Jaja! Jeg indrømmer det...

... Jeg skriver ALT for mange indlæg

Alt er faldet fra hinanden. Kender I det? Når alting bare visner mere og mere? Der er stadig lidt liv, men ikke meget. Kronbladene visner og drysser ned i urtepotten, som drømme i en godt forseglet container der bliver sendt til den anden ende af verden. Der er lige lidt håb om at de eventuelt måske muligvis kan vende tilbage - men chancen er lig nul. Livet er efterhånden blevet som en kanelsnegl uden kanel. Det passer bare ikke sammen længere. Man bliver ved med at fylde kanel på dejen, man bliver ved med at vande sin plante, men intet er, som det var engang. Intet kan nogensinde blive, som det var engang. Man er desperat efter at få sine drømme tilbage, men de er væk for evigt. Aldrig igen skal man drømme om de ting, der ellers betød så meget - engang. Nu er alt faldet fra hinanden. Drømmene er væk, planten er på grænsen til at dø, man er løbet tør for kanel.

Min engang så smukke plante med de fineste kronblade, falmer mere og mere, for tilsidst at visne og falde af. Selve hjertet af blomsten, den smukke midte, ser mere og mere død ud. Der er stort set intet liv tilbage, men dog en lille rest af desperat klingen til livet som den smukkeste plante i vindueskarmen. Jeg elsker planten, har passet og plejet den siden den havnede i min vindueskarm. At de se de visne blade føles som var jeg ved at visne selv. Jeg vander og vander, og planten suger og suger. Men kan den reddes? Kan den blive smuk igen?