Jeg græder ikke over i går

Hvad skete der i går? Er det ikke ligegyldigt? Er det ikke vigtigt, hvad der sker nu? Ikke i går, ikke i morgen, men nu? Det tænker jeg på lige nu. "Man skal ikke græde over spildt mælk" - det er jo mere eller mindre det samme som "Jeg græder ikke over i går" eller "Hvad der sker i morgen, er der ingen, der ved". Og hvad så? Hvad så, hvis jeg ikke ved, hvad der sker? Jeg er styret af kontrol. Mine dage skal planlægges, de skal ikke bare "Tages som de kommer" for det kan min hjerne ikke klare. Uventede gæster, uventede invitationer, uventede breve fra kommunen - uventede hvad som helst gør mig stresset. Jeg er nødt til at planlægge min hverdag, planer senest dagen før, men jeg kan godt strække mig til 5-6 timer før. Min hjerne skal "omstille" sig til at der sker noget, der ikke plejer at ske. Kontrol. Men hvad nu, hvis jeg bare levede mit liv og tog tingene som de nu kom? Jeg ville ikke sidde her, hvis jeg havde gjort det "fra starten", men hvor mon livet tager mig hen, hvis jeg gør det fra nu af? Lige nu? Bare flår mit vindue op og skriger ud til hele verden '"Dirty Sticky Floor" er fed, og Dave Gahan er lækker!' Hvad hvis jeg tager telefonen og ringer til ... Katja, en fælles veninde, og udbryder "Hell yeah, jeg har knaldet René", eller hvis jeg danser og skråler med på musikken, der kun er i hovedtelefonerne, mens vinduerne er åbne, og jeg står og vasker op? Hvad nu, hvis jeg bare for en enkelt dag tager min bh af og bare har en T-shirt på, og hvis vi skal nogen steder, så tager en frakke ud over og råber til verden "JEG HAR INGEN BH PÅ" (det har jeg faktisk gjort en enkelt gang), hvad nu, hvis jeg valgte at spise noget, som er virkelig klamt - rejer, f.eks., bare for se, om jeg vitterligt ikke kan lide dem, eller om det bare er noget, jeg tænker fordi de ser klamme ud.

MEN! Det er sgu alligevel fedt at tænke på, ikke? Tag noget tøj på, som er så røvgrimt, at du griner mens du tager det på (det har jeg faktisk gjort adskillige gange) og tag på rundtur med en veninde, hop på forskellige toge, tag evt. chancen (hvis du har råd - 750 kroner) og kør uden billet - det kaldes "living on the edge". Haha. Skab en sær hårfarve, sæt en sær frisure, sy dit eget tøj i mærkelige farver og stoffer, og så gå ned i Kvickly og tåg rundt mens du gladeligt råber "I'm high on life, man!", spring ud af vinduet (hvis du bor i et hus eller i stueetagen), gerne splitterravende nøgen - bare gør noget, du ikke er vant til! Det burde jeg gøre. 

Jeg kan ikke. Jeg VIL så gerne. Men jeg kan ikke springe barrieren. Når jeg er psykotisk kan jeg - så er jeg skideligeglad. Men René er ikke. Jeg er jo ikke psykotisk lige nu. Lige nu er jeg kvinden, der tager alting med sygelig ro, fordi dagene bliver sovet væk, jeg bliver bange så snart jeg skal ud, bare ned og tømme postkassen. Jeg er den kedelige kvinde. Hende, der aldrig tør at tage nogen chancer. Andet end at råbe "Jeg har ingen bh på" på vej ned og købe ind, og sige det ind i Renés mikrofon, når han snakker med sin mor. Hun grinte godt nok den dag, jeg gjorde det. Jeg var vitterligt "high on life, man!" den dag, for jeg gik rent faktisk uden for en dør uden bh. Jeg går ikke engang ud, ned, hen (alt efter hvor jeg har boet) og tømmer postkassen uden at smide en bh omkring kasserne.

Med andre ord:

Jeg er kedelig. Det kan godt være, at jeg ikke græder over i går - men jeg har nerver på for i morgen.