Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

søndag den 24. juni 2012

Mijac

Jeg sidder og lytter til "Stranger In Moscow". Jeg skrev om ham i går. Men jeg vil gerne sige flere ting om Michael. Han var udsat for meget igennem sin karriere, og det er ting, han ikke havde fortjent. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han ikke var pædofil. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han havde en hudsygdom, der gjorde at hans hud mistede farven. Hvad så, om han fik en tand for meget plastickirurgi? Hvad betyder hans udseende? Ofte har jeg drømt, at jeg var hans bedste ven, og vi fik os nogle gode snakke. Altid har jeg tænkt, at Michael nok var ensom, for han har altid virket sådan. Han fik børn. De har sikkert bragt ham stor glæde i livet. Han var en misforstået mand, men han var venligheden selv, gavmild og betænksom. Jeg hører "Earth Song" på Youtube nu, og da den sluttede lige før (inden jeg trykkede på repeat), var der et billede af en nøgen Michael på obduktionsbordet. Det er simpelthen så smagsløst. Hele miseren omkring hans død var usmageligt. Der blev ikke taget hensyn til hans børn og resten af familien, og der blev ikke vist den mindste respekt for ham. Selvom han var død, kunne de godt have vist ham bare lidt respekt. Selv aviserne herhjemme havde billeder af en død Michael på forsiden. Som sagt var han udsat for meget, og det var ikke hans skyld - han blev pillet ned flere gange. Han fortjente det ikke.

Michael blev beskyldt for at se sig selv om en form for Jesus, hvilket var med til at pille ham ned. Jeg tror ikke, at han havde de intentioner. Jeg ville så gerne have haft ham som ven - ikke fordi jeg ville kunne hjælpe ham ud af en eventuel ensomhed, men fordi jeg da i hvert fald kunne lytte og snakke om alt mellem himmel og jord. Jeg har altid været glad for Michael, og jeg blev mægtig ked af hans alt for tidlige død. Men han nåede at lave nogle gode plader, og jeg er glad for, at jeg er i besiddelse af dem alle. Han var noget ganske særligt, synes jeg, misforstået og dog elsket af mange. Han var et stort menneske. Ikke fysisk, men i sindet. Han gav til dem, som intet havde. Jeg beundrede ham for det han gjorde. Det er blandt andet også en af årsagerne til, at jeg decideret nægter at kigge på obduktionsbilleder af ham. Jeg havde og har respekt for ham. Som nævnt drømte jeg ret tit at vi var bedste venner. Det var skønne drømme. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke er her længere. Når jeg tænker på, hvor glad jeg var, da jeg var barn og "Bad" blev vist på MTV. Allerede dengang var folk efter ham, med hudfarven. Jeg forstår og forstod ikke folks trang til at nedgøre andre - og en mand som Michael, der aldrig gjorde nogen fortræd, hvorfor skulle han nedgøres, latterliggøres og pilles ned? The King of Pop? Ja, det var han. Han har måske ikke udgivet millioner af plader, men hans plader har altid suget folk til sig, og han havde - og har - mange loyale fans. Jeg tror, at Michael var en af de kunstnere, der havde flest fans verden over. I blandt alle stjerner. Måske ikke DEN kunstner, men EN af DEM - jo, det var han helt bestemt.

Nu har jeg set "Stranger In Moscow", "Earth Song" og "They Don't Care About Us" -videoerne på Youtube, og jeg må nok indrømme, at Michael ser så utrolig venlig og kærlig ud - plastickirurgi eller ej. Hans udstråling var fantastisk. Hele hans ansigt ser så venligt ud, og det er svært at tro, at der skulle være en ond tanke i ham. Han har naturligvis makeup på, hvem har ikke det, men selvom han har makeup på, ser han så venlig, kærlig og rar ud. Jeg synes at han var et smukt menneske - inden i som uden på. At folk dissede ham fordi han måske ikke havde et helt naturligt udseende, er latterligt. Men sådan er folk. Michael var speciel og en stor del af verden elskede ham - så dem, der ikke gjorde, skulle finde ting, de kunne pille ham ned med. Ting, de kunne bruge til at latterliggøre ham. Psh. Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem savner hans musik - men verden er fattigere uden ham. Det er som om alle de sangere, der var der da jeg var barn/ung, pludselig bare dør som fluer. Jeg bryder mig ikke om det. De hører til her. Jeg ved jo selvfølgelig godt, at de ikke kan leve for evigt, og jeg er jo trods alt 32 år - hvis de har lavet musik hele min barn- og ungdom igennem, kan man jo ikke forvente at de fortsætter til jeg dør af alderdom. De var jo alle sammen meget ældre end jeg.

Jeg synes, at det er forkasteligt at lægge billeder fra Michaels obduktion frem på nettet, det er simpelthen så klamt og ulækkert. Jeg håber at dem, der har gjort det, en dag kommer til at opleve noget, som er lige så grænseoverskridende for dem, som det er for f.eks. Michaels børn, der ser ham ligge dér, et lig uden tanker og følelser. Hvad med alle dem, der elskede ham og ikke synes at det er i orden at smide den slags billeder op på Youtube? Skal man virkelig kun tage hensyn til dem, der rent faktisk synes at det er en god idé at gøre den slags? Psh.

Lang smøre om Mijac, men jeg ville gerne ud med mine tanker, fordi jeg har siddet og set de her videoer, som jeg er vild med. Jeg hader at det er endt, som det er endt.

Åh, mañana - håber vi får i morgen med
(Kim Larsen, "Midt om natten")

Ingen kommentarer:

Send en kommentar