Metalliga

Hvordan kan man være fan af et band i 20 år, og stadig ikke kan stave til deres navn, "Metalliga", trods man ikke er ordblind? Hamid græder, når han hører "The Unforgiven" med Metallica. Han bliver rørt af den. Men hvad er det, han bliver rørt af? Teksten? Den forstår han ikke. Det nægter jeg at tro på. Så er det musikken og hele stemningen omkring den. Og det er jo fint. Han elsker at græde til musik. Jeg forstår det ikke, men man det er jo hans egen sag. Jeg er glad for, at han får glæde ud af musik, og der er jo nogen, der får glæde af musik ved at græde til den. For nylig sagde Gud til Hamid at de kunne komme nærmere hinanden, hvis blot Hamid græd mere til musik. Det er dejligt det hele, jo, men nu lytter Hamid jo så til Metalliga, som var et af de bands, der fik ham ind i heavy metal genren. Super. Jeg har stillet ham spørgsmålet: "Hvad rører dig ved 'The Unforgiven'?" - og jeg glæder mig til at få et svar.

Jeg skrev en blog tidligere, om at jeg var pissesur. Men René og jeg fik snakket det igennem, og jeg valgte at slette den. Jeg tror faktisk, sådan generelt, at jeg vil forsøge at snakke mindre om René. Jeg ved godt, at det er svært, når vi er sammen 24/7/365 - Men jeg kan jo snakke om andre ting. Og jeg vil forsøge. Der er ingen grund til at hænge René ud, når de ting, jeg bliver sur over, ofte er ting, jeg selv har startet.

Jonna kommer i morgen, og vi har temmelig travlt, faktisk. Jeg har slet ikke tid til at sidde her, for der står en ret stor opvask og kalder på mig. Men... Jeg ved ikke helt liiige, om det er i dag, jeg magter det. Jeg overvejer at stå tidligere op i morgen, og snuppe den dér. Jeg kan jo muligvis have mere indestående på overskudskontoen, end jeg har nu. Nu vil jeg først og fremmest spise mig en lækker gulerod. Måske vil gemalen også have et par stykker eller måske et æble :)