Hvad er "liv"?
Eller endnu mere interessant: Hvad er det, vi kalder for "livet"?
Jeg er i live. Jeg har været ved at dø 2 gange. Første gang ved fødslen, anden gang da jeg var 17 år gammel. 17 år gammel. Næsten parat til at træde ind i "de voksnes rækker". Men jeg var 17 år. Jeg forstod ikke "livet". Jeg forstod ikke, hvor vigtigt det er at "leve" og ikke at "være i live". Jeg tog det lidt som en joke. Min far gav mig Megadeths "Cryptic Writings" og sagde "Jeg vil gerne give dig den her, for jeg troede, at jeg aldrig skulle købe en cd til dig". Jeg sagde "Tak" og grinte lidt. Jeg forstår meningen af det nu. Da jeg var 18 år, var næsten voksen, hadede jeg livet og ønskede at dø. Jeg forstod ikke, at jeg ville ødelægge alle mine chancer for et eventuelt godt liv. At livet ikke behøvede at være dårligt i alle de år, det ville være der. I alle de år, jeg skulle leve fremover.
Jeg "lever" nu, men mange af mine dage er jeg "i live". Det er svært. Det er svært at "leve" når man har det dårligt, og især når ens mest elskede person i verden lider. Jeg forstår, hvordan min mor og far har haft det. De har set mig køre mig selv i sænk. Jeg ser René køre sig selv i sænk. Jeg har svært ved at "leve", men engang imellem, når René er glad, ender det alligevel sådan. At vi begge "lever".
Men "at leve" og "at være i live" - forskellen er enormt stor. Man skulle ikke tro det, og jeg havde måske heller ikke set det, før jeg fandt ud af, at min far næsten døde. Han, ifølge min mor, "lever". Han er ikke bare "i live". Det er rart, når man kan leve et liv efter man var ved at miste sit liv. Mon man sætter mere pris på livet, hvis man er i en alder af 62, end hvis man er 17 - eller bare 32, som jeg jo er? Forstår jeg sådan rigtig "døden" - eller hvad det vil sige at være i live? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg troede, at jeg gjorde. Jeg troede at jeg vidste alt, men jeg ved ikke en skid.
Som Dave Mustaine synger:
"I thought I knew it all"
- som 32-årig fatter man ikke noget om livet, medmindre man har eller har haft døden tæt inde på kroppen. Jeg forstår ikke, hvordan det vil være at miste min mor, selvom jeg tænker på, hvordan det bliver. Jeg kan ikke forestille mig det, for hun har været der i 32 år. Tænk engang når jeg ikke bare kan ringe til hende længere? Når jeg ikke kan se hendes smukke øjne eller holde om hende igen? Jeg kan godt sidde og græde ved tanken, som jeg gør nu - men det gør ikke, at jeg forstår hvordan det bliver. Når man ikke har haft døden inde på livet, kan man ikke sige, at man forstår at "leve".
Det har jeg set nu. Jeg ved ikke noget om livet, selvom jeg har været ved at dø pga. en ulykke - for jeg var kun 17 år, og syntes egentlig at det var lidt sejt. Jeg fattede intet, det gør jeg stadig ikke. Men jeg ved, at min mor forstår det, og jeg ved at hun har ret, når hun siger at han "lever" for jeg kan høre på hans stemme hvor glad han er. Han forstår forskellen på "at leve" og "at være i live" - lige som min mor gør. Og ligesom mange andre gør.
Men man ved ikke en skid, når man kun er 32 år.
Hvorfor? - fordi 32 år faktisk ikke er en speciel høj alder. Man kan ikke skabe sig et billede af "døden" før man reelt har været der - og i en alder, hvor man kan se alvoren i det, men samtidig glæden ved at overleve uden men.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar