Don't dream it's over …
Tænk engang over alle de
drømme, man havde, har og får. Der er så mange i løbet af et liv,
både ting, man drømmer om i vågen tilstand, og de af og til
bizarre drømme, man sover med. I vågen tilstand har jeg haft mange
drømme. Drømme om, hvad mit liv skulle blive til, om job, person og
kærlighed. Jeg skulle blive til noget stort. Være journalist,
flytte til USA, få et vildt fancy job, have en Harley og være
kærester med kendte personer, indtil jeg fandt mit livs kærlighed i
form af Dave Mustaine. En guitarist/sanger i et heavy metal band, som
var mit yndlingsband på daværende tidspunkt. Jeg var hovedkulds
forelsket i Dave, og jeg så ingen grund til, at vi ikke kunne være
kærester, selvom jeg var 14, og han var 34. Jeg var jo voksen i mine
drømme. Jeg skrev denne drøm ned på papir, og skabte den største
kærlighedshistorie, verden havde set. Men ingen fik lov at se den.
Jeg drømte om at blive
bandets manager. Jeg ville være soldat, bokser og forfatter. Jeg gav
slip på disse drømme én efter én, efterhånden som jeg voksede op
og så hvordan mit liv ændrede sig og hvor mine valg tog mig hen.
Jeg ville være dansklærer, eller jeg ville være forfatter. På et
tidspunkt opgav jeg alle drømme, men begyndte at interessere mig for
teologi, og overvejede at starte på universitetet for at studere
teologi. På et tidspunkt var psykolog, eller måske psykiater et
hit. Men det gik ikke sådan, og drømmen om forfatterskab blussede
op igen. Til sidst smed jeg den væk. Nu har jeg ingen større
drømme. Jeg har de små, dagligdags drømme. Dem, man går rundt og
tænker på som ”Det kunne fandeme også være rart hvis...”
Det at miste sine drømme
er egentlig som at miste et stykke af sig selv. Jeg kan huske mine
drømme fra da jeg var 14 år, fordi jeg har beholdt historien, og
fordi den tid, '94-'96, bare var noget helt specielt. En tid, jeg nok
(forhåbentlig) aldrig glemmer. Jeg får flere drømme. Jeg opdager
nye ting hver dag, som jeg godt kunne tænke mig at opnå, men det er
ikke store og vilde ting som at starte på en universitetsuddannelse.
Jeg synes at det er vigtigt at have noget at stå op til. Noget man
gider at vågne op til, tænke ”mon det er i dag, jeg kan komme i
gang med...” og så se dagen lidt an og fornemme på sig selv, om
man er klar til det elastikspring, man har tænkt på i 2 uger.
Jeg er glad for mit liv.
Mit ganske almindelige, kedelige liv uden nogen former for
udfordringer, fordi udfordringer i sig selv skræmmer mig. Alene
ordet kan få mig til at ryste. Men måske er det noget af det, jeg
skal overvinde for at kunne opnå den eller de drømme, jeg nu har?
De ting, man ønsker sig af livet, dukker sjældent op af sig selv.
Man er nødt til at lægge bare lidt energi i det, lige hive sig selv
op af stolen og gøre noget, for at noget andet skal komme til
virkelighed. For sådan er det.
Mit liv er kedeligt, jeg
er bange for andre mennesker, jeg er bange for dyr, jeg er bange for
alverdens ting, og så er jeg bange for udfordringer. Kan I se, at
der er noget, der skal kæmpes for at komme af med? Jeg må lære at
komme ud blandt andre mennesker. Jeg ligner en zombie, når jeg kører
i tog i myldretiden. Jeg opfører mig også sådan. Stift, målrettet
blik, ikke se nogen i øjnene, grå i ansigtet, stiv i alle lemmer og
mekaniske bevægelser, når jeg skal ud af toget. Først når jeg
kommer ud i den friske luft og får luftet den indre krop lidt ud,
kan jeg slappe af igen, men adrenalinen kører stadig, for der er
rundt regnet en million mennesker på stationen. I gågaden er der
lige så mange, men når jeg kommer væk derfra... Så kan jeg slappe
af. Rolig igen. Træk vejret dybt. Og så er det klaret. Sådan skal
det da også være med det andet, selvom jeg nok aldrig kommer til at
se udfordringer som en god ting. Jeg vil dog kæmpe for at modet til
at komme igennem dem, frem for at læne mig tilbage i stolen, ”Det
kan jeg ikke finde ud af”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar