Min plante

Den engang så smukke blomst i min vindueskarm, men som nu er halvvissen, har fået gødning, og jeg har skaffet en gartner, der måske kan redde den. Jeg begynder at tro på, at den vil blomstre igen, frem for langsomt at visne bort. Jeg havde sat den på altanen, og den havde fået sol i alle solskinstimerne, men intet vand eller gødning - men jeg tog den ind, passede og plejede den, gav den vand og omsorg. Snakkede endda til den, som det siges skulle være godt for planter. Gødningen har virket en smule. Jorden er ikke så knastør længere, og kronbladene er begyndt at smile til mig igen. Det virker som om de har håb om, at det vil virke, og at gartneren kan udføre sit arbejde med succes. Jeg ved, at gartneren er en af de bedste på feltet - men om min blomst er til at redde, vil kun tiden vise. Gødningen virker i hvert fald en smule. Måske kommer der endda en større effekt jo længere tid, det får lov at virke. Jeg vil gøre hvad som helst for at redde denne plante. Det tog mig 6 år at få den til at spire og blive til en blomst. En stor, og mægtig blomst, som fylder det meste af vindueskarmen. Alle dens små sideskud og de mange nye, små blomster, som er på vej - de skulle nødigt visne. Selvom det er den store blomst i midten, der virkelig betyder noget, og som er allersmukkest - så er de små sideskud vigtige, for de kan være med til at give liv til min halvvisne plante.