Helt min egen

Sidder her, igen, natten er gået ind i sit første stadie, der er længe tid morgengryet - men så længe er der heller ikke. Jeg er glad for mørket, glad for natten. Det er her, jeg trives bedst, selvom jeg faktisk er bange for at gå ude i mørke. Men herinde, i lejlighedens sikkerhed, fungerer jeg bedst, når mørket er faldet på. Jeg har mest inspiration, når mørket har sænket sig over mig. Det er om natten, jeg sådan rigtig lever. Men jeg bliver ofte tvunget til at gå i seng, omkring nu, klokken 2, fordi folk synes at jeg skal have en normal døgnrytme.

Jeg ved, at alle billerne og alle edderkopperne er ude nu, på jagt efter hinanden. Snart vil blomsterne under mit vindue sukke efter lyset, der vil give dem nyt mod på livet, og tørre dug af deres smukke kronblade - hvis solen skinner og reflekteres i vinduerne omkring min blok, og som dermed er årsag til mørklægningsgardiner. Jeg ser edderkopperne kravle frem fra deres skjul, kun for at finde et andet skjul, hvor de kan sidde, varmt og hyggeligt, indtil vinduet bliver åbnet og de bliver nødt til at stikke af.

Jeg går ned til supermarkedet, ingen jakke på, blot en T-shirt, fryser ikke. Der er en let brise, der tager noget af den ekstreme varme fra den brændende sommersol. Mit hår blæser stille i vinden, og jeg har solbriller på - dem med grønt glas, så alt ser meget grønnere ud, på trods af, at alting er grønnere end grønt. Det frodige græs, træerne, der svajer blidt, og blomsterne, der så smukt står og gør sommeren smukkere.

Pludselig tager regnen over, og alting bliver vådt - selv jeg, helt ind til skindet, for jeg har ingen jakke på. De tunge dråber af regn falder på mit hoved, og løber ned over mit ansigt. Det føles som at blive født på ny, renset, og jeg sætter farten lidt ned, for at nyde den tungt, omend lunkne, faldende regn. Det er en vidunderlig hjemtur, regnen kærtegner mit ansigt, kæler for mit hår og er som balsam for min krop, der netop havde behov for det. Jeg håber, at det aldrig ender, selvom jeg ved, at det vil betyde, at jeg aldrig ville kunne værdsætte det. Men bare disse tyve minutter, hjemturen tager - dem vil jeg værdsætte og savne, indtil den næste regnskylle kommer.

Langt fra alt og alle isolerer jeg mig her, foran computeren, sidder i min egen verden, indtil min elskede vågner, og vi spiser morgenmad sammen, ser lidt fjernsyn og snakker. Dagene er forskellige, ingen er de samme. Den ene dag med regn, er ikke som den næste - selvom man skulle tro det. Ej heller solskinsdage er som hinanden. Hver eneste dag er helt sin egen - lige som hver af os burde være.