Jeg er fesen

Fandeme om jeg ikke klarede det! Yeah... Jeg er er sgu alligevel sej. Godt nok græd jeg på vej op af trappen - men jeg kom derned, og jeg kom hjem. Så bliver det ikke meget bedre. Og jeg har heller ikke hovedpine længere. Men det stoppede før vi gik. Jeg har glemt, hvad vi spiste til aftensmad, så det har nok ikke været noget særligt, og i morgen bliver det snestorm, så jeg kommer nok ikke ind til Mark og Anja, men jeg håber stadig på det. Det kan jo være i en anden del af landet, snestormen rammer. Jeg ved ikke helt, om jeg skal aflyse allerede nu, for jeg ved jo ikke, hvordan vejret ser ud i morgen. Men ærligt, så tror jeg, at det bliver en aflysning, og at jeg skal ned på stationen og aflevere gaverne til min mor, så de kan tage dem med derind på mandag. Yeah... Temmelig irriterende. Jeg skal jo aflevere flasker og sådan noget. Men OK - jeg kan passe det sammen med, at vi skal i Kvickly - det ligger jo stort set ved siden af stationen. Så går det nok.

Jeg har så skide ondt lige nu (skide, meget apropos), at jeg ikke magter at gå på toilettet. Godt nok skal jeg "bare" tisse, og den er ved at være oppe, hvor jeg burde se at få benene på nakken og komme derud, hvis jeg skal undgå at tisse i bukserne - men jeg kan ikke rejse mig lige nu, så vil jeg hellere bare tisse i bukserne. Jeg sidder alligevel på et håndklæde. Men jeg har så ondt. Jeg kan ikke klare at gå derud nu. De 4 meter føles som 10 kilometer. Det ser i hvert fald sådan ud, når jeg kigger ud i entreen. Jeg sidder lige ved siden af døren fra soveværelset og ud i entreen, og badeværelset ligger forenden. Helt dernede... Det magter jeg ikke. Det gør jeg bare ikke. Giv mig en kagedåse eller noget. Jeg har rent faktisk set et billede af min far, da han fik en diskusprolaps og ikke kunne komme i seng, fordi sengen står på 1. sal, og han lå på en madras og pissede i en kagedåse. En kagedåse, jeg året forinden havde foræret ham, fyldt med hjemmebagte småkager. Wauw. Sikke en respekt. Psh. Kagedåsen var af glas og havde kostet 350 kroner.

Og Hamid. Han snakker altid om ting, han har købt, eller om gaver, han har fået. Han glæder sig til jul, for han har talt julegaverne, og der er 50, og han glæder sig til at se, hvor mange der er til ham, hvor store de er og BLA BLA BLA (de er kun 4 personer til julen, i øvrigt, så 50 gaver er pænt mange). Så i dag kunne jeg ikke dy mig, og jeg skrev nogle grimme ting. Jeg har dårlig samvittighed. Jeg skrev, hvordan han ville reagere, hvis hans søster døde, samtidig med, at hans lejlighed med alle hans ting brændte ned til jorden. Alle hans lorte ting, komplet ligegyldigt lort. Nej, det er det ikke for ham, det ved jeg godt, og det forstår jeg godt, men det irriterer mig, at han går SÅ meget op i penge, gaver og ting. Han er som en 5-årig! Hvis der er en gave i udsigte, og den er rettet mod ham, går han og tripper og spekulerer på, hvad det dog kan være, indtil han får den.  Han er sygeligt besat af ting. Altså... Alt går op i hvor meget man kan have, og hvor meget man kan få. jeg forstår ikke (det kan godt være, at det bare er mig) at han en ganske tilfældig måned, med det sædvanlige antal kroner i indkomst og sædvanlige udgifter, kan gå ind i en butik, købe en Samsung Galaxy S3 (5.000 kroner, ca.) kontant og så komme hjem og skrive til mig og brokke sig over, at man kun har 1.000 kroner tilbage til lommepenge. What the fuck?! Det må jo kunne betale sig for ham at få den højeste førtidspension, når han tilsyneladende ikke har ret mange regninger. Han brokker sig over en tandlægeregning på 1.500 kroner, fordi han så ikke har råd til de højttalere han gerne vil have. Jamen... Han køber et nyt sæt højttalere hver 3. måned! Hvad skal han med alle de højttalere, PC'er, fjernsyn, heavy metal hoodies, heavy metal flag, cd'er og dvd'er i det omfang, han køber det i? Han har aldrig, ikke en eneste gang i alle de år, jeg har kendt ham, fortalt mig om en gave, han har givet andre. Det hele handler om, hvad andre giver ham.

Nå. Nok galde. Jeg synes bare efterhånden at hans... ja... driver mig mere og mere til vanvid. Hver eneste gang, jeg får en e-mail fra ham, bliver jeg irriteret over et eller andet, en sms, et telefonopkald... Han er pisseirriterende, og ja, det er jeg sgu da også. Jeg synes bare at han er lige i overkanten. Måske er jeg bare jaloux over at han er så rig, selvom han er på førtidspension. Han er alene, og alligevel får han næsten lige så meget som René og jeg til sammen, og det er jo klart, at han kan købe, hvad han vil. Det gør mig bare irriteret. Jeg er fesen. Jeg ved det godt.

Fesne mig.