"We run for youthanasia"

Ja. Megadeth har lavet denne ekstraordinært fede sang. Grunden til, at jeg nævner denne sang (som er et ordspil, det staves oprindeligt euthanasia - aktiv dødshjælp) er, at jeg har gået rundt og tænkt over tingene, efter jeg så et afsnit af "Alle elsker Raymond", som handlede om gravsteder og om man ville begraves eller kremeres. Jeg har, som sagt, gået rundt og tænkt over tingene. Aktiv dødshjælp er for mange noget, man ikke vil tale om. Det er nok mest pårørende til dødeligt syge, som lider en langsom og smertefuld død, der tænker over den slags. Jeg tror at mange har svært ved at tænke på det, sådan rigtig "tænke" over tingene. Ikke at det er noget, man skal gå rundt og tænke på den slags til hverdag. Jeg vil gerne "hjælpes lidt på vej", hvis jeg kommer til at lide en langsom og smertefuld død. Det er der sikkert rigtig mange, der vil. Men når man så kommer dertil, og man ligger der i sengen, fuldstændig drænet for alt - er der så stadig en lille bitte rest af håb, som får en til af afvise aktiv dødshjælp? Kan man stadig, sådan helt klart, sige "Jeg vil gerne have et skud morfin for meget" - eller noget andet? Kan man virkelig tage stilling til sin egen død?

Jeg er organdonor, de kan skrælle mig for det, de vil have. Der er nok ikke særlig meget, de kan bruge, fordi jeg er overvægtig og får medicin. Så hvis jeg lider en pludselig død, kan de måske bruge mine hornhinder eller noget. Jeg har ikke svært ved at forholde mig til at blive skrællet. René er også organdonor, og tanken om at de tager ting fra ham, gør mig lidt utilpas. Samtidig synes jeg, at hvis det kan hjælpe andre, er det okay. Jeg er nok meget ambivalent hvad det angår. Jeg har ingen tvivl om, at jeg skal kremeres. Jeg er bange for, at jeg alligevel ikke er heeelt død, og kan mærke ilden brænde min krop til aske. Grunden til, at jeg vælger kremering er, at jeg bare ikke kan udholde tanken om at ligge i en kiste under jorden og rådne op, dyr der æder mig langsomt, og selvom jeg er død og intet ved af det, er tanken mig lige nu frastødende. Hvis René dør før mig, vil jeg vælge kremering for ham også. Hvis det er det, han har bedt mig om, eller hvis jeg står med valget på egen hånd. Grunden til, at jeg ville fravælge at ligge i en kiste på en kirkegård, er nok at jeg er sygt bange for kirker og kirkegårde. Jeg kan ikke lide tanken om at være der - heller ikke selvom jeg er død og ikke er eksisterende længere.

Når jeg engang kradser af, vil jeg egentlig helst bare gerne brændes og graves ned i de ukendtes grav - helst et andet sted, men jeg er bange for vand, så jeg skal i hvert fald ikke spredes ud i havet. Jeg kan være ligeglad fordi jeg er død. Og det viser jo egentlig bare, at jeg måske ikke er helt så meget ateist, som jeg selv synes. Jeg tror ikke på, at "sjælen" lever videre, men alligevel vil jeg ikke overlade mine beslutninger om min død til andre, og der er ingen grund til det - jeg er jo død. Men min angst for kirker og vand er der jo? Det er en svær en.

Ham, der skrev sangen "Youthanasia" (sammen med gutterne fra bandet, så vidt jeg husker), har også - på den plade, der faktisk hedder "Youthanasia" - skrevet en sang, som han kaldte "A Tout Le Monde". Han beskrev den dengang (1994) som værende de ord, han gerne ville have sagt inden han døde - som hans egen, personlige nekrolog. "A Tout Le Monde" (hele omkvædet er på fransk) siger disse ord:

"To all the world

To all my friends

I love you

I have to leave

These are the last words

I'll ever speak

And they'll set me free"

Det er en lala-oversættelse ud fra, hvad jeg kan huske, men man kan jo oversætte det på google. Jeg synes at det er enormt svært at tage stilling til. Dengang jeg var teenager (18 år) og ikke vidste en skid om noget som helst, ville jeg brændes og skylles ud i lokummet - "For det er, hvad jeg er værd". Jeg syntes godt om den tanke, indtil jeg fandt ud af, at det må man slet ikke. Men jeg fik da bare en smule ro i sindet i alle de år, der gik, fra jeg fik den tanke til jeg smed den fra mig igen.

Når man er deprimeret tænker man måske en del mere over de ting, end man ville gøre, hvis man ikke var deprimeret. Men det var, hvad jeg tænkte. Og jeg ville have, at ovennævnte vers skulle gentages ved min "begravelse" og at der, hvis der absolut skulle være en, ville have en sort granit gravsten, hvor der med hvid skrift stod "Jeg fortryder intet". Jeg skrev det ned, hvis jeg nu en dag skulle få heldet med mig og rent faktisk dø. Så ville min familie vide, hvad de skulle gøre. Men da jeg flyttede hjemmefra og sorterede i mine papirer, fandt jeg det stykke papirer, der sammen med andre papirer dannede "Dødens Rapport" - og jeg smed det ud, samme dag, som jeg afleverede mine barberblade til min mor og sagde "Dem får jeg ikke brug for længere". Jeg prøvede ikke at begå selvmord igen, tænkte ikke engang på det - og derfor har jeg ikke sådan rigtig tænkt over døden før jeg så det her afsnit af "Alle elsker Raymond". 

Denne version er ikke den oprindelige version, men den er lige så god, og jeg håber at nogen af jer vil tage jer tid til at lytte til den.

Megadeth, "A Tout Le Monde"