Denne plakat havde jeg. Jeg havde den også på et postkort, begge dele købt i Posterland i København. Det var min yndlingsplakat, for han var så cool at se på. Prøv at se ham. Han var indbegrebet af coolness. Totalt badass der gjorde som han havde lyst til - det ødelagde hans karriere til sidst, men det var fandeme fedt mens hans var cool.
Man han er sør'me tilbage. Og han har faktisk lavet en plade, som coolness-mæssigt ligger på højde med de gamle plader. Men hvad har han dog gjort ved sig selv? Der kan man tale om en mand, der ikke ældes med ynde. Det gør mange mænd - men ikke ham, denne engang så seje mand. Det er slået over i afrofletninger og jeg ved fandeme ikke hvad. Det er synd. Men okay; alle bliver ældre efterhånden som de lever deres liv, og denne engang så cool mand har levet et liv med stoffer og sprut.
Jeg sidder og ser på de her to billeder, og jeg kan ikke lade være med at sidde med åben mund og polypper over den store forskel, der er sket på de 15 år, rundt regnet, der er mellem disse to billeder. Øv, hvor har han dog ødelagt det for sig selv. Jeg synes at det er vildt synd - men heldigvis, og jeg mener HELDIGVIS, er hans musik pissegodt. Og det er det, det kommer an på - ikke hvordan man ser ud. Hvis han nogensinde får gang i en karriere igen, er det klart det, han må vinde på, og ikke sit badass-image. Men han er jo så også 50 år nu. Man kan ikke blive ved. Men hvis du er til god rock, så vær ikke sen til at anskaffe dig "Chinese Democracy" - den er virkelig god. Og husk at nyde den, selvom manden bag den er ødelagt - for musikken lever trods alt stadig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar