... Ja, engang imellem bliver tingene bare for meget.
Prøv at forestille jer, at I ringer til jeres mor og siger "Jeg ville bare lige ringe og sige at du er den smukkeste mor i verden" og man så får at vide at ens far ikke ved, hvad han skal svare på mails, som er skrevet netop så de ville være nemme at svare på. Prøv at forestille jer, at I skal afslutte samtalen med "mor" med at sige til jeres far, at han ikke skal svare på ens mails, fordi det gør ham utilpas.
Prøv at forestille jer, at jeres far mere eller mindre er ved at dø af et hjertestop. Så prøv at forestille jer, at alle i familien ved det - bortset fra jer. Hvorfor? Grunden, de kommer med, lyder jo enormt smuk: "Du har så meget at slås med, og vi ville ikke bebyrde dig, det endte jo godt". Så tænker man lidt over det og bliver så skidesur over at man som den eneste ikke vidste noget. Så bliver I sure over, at jeres farmor, som er den eneste fortrolige i familien, ikke har sagt noget, og lader være med at ringe før arrigheden er væk. Så går der en uges tid, så snakker man med sin mor, og nævner det. Så siger jeres mor "Hvem har fortalt dig det?!" på en anklagende måde. Så kan man godt regne ud, at hun havde en brandert kørende, da hun fortalte jer det. I snakker lidt om det, og det går fint, men får at vide at ens farmor har haft det dårligt med at snakke med jer, fordi hun kunne høre, at I ikke vidste det. Bagefter ringer ringer I til jeres farmor og fortæller, hvad der er sket og hvad der er blevet sagt. Jeres farmor siger, at der ikke var noget farligt ved det, der skete med jeres far, og at hans far også havde fået sat en ballon og en fjedr i en af venerne, og at han levede 10 år længere. Så siger I, at det er OK og at I ikke er sure mere. 2 dage senere ringer I til jeres mor, der siger at hun er irriteret på en, fordi man har ringet grædt og skabt til ens farmor, og at ens far havde fået det dårligt. Så siger man, at det har man ikke gjort, og ens mor siger "Godt. Så lader vi det ligge". Så ringer I til jeres farmor for at spørge hvorfor hun har løjet. Jeres farmor griner lidt, for jeres far havde været der, og hun havde fortalt ham at I har snakket lidt sammen, og jeres far griner lidt, og tager så hjem. Så ringer I til jeres mor for at spørge hvad fanden der foregår og får at vide "Vi har aftalt at lade det ligge, en aftale er en aftale"
Hvad fanden sker der i min familie for tiden?
Jeg er pissed, selvom det ikke er noget, der er sket i sidste uge. Jeg ved godt, at der er gået et godt stykke tid - men jeg er stadig arrig over at jeg bliver behandlet på den måde!
Det er en dum ting at være sur over, men det nager mig big time, og jeg kan ikke bare lade det ligge. De fucking lyver for mig - og jeg forstår bare ikke hvorfor? Hvis det er en standard procedure at blive opereret for en blodprop i hjertet - hvorfor må jeg så ikke vide det? Og hvad finder jeg så ud af, flere dage senere? Min mor siger "Ja, og du ville jo bare ringe til os hver dag hvor at tjekke hvordan han har det - lige som du gjorde da jeg fik konstateret rygerlunger på medium niveau" What?! Er det ikke okay at bekymre sig for sine forældre?! De må gerne bekymre sig om mig, men ikke omvendt? Faktisk tror jeg ikke, at jeg har den helt store prioritet hos dem længere, efter jeg flyttede hjemmefra - eller måske efter de opdagede, at jeg har valgt René og ikke dem i sagen om skænderiet, der splittede familien dengang for 3 år siden. Min svigermor spørger til mig hver dag, når René ringer til hende, og hvis han ikke har ringet i 3 dage, ringer hun og "skælder" ham ud fordi han ikke har ringet og fortalt hende, hvordan jeg har det.
Jeg synes ærligt talt at det her er noget forbandet rod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar