You can do what you wanna, you just have to believe!
Jeg har det ikke godt i dag, men bedre end så mange andre dage, fordi Cille har fået det, hun havde brug for, og hun blev så glad - hendes glæde er min glæde. Så jeg er sådan set lidt glad alligevel, selvom mine dage for tiden er ret dårlige. Jeg ved ikke, hvad der er galt. Det er bare som om... Ja... Alt er dårligt. Eller... "dårligt" er måske ikke det rigtige ord. Jeg har det ikke dårligt i ordets betydning, men mere som om jeg er kørt ud på er sidespor. Jeg er ikke deprimeret, det kommer jo ikke fra den ene dag til den anden, men et eller andet sted, er det en pseudodepression, som bare lige varer i... nogle dage. Nok et afkast fra "det andet". Jeg har tærsket min hjerne igennem, og jeg kan ikke finde noget, der skulle bringe mig i dårligt humør. René foreslog, at det kan være noget, der ligger i underbevidstheden, og det har han måske ret i. Men jeg tænker og tænker, og jeg kan ikke komme på noget. Måske tænker jeg for meget. Jeg er endnu en af de talløse kvinder der tænker for meget. Det er næsten blevet en frase. Men... Ja. Det går ikke godt, det går mig på, og det går René på. Det går vist alle på. Det er blevet værre efter mine cd'er er ødelagte. Jaja, jeg har stadig 306 cd'er, der ikke har taget skade, men... Jeg kunne bare græde over dem lige nu. "Det er bare ting, du kan jo bare købe dem igen" - Er du fuldstændig debil? Ja, det er bare "ting", og nej, jeg kan ikke skaffe dem alle sammen igen. Som jeg har skrevet før, så er de cd'er en del af mig og mit perverse livssyn, og jeg kan ikke bare vende hovedet den anden vej og lade som om de 51 cd'er ikke var gået i stykker. De cd'er er - var - min måde at være til, på. Jeg har brugt et freaking helt liv på at samle dem. Entombed, Cannibal Corpse, Britney Spears, Saturnus og mange andre. De er sgu da alle røvdårlige, men... JEG har købt dem. JEG har hørt dem. JEG har elsket dem. Det kan ikke bare "forsvinde". Jeg tror, at jeg bliver nødt til at beholde de ødelagte cd'er - i hvert fald dem, der ikke kan skaffes igen. Jeg kan ikke høre dem - men så kan jeg se på dem og huske på den tid.
Mange vil sige "jamen, du forsøger jo at flygte fra din fortid" - og ja, det gør jeg. Men de cd'er er ikke "bare" min fortid, de er en del af det følelsesregister, jeg gik igennem som teenager og ung voksen. Jeg kiggede dem igennem natten til torsdag. Mange af dem kan jeg ikke huske, jeg har købt, måske kan jeg ikke engang genkende forsiderne - men jeg har på et tidspunkt fundet en sang eller mange fede, med netop den kunster/band, og så er det ærgerligt, hvis de er ødelagte. Jeg køber jo ikke bare nogle nye, hvis jeg ikke kan huske, hvordan musikken er. I må gerne kalde mig skør, åndssvag, latterlig - whatever. Det er ting. Det er materielle ting, som ikke har nogen synderlig værdi.
MEN DET HAR DE FOR HELVEDE FOR MIG!!!
Ingen forstår mig. Men jeg er egentlig ligeglad. Det her er mine følelser, som er ødelagt. Det er mine følelser, tanker og oplevelser, som er ødelagt, enten ved fugtskader eller ved smeltning fra et varmerør. Så enkelt kan det gøres. Gem 357 cd'er i et varmt kælderrum i 5 år, og så har du min samling. Tørhed. Det var DERFOR vi valgte deres kælder. For vores skur var ikke helt tæt. Men. Havde jeg dog bare tænkt mig om. På den anden side; jeg havde ingen mulighed for at vide det. Her det sidste halve år har jeg bare haft en mavefornemmelse der sagde, at de var i fare. Ingen har ville lytte til mig. Siden september har jeg fablet om det her, og alle har slået det væk. Det er virkelig bare... Argh. Det er nok ikke i løbet af det sidste halve år, de er gået i stykker, så allerede dér var jeg kommet for sent, men... GODDAMN!
Og så skal jeg huske at holde min kæft over for Renés familie, fordi de ikke må vide, at mine cd'er er blevet ødelagt i Renés forældres kælderrum. Det må jeg jo så gøre. Selvom jeg ikke bebrejder dem noget overhovedet, burde jeg da kunne fortælle dem det? Jeg får jo selv smidt den ene sandhed i hovedet efter den anden. Og de kalder min familie dysfunktionel?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar