...Bortset fra ½ liter Ben&Jerry's Cookie Dough og 2 rugfler i morges
Goddammit!
Goddammit!
Åndssvage internet! Jeg kan bare ikke få det til at fungere, og hvis jeg logger på msn, kan René ikke bruge sin computer, og hvis han siger "bare brug msn, så laver jeg noget andet" - så går nettet ned! Jeg er SÅ træt af det. Jeg kan ikke beskrive nok, hvor meget jeg glæder mig til at få kabel-internet igen!!! Det her er simpelthen så enerverende! Jeg bliver muligvis sindssyg hvis jeg ikke snart får internet, der virker. Tænk engang, at jeg kunne leve uden internet. Jeg fik først bredbånd da jeg var 24 år gammel, før det brugte jeg et 56K modem (dem der skulle ringe op) og var skideligeglad med internettet. Men så kom det. Webspeed. Og så blev jeg afhængig af internettet. Og det har jeg været siden. Jeg SKAL have internet, for ellers keder jeg mig - på trods af, at jeg har masser at lave. Det føles bare forkert, hvis jeg ikke lige kan åbne min browser og lave ting på nettet. Sygt, I know, men sådan er det nu altså.
Pligter
Jeg har en megastor opvask, som jeg helst skulle af med, inden jeg går i seng. Jeg orker det bare ikke. Jeg ved, at jeg ikke gider at stå op til det, så jeg SKAL ordne det inden jeg går i seng. Kender I det, når man lige skal tage el-tandbørsten fra dens hylde, og så man på en mystisk måde får skubbet en andens kam/børste ned i toilettet? Renés hårbørste ligger på vasken nu, fordi jeg har skubbet den ned i WC'et - heldigvis var der ikke noget i WC'et, for jeg havde lige trukket ud. Men hvordan skal jeg gøre den ren? Første indskydelse er at bade den i kogende vand. Men kan en plasticbørste tåle det? Og hvorfor skal man i det hele taget rede sit hår, når det kun er 1½cm langt? René kan godt lide at have selskab mens han bader, så når han er i bad, sidder jeg på toilettet og underholder ham lidt (vi snakker om alt muligt). Derfor ved jeg det her: Han synes at hans (1½ lange hår) føles mærkeligt, hvis der ikke kommer balsam i. Derfor bruger han balsam. Han synes ikke selv at det er hverken mærkeligt eller sjovt. Men det er det. Når man har 1½cm hår, vil jeg vove at påstå, at man hverken har brug for balsam eller en hårbørste. Men det synes han så, det er vel også fair - nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg gør den børste ren uden at smelte den med kogende vand.
Hov...
Jeg har glemt at lave aftensmad. Det er jo ikke det smarteste i verden. René spiste nogle ostemadder ved 19:30-tiden, fordi jeg ikke var sulten - men nu er klokken 00:19, og jeg har ikke lavet mad endnu. Jeg er måske heller ikke specielt sulten, men det er bedst at spise aftensmad. Det er for sent nu, synes jeg. Jeg ved ikke, hvad tid vi skal i seng, men jeg synes at det er for sent at spise sådan et robust måltid nu. Vi har faktisk sat en grænse, der hedder 02:00 - så vi ikke kommer senere i seng end klokken 2. Tidligere sad vi jo oppe til 4-5 stykker. Det går ikke, heller ikke selvom det er weekend. Derfor kan jeg forestille mig, at hvis jeg laver mad nu, og er færdig omkring 01:30 - så skal vi spise halv to, og så har vi et kvarter til at "synke maden" inden vi skal i seng. That's a no-go.
"If I scratch it, it's because it itches!"
Det er Frank i "Everybody Loves Raymond" der siger det. Og selvom det nok ikke er det samme sted, vi klør, så klør min hovedbund stadig - men der er ikke knopper eller bumser der mere. Jeg tror at det klør fordi håret altid er sat op, for det klør ikke, når jeg har løst hår. Ja, altså, ikke så løst at det er ved at falde af, men bare hængende ned og ikke sat op. Jeg har i hvert fald ikke sår der længere. Det er rart. Så jeg behøvede ikke at skifte shampoo. Det er jo fedt nok. Jeg er glad for duften af den Pantene, jeg plejer at bruge. Hvis der er andre, der deler min opfattelse af, at de forskellige slags Pantene dufter forskelligt, så bruger jeg den guldfarvede shampoo. Jeg kan ikke huske hvad den er godt til. Men der sidder en guldfarvet firkant på flasken, hvor der står, hvad den er god til.
MiJac
Jeg sidder og lytter til Michael Jackson. Det er ikke specielt tit, jeg gør det, selvom jeg godt kan lide meget af hans musik. Men jeg sad og hørte Metallica, og så kom det bagefter. Jeg hører de tre sange fra "HIStory", som jeg bedst kan lide, og jeg hører dem på repeat. "They Don't Care About Us", "Stranger In Moscow" og "Earth Song". Nu er det således, at jeg har alle MJ's studiealbums, og jeg synes faktisk, at de her 3 sange er de bedste, han har lavet. Min "Off The Wall" limited edition er gået tabt i mine svigerforældres kælder. Den er ødelagt, og jeg skal købe en ny. Jeg håber at jeg kan få den igen, ellers må jeg nøjes med den originale version. Under alle omstændigheder skal jeg have købt den igen. Der er ikke så mange sange på, som er noget for mig - men jeg kan godt lide at have en komplet samling. Så jeg har - havde - "Off The Wall", "Thriller", "Bad", "Dangerous", "HIStory", "Blood On The Dance Floor" og "Invincible" - jeg kan ikke huske, om der er flere. Men hvis der er, har jeg dem. Faktisk har jeg snydt lidt. For jeg havde Pink Floyds greatest hits, og min far havde "HIStory". Men min fars yndlingsband er Pink Floyd, så jeg byttede mig til "HIStory". Jeg havde haft købt den én gang, men da byttede jeg den for "Beatles Greatest Hits 19622-1966" - så det var min egen, jeg byttede mig til for Pink Floyds. Haha. Sådan er det. Min far har en kæmpemæssig samling cd'er - også en stor samling LP'er. Jeg har fået mange gode pladetips fra min far. Han er en stor musikelsker. Det er min bror også, og han har ofte givet mig musik, jeg ikke har ønsket mig, og som jeg faktisk rigtig godt kunne lide, selvom der også har været nogle uheldige eksemplarer indimellem. Det kan jo stort set ikke undgås. Men jeg er i hvert fald glad for "HIStory", som jeg jo lytter til nu.
Tøj
Jeg har næsten ikke mere rent tøj, og jeg overvejer at gå over og vaske i morgen. Jeg ved endnu ikke, om jeg rent faktisk gør det - men jeg tænker over det. Det bliver jo først omkring klokken 22, så jeg har masser af tid til at tænke over det. Men det kunne være rart at gå en ny uge i møde med rent tøj. Det er måske kun mig, der synes det? Naarh... Jeg tror også, at René gerne vil have vasket sit tøj. Og under alle omstændighederne er vasketøjskurven fuld, så det er jo en god anledning. Jeg skrev om min 4-taske-bh her forleden, og jeg har opdaget noget grusomt: JEG HAR EN TIL! Jeg har freaking to af dem! Men jeg har faktisk ikke nogen bh'er pt. som jeg er superglad for, og som sidder perfekt. Det er trist. Jeg må se at få købt nogle ordentlige bh'er. Jeg har fundet nogen hos Ellos, men de koster 249 kroner. Det er ret billigt, dog, men hvis man ikke har pengene, så er det lidt svært at sætte penge af til bh'er. Når vi er færdige med at betale vores lån til svigerfar af, så kan vi måske ordne det - han får 2.000 kroner om måneden. Vi mangler 2 måneder, så vidt jeg ved. Men så har vi også betalt næsten 13.000 kroner til ham. Det er rart at vide, at vi i det mindste kan betale NOGEN af vores lån af. De fleste er mine. De er alle sammen mine, som jeg har oprettet før jeg fandt sammen med René. Det er også mange penge, jeg betaler af på dem hver måned, men dem er jeg først færdig med i 2019 eller sådan noget. Der er lang vej endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar