Det gør jeg i dén grad!

Det var, hvad René sagde, da vi stod på Solrød rådhus og skulle sige ja til hinanden. Det var en skøn dag. Mon jeg har grædt så meget både før eller siden?

Jeg var så glad den dag. Og ved I hvad? Det er jeg stadig. Jeg elsker at kigge på billeder fra den dag, samt den dag, festen blev holdt. Det var bare den bedste dag.  Jeg har allerede lidt svært ved at huske det dér med kæresteriet. Jeg kan nogenlunde huske, hvad han sagde, og jeg kan huske at han lå på Hamlet i en seng efter en operation. Han spurgte mig, mens han halvsov. Jeg svarede selvfølgelig ja. Jeg kan også huske situationen, da han friede til mig. Den første, jeg ringede til, var min farmor - klokken var elleve om aftenen. Det var også den aften, jeg bestemte datoen for vielsen. Dagen efter ordnede vi det med papirerne. Og dagen efter det sendte jeg invitationer ud, hvor jeg glemte at skrive, hvem der skulle giftes, på halvdelen af invitationerne. Heldigvis, kan man sige, havde jeg skrevet afsender på kuverten. Haha. Jeg skiftede navn til Poulsen, men jeg kom til at skrive "Rikke Aagren" på vielsesattesten - hehe. Det gjorde dog ikke noget, for Aagren er mit mellemnavn nu. Jeg elskede denne dag. Det gør jeg stadig.