Efterhånden er jeg blevet eneboer

Solen har skinnet på ydersiden af mine mørklægningsgardiner hele dagen, men det er nu blevet en smule overskyet. Jeg lytter til musik, og jeg tænker alt for meget. Det er noget, jeg altid bliver anklaget for - og det er som nok rigtigt. Overboen holder fest ude på fællesarealet, de har slået telte op. Måske er der en rund fødselsdag eller et jubilæum af en art. Sølvbryllup. Guldbryllup.

Jeg var til min farmor og farfars guldbryllup i 1998. Jeg holdt pause fra Ungdomspsykiatrisk afsnit for at kunne deltage i festen. Jeg hadede fester. Det har jeg altid gjort. Der blev taget et enkelt billede af mig til den fest. Jeg har sort tøj på, sort hår og er kridhvid i ansigtet, med mørk makeup, og jeg ser meget, meget alvorligt sur ud. Jeg lignede Døden. Jeg kunne ikke magte den fest. Min farfar ville holde en tale. Han fortalte om Gurli (min farmor), om Arne (min far), om Mark (min bror), om Anja (min svigerinde) og om Rikke - men havde glemt hvad min mor hedder. Han stod og famlede efter ordene, og folk skreg af grin. Min farmor sagde "Kirsten" og min farfar gjorde lidt grin med det og fortsatte sin tale. Guldbrylluppet blev holdt på et hotel, og vi skulle gå i den smukke have. Det var dødkedeligt, og for en gangs skyld, længedes jeg tilbage til Ungdomspsykiatrisk afsnit. Jeg husker det, for det var den 26. september, de havde guldbryllup, og jeg var blevet bedt om at lave det dér skilt, der skal sidde på æresporten. 

Min farfars 75 års fødselsdag var en sær oplevelse. Min mor blev så fuld, at hun lå og trillede rundt under bordet i haven. Min farmor sagde "Mon ikke du har fået nok nu, Kirsten" og min mor begyndte at græde og sagde at min farmor ikke elskede hende, så min far måtte rede trådene ud og køre min mor og mig hjem. Min mor var en plage hele vejen hjem. Hun sad på sædet og hoppede op og ned mens hun gentog "Jeg skal tisse, jeg skal tisse" igen og igen og igen. Hele vejen fra Rødovre til Solrød Strand. Da vi kom hjem, sørgede min far for, at hun kunne sove rusen ud - dagen efter havde hun glemt alt.

Den sidste store familiefest, jeg var til, er Mark & Anjas bryllupsfest. De tog til Las Vegas og samme dag, de tog afsted, sendte de invitationer ud til deres bryllup. Det var kun mig, der vidste at de ville gifte sig derovre. Til festen var jeg blevet placeret ved det midterste bord, og der var INGEN plads til at jeg kunne komme op og over til buffeten, så min mor måtte hente mad til mig. Da jeg gjorde Mark opmærksom på det, sagde han at bordene skulle spredes lidt, så folk kunne komme ud og ind. Jeg var totalt drugged up, og jeg fattede intet. Jeg ville hjem. Min farmor betalte en taxa fra Gentofte til Solrød Strand. Jeg sagde til min mor at jeg ville tage hjem, jeg sad alligevel og halvsov fordi jeg havde taget så mange beroligende piller. Anja kom hen til mig og sagde "Har du sagt farvel til din bror" og jeg hørte det som "mor" så jeg svarede ja og stavrede ned på gaden og ventede på den taxa, der var bestilt. Det er 10 år siden. 10 år siden, jeg sidst var til en fest.

Jeg er blevet et menneske, som foretrækker at være i min lejlighed, alene, helst sammen med René. Tosomhed i vores sikre, lille lejlighed, som beskytter mig mod verden. Jeg går sjældent ud. Kun når jeg skal handle. Jeg besøger stort set aldrig nogen, og jeg bryder mig ikke om at få besøg, medmindre det er aftalt i god tid forinden, så jeg kan nå at tilpasse mig ideen om, at et andet menneske eller flere, invaderer mit hjem. Jeg er et hjemmemenneske, en eneboer. Sammen med en mand, der ikke er eneboer. Det er problematisk engang imellem, for der er jo fødselsdage. Virkelig kompliceret. Juleaften - hos hvem? Jeg er eneboer.

Jeg savner ikke noget som dette. Beskrevet tidligere

er jeg et nattemenneske.

 Billedet er taget af René på en tilfældig villavej i Herfølge.