Sorte huller

"Remember when you were young, you shone like the sun. Shine on you crazy diamond. Now there's a look in your eyes, like black holes in the sky."

- Pink Floyd

Kender I det? Når man forsvinder helt væk? Står mentalt af og bare sidder og tænker, man hører intet, ser intet, mærker intet? De par linjer der, de er skrevet til den første forsanger hos Pink Floyd, som blev skør af stoffer. Men jeg snakker ikke om den slags "black holes", selvom det er det, jeg har fremhævet. Jeg snakker om det, at blive væk i sit indre. Lukke af for alle ydre sanser. Kender I det? Det gør jeg. Ret ofte. Som regel husker jeg det ikke helt lige når jeg "vågner", men hvis folk siger noget, eller når der går lidt tid, kommer det til mig. Jeg synes at det er mærkeligt, at jeg i en given tidsperiode slet ikke har tænkt, følt eller set noget som helst. Det er en speciel følelse. Jeg ved ikke, hvorfor det sker. Ikke engang en drøm eller noget. Måske har det noget med epilepsien at gøre? Det kunne jeg godt tro. Det har jeg ikke kigget efter. Eller; det kan da godt være, men det er ikke noget, jeg har hæftet mig ved.

Jeg synes dog, at det lyder plausibelt at det er medicinen eller selve sygdommen, der gør det. Mon der er andre, der kender det? 

Indkøbstid, jeg skal i bad og vaske op... Jeg har rimelig travlt, faktisk.

Ses