Jeg har tænkt. Åh nej. Men jo, det har jeg faktisk. Jeg har tænkt det her: Jeg har 70+ læsere på denne blog hver dag. Jeg kender ikke tallene på de andre. Men noget, som der undrer mig... Jeg har 16 faste læsere på bloggen. 16. Så er det jeg tænker: Hvorfor alle de læsere? Der står på "trafikkilder" som nummer 1 "google.dk". Det, jeg har tænkt - og nu kommer det - hvor mange klikker ind på den her blog dagligt for at læse mine indlæg fordi de er latterlige? For det er de jo, de fleste af dem. Det er jo ligegyldigt snak om ligegyldige, hverdagsting. Der er intet nyskabende eller spændende over denne blog, og der er ingen konkurrencer, hvor man kan vinde noget, der er bare intet. Det er bare en ganske almindelig kedelig blog, så jeg tænker: Præcis hvor meget latterliggør jeg mig selv på internettet? Jeg kan slet ikke se omfanget af det. Mine indlæg er så trivielle som noget kan være. Jeg har intet at komme med, og jeg blogger mest fordi jeg synes at det er rart og hyggeligt. Jeg er glad for, at folk gider at læse den, men det er ikke noget, jeg har brug for. Jeg elsker bare at sidde og fable om mit ligegyldige liv. Ja, altså, mit liv er ikke ligegyldigt, der sker bare ikke noget i det. Det eneste drama, der sker, er når René og jeg er uvenner, og jeg skriver det i bloggen. Hm. Men hvilken skam er der i at være til grin? Så kan folk da more sig over dét, det er jo meget godt. Jeg kan også godt lide at grine, så hvad fanden brokker jeg mig over? Haha... Tosset. Det er bare chefen på øverste etage, der er kommet for sent tilbage fra vinterferie. Så nu er det tid til at passe arbejdet, plus al det overarbejde, der har hobet sig op. Så man kan sige, at chefen på den øverste etage sidder med overarbejde lige nu, er træt og bare gerne vil hjem og sove. Det er i orden med mig. Men jeg går ikke i seng nu. Jeg er ikke træt lige nu. Måske bliver jeg det om 5 minutter, det kan meget vel ske. Eller måske går René i seng om 10 minutter. Så går jeg med. Hehe. Hr. og fru Danmark. Det er René og mig. I dag havde jeg grå bukser på. Ellers er vi ens. Sorte sko, sorte bukser, sorte jakker. Okay, jeg har grønne vanter og gule refleksbånd, en kaki grøn Eastpak taske og en sort Marilyn Manson hue, som regel et hvidt, hæklet "sjal" eller et lyserødt halstørklæde. René har en sol Eastpak taske, lyse strikvanter, hvide refleksbånd og en rød hue. Han har også et rødt halstørklæde. Så vi er lidt forskellige. Men kun lidt. Om efteråret, når det ikke er tid til halstørklæder, vanter, eller huer, er der kun vores taskefarve og refleksfarve til forskel. Haha. Vi er så grimme. Vi deler endda tøj. Ej, kun joggingtøjet. Jeansene har vi for os selv og bluserne har vi for os selv.
NÅ! Men nu er klokken 00:27, og det er officielt første gang i dag, den 23. december, jeg har gjort mig til grin overfor hele den danske befolkning! Håber I nyder det. Haha. Ellers er der jo ikke noget ved det.
God vind og godt nytår. Eller noget.
KRAM
Og hyggelige tanker til jer, som ikke har det hyggeligt. Jeg håber at I snart får det godt igen. Det er nederen at være i pissedårligt humør. Jeg kender alt til det. Desværre; men fordi jeg kender alt til det, kan jeg jo så trøste jer med: Det skal sgu nok blive hyggeligt igen. Hvorfor? Det gør det altid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar