Suk... Kender I det, når en man bare holder utrolig meget af, er på skideren og man ikke kan hjælpe, fordi man skal bruge pengene på sig selv? Jeg har en veninde, som jeg ikke kan hjælpe, fordi René og jeg har aftalt at vi køber noget af det ind, vi skal bruge til arbejdsværelset. Det kommer til at koste flere tusinde kroner, og det er ikke bare sådan lige at overtale manden fordi han ikke synes at venindens velbefindende er lige så vigtigt som et arbejdsværelse? Det er det mest nederen i verden. Jeg har overvejet mine muligheder, og der er ikke rigtig noget, andet end at skaffe pengene på egen hånd, f.eks. igennem min farmor, som elsker at give mig penge. Jeg ved, at hun vil hjælpe. Men spørgsmålet er egentlig, om René kan acceptere det? Jeg må hellere lade være. Det er helt sikkert nok det bedste. Ellers bliver vi uvenner - det er jo også lidt som at lyve. Og René og jeg har aftalt, at der ikke er nogen løgne af nogen art - heller ikke de små hvide løgne. Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke gøre det her. Men det betyder ikke, at jeg ikke har lyst til det.
Det er så træls. Jeg bliver helt sur på René. Det er sgu for dårligt. Men jeg kan godt se det dumme i at give mine (vores) penge væk, når de allerede er øremærket. Shoot! Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre. Den er svær. Men det er nok bedst at lade være, som sagt, for at redde forholdet til René.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar