7. indlæg i dag - denne gang om min barndom

Jeg sidder og lytter til "Nothing Else Matters" af Metallica. Den minder mig om min barndom. Jeg elskede den her sang. Det var bare toppen. Til min 14-års fødselsdagsfest, som er den absolut fedeste fest i mit liv, stod mine veninder og min kusine og jeg i en rundkreds og skreg med på "Nothing Else Matters". Det var skønt, dengang. Dengang hvor det eneste, jeg skulle bekymre mig om, var hvilken hårfarve, jeg skulle have ugen efter. Jeg hadede dengang, men når jeg tænker tilbage, var det bare... Det var den bedste tid i mit liv. I hvert fald indtil jeg blev voksen og fik et nyt liv. Min barndom... Mine forældre var ofte uvenner, min far "behandlede" ikke min mor så pænt, der var masser af fjendskab i min familie. Men mine veninder var cool, musikken var cool, det var cool, at jeg kunne flytte om på mit værelse lige præcis så tit jeg ville og hvordan jeg syntes der skulle se ud. Der var masser af pennevenner, masser af musik, masser af fede cykelture på den mountainbike, jeg købte for nogle af de penge, jeg fik i gave. Den havde den smukkeste metalliske grangrønne farve. Jeg elskede den cykel. Min mor lånte den, og den blev stjålet.

Men... barndommen. Dengang man ikke vidste en skid om, hvad det ville sige at være fattig, dengang man ikke vidste hvad det ville sige at skulle vælge det rigtige tøj. Den by, jeg boede i, var for det finere folk. I hvert fald "på strandsiden" - der lå nogle vilde, arkitekttegnede huse, de mystiske former og farver, og man skulle tjene en million om måneden for at kunne bo der. Men hvis man ikke boede på strandsiden, var man ikke sådan rigtig "nogen". De piger, der gik i min klasse, var alle sammen "klædt rigtigt på" - alt efter hvilken smag, de havde. Jeg gik i tøj, min mor syede til mig. Det var først da jeg i 1992 "opdagede" Guns N' Roses, at jeg begyndte at vælge mit tøj med omhu. Der blev taget et skolebillede af mig i 1993. Min mor og alle andre synes at mine øjne ser tomme ud.

Man skal nok se det tættere på for at kunne se det. Jeg kan ikke selv se det, men det er rigtigt, at på de store billeder, ser mine øjne sorte ud, og folk siger at mine øjne bliver sorte, når jeg har det rigtig skidt. Engang kom jeg ned hos min fysioterapeut igennem 1½ år, og hun så på mig og sagde: "Dine øjne er helt sorte. Hvad er der i vejen?" - jeg kom dernede for at få massage, og jeg lå altid med hovedet nedad. Hvordan kunne hun vurdere det på så kort tid? En dag kom jeg ned til min daværende psykiater, kastede mig i stolen og sagde at mit liv var en kæmpe lort. Hun så på mig og sagde "Helt slemt er det ikke, for dine øjne er ikke sorte". Det er lidt uhyggeligt. Jeg tog et billede af mig for nyligt, og jeg synes ikke, at der er nogen indikationer overhovedet, for at mine øjne skulle blive sorte.

Kan I forestille jer, at de her øjne kan se sorte ud? Eller i det mindste bare mørkere? Jeg synes at det er vildt. Der er taget en del skoleportrætter af mig, men jeg kan faktisk bedst lide det, der er taget her, fra 1993. Jeg synes selv, at det er det billede, der ligner mig mest. Jeg ligner ikke en, der sidder og stiller et falsk smil op for fotografen. Jeg så altid sådan ud. Ingen falske smil eller noget. Bare stille og rolig, så længe jeg havde min Guns N' Roses musik.

Barndom - hvor blev du af?