"Jeg har savnet dig mere end jeg plejer, det er nok fordi vi ikke har snakket i telefon"
Det reddede min dag. For vi plejer at snakke i telefon fra klokken 9 til 11:30, men nu er der startet en anden praktikant der hvor René sidder, og det er temmelig uhøfligt at snakke i telefon. Så nu snakker vi kun fra klokken 11 til 11:30. Det er faktisk indtil han træder ind ad døren. Vi lægger først på, når døren er åbnet, og "Hej skat"-kysset er klaret. Men da han sagde, at han savner mig mere end han plejer, blev jeg glad - for jeg ved, at han savner mig meget i forvejen. Han savner mig altid, når vi er væk. Engang imellem, når jeg er på indkøb alene, skriver han "Savner dig" i en sms til mig - René, som hader sms'er. Det gør jeg også, men det er alligevel rart at få sådan en.
Faktisk blev jeg generelt mere glad, da René ringede, allerede i hans frokostpause hvor han straks ringede til mig for at snakke, fordi han savnede mig. Vi havde kun 10 minutter til at plapre i, men hvor var det rart. Han har sådan en smuk stemme. Alt ved ham er dejligt. Da klokken var 15, sagde han "Vil du tage en lur sammen med mig?" og der var bare intet jeg hellere ville, for jeg var monstertræt - jeg havde siddet og glippet lidt med øjnene her foran computeren. Er det egentlig ikke sørgeligt? At det mest intime, vi har sammen, er vores lure? Haha. Jeg ved godt, at det er på grund af det medicin vi tager, men alligevel. Der er lidt "mormor & morfar" over os, allerede, i en alder af henholdsvis 32 og 36 år. Men jeg er ligeglad. Jeg elsker ham alligevel, og jeg ved at det er gengældt.
Indlægget her har en titel, jeg har snuppet fra Lady Gaga, det dejlige kvindemenneske. Den sang er simpelthen bare lige mig. Indlægget vil dog ikke omhandle den sang, men musik generelt. Lige nu lytter jeg til til Jason Derulo, og det er fint nok. Hvis nogen jeg kender vidste det, ville jeg skamme mig. Men hvorfor? Hvorfor er det sådan? At man SKAL vælge én genre, som man kan lytte til? Hvis man er ægte popfan, kan man ikke lytte til heavy metal, er man en ægte heavy metal dude, ja, så kan man ikke lytte til andet. Det er sørgeligt, og især fordi jeg selv lider af det. Ikke med andre, for jeg værdsætter at folk har varieret musiksmag og tør at stå ved det. Jeg er en heavy metal kinda girl. Jeg elsker bare de fede guitar riffs, jeg elsker de fede vokaler - jeg elsker stort set alt VED heavy metal - ikke alle bands, men dem, JEG synes er cool.
Eksempel: Jeg kommer gående på en vej. Der kommer nogen unge mennesker gående imod mig. Jeg plejer at blive bange, men nu har jeg min mp4 afspiller på mig, og jeg lytter til Marilyn Manson. Jeg føler mig 10 meter høj, intet kan slå mig ud, intet kan vælte mig omkuld, for jeg er i en højere enhed med Marilyn Manson. Sådan tænker jeg, selvom de unge mennesker ikke har en chance for at høre hvad der er i mine earplugs. Hvis jeg nu hørte Jason Derulo, ville jeg nok gå og trippe lidt med, synge lidt med for mig selv, uden lyd, for popmusik gør bare det ved mig, hvis det er god popmusik. Men hvis der pludselig kommer en gruppe unge mennesker gående imod mig, ville jeg straks kigge ned i jorden og håbe at de ikke lægger mærke til mig.
Jeg synes at det er vildt sørgeligt at jeg - og mange andre - har det på den måde. Hvad fanden sker der for os? Hvorfor sætter vi os selv i bås på den måde? Fuldstændig vanvittigt! Det drejer sig jo ikke kun om musikken. Tøjstil er også en del af det. Engang (ikke dengang hvor kun sømænd havde tatoveringer) var tatoveringer og piercinger også mest for punk-folket, men nu er det faktisk helt almindeligt for alle slags mennesker. Det er godt. Jeg synes dog, at der stadig er for latterlige grunde til at dømme folk ud fra deres påklædning. Jeg kan da godt være rar, selvom jeg ligner en... Ja. Noget der er løgn. Men jeg kan også være rar, selvom jeg ser ud, som jeg gør. Engang var jeg typen, der skiftede hårfarve hver uge, rødt, grønt, lilla, orange, sort - whatever. Jeg gik i mine heavy metal T-shirts og skrev metalbands navne på min skoletaske. Jeg gav den hornedes tegn til alle, og jeg bar meget mørk makeup (dog ikke sort) fordi det var cool. Jeg samlede på neglelakker, men bruge kun cherryblack, fordi den var så pissecool. En dag fandt jeg en læbestift i samme farve, og jeg gik meget med den. En dag kom jeg ned til min psykiater i Dis.Psyk., og han sagde "Sikke nogen flotte læber. Det ligner at du har spist en masse modne kirsebær".
Jeg kunne godt lide popmusik. Men jeg "overbeviste" mig selv om, at det bare ikke var mig, og at jeg ikke skulle høre den slags. Da jeg endelig gav slip på den tanke, faldt jeg mere i harmoni med mig selv. Men jeg kunne ikke sige til verden, at jeg godt kunne lide popmusik. Jeg lignede den, jeg altid havde gjort. Til sidst stod jeg frem og sagde "Hey. Jeg kan sgu godt lide MiJac" (Michael Jackson) og "jeg synes at Savage Garden er cool" - og det føltes som en lettelse. Det er også en lettelse, at jeg kan sige det nu, 10 år efter. Men stadigvæk vil jeg svare "Jeg er til metal" hvis du spurgte mig. Og jeg elsker et overdrevet fedt heavy metal nummer mere end jeg elsker et overdrevet fedt popnummer. Men fordi jeg har sådan en kæmpe kærlighed til musik, er der ikke den helt store forskel. Og jeg ELSKER Lady Gaga.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar