Jeg sidder og lytter til musik, noget, som jeg ofte gør. Og jeg tænker... Er jeg den eneste, der savner disse dage?
De gode, gamle dage? Jeg er også glad for de nye. Jeg er glad for den seneste plade. Men tænk på energien dengang, tænk på, hvor meget "passion" der var for musikken, han brændte for den, han ville den, han levede for den. Nu virker det lidt lidt som "nå ja, jeg er jo startet" - og sådan skal det sgu ikke være, altså. Det er som om "DET" er væk fra ham. Det forsvandt ret hurtigt, synes jeg, omend pladerne stadig er virkelig exceptionelt fede. Det er nok en smagssag. Men jeg mangler engagement, jeg mangler bål og brand - jeg mangler liv. Ganske enkelt. Det virker som om han er død inden i. Kan det passe? Manden, som brændte for musikken, for teateret, for skuespillet... Det hele er væk nu. Ja, sgu, man bliver ældre. Og jeg har selv sagt, at det ikke er så smukt for 40-årige mænd at se ud som han gør. Men denne mand, som vi ser ovenfor... Hvor er han? Ham vil jeg have tilbage. Han skal ikke lave det samme musik, det er slet ikke det, jeg siger. LÆS det, jeg skriver. Jeg skriver at der mangler engagement, liv, passion... Ikke bare "når nu jeg alligevel er i gang" - han har jo stadig stemmen, den er jo ikke væk. Han har stadig den mystiske stemme, som ingen kan hamle op med, og som ingen bør prøve at hamle op med. Han er The Man. Den ubestridte Konge af Metalmusik. Jeg vil gerne have "metal" tilbage og ikke bare "lala rock". Eller, måske ikke "metal", men bare noget med følelser i. Noget stærkt, noget der siger "Det her føler jeg fandeme!" Og det behøver ikke at være vrede følelser. Gode følelser kan også bruges. Bare de bliver serveret med en overbevisning om, at man sgu mener det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar