Naboen!

Jeg har en nabo.

"Har du det? Årh hvad, tillykke"

"Ja, tak skal du ha'"

Okay. Jeg har en nabo, for ikke at hænge nogen ud, kalder vi ham for Morten. Morten har det ret dårligt. Han er syg, han har sklerose. Han håndterede ikke sin diagnose særlig godt, og valgte at begynde at drikke. Derfor er Morten nu også alkoholiker. Morten er nok midt i 40'erne, vil jeg tro. Morten er ham, der altid falder på trapperne og slår sig. Morten er også ham, der sidder på sin minicrosser og åbner for den gyldne hane, mens vandet bare løber ned over hans bukser, ben og sko, og drypper videre ned på crosseren og derfra ned på asfalten. Morten er også manden med mobiltelefonen, som kan ringe til hvem som helst, når som helst. Der bor f.eks. en gammel, gammel mand i opgangen. Lad os kalde ham Gunner. Gunner er omkring 80 år. Morten ringer til Gunner hver gang han er faldet og kræver at blive samlet op. Gunner har hjulpet ham helt ind i lejligheden et par gange, og han siger, at der ligger lort (ja, fæces) forskellige steder på gulvet, at toilettet er så ulækkert - men at køkkenet er pinligt rent. En gang imellem kommer Mortens mor eller Mortens stedfar. Tænk engang på, hvor meget Mortens stedfar må elske Mortens mor, når han kan finde sig i det dér. Blive ringet op midt om natten, fordi Morten er faldet, har skidt på sig selv, pisset på sig selv,  er faldet og har flækket øjenbrynet og fået opgangen til at ligne en dårlig splatterfilm. Så står Mortens stedfar op, starter bilen og kører hertil.

Jeg hader Morten. René hader Morten. Jeg kender ingen, som ikke hader Morten. Men ingen siger noget til ham. 

For han er jo syg.

Hvor er det klamt, at folk kan gemme sig bag deres sygdom - og hvor er det klamt, at jeg selv har gjort det.