Hell yeah!

Oh my freaking God!

I dag er der sket noget fantastisk! Jeg havde så sindssygt ondt i ryggen, da Jonna gik. Så jeg lagde mig i sengen og sov i en times tid. Og da jeg vågnede... Havde jeg stadig ondt. Men ikke lige så meget. Så jeg besluttede mig for at prøve at gå med ned og smide skraldet ud. Og det kunne jeg! Det gjorde ondt, men jeg kunne fandeme! Hvor sej er jeg!?!?

Derfor vil jeg i morgen gå en tur, sammen med René. Jeg er vildt stolt af mig selv. Tænk at jeg klarede det! Plus at jeg lige har fanget en kæmpe edderkop på væggen - og det er normalt René, der fjerner dem, fordi jeg er overdrevet bange for dem. Yeah. Bare kald mig sej! For det er jeg. Hehe...

Jeg skal ud og bage om lidt, for René og jeg skal holde filmaften. Jaja, klokken er 22. Men det er sgu da ligegyldigt. Vi skal se "Ghostrider" - det bliver spændende nok. Den kommer med  på listen over film, jeg allerede har anmeldt, som venter på at komme op på hjemmesiden. 

Jeg kan slet ikke komme mig over, at jeg har gået så langt! Det er altså alligevel temmelig sejt. Jeg er så ufattelig stolt af mig selv. For jeg havde ondt, og jeg troede faktisk ikke, at jeg ville kunne klare det, men jeg var stærk og holdt ud - René var meget støttende og opmuntrende. 

Jeg har skrevet en e-mail til min far. Han svarede ikke på den sidste, jeg skrev, så nu har jeg skrevet en ny. Ha! Snydt igen. Hehe. Ej, den handler om noget andet. Muligvis har han slet ikke fået den anden? Hotmail er temmelig uberegnelig. Ja, det er Gmail også, for den sags skyld. Jeg har overvejet at lave en @rapoulsen.dk - for jeg kan lave en e-mail fra min hjemmesideadresse. Men... Hvad nu, hvis jeg ikke gider at have min hjemmeside? Eller at jeg skal ændre min e-mail så mange steder? Den jeg har, er jo brugt adskillige steder. Vil det være lige så nemt at tjekke den, som det er med Hotmail? Kan jeg oprette en e-mail fra hjemmesiden til brug på hjemmesiden? Jeg regner ikke med, at folk vil skrive til mig på hjemmesiden, så det er lidt omsonst. Men det kunne nu være ret fedt at have sin egen adresse. Jeg må jo tænke over det.

Marilyn Manson synger for mig. Det er dejligt. "I'll kill myself just to make everybody pay" - det er min ungdoms password, havde jeg nær sagt. Men det er faktisk et okay ord, for jeg lukkede ikke andre ind. Der var mig. ME AND ME ALONE. Ingen "kendte" mig sådan rigtig, selvom mange troede det. Jeg vil ikke sige, at jeg vildledte folk. Jeg lukkede dem bare ikke ind. Så "password" er vel rigtig nok. Der var bare mere end det ene ord, man kender "password" fra. Der var flere ord i mit password, og det fungerede fint.

Men nu er jeg voksen, og jeg har ikke længere brug for at gemme mig bag facader. Jeg vil dog sige, at jeg stadigvæk ikke lukker folk ind - men folk på nettet... Det har altid været anderledes. Nok fordi der ikke er tale om at mødes. Det er bare en form for "pseudo"-venskaber. De kan blive rigtig tætte, og det er sikkert fordi man ikke skal ses i virkeligheden. Hm. Men jeg lytter til Marilyn Manson, det gør mig glad, og min kage er færdig.