalte at jeg havde fået konstateret migræne, og min fysiklærer udbrød "Nå! Så er det derfor hun nogen gange går fra timerne!" Min matematiklærer sagde, at jeg skulle være bedre til at lave mine lektier. Jeg havde 2 dansklærere. Den ene sagde "Jeg har lært en masse om Guns N' Roses, jeg synes at det er en pragtfuld stil" - og den anden dansklærer sagde "Jeg forstår ikke, hvorfor I lader jeres datter høre den slags musik!" Min mor og far kiggede på hinanden og min far sagde "Vi hører det selv". Han havde nemlig også alle Guns N' Roses pladerne. Dansklæreren, der havde sagt det, blev pinligt berørt, og konsultationen sluttede ret brat. Haha.

Se, det er den slags minder, man må holde fast i, når det hele går ned ad bakke. Den sommer i 1993, hvor Camilla og jeg hørte Guns på min ghettoblaster mens vi gik rundt og ledte efter "drengene". Det var en gruppe af drenge, vi ret ofte hang ud med. Jakob, Flemming, Martin A., Lars, Klavs... Haha. Ved I hvad? Jakob og Lars var Renés kammerater dengang... Tænk engang, at vi har haft samme omgangskreds helt uden at være klar over det, allerede da jeg var 13 år, og René var 17 år. Jakob var kun 2 år yngre, og Lars hang han ud med, fordi han gik sammen med Lars' storebror. Flemming var Jakobs lillebror, og Martin A. kan jeg faktisk ikke huske, men René kender ham godt. Han kender også Klavs - Camillas kærlighed - som var den gut, der sagde at Megadef var seje. Haha. Jeg lytter til Megadeth nu, og jeg husker alle de gode ting fra den sommerferie. Men for at få de "rigtige" minder frem, må jeg lytte til Guns. Så nu lytter jeg til dem. De var fandeme også cool.

Men Megadeth... Første cd med dem købte jeg 24. april 1994, og i september samme år, udkom "Youthanasia", som jeg fik i julegave, sammen med en tilhørende T-shirt. Den 28. december tog vi ned til en eller anden by sydpå og hentede min dejlige, lille isbjørn.

Dette billede er taget samme dag, som vi hentede hende. Man kan ikke se min  T-shirt her, men den var så monstercool. Måske kan jeg finde et billede af den på google. Det kunne jeg! Det var denne T-shirt, jeg havde på, da billedet af min isbjørn og jeg blev knipset af min far.

Det var det her billede, der var på min T-shirt, som hang på mig, indtil den ikke kunne lappes mere. Jeg elskede den. Og den gik supergodt til mine brune jeans. Ak ja. Hvilken lykke. Hun havde et rødt halsbånd på, da vi hentede hende. Min mor spurgte mig, hvad hun skulle hedde. Jeg sagde, at jeg gerne ville kalde hende for "Hund". Hendes stamtavlenavn var Danielle, og min mor mente, at det var et godt navn, så min lille Hund kom til at hedde Danii. Hendes mormor hed Lone, og hendes farfar hed Moonshine Jack. Hehe. Trykket på Danii blev lagt på i'et, men blev ret hurtigt bare til Danni, og de fleste mennesker troede at hun var en han.

Åh ja. Jeg savner Danii så meget. Jeg kan stadig græde over at hun måtte lide sådan op til sin død - og at hun overhovedet behøvede at dø. Jeg fik lov til at sige farvel til hende. Hun lå i narkose. Dyrlægen barberede et lille stykke hud på benet og gav hende sprøjten. Min mor stod og græd. Jeg kunne ikke klare det. Jeg gik ud. Ja, jeg græder nu, typisk. Det er 8 år siden, hun døde. Jeg tuder hver eneste gang jeg ser en golden retriever. Det er den smukkeste hunderace, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun ville ikke gå ind i mit værelse, da jeg flyttede hjemmefra. Min mor siger, at hun bare stod i døren og kiggede ind. Hun blev så glad, når jeg kom, og jeg kom på besøg hver dag for at sige hej til hende. Hun søgte til mig, når der var noget galt, selvom min mor var "overhunden" - hende, der gav mad.

Hun var bare... Noget særligt. Jeg ville have haft hende for evigt, hvis jeg kunne. Hun var - for mig - verdens smukkeste, skønneste og venligste hund. Hver gang vi fik gæster, eller når vi selv kom hjem et sted fra, fik vi en gave. Hun kom altid med sko til os. Hun hjalp min mor med at samle vasketøj, og hvis hun havde skilt et par sko ad, kom hun altid med den anden, når man viste hende den, man havde. Hun er savnet. Virkelig savnet. Ved I hvad, jeg sidder og flæber, tårerne løber som vandfald ud af øjnene på mig, og snottet skal jævnligt tørres væk for ikke at løbe ind i munden. Jeg er så ynkelig. Men hun var... Ja. Jeg skal aldrig have en hund igen.

Cola!

Af og til kommer man i tanke om noget, man egentlig har tænkt på for flere år siden.

Coca Cola er for alle, der kan lide cola.

Coca Cola light er for kællinger, der er diabetikere, eller gerne vil blive eller forblive slanke.

Coca Cola Zero er for stoddere, der tror at det er mere maskulint at drikke "Zero" end med "Light" - eller er diabetikere.

Hvorfor? Fordi reklamerne for de forskellige målgrupper er nøje udvalgt.

Hehe. I har tænkt det samme, har I ikke?

Sukkergris

"Well the devil, she made sweet candy. Took six days and nights to dream. On the seventh day she rested, woke up early and made ice cream. Now the devil she must be a dentist - with deep jawbeaker eyes, red rope hair, gumdrops lips and cotton candy thights"

- The Presidents of the USA, "Candy"

Jeg har pikkedårlig samvittighed. Jeg har drukket en Coca Cola. En hel, 1½ liter. En kæmpe sukkerbombe, som jeg ellers med vilje undgår. Faktisk smager det ikke sådan... "WAUW" men bare "okay, fint nok" - så hvorfor jeg købte den, ved jeg ikke. Jeg købte to Coca Cola'er, men den anden er en Zero. Man, I'm sooo happy I only bought one of those bastards! Jeg har en ide om, at når man er coladrikker, som jeg jo er, at man også skal kunne lide Coca Cola. Men jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke er en af dem. Jeg er et svagt menneske.

René og jeg har fået udfærdiget den klage, vi skal aflevere til kommunen, vi printede den ud på biblioteket i går, og vi fotokopierede alle de lægeerklæringer, som kommunen har været så flinke IKKE at indhente, trods en opfordring herfra. Så nu får de det hele i hovedet igen. Vi har selvfølgelig holdt det i en pæn og sober tone, mens vi har argumenteret for, at deres grundlag for afgørelsen er P.I.S. Og det er ikke Politiets Indsats Styrke.

Jeg sidder og spekulerer på, hvordan jeg kan finde på, i mit glade vanvid, at købe en cola med sukker og tage ½ time af mit liv, som nok ikke bliver pokkers langt alligevel. Jeg må vitterligt have været vanvittig, da jeg købte den. Jeg ved godt, at den her blog ikke handler om andet, men det går mig sygt meget på. "Du kan jo bare lade være med at drikke det hele" - Yeah, but I already did...

Jeg overvejer, som jeg mon skal gå i bad nu, og svede vildt meget på vej ned til kommunen, eller om jeg skal svede vildt meget på vej ned til kommunen og komme hjem og tage et dejligt bad, og slutte af et koldt bad. Lyder det ikke mere attraktivt? Det sidste, det med det kolde bad? Det gør jeg. Så må jeg lugte lidt fælt nede på kommunen. De har sikkert selv lugtet værre end jeg gør - og jeg skal jo bare aflevere klagen og så gå igen. No biggie. De kommer ikke engang til at lugte at jeg været der. Ha! Snydt igen.

Jeg bliver nødt til at drikke mere. I går tissede jeg ikke. Jeg gik seng klokken 3 om natten, tissede før jeg hoppede i dynerne, og så tissede jeg ikke før klokken 3 - natten efter. Dvs. zero tis på et helt døgn? Jeg har haft superondt i hovedet de sidste 4 dage, og jeg har slet ikke tænkt på, at det kunne være fordi jeg fik for lidt væske. Tak famse, for lige at minde mig om det. Jeg har hovedpine igen i dag. Ret slemt. Jeg burde tage et par piller og hoppe i seng igen. Men jeg har bare taget pillerne. Jeg kan altid sove senere, hvis jeg bliver træt. Hvilket jeg gør, for jeg er altid træt, og især omkring 13:30-14-tiden. Der sidder jeg her og glipper med øjnene. Engang imellem har jeg ikke opdaget det, og falder i søvn foran computeren.

Det minder mig om, at jeg skal huske - HUSKE - at skrive til Jonna. Og JZ og Hamid... Det hober sig op. Jeg hader, når jeg ikke har overskud til at svare på e-mails og sms'er med det samme. Det er simpelthen så irriterende, for ofte går der så lang tid, at det er pinligt at svare på den, så det er mindre pinligt at starte på en helt ny... Jeg har faktisk ikke overskud til noget for tiden. Alt er ulideligt, og jeg gør kun tingene, fordi ingen andre gør dem for mig. Jeg føler bare, at jeg er ved at dø, når jeg går ned med skraldet eller skal koge en gryde med pasta. Det virker så uoverskueligt at skulle huske at skrue ned og røre rundt i det med jævne mellemrum. Det er bare... ØV. Tænk hvis ens muskler kunne klare at ligge i sengen indtil man fik det bedre? Suk. Men det er da altid noget, at René tvinger mig til at gå en tur hver dag, for ellers ville jeg bare sidde og sumpe endnu mere.

Godt så.

Salamander

Endnu en gang er mørket faldet på. Vinduerne er lukkede, de har ellers stået åben hele dagen, budt fluer og andre insekter, velkommen. Varmen fra den brændende sol har nærved smeltet alt inventar i lejligheden. Mørklægningsgardinerne har været nedrullede, men solen har alligevel skinnet sin vej lige igennem dem. Vores kroppe har afgivet litervis af væske - væske, der ikke er kompenseret for, med hovedpine. Politisirenerne er få, der har været mindre kriminalitet i dag. Folk er for trætte af varmen til at skyde hinanden. Jeg kunne såmænd godt bruge et koldt bad, jeg har netop været ude at spadsere, vejret  var køligere end i  eftermiddags, dog ikke meget. Min krop kan ikke bestemme sig for, om den skal svede eller fryse, trods de 27 grader, der er i dette værelse.

"Little salamander, where did you go? The edge of the yard? I found you, you know, all brown and hard. I can't your body out of my mind"  - The Presidents Of The United States Of America "Body"

Uuh... Touchy!

 Livet er som en bog, ikke? Man bladrer siderne igennem som år. Hvem vil nogensinde læse min bog? Og hvad ville der stå? Kan man selv vælge? 

Hvad nu, hvis man har mange "skeletter i skabet"? kommer de alle med? Kan man overhovedet have en hemmelighed? Bliver mit liv en bog til downloading i fremtiden, efter min død?

Hvem ville læse den? Jeg gad ikke at læse den. Tror faktisk ikke, at jeg ville læse nogen andres bog. Måske ville jeg skimme bogen fra dem, jeg havde holdt af og elsket.

Hvis "du" læste den... Ville du så elske mig mere eller elske mig mindre? Uanset hvad, ville jeg elske dig. Du ville bære min kærlighed i dig, for altid.

Føler du det samme?

***

 Yah, but I want to walk on water with you

Klage og Bottom!

Mmm... Jordbær. De smager så dejligt, at jeg dårligt kan holde fingrene fra dem! Det er tarveligt når de er så dyre. Men hey - så er de bare ekstra specielle, når man endelig får dem! Hehe. 

Jeg har snart fået sammensat klagerne til kommunen, og jeg regner med at gå på biblioteket i morgen, printe dem ud, og fotokopiere det, der skal fotokopieres. Det koster ikke alverden - 1 krone pr. ark. Så skal vi ikke besvære nogen med at  låne deres printer og bruge deres blæk. René har bare misforstået det hele. Han vil lægge hele sin gennemgang af lægerne og det offentlige ved, selvom jeg har forklaret ham, at de ikke læser hans "livshistorie" fra han blev syg og frem til nu. De læser det ikke, men han insisterer på at vedlægge det som et billag. Helt skørt. Men min klage over rehab.-teamet er åbenbart forkert, så den skal vi have lavet om. Men han har besluttet sig for, at det skal være i dag. Så kan vi gå på biblio i morgen og få ordnet det.

Jeg er virkelig fuldstændig udmattet efter den korte tur, men det var ikke turen, der var problemet - der var bare så freaking mange mennesker i centeret og jeg var ved at blive skør af det. Heldigvis skulle vi kun hos grønthandleren. Men jeg havde sagt til René, at jeg ikke gad at købe ind i dag. Det var rart at han respekterede det. 

Lige nu sidder jeg og overvejer at starte på en klage, og se om den kan blive bedre end den anden, jeg skrev. Den første er superlækker, og den bliver sendt, uanset hvad René siger.

Husk:

Se Bottom. Dvs. køb den på dvd og se den. Det er et køb, der ikke KAN fortrydes hvis man er til engelsk humor. Vent eventuelt med at købe den til min anmeldelse er blevet uploadet til  hjemmesiden.

Monsterspændende side fra Rikke Poulsen!

Ferie

Natten er faldet på, har været det i et stykke tid. Opvasken venter. Den er klar til at blive tørt af. "What You Waiting For" af Gwen Stefani. Jeg er træt, længes efter søvn, og dog vil jeg ikke i seng. Ikke nu. Klokken er halv to om natten. Trætheden er ved at tage over, men jeg har det så rart.

Guns N' Roses. De styrede verden engang. Jeg husker hvilken ufattelig skuffelse, jeg fik, da jeg købte "The Spaghetti Incident?" Hele min sommer i 1992, handlede om Guns' Roses. Jeg har et billede fra en ferie i Italien, hvor jeg sidder og læser i skyggen med musik i ørerne. Og jeg hørte Guns, for jeg kan huske, da billedet blev taget.

 Der skete meget på den ferie. Min mor badede i iskoldt vand, fordi instrukserne kun stod på italiensk, og ingen tilbød at hjælpe. Min mor voldtog en autocamper foran vores og skreg at jeg skulle lukke op - og 2 minutter før, var parret derinde fra gået.  Vi var lige ved at spise Spaghetti med "alt godt fra havet", der var Tour de France mens vi var afsted, og vi havde et lille fjernsyn med. Da de satte det til, gik AL strøm på campingpladsen - og det samme skete, da de prøvede igen, efter strømmen var kommet tilbage. Eller da min far blev sur fordi min mor havde læst kortet forkert, og skred fra autocamperen på en lille rasteplads i Amsterdam.  Eller hvad med dengang de ikke havde mere morgenmad på campingpladsen, så vi skulle skaffe vores eget, gik 5 kilometer i øsende regnvejr, og selv min regnfrakke var gennemblødt - det var franskbrødet, vi havde købt og gemt under min jakke også. Eller hvad med da vi skulle til at komme hjemad og stoppede ved en bager, fordi min far gerne ville have en "berliner i Berlin" (berlin er et stykke wienerbrød). Det viste sig, at det i Berlin ikke var en kage, men en bolle med skinke, og min far kan ikke lide skinke.  En dame på en campingplads i Tyskland havde tilsyneladende fået sig en lille skider, og toilettet ville ikke trække ud. I hvert fald stod hun og pegede på den, mens hun skreg "donna!" Det gjorde hun, indtil jeg havde vasket mine hænder og var gået.

Min plante

Den engang så smukke blomst i min vindueskarm, men som nu er halvvissen, har fået gødning, og jeg har skaffet en gartner, der måske kan redde den. Jeg begynder at tro på, at den vil blomstre igen, frem for langsomt at visne bort. Jeg havde sat den på altanen, og den havde fået sol i alle solskinstimerne, men intet vand eller gødning - men jeg tog den ind, passede og plejede den, gav den vand og omsorg. Snakkede endda til den, som det siges skulle være godt for planter. Gødningen har virket en smule. Jorden er ikke så knastør længere, og kronbladene er begyndt at smile til mig igen. Det virker som om de har håb om, at det vil virke, og at gartneren kan udføre sit arbejde med succes. Jeg ved, at gartneren er en af de bedste på feltet - men om min blomst er til at redde, vil kun tiden vise. Gødningen virker i hvert fald en smule. Måske kommer der endda en større effekt jo længere tid, det får lov at virke. Jeg vil gøre hvad som helst for at redde denne plante. Det tog mig 6 år at få den til at spire og blive til en blomst. En stor, og mægtig blomst, som fylder det meste af vindueskarmen. Alle dens små sideskud og de mange nye, små blomster, som er på vej - de skulle nødigt visne. Selvom det er den store blomst i midten, der virkelig betyder noget, og som er allersmukkest - så er de små sideskud vigtige, for de kan være med til at give liv til min halvvisne plante.

Katastrofe på katastrofe!

Marilyn Manson og Rob Zombie på turne sammen? Haha. Årets joke. Ja, altså ikke at de skal turnere sammen. Men at Marilyn Manson kan hænge fast på Rob Zombie. Marilyn Mansons sidste 3 plader har været en række af katastrofer. "EAT ME, DRINK ME", "The High End Of Low" og "Born Villain"... Christ! Der er 2 gode sange på "High End Of Low" - resten er bare... Øv. Jeg vil vove at påstå, at ikke mange af de gamle fans hænger ved. Jeg er stået af. Men "Born Villain" røg direkte ind som nummer 1 på Billboards Albumhitliste. Der må være kommet en ny fanskare, der elsker det dér ... musik. De tre plader har én fælles ting, ud over at være dårlige, og det er, at Marilyn Mansons stemme er det eneste der er tilbage af ham. Der er ikke følelse i sangene mere, det er image. Teksterne er latterlige, musikken er dårlig - men Marilyn Mansons stemme er på. Alt er gået op i glimmer og glamour. Han koncentrerer sig mere om sit sociale liv end om at skrive fantastiske sange. Vi ved, han kan - han har gjort det i så mange år! Manden er lynende intelligent, han burde da kunne se, at det er kørt helt af sporet. Med mindre det er fordi de gamle fans faldt af ved "EAT ME, DRINK ME" og han tænkte "Fuck" og forsøgte sig med en ny stil, netop for at få en ny målgruppe. Jeg er da ligeglad med, at han ikke ser ud, som han gjorde dengang i 1997, da jeg blev forført af hans musik. Jeg er ligeglad, det kommer slet ikke sagen ved. Men... Øv for den musik, han laver nu.

Jeg forstår ikke, hvordan han kan tænke, at det er en god idé at tage på turne med Rob Zombie, der SLET ikke laver musik i stil med Mansons. Det er fint nok at turnere med et band, der ikke lyder som ens eget - men at udtale sig om at det burde være sket for længst... Der har Zombie godt nok dummet sig. Nu kommer det at se sådan her ud: Mansons gamle fans tænker "Øv, hvorfor spiller han så meget af det nye" og de nye fans tænker "Øv, hvorfor spiller han så meget af det gamle - og hvad er Zombie for noget lort?" Det er ren katastrofe. Men jeg kan jo selvfølgelig lade være med at tage med. Og det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt mig.

Jeg må nok se i øjnene, at der er Megadeth, der stort set har haft samme stil hele vejen igennem deres karriere, og Type O Negative, som skiftede stil for hver plade, men ikke meget, aldrig kommer til at skifte stil igen. Kongen er død.

Når det er sagt: nu her, klokken 14:15, målte jeg mig, og jeg har tabt yderligere 1 cm. Men nu er det sådan, at det først er den 29. jeg skal måle mig - den 29. i hver måned. Til næste år, skifter jeg til 28. Men den 29. måler jeg mig inden jeg drikker 1 liter sodavand. Hæ.

Bortset fra musikalske katastrofer, er jeg sulten og trænger til lidt mad, og jeg skal lave en indkøbsseddel. Yeah.

Jaja! Jeg indrømmer det...

... Jeg skriver ALT for mange indlæg

Alt er faldet fra hinanden. Kender I det? Når alting bare visner mere og mere? Der er stadig lidt liv, men ikke meget. Kronbladene visner og drysser ned i urtepotten, som drømme i en godt forseglet container der bliver sendt til den anden ende af verden. Der er lige lidt håb om at de eventuelt måske muligvis kan vende tilbage - men chancen er lig nul. Livet er efterhånden blevet som en kanelsnegl uden kanel. Det passer bare ikke sammen længere. Man bliver ved med at fylde kanel på dejen, man bliver ved med at vande sin plante, men intet er, som det var engang. Intet kan nogensinde blive, som det var engang. Man er desperat efter at få sine drømme tilbage, men de er væk for evigt. Aldrig igen skal man drømme om de ting, der ellers betød så meget - engang. Nu er alt faldet fra hinanden. Drømmene er væk, planten er på grænsen til at dø, man er løbet tør for kanel.

Min engang så smukke plante med de fineste kronblade, falmer mere og mere, for tilsidst at visne og falde af. Selve hjertet af blomsten, den smukke midte, ser mere og mere død ud. Der er stort set intet liv tilbage, men dog en lille rest af desperat klingen til livet som den smukkeste plante i vindueskarmen. Jeg elsker planten, har passet og plejet den siden den havnede i min vindueskarm. At de se de visne blade føles som var jeg ved at visne selv. Jeg vander og vander, og planten suger og suger. Men kan den reddes? Kan den blive smuk igen?

Efterhånden er jeg blevet eneboer

Solen har skinnet på ydersiden af mine mørklægningsgardiner hele dagen, men det er nu blevet en smule overskyet. Jeg lytter til musik, og jeg tænker alt for meget. Det er noget, jeg altid bliver anklaget for - og det er som nok rigtigt. Overboen holder fest ude på fællesarealet, de har slået telte op. Måske er der en rund fødselsdag eller et jubilæum af en art. Sølvbryllup. Guldbryllup.

Jeg var til min farmor og farfars guldbryllup i 1998. Jeg holdt pause fra Ungdomspsykiatrisk afsnit for at kunne deltage i festen. Jeg hadede fester. Det har jeg altid gjort. Der blev taget et enkelt billede af mig til den fest. Jeg har sort tøj på, sort hår og er kridhvid i ansigtet, med mørk makeup, og jeg ser meget, meget alvorligt sur ud. Jeg lignede Døden. Jeg kunne ikke magte den fest. Min farfar ville holde en tale. Han fortalte om Gurli (min farmor), om Arne (min far), om Mark (min bror), om Anja (min svigerinde) og om Rikke - men havde glemt hvad min mor hedder. Han stod og famlede efter ordene, og folk skreg af grin. Min farmor sagde "Kirsten" og min farfar gjorde lidt grin med det og fortsatte sin tale. Guldbrylluppet blev holdt på et hotel, og vi skulle gå i den smukke have. Det var dødkedeligt, og for en gangs skyld, længedes jeg tilbage til Ungdomspsykiatrisk afsnit. Jeg husker det, for det var den 26. september, de havde guldbryllup, og jeg var blevet bedt om at lave det dér skilt, der skal sidde på æresporten. 

Min farfars 75 års fødselsdag var en sær oplevelse. Min mor blev så fuld, at hun lå og trillede rundt under bordet i haven. Min farmor sagde "Mon ikke du har fået nok nu, Kirsten" og min mor begyndte at græde og sagde at min farmor ikke elskede hende, så min far måtte rede trådene ud og køre min mor og mig hjem. Min mor var en plage hele vejen hjem. Hun sad på sædet og hoppede op og ned mens hun gentog "Jeg skal tisse, jeg skal tisse" igen og igen og igen. Hele vejen fra Rødovre til Solrød Strand. Da vi kom hjem, sørgede min far for, at hun kunne sove rusen ud - dagen efter havde hun glemt alt.

Den sidste store familiefest, jeg var til, er Mark & Anjas bryllupsfest. De tog til Las Vegas og samme dag, de tog afsted, sendte de invitationer ud til deres bryllup. Det var kun mig, der vidste at de ville gifte sig derovre. Til festen var jeg blevet placeret ved det midterste bord, og der var INGEN plads til at jeg kunne komme op og over til buffeten, så min mor måtte hente mad til mig. Da jeg gjorde Mark opmærksom på det, sagde han at bordene skulle spredes lidt, så folk kunne komme ud og ind. Jeg var totalt drugged up, og jeg fattede intet. Jeg ville hjem. Min farmor betalte en taxa fra Gentofte til Solrød Strand. Jeg sagde til min mor at jeg ville tage hjem, jeg sad alligevel og halvsov fordi jeg havde taget så mange beroligende piller. Anja kom hen til mig og sagde "Har du sagt farvel til din bror" og jeg hørte det som "mor" så jeg svarede ja og stavrede ned på gaden og ventede på den taxa, der var bestilt. Det er 10 år siden. 10 år siden, jeg sidst var til en fest.

Jeg er blevet et menneske, som foretrækker at være i min lejlighed, alene, helst sammen med René. Tosomhed i vores sikre, lille lejlighed, som beskytter mig mod verden. Jeg går sjældent ud. Kun når jeg skal handle. Jeg besøger stort set aldrig nogen, og jeg bryder mig ikke om at få besøg, medmindre det er aftalt i god tid forinden, så jeg kan nå at tilpasse mig ideen om, at et andet menneske eller flere, invaderer mit hjem. Jeg er et hjemmemenneske, en eneboer. Sammen med en mand, der ikke er eneboer. Det er problematisk engang imellem, for der er jo fødselsdage. Virkelig kompliceret. Juleaften - hos hvem? Jeg er eneboer.

Jeg savner ikke noget som dette. Beskrevet tidligere

er jeg et nattemenneske.

 Billedet er taget af René på en tilfældig villavej i Herfølge.

"Hav en god dag" - eller lad være!

Åh Gud! Der er sket en ulykke!

Åh... Det er bare Rikke, der ser ud som om der er sket en ulykke.

(Har I nogensinde set en, der så så negativ ud, når der ikke er noget at være negativ over?)

Jeg ser sådan dér ud, når jeg er ude.

Måske er det derfor, ingen gider at sige "i lige måde" når jeg siger "hav en god dag"?

Haha.

I knew it. Der var en grund. Og det er min surmulende mund.

"Hav en god dag" virker bare ikke plausibelt, når man ser sådan ud, når man siger det.

Helt min egen

Sidder her, igen, natten er gået ind i sit første stadie, der er længe tid morgengryet - men så længe er der heller ikke. Jeg er glad for mørket, glad for natten. Det er her, jeg trives bedst, selvom jeg faktisk er bange for at gå ude i mørke. Men herinde, i lejlighedens sikkerhed, fungerer jeg bedst, når mørket er faldet på. Jeg har mest inspiration, når mørket har sænket sig over mig. Det er om natten, jeg sådan rigtig lever. Men jeg bliver ofte tvunget til at gå i seng, omkring nu, klokken 2, fordi folk synes at jeg skal have en normal døgnrytme.

Jeg ved, at alle billerne og alle edderkopperne er ude nu, på jagt efter hinanden. Snart vil blomsterne under mit vindue sukke efter lyset, der vil give dem nyt mod på livet, og tørre dug af deres smukke kronblade - hvis solen skinner og reflekteres i vinduerne omkring min blok, og som dermed er årsag til mørklægningsgardiner. Jeg ser edderkopperne kravle frem fra deres skjul, kun for at finde et andet skjul, hvor de kan sidde, varmt og hyggeligt, indtil vinduet bliver åbnet og de bliver nødt til at stikke af.

Jeg går ned til supermarkedet, ingen jakke på, blot en T-shirt, fryser ikke. Der er en let brise, der tager noget af den ekstreme varme fra den brændende sommersol. Mit hår blæser stille i vinden, og jeg har solbriller på - dem med grønt glas, så alt ser meget grønnere ud, på trods af, at alting er grønnere end grønt. Det frodige græs, træerne, der svajer blidt, og blomsterne, der så smukt står og gør sommeren smukkere.

Pludselig tager regnen over, og alting bliver vådt - selv jeg, helt ind til skindet, for jeg har ingen jakke på. De tunge dråber af regn falder på mit hoved, og løber ned over mit ansigt. Det føles som at blive født på ny, renset, og jeg sætter farten lidt ned, for at nyde den tungt, omend lunkne, faldende regn. Det er en vidunderlig hjemtur, regnen kærtegner mit ansigt, kæler for mit hår og er som balsam for min krop, der netop havde behov for det. Jeg håber, at det aldrig ender, selvom jeg ved, at det vil betyde, at jeg aldrig ville kunne værdsætte det. Men bare disse tyve minutter, hjemturen tager - dem vil jeg værdsætte og savne, indtil den næste regnskylle kommer.

Langt fra alt og alle isolerer jeg mig her, foran computeren, sidder i min egen verden, indtil min elskede vågner, og vi spiser morgenmad sammen, ser lidt fjernsyn og snakker. Dagene er forskellige, ingen er de samme. Den ene dag med regn, er ikke som den næste - selvom man skulle tro det. Ej heller solskinsdage er som hinanden. Hver eneste dag er helt sin egen - lige som hver af os burde være.

UNDSKYLD

Undskyld.

Jeg vil gerne undskylde fordi jeg har misbrugt diagnoser som

Alzheimer

og

Bulimi

Det er ikke okay, og jeg bliver selv sur, når folk laver grin med min sygdom.

Så derfor vil jeg gerne undskylde.

Undskyld.

Ahh... Så dét er diagnosen!

Politikens SLANG ORDBOG

Jeg har sådan set betalt 199 kroner for denne bog, som - by the way - er ret sjov.

Men jeg har fundet ud af, at jeg muligvis har fundet årsagen til min fedme i denne bog.

Jeg lider af Alzheimerbulimi. Ganske enkelt.

Hvis nogen er i tvivl, er det når man spiser og spiser, men glemmer at kaste op.

Ej, sådan er det ikke. I en mild grad, erkender jeg. Men det er primært pillerne. Man kan så sige, at pillerne er "skyld i" at jeg spiser, som jeg gør, fordi de har ødelagt et eller andet i min hjerne. Jeg er altid sulten. Altid. Af og til bliver jeg mæt. Men ½ time efter, er jeg sulten igen. Ofte spiser jeg til er på kanten af opkast - men jeg når altid at stoppe i tide. Jeg har bedt René om at stoppe min spisning, hvis det løber helt løbsk. Det startede første gang, jeg fik medicin mod epilepsi og skizofreni, og tog rundt regnet 40kg på i løbet af 2 måneder. Siden dengang har det været sådan. Det var ikke sådan før jeg tog de piller. Men nu er det sådan, og jo flere piller, der bliver kastet efter mig, jo værre bliver de, for de har alle vægtøgning som bivirkning. Og "vægtøgning" kommer jo af overspisning. Det er jo ikke sådan, at pillerne bare gør en fed. De "manipulerer" hjernen, så man æder sig fed uden at kunne stoppe.

Jeg synes dog, selvom det er Renés klagesag, at det er åndssvagt at nævne mig, når det eneste - jeg lyver ikke, jeg mener "det eneste" - der står er "Hustruen er skizofren og er også fed". What the fuck?! Jeg er ret sur over det, selvom det i hele sagen siges, at Renés problemer skyldes fedme. Psh.

Skrevet med glædestårer - det skal nok gå!

I'm back, healthy and beautiful! Og I regnede med, at jeg ikke kom op af sengen denne gang. Ha! Snydt igen. Jeg starter på en frisk, symptomfrihed i dag. 21.07-12! Yeah.
 

Det var så det...

Guess it wasn't a lie after all

Besøg mig på

Tales of a schizo

Vi ses måske der

Dét er i hvert fald løgn!

René har i dag antydet at jeg er psykotisk. "Tankemylder". Det er selvfølgelig ikke sandt. Det kan godt være. at jeg har snakket lidt mærkeligt i dag, udeladt ord og udtalt dem forkert, muligvis har min fremtoning været en smule "tankemylder-agtigt" - hvad det så end betyder. Det ses måske i både min skrivning og i mit talte sprog. Men psykotisk? Nej. Han har da også accepteret, at jeg ikke er syg. At han har taget fejl. Jeg nægter at være syg. Jeg er sååå tæt på min 2 måneders dag i symptomfrihed! Selvfølgelig er der de negative symptomer, som man kalder dem, men ikke psykotisk. De negative symptomer disse:

Negative symptomer

• Langsommelighed
• Sløvhed
• Manglende initiativ
• Passivitet
• Kontaktforstyrrelser (når man har svært ved at snakke med andre)
• Manglende interesser
• Man synker ind i sig selv og fokuserer mindre på verden omkring end en selv
• Ensomhedssøgen
• Affektaffladning

Disse tegn, eller nogle af dem, er tilstede ved skizofreni, også selvom man er i en "symptomfri" periode - med symptomfrihed mener jeg uden hallucinationer, vrangforestillinger og angst. De negative symptomer vil (højst sandsynligt) altid være tilstede. Dem har jeg selvfølgelig nogen af. Langsommelighed, sløvhed, manglende initiativ, kontaktforstyrrelser, synker ind i mig selv og søger ensomhed. Det er de ting, jeg slæber rundt med, så det er slet ikke så slemt, som man skulle tro. Jeg foretrækker helt klart disse ting frem for psykoser/angst.

Nå, men jeg er i hvert fald ikke psykotisk - just so you know. Jeg har det fint, har ondt, men ellers fint. Temmelig nedtrykt over min alder og de sørgelige rester af en smuk krop. Men jeg har det fint nok, psykosemæssigt, og jeg behøver ikke at blive behandlet anderledes.

Nå!

Bumsen over alle bumser - på hagen! ØV!

Hvorfor? Jeg mener virkelig HVORFOR får man altid en bums når man får gæster? Goddammit! 

Se. Så gammel er jeg. Og så med en bums på hagen. Netop som Anders og Dorte skal komme. Suk. Det er bare... ØV! Jeg sidder og lytter til Megadeth, for ligesom at vende tilbage til de tidlige teenageår. Hvor jeg IKKE havde nogen bumser. Det er sgu da belastende, at der kommer en nu. Men ok - vi har spist frostpizzaer både fredag, lørdag og søndag, fordi der var... problemer i køkkenet, og vi blev enige om, at der ikke skulle laves rigtig mad. Og i Kiwi havde de pizzaer til 10 kroner stykket. De smagte okay. Så dem har vi spist. Måske er det derfor jeg har fået en bums på størrelse med en 5'er på hagen? Dammit!

I går var jeg i Fakta med René, og de havde de fedeste tilbud! Desværre kunne vi ikke bære dem alle sammen hjem, så en masse ting blev ikke købt. Øv.

Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, skriver jeg e-mails. Jeg har en "ven" - vi skriver sammen, og har kun mødt ham én gang - og han fortæller mig i dag, at han måske kan komme på landsholdet i bowling. Han har super mange guldmedaljer og har ofte været "den eneste med den højeste score." Det kan han jo så også være stolt af. Eller den smukke sang, han skrev, "I'm your lovely man". JZ skriver mange sange, og de er cool alle sammen.

Jeg er begyndt at tænke, at jeg måske ikke længere er symptomfri. Min skrivning er helt fuldstændig i bund. Jeg har aldrig i mit liv stavet så dårligt. Jeg sætter for mange eller for lidt mellemrum mellem ordene eller tegnene. Jeg springer bogstaver over eller skriver dem to gange. Ofte skriver jeg hele ord 2 gange, lige efter hinanden. Jeg er slem til at springe ord over. I går skrev jeg en blog, hvor ordet "slidgigt" skulle skrives. I stedet for "slidgigt", skrev jeg "slgigt" og jeg lægger ikke længere mærke til de røde streger under de forkert stavede ord. Det er stort set kommet over 2 dage. Derfor tænker jeg, at det er noget psykisk. Det har taget mig 1½ time at skrive dette indlæg, eksklusiv at tage billedet og smide det ind på computeren. Jeg skal rette de fejl, jeg når at opdage, inden jeg poster det.

Og hermed vil jeg gerne erklære, at skønt har er 25,7 gtrader herinde,mså fryser jeg som en gal og nu igøre mig et pat skrst.

Tak fordi du gad at lpse med.

32

32 år. 32 fucking år. Er I klar over, hvor mange år, det er? Jeg er gammel. Jeg gider ikke at være gammel. Jeg husker hvordan det var at være ung. Og nu sidder jeg her og er gammel. Det er bare ikke optimalt.  Jeg ringede til min mor i går. "Jeg føler at jeg står med det ene hjem på et plejehjem" Hvad hun svarede? "Ja, det gør du. Men du må stimulere din hjerne. Gå til noget ældreaktivering. Du kan godt. Jeg kender dig. Du kan, hvad du vil" ARGH!

Midtvejskrise? - Jeg tror ikke, at det er forbigående

DUM! Jeg er så fucking dum. Jeg hader mig selv. Jeg hader det her liv. Jeg elsker René, men jeg hader vores liv. Jeg hader mit tøj, alt, hvad jeg ejer, og det, jeg skriver, er bæ og til at blive skyllet ud SAMMEN med resten af bæen. Det er til at krølle sammen og tørre røv med. I hvert fald hvis jeg havde printet noget af det ud. Jeg hader at jeg ikke er TILNÆRMELSESVIS intelligent som René. Eller alle andre, for den sags skyld. Min far havde ret dengang han kaldte mig dum. Også min tysklærer, han kaldte mig jo også dum. Alle ved at jeg er dum, det er ikke engang noget, jeg kan skjule! Folk kan se lige igennem mig, de ved, hvad jeg føler, allerede før jeg selv har registreret det. Jeg hader at min næse er skæv, og at mine øjne ikke har samme størrelse. Jeg hader at mit tandkød sidder længere nede på fortænderne i den ene side, i forhold til den anden side. Jeg hader at jeg har et grimt smil, og min stemme lyder som en mands. Jeg går i tøj, der får mig til at ligne en mand - men jeg har ikke andet tøj, fordi jeg er for stor til ganske almindeligt pænt tøj. Jeg hader at mine fødder er så brede, at jeg ikke kan have pæne sko på, men altid skal have kondisko eller klipklappere på, hvis jeg skal noget. Jeg hader at jeg går så elendigt, at jeg ikke kan have sko med hæl på. Jeg hader at mine negle flækker konstant. Jeg hader at mit hår kun krøller i den ene side og at jeg er for DOVEN til at glatte det. Jeg hader mig selv fordi jeg ikke gider at rydde op og være huslig. Jeg hader mig selv fordi jeg er god til at lave mad, men aldrig GIDER at lave det til René og mig selv. Jeg hader at jeg ikke gider at gå ned og købe ind, selvom jeg godt vil have de ting, der skal købes ind. Jeg hader at jeg konstant har knæ- og rygsmerter fra sligt, når jeg er 32 år - jeg burde være fucking 50 år, før det kom. Jeg hader at være gammel. Jeg hader at stå med det ene ben på et plejehjem og det andet svævende i luften, fordi jeg alligevel ikke er heeelt gammel nok. Jeg hader at jeg ikke kan stave, men må sidde og læse det, jeg har skrevet, igennem før jeg poster det, sender det, giver det - whatever - fordi jeg skammer mig over alle de latterlige stavefejl. Jeg hader mig selv, fordi jeg HADER mig selv.

Just beam me up!

Midtvejskrise

I går havde jeg en krise. Jeg følte mig virkelig ulækker at se på, i forhold til René, som er smuk. Jeg sad og hylede fordi jeg har så mange grå hår, fordi jeg er fed, og mine bryster hænger ned til navlen, selvom jeg har en bh på, som skal løfte dem op, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge makeup og ikke har noget pænt tøj. Jeg har ofte fedtet hår, og jeg ligner faktisk ret ofte en vagabondinde, når vi er ude, f.eks. nede og handle. Jeg hylede fordi jeg ikke har nogen pæne sko, fordi jeg har en grim frisure, og listen fortsætter. René blev ved at stoppe mig. "Jeg har lige så mange grå hår, som du har, man kan bare ikke se det fordi jeg har lyst hår", "Jeg er større end du er, og jeg elsker dine bryster", "Jeg synes at du er smuk med makeup, også uden. Du er altid smuk", "Jeg synes at dit tøj er pænt", "dit hår er næsten aldrig fedtet", "du ligner aldrig en vagabond, du er smuk" - og listen fortsætter. Til sidst gad jeg ikke at beklage mig længere, for jeg gjorde det ikke for at få komplimenter. Suk. Men i det mindste elsker han mig.

Beskidt

Jeg vækkede jo René i formiddags, fordi jeg sad med den dér dårlige samvittighed, jeg ikke anede hvor kom fra. Da vi havde snakket lidt, kom vi ikke nærmere problemet, men det var som om det falmede en smule. Jeg sad herovre, foran min PC, og pludselig sagde jeg, uden at tænke over det: "Vil du ikke godt love at lade være med at hade mig, når du har læst min novelle?" - så det var faktisk novellen, det drejede sig om. Den var også utrolig grænseoverskridende. Jeg skulle slet ikke have sendt en kopi til René. Jeg skulle slet ikke have gemt den på computeren. Jeg skulle slet ikke have skrevet den! Jeg føler mig virkelig beskidt. Hvordan kan jeg overhovedet have de ting i mig? Hvordan kan jeg finde på at skrive sådan noget? Det må være noget, jeg har i min hjerne...Ad. Jeg er en skidt person.

Shake my tambourine!

Nøj, hvor René bare... Jeg kan slet ikke trække vejret når han ikke er her! Hvor sygt er det!? Han er mit et og alt. "vil du ikke smøre en ostemad til mig?" "Kan du ikke gøre det selv?" "De smager altså bedre, når du har lavet dem" - og så bliver jeg totalt blød i knæene  og farer ud i køkkenet og smører ham hele TO ostemadder. Jeg gør alt for ham, for han ved hvilke knapper, han skal trykke på. Jeg synes at det er vildt irriterende - men samtidig får det mig til at føle mig værdsat og elsket. Tænk engang! Totalt manipulation. Haha. Men jeg falder i hver gang alligevel. Han gør også ting for mig - hver dag. Det er så dejligt. Jeg føler mig så damn glad! Jeg kan slet ikke ikke begribe det. Jeg må jo gøre noget rigtigt. Hehe. "Baby make time for love". yeah - shake my tambourine!

Dårlig samvittighed

HVORFOR RINGER FOLK ALDRIG TILBAGE?!?!

I går prøvede jeg at skrive en novelle på Renés måde. Jeg fik skrevet 7 sider. Så følte jeg, at den var færdig. Jeg sendte den som vedhæftet fil til René, der gerne ville læse den. Men nu har jeg fortrudt. Det er en novelle med meget, MEGET perverse ting i, og jeg får det dårligt, når jeg tænker på dem - og jeg er lidt overrasket over, at jeg har tænkt sådan nogle ting, for godt nok kan jeg være pervers, men slet ikke sådan her. Jeg tænker, at jeg måske er psykopat? Det var meningen, at jeg ville skrive en novelle og smække op på min hjemmeside - men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg sletter den ikke fra min computer, men jeg vil ikke have at folk skal læse den.

Jeg skal til at starte på en historie i dag. Jeg skal bare ligesom... Finde den helt rigtige idé. Lave en brainstorm omkring den - jeg har den i hovedet, men ikke sådan... Den er ikke samlet. Brudstykker her og dér. Starten er helt klart det sværeste. Jeg har en idé i hovedet, men der er 1000 film, der starter på den måde. Jeg har også en anden idé, lidt hen ad den første - men jeg har hørt, at Stephen King har brugt den idé allerede. Så... Nu må jeg i tænkeboks igen.

Jeg har det mærkeligt. Som om jeg har gjort nogen fortræd og har skrevet en "undskyld-mail", som jeg bare går rundt og venter svar på. Men jeg tror ikke, at jeg har gjort nogen fortræd, og jeg har i hvert fald ikke sendt en undskyld-mail til nogen. Hvad er det så, jeg har det mærkeligt over? Jeg føler mig dårligt tilpas, sådan rigtig skyldig. Kan det mon skyldes novellen? Jeg ved det ikke. Jeg sætter "Stranger In Moscow" på. Den får mig altid til at blive i bedre humør. Jeg forstår bare ikke, hvor den dårlige samvittighed kommer fra? Er det noget, jeg har drømt? Har jeg drømt at jeg har gjort nogen fortræd? Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre nogen fortræd? Jeg har ingen ønsker om at såre nogen, jeg kender (eller har hørt om). 

Man... it's gonna be such a bad day. Already started.

Jeg sidder her og venter på at René skal vågne, så han kan forklare mig, hvorfor jeg har dårlig samvittighed. Og for at han er oppe, bare sådan... Generelt. Her er kedeligt når han sover. Og især på dage som denne. Vi gik i seng klokken 4, og fordi jeg vågner klokken halv ti, skal det jo ikke gå ud over ham. Men jeg er tæt på at vække ham, selvom det er egoistisk.

Cool skin

For fanden hvor har jeg ondt - over det hele! Ej, det passer ikke. Jeg har ondt i lænden og i knæene. Der, hvor jeg har slidgigt. Yay, når man står og skal lave mad... Jeg har egenhændigt bestemt at vi bestiller mad i dag, for René kan heller ikke stå op i dag. Jeg ved ikke, hvorfor vi har så ondt. Jo, altså, René har gået ned til Boholte Centeret, så hans ryg er skadet, og mine knæ gør ondt. Så har jeg siddet på en spisestuestol i flere timer, og har fået ondt i lænden. Men Renés er nok 10 gange så slemt som mit, så jeg burde ikke beklage mig. Men ja. Vi bestiller PIZZA i dag. Så kan du sidde og tænke "Er det nu smart når hun vejer over dobbelt så meget som hendes BMI siger, hun burde veje?" Ved du hvad? Jeg er ligeglad. Ha!

Jeg har fået et totalt cool skin på mit browservindue. Det er virkelig cool - Marilyn Manson, selvfølgelig!

(Det er ikke mig, der har lavet)

Jeg kunne godt lige have fjernet bloggen fra skærmen, men jeg gaaaad ikke at beskære billedet, og det er fint nok sådan dér. Jeg elsker Marilyn Mansons musik - men jeg hører det næsten aldrig...? Det er da sært. Jeg tror bare, at jeg er i en anden periode. Men jeg plejer at høre lidt af hvert, så jeg vil da lige smide "Born Villain" på. Den er jo superlækker. Jeg har ikke lært den så godt at kende endnu, netop fordi jeg lytter til så meget andet. Men jeg skal nok komme efter den. Den er jo lækker nok, som sagt. Der er nogle falske toner indimellem - men det er der mange kunstnere, der har. Måske er det med vilje at MM synger "Hey cruel world" omkvædet på en dybt uheldig måde. Af og til gør han jo ting, bare fordi. Han er cool. Jeg synes at det er smukt, at han er begyndt at tone en smuuuule ned for makeuppen, for han er altså lidt oppe i alderen, og selvom man sagtens kan have den slags makeup på, når man er i 40'erne, så synes jeg alligevel at det er pænere uden. Og han er jo ikke en grim mand, selvom makeuppen gør ham smuk. Ja, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke blive enig med mig selv. Men cool? Det vil han nok altid være i mine øjne. Eller ører. Hvad man nu ønsker at kalde det. Hans stemme er fabelagtig, den er bare... Wauw, altså. Der er sgu ingen, der kan følge med, i hvert fald ikke i den genre. For Pete havde også den eventyrlig god stemme. Men han kunne ikke synge visse toner, så der sang Kenny. Det virkede sgu. Det er pissefed musik. Som Marilyn Manson. 

I dag har jeg fået halsbetændelse, tror jeg, det er blevet værre siden i morges, jeg troede at det ville gå væk, men det er det bestemt ikke! Jeg har dog ikke feber? Jeg skal til lægen i morgen, både for at få tjekket halsen og få underskrevet en fornyelse af mit kronikertilskud. Det skal jeg se at få ordnet, jeg fik brevet i går, men der er jo sommerferie og alt det der. Så jeg vil gerne have sendt det hurtigst muligt. Mine piller mod skizofreni koster tilsammen 5.000 kroner. Så kommer der pillerne mod epilepsi, der får jeg 3 forskellige præparater. Og mine piller mod gigt. Men dem tager jeg ikke fast. Dem tager jeg når jeg har akutte smerter. Burde tage en nu, meeen... så ondt har jeg heller ikke, så jeg vil tage chancen for alt muligt mærkeligt i maven. Jeg tog nemlig en i går. René og jeg har en aftale om, at det er én hver 2. dag. René er utryg ved at jeg tager dem, fordi det var dem, der gav ham blødende mavesår. Men han tog 3 i døgnet i 3 måneder. Jeg tager bare en efter behov, og jeg synes at jeg godt kan tage en 2 dage i træk, hvis det virkelig er nødvendigt. Hm! Jeg har ikke feber, gætter jeg på, men jeg snupper den lige, for at være helt sikker. 37,1. Det er ikke feber. Så jeg har ikke feber. Så er det sgu nok ikke halsbetændelse. Hvad søren kan det ellers være?! Ondt i halsen, når jeg synker og spiser - og ingen feber? Hmm... Jeg fejler garanteret ikke en skid. Haha. Men det er jo så bare dejligt.

René har brugt 30 minutter på at finde ud af, hvad han vil bestille hos pizzeriaet. Haha! Så er man kræsen. Eller sløv. Nu ser han Youtube. Det er pænt irriterende, for jeg er ret sulten. Meeen... Det kommer nok lige om lidt. Jeg har i øvrigt glemt at smide en cola i køleskabet. Øv. Jeg må lægge en i fryseren, så den hurtigt kan blive lidt kold.

Nå.

You crazy motherfucker!

Jeg tror jeg har halsbetændelse. Jeg har ikke feber, men jeg har goddamn ondt i halsen.

I dag har jeg bagt en... interessant chokoladekage. Den er meget svampet, og man SKAL bruge ske for at kunne spise den. Den er totalt freaky, og har en skør smag. Men den er ikke dårlig. Jeg kan dog ikke spise den, på grund af halssmerter, så jeg vil give Birta den med hjem - hvis hun kan lide den. Det kan jo ikke vide. Det kan også være, hun ikke kan tåle jordnødder. Men en interessant opskrift på veganske, fedtfattige brownies

René og jeg har lige været på apoteket for at hente hans medicin - og så lå der alt muligt medicin til mig. Jeg tager det hele, men jeg har ikke bestilt det, René har ikke bestilt det...??? Men det er gratis, so what the hell... Jeg tog det med hjem - jeg skal jo tage det på et eller andet tidspunkt. Det er sgu da meget cool at nogen har bestilt medicin til mig! Haha. René fik de piller, han har manglet siden tirsdag morgen. Han har taget en nu - crazy motherfucker. Han har ikke taget dem i 2 dage, og så starter han op på fuld dosis i dag, som om intet var hændt? Hehe.

I går blev vi meget, meget uvenner, og René sagde at jeg skulle skride. Hvorfor? Jeg havde fået nok af, at han havde snerret af mig hele dagen. Jeg sagde til ham "Gider du ikke godt at lade være med at snerre af mig?" - og så blev han overdrevet sur, spyttet stod omkring ham da han svarede at det var min egen skyld, for jeg havde været sådan over for ham hele dagen. Hvilket selvfølgelig ikke passede, så jeg bad om et eksempel. Han sagde, at jeg var gået fra ham mens han snakkede, da jeg børstede tænder. Jeg sagde "Det var i går" - og så brugte vi 10 minutter på at diskutere om hvornår jeg havde børstet tænder. Til sidst skreg han "DU SKAL IKKE TALE TIL MIG!" og satte sig foran sit fjernsyn. Jeg gik i seng. Jeg gad ikke at smøre madpakke eller lave sodavand og hælde på flasker, og jeg gad ikke at sætte vækkeuret. Så jeg smuttede bare i seng og sov dejligt. 10 minutter før han skulle ud af døren (han havde sat sit eget vækkeur) kom han i tanke om det med maden og sodavandet, og eftersom vi var blevet gode venner, ordnede jeg det lige hurtigt.

Men: vi venter på hans vejleder, som jo skal spise kagen. Hun kommer tidligst klokken 15, hun ringer først, og har ikke ringet endnu. Men vi venter gerne. Åh,hun er i telefonen nu. Hun er her om en halv times tid. Det er jo smukt. Jeg haft vand i fryseren, det var blevet lidt frossent, så jeg tog det ud og lagde det i køleren. Min veninde gider ikke den slags - men det er lige noget for mig. At kredse om mine gæster. Det er simpelthen så hyggeligt. Samme veninde kommer her en af dagene med sin mand til kaffe og kage. Uden kaffe. Men det bliver hyggeligt nok alligevel. Vand og sodavand er altid et hit. Vi kan evt. købe en øl til manden. Han er ret glad for øl. Men ikke alkoholiker. Heldigvis, da.

Cats In The Cradle (musik)

"Cats In The Cradle"

Harry Chapin

Ugly Kid Joe

Når Rosen falmer

I øvrigt, her på falderebet, faldt jeg over min debut som rockfan. Denne mand var den første mand, jeg sådan så op til. Denne mand var coolness x 1000. Han var den sejeste mand i verden. Uden tvivl. Han styrede verden. Min helt store konge af rock n' roll, der i starten af 1990'erne. Kan I huske ham?

Denne plakat havde jeg. Jeg havde den også på et postkort, begge dele købt i Posterland i København. Det var min yndlingsplakat, for han var så cool at se på. Prøv at se ham. Han var indbegrebet af coolness. Totalt badass der gjorde som han havde lyst til - det ødelagde hans karriere til sidst, men det var fandeme fedt mens hans var cool.

Man han er sør'me tilbage. Og han har faktisk lavet en plade, som coolness-mæssigt ligger på højde med de gamle plader. Men hvad har han dog gjort ved sig selv? Der kan man tale om en mand, der ikke ældes med ynde. Det gør mange mænd - men ikke ham, denne engang så seje mand. Det er slået over i afrofletninger og jeg ved fandeme ikke hvad. Det er synd. Men okay; alle bliver ældre efterhånden som de lever deres liv, og denne engang så cool mand har levet et liv med stoffer og sprut.

Jeg sidder og ser på de her to billeder, og jeg kan ikke lade være med at sidde med åben mund og polypper over den store forskel, der er sket på de 15 år, rundt regnet, der er mellem disse to billeder. Øv, hvor har han dog ødelagt det for sig selv. Jeg synes at det er vildt synd - men heldigvis, og jeg mener HELDIGVIS, er hans musik pissegodt. Og det er det, det kommer an på - ikke hvordan man ser ud. Hvis han nogensinde får gang i en karriere igen, er det klart det, han må vinde på, og ikke sit badass-image. Men han er jo så også 50 år nu. Man kan ikke blive ved. Men hvis du er til god rock, så vær ikke sen til at anskaffe dig "Chinese Democracy" - den er virkelig god. Og husk at nyde den, selvom manden bag den er ødelagt - for musikken lever trods alt stadig.