Jeg græder. Ja. Jeg sidder og græder fordi jeg har ondt. Så ynkelig er jeg. Jeg ved sgu ikke, om det er det hele værd længere. Måske jeg bare skulle tage ortopædkirurgens tilbud og få sat en protese ind. Han sagde det jo lige ud. At han gerne ville sætte proteser ind. Jeg valgte selv at sige nej. Idioti. Og nu sidder jeg så her og græder, og jeg forsøger at holde det hemmeligt, fordi det er pinligt.
Og lige om lidt skal vi ud at gå aftentur. Jeg har et seriøst problem. Jeg kan muligvis godt gå en tur, men kan jeg stoppe med at græde? Kan jeg rent faktisk klare at gå den tur? Nå, men jeg bliver nødt til det. Jeg kan ikke kan klare at fortsætte med at græde. Jeg er opløst, og jeg er sgu nødt til at gå den tur. Jeg må tage en dyb indånding og så se at komme afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar