Døden

Jeg hader den slags. Hader når den slags sker. Døden. Engang tænkte jeg på døden som noget positivt. Noget, som kunne komme og redde mig, tage mig væk fra alt det dårlige og frigøre mig fra mit miserable liv. Til sidst personificerede jeg døden, og skabte en ung, smuk mand, som ville hente mig, jeg skulle være hans - vi skulle være som elskende. Jeg så ikke helvedes flammer for mig, bare et lækkert hus... Noget ganske enkelt. Jeg glædede mig til, at han skulle komme. Der var intet udseende stemplet på ham, for jeg vidste ikke helt, hvordan Døden så ud. Hvem gør det? Vi er jo kommet videre end det kutteklædte skelet med leen. Men jeg forelskede mig i Døden.

Problemet opstår, når der pludselig træder noget ind foran Døden, som man elsker højere, og som man for alt i verden ikke vil miste - og slet ikke før det er nødvendigt. Det kan være en hund, en kat, en hamster, en kæreste, det kan være hvad som helst. Men en person eller et dyr, som man er så knyttet til, at ens liv stort set bryder sammen, hvis man mister personen eller dyret - på den ene eller den anden måde. 

Det er smukt at elske. Det er i hvert fald bedre end at hade, og de fleste af os har det bedre med at "have det godt" frem for at "have det dårligt". Kærlighed er en god ting, en god følelse, og man bliver glad af det. Når man mister den, man elsker, gør det sindssygt ondt i ens hjerte, og det føles som om smerten aldrig stopper - og man tror egentlig heller ikke, at den nogensinde vil stoppe. Måske er man typen, der holder smerten indenbords, måske er man typen, som græder. Uanset hvad, er følelsen af at miste en ubærlig følelse.

Fordi man mister sin elskede kat, skal man ikke græde for evigt, men man skal heller ikke glemme sin kat. Man skal huske på den, huske på de gode tider og huske på alle de sjove stunder, man har haft sammen, de mange lege og de mange gange, den har trøstet en, hvis man var rigtig ked af det. Det er forfærdeligt at miste, som sagt, og det vil det altid være. Og jo værre grunden er, jo større er smerten. Man sidder måske og forestiller sig de sidste sekunder af sin elskede kats liv, men det er ikke den slags, man skal holde fast i. Jeg har grædt mange, mange tårer over min hund, indtil René fik mig til at mindes alle de gode tider, frem for at se hende død på bordet. Det gjorde underværker for mig.

Jeg ved ikke, hvad der strømmer igennem dit hoved. Det kan jeg aldrig vide. Men jeg håber at du snart kan holde op med at græde og nyde killingerne. Mine tanker går til dig. Jeg ved, at du har det rigtig svært.