Jeg drømte om Helene. Min tidligere psykolog. Jeg savner hende stadig. Hun havde stor kompetence. Jeg har overvejet at skrive til hende igen. Hun har garanteret meget travlt.
Men nu har jeg skrevet til hende. Og jeg er svimmel as hell. Men jeg håber at hun svarer. Jeg forventer ikke en korrespondance, men jeg vil bare gerne lige hilse på hende og ønske hende en god jul, selvom jeg ikke er ikke er til jul. Man kan vel godt være venlig.
Og så er der KBJ i dag. Han er meget bekymret for min vægt, så det bliver for cool at kunne fortælle ham om mit vægttab. Måske er det ikke så stort, vægtmæssigt, men centimetermæssigt er det flot. Det synes jeg.
Jeg har stadig hovedpine. Eller; jeg fik hovedpine igen i går, men det er væk nu. Jeg har faktisk bare hovedpine og er svimmel lige nu. Jeg forstår ikke den dér svimmelhed. Den kommer næsten stensikkert, lige når jeg er stået op. Men ikke fra en lur, kun fra nattesøvn.
Jeg skal i bad i dag. Og jeg vil gerne have makeup på, men det tror jeg dog ikke, at jeg gør. Klokken er lige nu nogle minutter over 10, og jeg skal være der klokken 14. Jeg ved ikke, om jeg som sådan har noget særligt at berette, udover mit vægttab og mine aggressioner. René får sine aggressioner dækket så meget som muligt af Sertralin, men jeg får ikke noget antidepressivt medicin, og jeg ved ikke helt, hvad helt, hvad jeg skal stille op. Min mor sagde til mig i går, at jeg skulle undskylde at jeg havde snerret af René fordi jeg havde talt forkert til ham, mens jeg havde min mor i røret. Så da jeg lagde på, måtte jeg ind og sige undskyld. For hun havde ret. Jeg snerrede.
Jeg har fået mange, mange gaver i hele mit liv, og jeg kan huske rigtig mange af dem, men ikke hvornår jeg fik dem. Fødselsdag eller jul - der er jeg temmelig blank. Men mange af gaverne sidder fast. Og den gave, jeg er allermest glad for af dem alle, er en tilfældig, betænksom pakke med 6 Pink Lady æbler. Det er den mest romantiske, og samtidig bedste gave, jeg nogensinde har modtaget. Han ville have købt en buket hvide tulipaner, som er min yndlingsblomst, men hans mor sagde til ham (han havde hende i røret), at når de stod i kulde, var de intet værd, når de kom ind. Og fandt han æblerne.
Og så vil jeg gerne erklære, at jeg er holdt op - i mine egne beregninger - med at give skizofrenien skylden for alt. Det gjorde jeg på et tidspunkt. Jeg synes at jeg er blevet god til at gennemse, hvad der er sygdommens skyld, og hvad der er min egen skyld. For jeg er ikke min sygdom. Den sidder på mig, og jeg lever med den - men den er ikke en del af mig. Det har jeg besluttet. Og det nytter ikke noget at sige at man altså har glemt at købe mælk fordi man pludselig blev psykotisk og ikke kunne huske hvad mælk var, men blev rask på vejen hjem. Så må man sige øv, det har jeg sgu glemt, sikke noget lort. Skal jeg gå ned og købe en, eller kan vi undvære? Skizofreni er ikke årsagen til alle ens handlinger, og sådan er det. Jeg har lært det, og andre burde også lære det. Men nej, skizofrenien er ikke MIG, den sidder bare på mig. That's it :)
Teknisk set, så jo. Skizofrenien er MIG, for den har overtaget min personlighed. Men jeg vil ikke leve et liv et stempel i panden, hvor der står "Skizofren" - og derfor vil jeg kæmpe imod den! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar