En historie (min)

Jeg føler, at jeg har så mange ting at sige. Jeg vil skrive det hele ned. Jeg tror, at jeg vil skrive ét kapitel hver dag. Altså, om mit liv. Det er ikke fordi det er exceptionelt, men jeg har brug for at få det ud. Jeg synes at den bedste måde er denne.

Kapitel 1

Min mor og far mødte hinanden i 1978. Min mor havde bestemt, at hvis hun ikke havde fået et barn inden hun fyldte 30, ville hun ikke have børn. I 1978 var min mor 28 år. I august 1979 blev hun gravid, 1 måned efter hendes 29-års fødselsdag. I maj dumpede ud. Min mor har ofte snakket om min fødsel, for den var meget ”uhyggelig”. Min mor har fortalt, at hun pressede og pressede, men at der intet skete. Jordemoderen var klar til at tage imod mig, men jeg kom ikke ud. Til sidst sagde den assisterende sygeplejerske, at hvis hun ikke klippede, så ville hun gøre det. Så min mor blev klippet op, og et ben kom ud, derefter en numse, så et ben, så en arm, så et hoved, og så den anden arm. Jeg trak ikke vejret, da jeg kom ud – jeg havde ikke noget hjerteslag. Min mor faldt i søvn, og efter lægen havde fået liv i mig, kom jeg til rummet for børn, der skulle bortadopteres. Da min mor vågnede, blev hun tosset over, at jeg ikke var hos hende, og straks blev jeg kørt tilbage. Min mor havde, siden hun var i 3. måned, ”vidst” at hun ville få en pige, og hun ville have at jeg skulle hedde Rikke. Så hun og min far kaldte mig Rikke ud fra min mors instinkt siden 3. måned af graviditeten.

Da jeg var stor nok, skulle jeg i vuggestue. De holdt mig tilbage fra børnehaven, fordi jeg ikke havde noget sprog. Jeg gik 6 måneder længere i vuggestuen, end jeg skulle. Pædagogerne havde aldrig hørt mig sige noget, og mente at jeg ikke havde noget sprog. En dag kom min mor for at hente mig, og en af pædagogerne sagde, at de havde aftalt et møde med en talepædagog. Min mor spurgte, om pædagogen var sikker på, at det var fordi jeg ikke gad at tale med dem. Pædagogen gik, og min mor ville give mig overtøj på. Men jeg ville blive i puderummet, og vi begyndte at diskutere. Pædagogen overhørte diskussionen og sagde til min mor, at hun ville aflyse talepædagogen, og kort tid efter blev jeg rykket op til børnehaven.

Børnehaven var et mareridt for mig. Vi skulle sove til middag, og jeg skulle partout have bare fødder når jeg sov, og dynebetrækkene var lukket med store, hvide knapper, som var kolde mod fødderne; dynen var kort. Min mor havde sagt til pædagogerne i børnehaven, at jeg ikke skulle sove tilmiddag, for hun kunne ikke få mig til at sove om aftenen. Men det skulle hun da i hvert fald ikke bestemme, så jeg sov tilmiddag hver dag alligevel. Noget, vi skulle hver dag, var at spise frokost. Hver dag kom der en blå Rösti Magrethe-skål med skrællede gulerødder rundt til os unger. Vi skulle tage 3 hver. En tilfældig dag spise jeg, før der blev sagt værsgo. Martin pegede på mig og råbte ”Rikke spiser før der er sagt værsgo” og jeg fik en reprimande af pædagogen. Jeg havde en lille, rød madkasse af metal, hvor der stod ”Velbekomme” med guldskrift på.