Jeg blev sgu høj - det havde jeg aldrig troet, jeg skulle blive

For helvede! Mere medicin! Jeg forstår det bare ikke! Jeg får SÅ meget i forvejen! En stor dosis Abilify og en stor dosis Seroquel Prolong. Hvorfor skal jeg stige?! Hvad er der galt i, at man synes at mad er fælt, at stanken af menneske er fæl, og at man får psykisk sammenbrud, hvis pillerne ikke ligger lige i blisterpakningerne? Hvorfor skal jeg have mere medicin for det! ARGH! Det er fandeme medicin det hele! De kan ikke løse alt med medicin, og det her behøver ikke engang at blive løst, for der er slet ikke noget problem! Jeg skulle aldrig have fortalt det til René. Man kan altid være dum bagefter. Men det er fandeme for åndssvagt. Jeg gider ikke engang at gå ud og nyde snestormen, fordi jeg er totalt nede over det her. Og så er jeg begyndt at stinke, og jeg skal i bad inden for ret kort tid, ellers bliver jeg sindssyg. Jeg kan selvfølgelig også bare lige vaske mig under armene. Jeg har lugtet til resten af min krop, og det er mine armhuler, der stinker. Så de skal vaskes, og der skal ny deodorant på. René siger, at de dufter af deodorant stadigvæk, men det er løgn, altså, jeg har selv en næse, og hvis jeg ikke havde, ville jeg se pænt mærkelig ud.

Jeg har føler lidt at jeg har spist mad i dag (aftensmad) for to dage, og at jeg ikke behøver at spise i morgen. Men det tænkte jeg også i går, og René sagde at jeg ikke havde spist ret meget, at jeg skulle spise. Så jeg har spist igen i dag. Og jeg kommer sikkert også til det i morgen. Det gør heller ikke noget, altså, jeg kan godt spise aftensmad. Jeg synes bare, at jeg af og til spiser liiige lovligt meget mad, selvom  René siger noget andet. Jeg bliver nødt til at lytte efter, hvad han siger, fordi han truer med at få mig indlagt, hvis jeg ikke gør det. Jeg vil ikke indlægges, koste hvad det vil. Koste hvad det vil...

Men nok om det. Jeg skulle bare ud med galden, for jeg har ingen at snakke om det med lige nu. Det er ret trist. Jeg synes at det er cool med Marilyn Manson, jeg lytter til deres musik nu, I'm lovin' it, og jeg kender det jo ind og ud, jeg har hørt det i årevis, meget af det, i hvert fald. Første gang, jeg lyttede til deres musik, eller i hvert fald Marilyn Manson som frontfigur, var i 1996, da jeg elskede "Antichrist Superstar". Faktisk syntes jeg, at det var bæ. Jeg hørte det nogle gange, og mens jeg lå og græd på min sofa, forstod jeg den pludselig. Lige pludselig gik det bare op for mig, hvad den plade var, hvad den stod for. Den gled ind i mig, fyldte mit blod, brusede igennem mine årer, og jeg blev næsten høj. Jeg satte mig op og tørrede mine tårer væk og fra den dag elskede jeg hans musik.

Og det lytter jeg så til, nu, mens jeg skal til at ordne køkkenet. Og når jeg har gjort det, går jeg muligvis i seng, hvis jeg stadig er lige så træt, som jeg er nu.

Held og lykke til alle jer, der skal til gynækolog i morgen.