Triste nyheder... men kun måske

Jaja... Jeg ved det. Jeg har alle de plader, Megadeth har lavet igennem årene siden de sendte "Killing Is My Business... And Business Is Good" på gaden i 1985. Jeg havde et ganske særligt forhold til bandet i deres 90'er lineup, hvor det før og efter måske ikke er noget, jeg som sådan har været så meget opmærksom på. Men da jeg læste, at Dave har fået konstateret halskræft... Jeg blev ramt af en indre bombe, tror jeg. Siden jeg mistede Peter Steele fra Type O Negative i 2010, har jeg bare gået rundt og frygtet at få en nyhed som denne at vide om enten Dave eller Marilyn Manson. Dave Mustaine har udtalt at han er sat i behandling, og lægerne har givet ham 90% chance for at overleve.

Men... Han er Dave Mustaine. Det er vigtigere end noget andet i mit liv. Jeg ved godt, at jeg lyder som en tosse lige nu. Da jeg var 14 år, og var dybt psykotisk, men ikke vidste det, var det Dave, som hjalp mig igennem det. Jeg havde et billede af ham, en plakat i A4 størrelse, som jeg havde lamineret og som jeg havde med mig overalt. I starten talte jeg bare til ham om alting. Pludselig en dag kom der et smil tilbage, og en dag begyndte han at svare. Og selvom det kun var hans overkrop, som var på den plakat, så "holdt han mig i hånden" når jeg havde de slemme psykoser, hvor jeg havde stor angst. Han var min bedste ven - og jeg var dybt forelsket i ham. Jeg vidste da godt, at han var 19 år ældre end mig, men da jeg var 14 år, var jeg ligeglad. Jeg spurgte ham hver aften inden vi lagde os til at sove, om han snart kom og hentede mig og tog mig væk fra det helvede, jeg var i. Efter et års tid fandt jeg i en butik inde i en lille sidegade til Strøget i København "Evolver - The Making of Youthanasia". "Youthanasia" er den studieplade, Megadeth udsendte i 1994.  Jeg købte det VHS-bånd og jeg tror jeg så det 10 gange om dagen i de næste 3-4  år. Jeg ønskede at være Megadeths manager. Det var min drøm. Hvis jeg havde vidst, at jeg var en skizofren tosse, som faktisk ikke var skoletræt, men superdepressiv, ville tingene måske se anderledes ud.

Men Dave og jeg snakkede meget ofte sammen. På engelsk, naturligvis, så han kunne forstå hvad jeg sagde. Pludselig en dag havde jeg bare ikke brug for det længere. Men selvom han er blevet "genfødt som kristen", og mange af hans politiske holdninger er virkelig "out there" - så er han stadig Dave Mustaine. Han er min "første". Nogen vil måske sige, at det var Axl Rose. Jeg kunne godt lide Axl Rose dengang i starten af 90'erne. Musikken var fed, Axl var cool - indtil jeg opdagede at han mere eller mindre helt alene med sine storhedsideer havde splittet Guns N' Roses i flere stykker. Så kunne jeg ikke holde med Axl længere. Og hvorfor skulle jeg? Der gik 10 år før det næste Guns N' Roses album kom på gaden, og Axl var eneste originale medlem. De er vist sammen igen nu, men den aften i april 1994, da min "veninde" Camillas kæreste sagde det magiske navn "Megadef" til mig, havde jeg ikke sådan rigtigt noget fast standpunkt.

Nu vidste jeg jo godt, at Klavs læspede, og at han mente Megadeth. Men det var stadig det fedeste bandnavn jeg nogensinde havde hørt. Jeg mener, like, ever! Dagen efter var det lørdag, og min far kørte mig ind til TP Musik i Valby hvor jeg havde valget mellem "Killing Is My Business... And Business Is Good", "Peace Sells... But Whos Buying?", "So Far, So Good... So So What!", "Rust In Peace" og "Countdown To Extinction".

(Killing er fra 1985, Pece Sells er fra 1986, So Far er fra 1988, Rust er fra 1990, Countdown er fra 1992 og Youthanasia fra 1994. Efter disse plader er der udkommet 9 studiealbummer mere. Det er disse: "Cryptic Writings" fra 1997, "Risk" fra 1999, "The World Need A Hero" fra 2001, "The System Has Failed" fra 2004, "United Abominations" fra 2007, "Endgame" fra 2009, "Thirteen" fra 2011, "Super Collider" fra 2013" og som rosinen i pølseenden, "Dystopia" fra 2016 - Megadeth er i studiet nu og er i gang med at indspille en efterfølger til Dystopia.)

Da jeg stod der, og kiggede på de 5 plader (den 6. af dem, jeg har vist her, var endnu ikke udkommet), valgte jeg naturligvis den, som havde det allerfedeste coverart. Og jeg ville gerne være soldat, så jeg faldt for Megadeth's 3. studiealbum. Da jeg satte det i, og lyttede til det første lydspor, som var "Into The Lungs Of Hell" - instrumentalt, noget, jeg ellers altid springer over - var jeg med det samme fanget. Da jeg hørte Daves stemme synge  på den første sang på pladen, "Set The Wworld Afire", var jeg forelsket med det samme. I det hele. Musikken, manden (som jeg ikke vidste hvordan så ud endnu, fordi der ikke stod navne på billedet i bookletten), sangen, teksten... Og det blev bare bedre og bedre. 

Jeg elsker virkelig dette band. Måske hører jeg det ikke så ofte som jeg engang gjorde - men hvad betyder det? Så længe jeg kan høre det, når jeg vil, er det vel okay... Men jeg har siddet oppe hele natten, lyttet til Megadeth, og vurderet hvor meget jeg tør håbe på at de 90% er noget, Dave falder indenfor, og at han måske endda stadig kan synge...Jeg er ikke kommet frem til noget, jeg kan bruge. Kolde facts. Men jeg har haft brugt for denne tid til at sidde med min Deth i hovedtelefonerne og tænke. Jeg skylder mit liv og meget andet til Dave Mustaine og hans musik. Dammit. Jeg fucking elsker Megadeth.