Okay, jeg ER fesen!

NØJ, hvor er jeg fesen!!!

Nu har jeg også afsløret at René får en boremaskine i julegave! Overfor René!!! Jeg tror, at jeg nåede at redde den, men... Nej, jeg nåede ikke at redde den. Men vi blev ret stille begge to, så der bliver ikke talt mere om det før til jul. Jeg kan ikke forstå min trang til at fortælle folk, hvad jeg har købt til dem. Irriterende. Jeg skal i øvrigt lige skrive til Mark og spørge hvad ungerne ønsker sig.

Det er som om, jeg lige så langsomt bliver sluset ud af familien. Min farmor husker kun minder fra tiden med Mark, mine forældre tilsidesætter alt for Mark og Anja, og jeg bliver ikke inviteret med til noget længere. Jeg er mere eller mindre ikke en "Aagren" længere.  Jeg hører mere til i den anden lejr. Jeg synes bare, at det er for dårligt. Hvad med mig? Jeg er også en datter, jeg er også et barnebarn. Hvorfor skal jeg mases ud i kulden? Engang imellem tænker jeg, at min familie er temmelig fesen. Mark og Anja er ikke skyld i noget. Det er de andre.

Det går mig egentlig ikke på, jeg synes bare at det er mærkeligt. Det er først i dag, jeg er kommet i tanke om det. Jeg synes at det er pinligt for mine forældre og min farmor at de fuldstændig glemmer mig. Men hvem ved? Måske er jeg ikke til rådighed, når de på et tidspunkt får øjnene op for mig igen. Så er jeg måske et helt andet sted i livet. Lige nu er jeg sådan set lidt familieløs, for jeg har lidt svært ved at finde min plads i Renés familie, som har ændret sig (ellers har jeg), og den eneste, jeg som sådan føler mig rigtig godt tilpas sammen med, er gemalen. René har også lidt svært ved at være sammen med sin familie for tiden. Vi er for meget alene.

Men jeg vil bare have frem, at jeg er fesen. At jeg IGEN har sagt hvad en gave var, og at jeg ellers  havde lovet mig selv at det skulle holdes til jul. Men i dag var en ægte fejltagelse. Det var ikke fordi jeg følte mig presset. Det var en overtalelse.