Kan I huske det? Dengang man var nyforelsket og alt var dejligt, smukt og lyserødt? Jeg har sovet meget i dag, pga hovedpine. Da jeg vågnede, gik jeg i gang med at lave mad. Da maden var næsten færdig, vækkede jeg René, som var faldet i søvn. Da jeg stod og så på ham sove, så jeg hans fregnede ansigt og de lukkede øjne, og jeg følte helt at jeg var ung igen, og at jeg var nyforelsket. Hans duft mindede mig om de tidligere tider. Jeg fik lyst til at græde af glæde over, at han er her, her, i min seng, sover som en sten og bare ligner en, der er lykkelig i sin søvne. Men jeg tænkte over det. For han sover, fordi arbejdet ødelægger ham. Han er fuldstændig slidt ned. Og det er kun 6 timer om ugen. Jeg kan ikke klare at se ham sådan, jeg kan ikke klare at han skal lide på den måde. Og jeg begyndte at græde. De vil sætte hans timetal op. 4 timer mere om ugen. Jeg har lyst til at skrive til hans sagsbehandler og fortælle hende, hvordan det her ødelægger ham, både ham og mig og vores forhold. Men jeg kan intet stille op. Jeg kan ikke gøre noget, og hvis jeg skriver til hans sagsbehandler, vil han blive sur på mig.
Jeg savner ham allerede, nu, selvom han er her hver dag. Han "er" jo ikke. Han er "væk" - og jeg kan ikke klare det længere, selvom jeg er nødt til det. Han er ikke mentalt tilstede, og det gør altså ondt på mig. At han skal lide sådan... Jeg forstår det ikke. Hvorfor udsætter de folk for det her? Er de fuldstændig sindssyge oven i deres hoveder?
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved det virkelig ikke... Hvad KAN jeg gøre? Intet. Jeg håber ikke, at de ødelægger ham helt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar