Jeg havde engang en mor, som havde tid til mig. En mor, som interesserede sig for mig. En mor, som passede på mig, når jeg havde det skidt. En mor. En rigtig mor. Sådan, som en mor bør være. Og oven i var vi veninder, og kunne fortælle hinanden alting. Vi grinte sammen, græd sammen, fniste sammen og var forargede sammen.
Nu? Nu har jeg ikke længere en rigtig mor. Jeg kan fortælle hende noget, og næste gang, jeg ringer, har hun glemt det. Vi snakkede sammen hver dag. Hvis jeg ikke ringede til hende, ringede hun til mig. Nu ringer hun aldrig til mig. I desperation ringer jeg til hende hver dag, og vi snakker i maks 2 minutter, så afbryder hun snakken, selvom jeg har mere på hjertet. Jeg har en mor, som ikke tager sig tid til mig, når jeg har det skidt, medmindre det involverer René. Så er hun der straks for at disse ham. Før så vi hinanden et par gange om måneden. Nu går der 3-4 måneder mellem vi ses, selvom hun og min far kører lige forbi min bopæl hver dag.
Jeg har ingen mor længere. Ikke som hun var. Nej, jeg er ikke barn længere, jeg er en voksen kvinde, som lever i et parforhold med en mand, hun hader. Men bare lidt omsorg? Bare lidt? Bare en smule interesse? Bare lige vise, at hun stadig elsker mig? Det ved jeg ikke, om hun gør længere. Det gør hun nok. Men nok ikke lige så meget som før, fordi jeg ikke gør, som hun siger, fordi jeg har min egen vilje, og fordi jeg nægter at vælge mellem hende og René, når hun i sin fuldskab kræver det af mig. Det er dog kun sket 3 gange.
Min mor er væk. Hun kommer aldrig tilbage. Det er måske naturligt. Men ikke for mig. Jeg har som sagt altid haft et andet forhold til hende end det, jeg har nu. Jeg er skuffet over at min mor - min mor - har ændret sig så meget. Jeg ved ikke helt, om jeg elsker hende længere, men jeg ringer til hende hver dag alligevel. I desperation efter affektion af en art. Bare en smule.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar