Min bedste ven

Jeg vil gerne fortælle om min dejlige ven, Hamid. Han er det mest mærkelige og elskværdige menneske i verden. Han kommer oprindelig fra Iran, men han kom hertil med sine forældre, da han var 8 år. Han har en yngre søster. Han elsker musik, som jeg gør, og vores snakke handler ofte om musik. Hamid har en blandet musiksmag. Af og til hører han popmusik, andre gange dansktop, nogle gange persisk, andre gange techno, og så er der den helt store kærlighed: metal. Rock og heavy metal er ikke godt nok. Det kan ikke blive vildt nok. Derfor hører han death metal til hverdag. Lad os for en nemheds skyld kalde det dødsmetal. Lige i øjeblikket er han især interesseret i black metal, som er satanisk metal. Det er en genre, der faktisk mest "hersker" i Norge. Derfor har Hamid købt en jakke, hvorpå der står: "True Norwegian Black Metal" - og han har kigget på et par støvler med pigge på, men dem har hans forældre sagt nej til. Selvom han er 34 år, gør han, som hans forældre siger. Som han engang sagde: "Jeg tilbeder min far" - det må være rart at have sådan et forhold til sine forældre, men han er dårligt stillet, når de en dag dør. Jeg har ofte, når jeg har været på besøg hos ham, været med på et besøg hos hans familie, som er meget begejstret for mig. Hamid er glad for det, for han siger, at de mener at jeg er den bedste ven for ham. Men tilbage til Hamid. Han er flyttet hjemmefra adskillige gange, men er altid endt med at flytte hjem igen. Nu har han dog fået sin egen lejlighed, hvor han trives, især med PS2 spil og film, samt musik.

 Han har for nylig fået konstateret type 2 diabetes, så han har fået en diætist på. Han gør alt, hvad han kan for at holde sin kur. Hans mor sørger for, at der er orden på hans antipsykotiske medicin. Det var faktisk Firouzeh der anbefalede mig at starte på det præparat, der holder mig mest fri for psykoser. Men hans mor - Firouzeh - er meget involveret i Hamids gøren og laden, og det er rart at vide, at nogen holder øje med ham. Han har for nylig købt en knallert, og han kører frem og tilbage fra sine forældres hus og sin egen lejlighed. Hamid er meget rastløs, og hans psykiater giver sygdommen skylden - men i de doser, han får medicin, er det faktisk medicinens skyld.

Hamid har ingen kæreste, og han er meget ked af det over det. Han leder med lys og lygte, og er tilknyttet adskillige datingsites. Men selvom mange skriver til ham, svarer han dem ikke, for han ved godt, at de bare vil have hans kontonummer. Flere russiske kvinder har friet til ham, men han er ikke til at rokke; han ved skam godt, at de russiske kvinders frierier er fup. Han går i et klub for unge mennesker med psykiske sygdomme, og han kommer godt ud af det med dem alle sammen. Nu har han oven i købet fået et arbejde, som han er rigtig glad for. Det varmer mit hjerte, at han er glad.

Hamids ønske er at blive tatoveret og få en masse piercinger, og engang viste han mig, hvor han ville pierces, det var temmelig voldsomt. Hans forældre har sagt nej til en tatovering, men han drømmer om en alligevel. Han er glad for teknik, og han har f.eks. højttalere med diskolys i. Han har over 40 PS2 spil, og mange, mange dvd'er. Han har endnu flere cd'er, og han køber dem ind i store mængder stadigvæk. Han går meget i musik T-shirts,og han har ca. 40 T-shirts med dødsmetal og black metal bands. Derudover har han et skab fuld at sweatshirts og hoodies, også med musik-temaer.

Faktisk, så skrev Hamid engang en "annonce" der efterlyste pennevenner i Vi Unge (inden det blev til et pigeblad) og grunden til, at jeg svarede på det, var at der stod at han hørte heavy metal - og det var noget, jeg ledte efter. Jeg kendte ingen der ellers hørte metal, udover min ekstremt seje penneveninde, Abigail. Så jeg skrev til Hamid. Jeg kan ikke huske, hvornår det var. I 1997, tror jeg. Så det er alligevel en del år, vi har kendt hinanden. Vores venskab har været on/off, men jeg er vokset psykisk, og nu er der plads til Hamid og hans tossede påfund. Alt i alt - så føles det lidt som at have en lillebror. Han er, som nævnt, et yderst elskværdigt menneske, og han er meget diplomatisk. Han snakker med udpræget fynsk dialekt, men skriver i et sprog, som vidner om at han ikke har fuldt så meget med i skolen, og faktisk ikke kan grammatik overhovedet - eller at han måske er udenlandsk. Men eftersom han kun har gået i dansk skole, tror jeg, at han ikke har kunne lære det. Han havde mange problemer som barn og ung - på grund af hans sygdom. De snakker farsi i hans hjem, men når han snakker med mig eller andre danskere, snakker han dansk. Han er ganske god til dansk, taget i betragtning at han normalt snakker farsi.

Men! 

Doset daram!