Jeg kogte kartofler. Og nu er alt fint igen. Jeg er ikke længere lækkersulten. Jeg sagde jo, at jeg nok skulle klare det. Hehe. Ellers tænkte jeg det bare, det kan jeg faktisk ikke huske.
René var jo hos sin psykiater i dag, og er, på eget initiativ, blevet sat op til 200mg Sertralin. Han fik 150mg før. Han er meget aggressiv, men det er jeg også. Han steg i medicin, fordi det er nemmere at han stiger i antidepressiva end at jeg skal have omlagt al min medicin. Det er sødt tænkt. Jeg håber at det virker, og at det også påvirker mig, så vi ikke har vores daglige "slåskampe".
Jeg har sådan en trang til at gå i seng, selvom klokken kun er 22:11. Jeg har ikke lyst til at være oppe mere, men primært fordi her er pissekoldt, og jeg kan jo teknisk set bare indhylle mig i mere tøj. Som min chef på mit første og eneste arbejde sagde:
"Du fryse? Du tage flere tøj på"
Det var i øvrigt et mærkeligt sted at arbejde... Jeg skulle møde klokken 7 lørdag og søndag. Det var en købmand, og butikken åbnede klokken 8. Faktisk var jeg nede og købe en "Kæmpe læske" (en af de mest lækre is i verdenshistorien) i et frikvarter, og ham gutten sagde "Vil du arbejde her?" og jeg sagde "Okay". Nå, men jeg mødte klokken syv og skulle hjælpe med at stille varer på plads og afdække fryserne (der lå flamingo hen over frysediskene. Der stod nogle papkasser på gulvet, hvorpå tebirkes og rundstykker blev anbragt i de plastickasser, de blev leveret i. Der var en en form for "montre" med wienerbrød, og der var en hylde med franskbrød af forskellige slags. Jeg sad ved kassen, og min chef skred fra butikken, og jeg sad der alene. Helt og aldeles alene, for jeg kunne ikke få fat på ham, hvis der skete noget, og jeg var 16 år gammel. Nå. Men når folk kom og skulle have et... Majsbrød, måtte de pege det ud for mig, og når de skulle købe et blomkålshoved, måtte de fortælle mig prisen, for jeg havde intet at slå det op på. I den første tid sad der prismærker på varerne, men så gik de over til stregkoder. Der var så freaking koldt i den butik. Jeg var der fra 7-12, og jeg måtte spise og drikke alt, hvad jeg havde lyst til. Jeg spiste mange tebirkes og drak en helvedes masse Pepsi Max'er. Det var hos den købmand, jeg lærte hvad en spandauer er. Nå, men det var jo sort, så jeg fik 400 kroner for weekenden. Jeg arbejdede der i 1½ år, så lukkede biksen. Og jeg fik aldrig brug for at ringe efter politiet. Men jeg sad da og fulgte med i Prinsesse Dianas dødsulykke i radioen mens jeg sad og kedede mig usigeligt meget.
Jeg havde faktisk, før det, et rengøringsjob, sådan helt privat. Hver fredag efter skole, skulle jeg hjem til pedellen og hans hustru og gøre rent. Der blev købt 1½ liter cola og lidt slik til mig. I starten fik jeg 50 kroner for de 2 timer, jeg var der. Så fik jeg 40. Så fik jeg 30. Så fik jeg 20. Og så sagde jeg, at jeg ikke havde tid længere, og så snakkede pedellen ikke til mig igen. De var søde nok. Men jeg gør ikke et helt rækkehus på 100 kvadratmeter rent på 2 timer for 20 kroner. Uanset hvor meget jeg kunne lide de mennesker, så var det et arbejde. Hm. De kan ikke gøre for, at de bliver fattigere, altså, det kan ske for enhver. Men jeg synes at jeg gav mig meget, i forhold til, hvad der skulle laves, i forhold til, hvad jeg fik ud af det. Det var måske lidt groft af mig at sige op. Jeg hørte noget sladder, så jeg ved ikke, om det er rigtigt, at de blev skilt, at konen fik ungerne (der var 2) men at hun begik selvmord. Det er jo forfærdeligt, men det har jo ikke noget med mig at gøre, og jeg ved ikke engang, om det er sandt. Men det var jo flere år efter jeg var stoppet. Hm. Jeg havde rengøringsjobbet sammen med en veninde, og vi fik selvfølgelig 20 kroner hver. Og 50 kroner x2 hver uge er mange penge, hvis man er på røven. Men så kan man sige "Kan vi ikke sige hver 2. uge i stedet for" eller noget andet. De havde en motherfucker stor og tung hjørnesofa, som der skulle støvsuges under, og vi måtte ikke slæbe den hen over gulvet. Det er pænt svært at løfte en hjørnesofa min 150kg eller mere, 2 piger på 14 år, begge to halvunderernærede og trætte, fordi der var gjort rent i hele hytten. Men jeg er da glad for, at min veninde var der, for jeg turde ikke at være der alene. Jeg skulle passe ungerne en aften, og min veninde måtte ikke for sine forældre, så det var mig. Den ene unge ville ikke holde op med at græde, og den anden unge gloede vildt mærkeligt på mig hele tiden, hun stirrede på mig med store, brune øjne, og jeg var pissebange. Så måtte jeg ringe efter en anden veninde, der kom og kunne hjælpe mig. I øvrigt samme veninde, som mange år senere sagde til mig: "Okay, Rikke, nu må du lige 'fill me in': Hvordan knepper tykke mennesker?" - og så sad jeg der, tromletyk og havde et "friends with benefits" forhold til René, og siger hun det. Jeg blev ret forlegen. Hun var et forfærdeligt kvindemenneske. Seriøst. Jeg håber at hun er blevet lidt mere seriøs omkring andre mennesker. En eller anden, jeg kender (jeg kan ikke huske hvem), så hende med en stor mave, så hun har vel fået et barn - og så håber jeg, at hun ikke opdrager det barn i sit eget billede. Men faderen har vel også noget at skulle have sagt. Jeg ved det ikke. Jeg er ligeglad, jeg snakker ikke med hende længere. Det er jeg egentlig glad for.
Pyha... Sikke en omgang bare for at sige, at jeg havde kogt kartofler, som tog min sliktrang. Men det har været rart at skrive, så det må jo have noget at sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar