Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

lørdag den 30. marts 2024

Mental Health Day #02

 Dette upload er en dag for sent fordi jeg er syg. Jeg beklager.

Men i dag kommer vi til at tale om selvskade. Det er noget, jeg har dyppet fingrene i. Oven i købet i alt for mange år. Jeg var vist omkring 13, da det skete første gang, men dengang var det ikke sådan rigtig fordi jeg forsøgte at "cope" med noget. Jeg havde en trang til at gnide mit ansigt op ad vores træskur, bide i mine knoer osv, fordi det gav mig et "look" jeg kunne lide. Alt det "girly stuff" var for meget til mig. Det skulle se ud som om jeg var sej. Og de røde knoer så bare ekstremt godt ud på mine ekstremt hvide hænder. 

Men da jeg begyndte at skade mig selv med vilje for at fjerne fokus fra alle de indre smerter, jeg havde, eller tomhed, hvad vi nu vælger at kalde det, var jeg 15 år. Og det, jeg valgte at gøre, var ikke for sarte sjæle. Derfor vil jeg ikke skrive her, hvad det var. Denne blog er ikke aldersbegrænset, og jeg ønsker ikke at give nogen unge mennesker gode ideer. Jeg havde personligt aldrig lært om selvskade før. Jeg havde aldrig læst om det, og eftersom det var i 1996, var der ikke de helt store internetmuligheder for at søge om det. Jeg følte at jeg var alene, og at jeg på indersiden var et bundløst hul. Tomhed. Det føltes forfærdeligt. Og dette var den eneste mulighed jeg havde. 

Der dog et problem med selvskade, og hvis du har prøvet at gøre det selv, så kender du til det. Når du skader dig selv, får du et såkaldt "rush", og du ved, at du er nødt til at gøre mere skade næste gang. Det er ikke kun i starten, det sker. Det er noget, der fortsætter. Noget, der eskalerer. Fordi ens hjerne kan sagtens registrere de kemiske reaktioner der sker, når du skader dig selv, men samtidig gør din hjerne også det, at den gør alting værre ved at blive immun overfor netop den smerte. 

Det kan være så svært at komme ud af den slags igen. Og mange falder tilbage gang på gang, når de møder modstand. Der er ikke andet at gøre end at hoppe op på hesten igen. Folk tænker "Hvorfor stopper hun ikke bare?" Disse mennesker har naturligvis ikke selv prøvet at have en afhængighed. For hvorfor stopper de ikke bare med den afhængighed de har? Hvad det så end er? Jeg har 3 afhængigheder, som jeg ikke kan komme ud over: Coop Cola Light, frugt og is. Uden de ting kan jeg ikke leve. Og folk har det lidt sådan alligevel "Hvorfor stopper du ikke bare?" Jamen, så stopper du med at drikke vand fra den sidste nye termokop, ikke? Stopper med at købe modetøj og stopper med at dyrke yoga eller løbe en tur hver morgen? Du stopper naturligvis også med at spise sundt, ikke? Hvem har sagt at du skal have 3 måltider om dagen? Personligt spiser jeg kun 1, maks 2. Så... Men selvskade er en dårlig vane, som rygning, vaping eller bare druk i weekenden. Alligevel tager det ofte terapi at komme ud af det.

Man kan ikke gå ned på apoteket og købe et "anti-selvskade-plaster". Den, der opfinder det, kommer til at tjene kassen. Hvordan du end har valgt at gøre, for der findes mange forskellige måder at gøre det på, så vil jeg sige til dig, at du ikke er alene, og at du altid kan finde en, der har det som dig. Og du har altid mulighed for at spørge om hjælp. 

Er du ikke en, der benytter sig af selvskade som coping-mekanisme, men som f.eks. er pårørende, så vil jeg sige dette til dig: Lad være med at dømme. Det kunne lige så godt have været dig. Støt, løft op og hjælp den sårede person til hjælp. Vær ikke bange for at tale om det, men du skal heller ikke bære for meget på dine skuldre, da det kan trække dig med ned.

Det er altid bedst med terapi. En psykolog kan være dyr. Men man  kan af og til få støtte til betalingen fra kommunen, og måske er det, der skal til, "bare" en håndfuld samtaler, og så kan du være på f.eks. antidepressiv medicin som enten substitut eller supplement. Antidepressive præparater giver (generelt, de er alle forskellige) de helt store bivirkninger, og de er ikke sindssygt dyre. En konsultation hos en psykolog koster omkring 800 kroner uden hjælp fra kommunen.

fredag den 22. marts 2024

Married Life For Mere Mortals #04

 Rigdom. Eller mangel på samme. Noget af det første René og jeg gjorde, da vi blev gift, var at få en fælles bankkonto. Jeg havde gæld til op over begge ører. Det havde  René ikke. Men han hjalp mig med at betale alle 200.000 kroner af. Hver eneste måned betalte vi 2.500 kroner af på det lån. Det var svært, vores pengesituation var stram. René var på kontanthjælp, og jeg fik førtidspension. 

Da vi var nede og skylde omkring 32.000 kroner, fik vi 30.000 kroner af Renés mor. Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle bruge pengene på. Til sidst blev vi enige om at smide alle 30.000 kroner ind på afbetalingen af det lån, så det kunne komme ud af verden. Og da det var væk, spredte der sig en virkelig stor lettelse. Vi har ikke lånt penge siden. 

Til gengæld kunne vi klare at spare penge op, så vi havde en ret stor opsparing på et tidspunkt. Vi valgte at købe en ny seng, fordi den, vi havde, gik i stykker midt om natten. Så 2 nye elevationssenge - det var dejligt. René har stadig sin, men den virker ikke længere. Jeg har ikke min, eftersom jeg sover i en hospitalsseng. 

Men da vi fik styr på vores økonomi, blev vi enige om, at det der med at give gaver til hinanden var omsonst, fordi det er fælles penge. René har tolereret at jeg har købt monsterfede gaver til ham alligevel, og han har også købt gaver til mig. Som var monsterfede. Men i år har jeg fundet ud af, hvorfor han synes at det er acceptabelt: Jeg har ikke andre end Bella og Astrid at give gaver til. Han kender mit behov for at give, og han accepterer det. 

Det  meste af vores forhold har René ikke rigtig sat sig ind i vores økonomi, og er kommet til mig, når han skulle vide om vi havde råd til en ting, han gerne ville have. Men der kom den dag, hvor han blev træt af, at jeg ikke altid gav ham den respekt tilbage, og fortalte ham når jeg købte ting. Han sagde at jeg gik for meget op i at bruge penge, og at lægge budgetter hver måned, så jeg kunne vide hvor mange penge jeg kunne bruge. Så jeg opgav alt der hed penge. 

René tager sig af det nu. Han roder med banken, pengene og flytning af penge mellem kontierne. Vi har en del. Vi har vores nemkonti, vi har vores fælles grundkonto, vores fælles betalingskonto, og den konto, hvor vi sætter penge ind til Astrid. Så det er 5 konti i alt. Det er en del. Men betalingskontoen og Astrids børneopsparing ordner sig selv. Han skal bare ordne resten selv. 

En dag foreslog jeg, at vi kunne spare sammen og have hver vores opsparing. Sætte 500 kroner af hver måned, og bruge dem eller lade være. René tror at jeg er ked af, at jeg satte beløbet til 500 kroner, og at jeg bruger for mange penge ud over. Men det er faktisk noget, der hjælper mig. 

Det kan være svært at styre sin trang til at købe løs af ting, når man er vant til at kunne sidde og bare købe løs uden egentlig at behøve at stå til ansvar for det. Så for mig er grænsen på 500 kroner en rar ting. Det gør, at jeg bedre kan finde ud af, hvad det er, jeg præcis gerne vil have. Og det samme for René. 

Han gør et godt stykke arbejde med de penge, og jeg er glad for, at jeg lod ham overtage det hele. Alt ansvaret er virkelig væk fra mine skuldre, og det er en kæmpe lettelse. Når man er vant til at blive tynget ned af økonomiske spørgsmål, og man så ligepludselig slipper... Fantastisk. Vi har aftalt, at jeg skal "holde mig væk fra Netbank", og det gør jeg i det store hele også, medmindre der er en pakke, jeg mangler, som ikke er dukket op, og som jeg lige skal tjekke om de har taget betaling for. Af og til giver jeg den videre til René.

Det er rart, at man kan samarbejde om tingene på denne måde. Det lyder ikke som samarbejde, det ved jeg godt, men det er det for os. For mig er det mindre stress, og derfor en reduktion i farerne for at jeg bliver mentalt ustabil, og for René er det at han ved hvad der foregår, og samtidig ved at hans hustru er okay. 

Jeg synes i øvrigt at det er så dejligt, at når han ringer rundt til folk på mine vegne, at han så altid kalder mig for sin "hustru" i stedet for "kone". Af ukendte årsager gør det mig lidt stolt - fordi herhjemme bliver jeg kaldt alverdens ting. Han cirkulerer mellem "Musen" og "Swamphag" (det sidste er vist fra en film/serie han har set). Jeg er også "Bitch" og andre ting som det, men forleden da jeg gik forbi døren ind til soveværelset sagde han "Hej skattepige". Normalt bryder jeg mig ikke om at blive kaldt for en pige, fordi jeg er en grown-ass adult woman (a proud nubian princess wannabe), men jeg kom til at smile og lige i det øjeblik røg der 10 år af min alder. Han plejer at pifte efter mig, når jeg går forbi. Han er så sød. Jeg burde nok lave frokost nu, eftersom klokken er 17:40. Men jeg har sovet en dejlig lur. 

"Moralen" i denne historie er: hvis man kan være fælles om en ting, er det virkelig rart. Opvask, madlavning, økonomi, indkøb - you name it. Hvis man ikke kan, og man i stedet deler det op, så den ene har de pligter, og den anden har resten - så er det lige så godt. Her står René for pengene, han går ned med skraldet og han køber ind. Han giver mig støttestrømper på, hvis jeg ikke magter at sygeplejerskerne kommer, og han hjælper  mig med min personlige hygiejne, hvis jeg har brug for det. Jeg sørger for at pakke skraldet, så det er nemt at tage med (det bliver gjort 1 gang om ugen), jeg laver mad, sørger for opvasken, ordner Bellas bakke, jeg køber ind på nettet, så René ikke skal bære så mange ting hjem, jeg står for medicinen (sygeplejerskerne  mente at jeg havde styr på det), og jeg skifter hans plaster. Jeg hjælper René med hans personlige hygiejne, hvis han har brug for det, og hvis han har virkelig brug for at tisse mens jeg sidder på toilettet, så holder jeg gerne hans tisse-beholder mens han tisser i den, så der ikke kommer tis overalt. Hans tisbeholder er en 2-liters sodavandsflaske med toppen skåret af, som vi "lavede" på et tidspunkt hvor han havde så mange smerter hvor han ikke kunne komme ud af sengen. Så hvis det bare var en tissetår, så hentede jeg den beholder, og så kunne han tisse i den, hvorefter jeg hældte indholdet i wc'et og skyllede den og satte den til tørre. Så vi deler tingene op sådan meget fair, synes jeg, og jeg er glad for, at det er sådan. Jeg er glad for, at René føler at det er okay at kalde på  mig når han har været på toilettet og lave nummer to, så jeg kan se om "den" ser normal ud, fordi han selv er i tvivl, og at jeg ikke synes  at han er klam fordi han viser mig sin afføring.

Men som jeg har nævnt før: Vi er altid sammen. Vi bor vitterligt i samme lejlighed 24/7, og har gjort det i ca. 16½ år nu. Det er en del. Og det er godt. 

Tak fordi du læste med. Du kan finde næste episode lige her d. 8. april, men inden da kommer der endnu en saga på Mental Health Day om en uge, d. 29. marts. 1. april starter vi april op med  - ikke en boganmeldelse, fordi jeg har været sløv og ikke lyttet til en bog - en anmeldelse af en film, som er virkelig god. Hav en dejlig weekend!

onsdag den 20. marts 2024

BLASFEMI!

Eller... Det troede jeg. I 1994 udkom "The Crow" med Brandon Lee. Han døde under indspilningerne af filmen, gav det noget ekstra til filmen, ved jeg ikke, men den film var fucking magisk. Jeg elskede den film af hele mit hjerte. Jeg syntes at Brandon Lee var "en steg", og han var en af dem, der hang på min væg. Jeg har filmen på dvd, og jeg har set den mange, mange gange. Da jeg hørte, at de ville lave en genindspilning af den film, sank mit hjerte. Jeg tænkte vitterligt, at det var at begå en kriminalitet mod Brandon Lee. Jeg tænkte "No way in hell I'm gonna se that shitty ass movie". 

Men... Jeg har set traileren til den nye "The Crow", som udkommer her til sommer. Der er naturligvis ting, som er fælles for de to film, men det er temmelig meget bare selve sagaen om hvordan krager bringer sjæle til de dødes rige, og tilbage igen, hvis... you know the story. Intet i den trailer, som jeg har set,  minder om Brandon Lees film. Jeg har ikke læst den oprindelige tegneserie, og jeg ved ikke, hvilken en af dem, der holder fast i tegneserien mest (er det overhovedet en sætning?)

Den nye virker mere rå, den virker mere "up to date", men der er gået 30 år. Den burde være mere  "up to date". Men er det noget, man rent faktisk foretrækker? Ozzy og ... Er det Post Malone... leverer en virkelig god sang. Jeg kunne sikkert godt finde ud af, hvad det er for en sang, hvornår den er fra, om den er ny eller ældre. De lavede jo musik sammen da Ozzy udgav sin plade "No Ordinary Man". 1994-filmen virker "moody", den virker følelsesladet og den virker ægte, på en tegneseriemåde. Den nye er på langt flere punkter en actionfilm, og der er vist ret meget blood & gore i den. Men den ser god ud.

Jeg tror, at jeg muligvis sætter mig til at se den en dag. Det værste der kan ske er, at den ikke er god og at jeg har spildt min tid.

søndag den 17. marts 2024

Det er en utilgivelig fejl og Avil er udødelig

Okay. Jeg er nødt til at få dette ud af mit system. Jeg så en video på YouTube i går, som hed "Explaining Courtney Love Lore", uploadet af Rae. Hun sagde på et tidspunkt dette: 

"She is seen with like, uhm, Pamela Anderson and Avril Lavigne, which is one of my favorite photos of all time." 

Okay, hun siger dette. Og viser denne collage med billeder af Courtney og Winona Ryder, Courtney og Drew Barrymore, Courtney og Paris Hilton, Courtney, Avril Lavigne og... Pamela Andeson?

Det, jeg har skrevet på billedet, er "Rae", og lige over pilen mod højre, står der "One of Rae's favorite photos of all time". Jeg er ret sikker på, at Pamela Anderson ikke er med på nogle af disse billeder. Og jeg er villig til at vædde en milliard kroner på, at Anna Nicole Smith er. Også selvom jeg ikke har en milliard kroner, og ikke engang tæt på en million. Jeg har faktisk ikke engang 100 kroner, fordi jeg har brugt alle mine penge. Men det billede er ikke af Pamela, Courtney og Avril, og hvis det "bare" var en fortalelse, så okay, men lige præcis i denne sag... Anna Nicole havde et ret tragisk liv, hvilket Pamela ikke har, selvom hun har haft et ret tumult liv. Men hun er ikke død, hun lever stadig og er glad og tilfreds med sin tilværelse. Anna Nicole er død. Avril er lidt af en særling. Da hun kom frem tilbage i 1999, var hun meget "tomboys-ish", hvor hun her de senere år er blevet mere feminin. Men se disse to billeder. Jeg har fundet to, der allerede var sat sammen, og dette var de mest tydelige, jeg kunne finde. Så de er lidt grynede, og det er jeg ked af.
Så, jeg ved ikke, om hun har fået lavet noget. Men i betragning af, at der er gået 17 år, er der stort set intet at se. Okay, man kan ikke se, at der er 17 år imellem disse billeder, what so ever. Måske er hun en af "dem". "Dem" being Nicolas Cage, Keanu Reeves og hvem der ellers er mistænkt for at have levet i flere hundrede år, fordi der eksisterer billeder fra 1800-tallet af mænd, som har virkelig mange træk tilfælles med mænd som f.eks. Cage og Reeves. 

Okay. Det er min rant for i dag. Det er søndag, ugens sidste dag, og jeg er træt. Virkelig træt. Men jeg skal ikke lave aftensmad i dag, for det har jeg allerede gjort! Yeah! Til gengæld kunne jeg godt bruge en lur, selvom jeg lige er vågnet fra en. Jeg er virkelig træt. Og René er syg. Jeg tror at han er forkølet eller har halsbetændelse. Hvis han smitter mig, så jeg ikke kan holde Astrids fødselsdag på lørdag, så kommer han over knæet. 

Håber at resten af din uge (dvs. søndag aften) bliver rigtig hyggelig. Tak fordi du læste med!

lørdag den 16. marts 2024

Man må have 1 kat eller 1 hund her. Ingen slanger

 Jeg ved ikke helt, hvad der sker. I de sidste... 20 år eller sådan noget, har jeg frygtet en ny verdenskrig. Og nu, hvor der er så meget snak om atomvåben, har det ikke været nemt. Men pludselig en nat vågnede jeg og var ikke længere bange. Jeg tænkte, at hvis der er nogen, der smider en atombombe noget sted i Danmark, så overlever jeg alligevel ikke. Så gik der nogle timer. Pludselig blinkede 2. Verdenskrig for mine øjne igen. Gas. Hvad nu, hvis 3. Verdenskrig ikke bliver nær så meget atomkrig som vi regner med, men mere en krig hvor vi bekæmper hinanden med biokemiske våben? Det skræmmer mig langt mere, og nu er jeg bange igen. 

Men apropos våben: Da René og jeg spiste aftensmad i går, så vi "Mr. & Mrs. Smith". Det er en af de mest sexede film, like, ever. Angelina er så utrolig smuk. Jeg har ikke set så meget til hende her på det seneste, men jeg ved at alt det med skilsmissen vist har taget ret hårdt på hende. Ikke desto mindre er hun stadig min yndlingsskuespillerinde. 

Jeg har set en del videoer med Frank her i går aftes. Frank er en slange. Jeg kan ikke huske, hvilken race, hun er, men hun er den bedste. Jeg finder hende på DankPods kanal på YouTube, eftersom det er hans slange. Hun er som regel med i slutningen af hans videoer, men han har lavet videoer dedikeret kun til hende. Hun er supersmuk. Jeg tror ikke, at jeg kunne have en slange. Jeg er ikke bange for dem, men de er ikke den slags dyr, jeg ville nyde at have. En slange er en slags hobby. Noget man kan se på, nyde, og en gang om dagen eller sådan noget, have noget social omgang med. Jeg har altid været et hundemenneske. Indtil jeg mødte Emma. Da jeg var en helt lille pige, havde vi et voliere i vores stue, fyldt med undulater, som jeg havde fået lov at navngive. Min allerførste undulat hed Fru Jensen. Efter min farmor. Det næste kæledyr jeg havde, var et marsvin, Mulle. Jeg fik Mulle af en dame, der spurgte mig, og jeg tog imod hende uden at spørge mine forældre først, og jeg vidste ikke, hvor hun boede henne. Jeg var 8 år gammel. Jeg ved vitterligt ikke hvor gammel Mulle var, da vi fik hende. Hun havde aldrig behov for dyrelægen. Så hun blev ikke undersøgt. Men jeg havde hende til jeg var 14 år gammel. Senere, samme år, fik jeg en hund. En golden retriever. Hendes navn var Dani. Kort for "Danielle", som var hendes stamtavlenavn. Damn. Jeg savner hende. Skægt, at jeg græd hver gang jeg så en golden retriever i 10 år efter hendes død i 2004. Og ved I, hvilken hunderace, der oftest bliver brugt i reklamer om produkter til hunde? Ja. Golden Retrievere. Og så fik René og jeg Emma. Eller rettere, vi tog hende, fordi hun ellers ville være blevet aflivet. Det fortjente hun ikke. Og i betragtning af, at hun var 8 år, da vi fik hende, og levede 8 år mere hos os, synes jeg at vi traf det rigtige valg. Emma blev aflivet samme dag, som Rusland invaderede Ukraine. René ville aldrig have en kat igen, og jeg var nødt til at have en. Så vi arbejdede på at finde en løsning, og jeg kiggede på den blå avis og andre steder. Jeg fandt Bella hos Sydhavsøernes Katte SOS. Hun var vitterligt smuk. Det er også derfor hun fik det navn. Også lidt et  kompromis, fordi René ville kalde hende "Belle" efter Belle i Skønheden & Udyret. Jeg ville oprindeligt have kaldt hende Shredder, fordi da vi var nede i Faxe for at møde hende, flåede hun Renés gummihandsker i stykker. Jeg sagde til ham, at hun har grønne/gule øje, så jeg ikke ville kalde hende for Belle, der i Skønheden & Udyret har brune øjne. Men Bella, som er perfekt, kunne vi blive enige om. Men vi kalder hende som regel alt muligt andet. Som f.eks. Hell's Bells, Hellspawn, Djævlemis, Ballademager, Ballademis, Smukke-Bella, Taco-Bella, Patti-LaBella, Pantermis, Ninjamis, Musepige, Missemussepige, Kattemis, Bells, Rotte, Den Lille, etc.

Bella kan godt lide at sove på eller i papkasser. Derfor har hun denne papkasse ved siden af min seng, som hun kan ligge på. Og det kan hun godt lide. Hun har en hængekøje imellem min og Renés seng, men i øjeblikket foretrækker hun denne kasse. Hvis altså hun ikke kan ligge oven på René, eller ligge i  hans seng, når han ikke er der. Hun er begyndt, når han ligger i sengen, at gå op til ham og lægge sit hoved på hans skulder, og så skifte mellem at se fjernsyn og kigge op på ham. Hun spinder meget, når hun ligger hos René. Hvilket er en af årsagerne til, at det er så mærkeligt at det er ham, hun angriber. Af og til, af grunde vi ikke kan finde ud af, kommer hun gående og bider ham i ansigtet. Det er som regel ikke hårdt. Men hvorfor, ikke? Hun bider også mig, men det er fordi vi leger vildt, og så er det min egen skyld. Og det er lidt som om at hun indser hvad hun har lavet lige så snart hun har bidt mig, for hun giver slip med det samme og vil nusses. Mon det er fordi jeg er madmoren? Jeg burde vide mere om katte på nuværende tidspunkt. Men hun sover ikke altid, når hun ligger på kasserne, som fylder vores hjem.
Her har hun fået øje på mig. Hun ser ekstremt stor ud her, men hun er altså ikke fed. Hun er lidt stor i det, men jeg mener at det var 500 gram hun skulle tabe sig. Det er derfor vi leger mere, og maden er blevet reguleret. Hun bliver 3 år den 1. april. YAY! Hvad mon hun har lyst til at lave? René bliver 48 den 5. april, og jeg har INGEN idé til, hvad jeg skal give ham. Måske skal jeg krybe til korset og bare spørge ham. 

Men: Klokken er nu 06:45, og jeg skal snart op. Jeg burde nok lige tage et par timer, så jeg måske ikke er så træt hele dagen. Jeg håber at I alle har en dejlig dag!

fredag den 15. marts 2024

Marts-haul!

 Damn, jeg har købt mange ting i denne måned, og jeg har overskredet mit budget mange gange. Men René sagde at det var okay. Oprindeligt har jeg jo "kun" 500 kroner til mig selv pr. måned, ligesom René, men jeg behøvede  nogle ting, som han sagde jeg ikke skulle betale for selv. De ting, jeg selv har købt, er disse:

Denne kasket er merchandise fra et af de bands, jeg har været fan af længst. Og jeg har ikke rigtig noget med dem ellers. Så nu har jeg denne kasket. Nu siger jeg, at jeg ikke rigtig har andet med dem, men deres navn, som det ser ud på denne kasket, fik jeg faktisk tatoveret på min arm for ca. 20 år siden. Jeg elsker den tatovering stadigvæk. Jeg har også en anden tatovering.
Jeg har dette Type O Negative logo på min arm også. Dette wristband (som jeg dog ville kalde et sweatband), er et, jeg har ledt efter længe, bare med Megadeths logo på. Men nu fandt jeg det med Type O Negative, som jeg heller ikke har andet med. Det eneste merchandise fra bands, jeg har ud over disse to ting, er min Marilyn Manson beanie. Jeg har ledt efter et sweatband som dette fordi jeg ret ofte får ondt i mit højre håndled fordi jeg konstant sidder og laver noget. Skriver, tegner, syr... Det foregår alt sammen med den hånd, og det kan være virkelig svært at stoppe, når man er kommet godt ind i rytmen. Lige pludselig har man siddet og tegnet eller skrevet i 5 timer. 

Jeg købte også en cd. Det gør jeg ikke så tit længere. Men efter kun at have haft denne cd på Spotify siden den udkom i 2020, har jeg endelig taget springet og købt den.

Bandet er In This Moment, og albummet er "Mother". De har netop udsendt "Godmode", men den er jeg ikke helt sikker på, at jeg behøver i fysisk kopi. Men dette album er simpelthen fantastisk! Min absolutte yndlingssang er "Lay Me Down". Maria Brink, som er sangerinden i dette fantastiske band, har den mest unikke stemme, jeg nogensinde har hørt, og hun er samtidig smuk som dagen er lang. Disse 3 ting er købt (sammen med 3 film, jeg købte til René) hos www.imusic.com.

Andre ting, jeg har købt, er joggingbukser. Jeg havde efterhånden ikke særlig mange par bukser tilbage (1 par, plus et par natbukser jeg selv har syet), og jeg ledte lidt på nettet og faldt over siden Motley Denim, hvor jeg fandt joggingbukser som var i den størrelse jeg ønskede, og som havde pæne farver. Jeg købte 2 par. Det ene par var dette

Motley Denim Berlin i Dark Khaki. Jeg elsker de "snører" eller bindebånd, der er i. Normalt er det altid sådan nogle irriterende runde nogle, der bliver væk i løbegangen. Men disse joggingbukser er virkelig fantastisk kvalitet. Der er syet en gylp på dem, som man kan se der hvor mine fingre er, men den er ikke funktionel. Den er bare en del af buksernes søm, der er ingen mulighed for at hive sin tisser ud, hvis man havde en. Der er også ribkant ved anklerne, hvilket jeg ikke er vant til, men har fundet ud af, at jeg er utrolig glad for. Det andet par, jeg købte, er sorte. Selvom de har samme størrelse, kan jeg næsten sværge, at det ikke er korrekt, fordi de sorte virker meget (og jeg mener virkelig meget) større end de grønne - men det er okay. I'll manage. Bukserne kostede 399 pr styk, og der var 99 kroner i forsendelse. 

Matas, som har en kundeklub ("clubmatas" eller sådan noget, og som jeg er med i så jeg kan få gratis fragt og 3 gange så mange points ved hvert køb) tilbød mig en hudtest, for at finde ud af, hvilken slags hudpleje min hud har brug for. Jeg tænkte "Hvorfor ikke" og gik i gang med at besvare spørgsmålene. Til sidst skulle jeg uploade et billede af mig selv. Og i stedet for at vælge et, som var taget for nyligt, valgte jeg at tage et, som var helt nyt. Jeg satte mig bare op (klokken var 3 om natten, jeg var gået i seng, vi lå og så fjernsyn), og selvom lyset var tændt, var der mystiske skygger på mit ansigt, det lignede at jeg havde blå mærker på begge kindben og at mit hår var superfedtet. Det var et katastrofalt billede. Men jeg fortrød det først bagefter. Da jeg ikke kunne tage det om. Men som man siger: "NO REGERTS". Jeg elsker det. No Regerts. It's a classic.

Et par dage efter fik jeg svar. Og ud fra de ting, jeg havde oplyst, rådede de mig til at investere i disse 4 produkter. Faktisk var der også en Biotherm dagcreme, men jeg bruger normalt ikke creme, og derfor mente jeg ikke, at det ville være en god idé at kaste mig ud i at bruge creme 2 gange i døgnet, og jeg ville hellere have de egenskaber, som den creme, jeg købte, har. Det er egentlig bare en fugtighedscreme, men jeg blev anbefalet at bruge den som natcreme. Det er meningen, at jeg skal bruge dem i denne orden. Først skal jeg vaske mit ansigt med face wash'en, derefter aftørre det med face tonic'en, så putte hyaluronic serummet på, for at afslutte med cremen, og det er 1-2 gange dagligt. Jeg har en del Australian Bodycare produkter i forvejen. Jeg elsker duften af tea tree oil. Men disse er købt i Matas. Jeg bruger dem kun om aftenen. Dette skyldes, at jeg slider mine hennafregner af med lynets hast når jeg bruger disse produkter, og det trods alt tager mig en hel dag at lave nye. Jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan have foundation på, selvom jeg har de fregner, de går fint igennem. Men når jeg har foundation på, føler jeg, at det er bedst lige at gå over huden med en rensemælk først. Jeg bruger den, jeg havde i forvejen. Så jeg starter med at fjerne øjenmakeup med en almindelig øjenmakeupfjerner. Lige nu bruger jeg Nivea Double Effect Waterproof Eye-makeup Remover. Så hopper jeg over til min Lumene Herkkä Soothing Cleansing Milk. Når jeg har fjernet den, kaster jeg mig ud i min nye hudplejeserie. Og min hud er faktisk blevet væsentlig mere behagelig at "have på". Så jeg føler at de penge, jeg måtte bruge her, var godt brugt. 

Jeg købte denne hårkur samtidig, hos Matas, da mit hår stadig er kruset som afhang mit liv af det.

Det er en hårkur, der skal sidde i vådt hår i 3 minutter. Den er af mærket Aussie, og den hedder egentlig, som jeg forstår det "SOS". Jeg har prøvet den 2 gange indtil videre, og mit hår har umiddelbart ikke haft den helt store forandring. Jeg supplerer med Schwarzkopf Gliss Hair Repair Daily Oil-Elixir, men mit hår er åbenbart ekstremt "fried" i spidserne. Og jeg forstår det ikke, for jeg fik klippet spidserne af for mange måneder siden. Det var helt tilbage i august. Men okay; det har været ekstremt sært i mange år efterhånden. 

Jeg købte også disse hårklemmer fra Senze hos Matas, men det var ikke samtidig med de andre ting.

Den mørkegrønne er blank og glat, og den lysegrønne er mat og har en sådan lidt gummiagtig overflade. Jeg kan ikke huske, hvad de kostede, men det var vist i omegnen af 50 kroner. 

I Superbrugsen fandt jeg denne krystallampe, som jeg syntes så cool ud.

Der er en fjernbetjening med, så man kan tænde og slukke den, indstille farven, man gerne vil have, på hvilken måde, man gerne vil have at den skal lyse også videre. Jeg tænkte at det ville være interessant at have den stående på vores spisebord. Og den er faktisk ret hyggelig.
Dette er den højeste lysstyrke af 3, og farven, der er valgt, er hvid. Men den er super smuk at se på, og det er hyggeligt at sidde og spise i lyset fra den. Også selvom fjernsynet er lige bagved, og selvom der også er en ret skarp lampe i rummet. Men den styrer jeg fra min telefon, og den er programmeret til 2 forskellige settings: lav og høj. Vi har altid høj mens vi spiser, og lav når vi laver andre ting. Men nu er det bare lidt ekstra hyggeligt med denne lille, smarte genopladelige lampe. Den kostede 69 kroner.

Så... Hvor mange penge har jeg brugt i alt? Hvis vi siger at jeg personligt har betalt alting? Lige omkring 2.000 kroner. Jeg har sådan set allerede købt alle de ting, jeg har (havde) råd til i april, men det er der en grund til, som vi venter med at afsløre til april! Det kan dog godt være, at jeg bliver nødt til at rykke om på nogle af disse episoder, da en af de ting, jeg har betalt i april, er min Goodiebox Crush, og den først bliver leveret sidst på måneden, = jeg har den ikke hjemme allerede den 15. april. 

Men tak fordi du kiggede med - måske er der nogle af disse ting, du kunne tænke dig at købe selv? Jeg kan varmt anbefale alt. Men jeg køber nok en anden hårkur næste gang. 

På næste fredag kan du læse næste del i serien om Married Life For Mere Mortals. Det bliver så den 22. marts. Der har min kusine fødselsdag. Jeg ville ønske at vi stadig havde kontakt. Men det er lang tid siden jeg sidst har snakket, eller bare skrevet til hende. Jeg savner hende. Oh well. Læs med hvis du har lyst, jeg regner med, at det bliver en af dem, der skiller sig ud!

torsdag den 14. marts 2024

Jeg slog min far ihjel

 Jeg vågnede fra en ret voldsom drøm tidligere. Kunne ikke falde i søvn igen. Jeg drømte at min mor havde taget et job som støtteperson for børn i et krigshærget land. Jeg valgte at tage ned til hende, og tilbringe nogle måneder sammen med hende. Vi tog hjem sammen, og jeg stod op så jeg kunne tage min eksamen fra 10. klasse. Min far syntes at det var fedt at vi endelig var kommet hjem. Min mor og jeg overvejede at tage afsted igen. En morgen vågnede jeg til lyden af min far, som tæskede min mor. Jeg slog ham ihjel. Og så tog vi afsted til det land, vi havde snakket om at tage afsted til... I know, right? Ret voldsom drøm. Så nu har jeg da brugt lidt tid på at lægge makeup, og klokken er stadig kun 4 om morgenen. Chancen for, at jeg går i seng igen er ret høj. Men jeg skal sådan set op ved 7-tiden, så enten skal jeg i seng NU, ellers skal jeg i seng senere i eftermiddag. Jeg tror jeg går i seng nu. Jeg vil bare gerne lige høre denne sang

med Ten Second Songs. Det er "Black No. 1", "in the style of The Silent Knife". Jeg er helt vild med den. Også "Dark Horse" af Katy Perry, som er er lavet "in the style of Type O Negative". Faktisk også "Heathens" af Twenty One Pilots (in the style of Type O Negative). 

Haha! Op klokken 7. Jeg stod op klokken 12, efter René havde forsøgt at vække mig flere gange. Jeg overvejer at notere hvor meget jeg sover. For selvom jeg tror at jeg sover en helvedes masse, så tror jeg faktisk ikke, at det er så slemt. Det er bare den forkerte tid på døgnet. 

Men jeg fik alle de ting, jeg havde bestilt til Astrids fødselsdag, de kom i dag, ca. 45 minutter efter jeg stod op. Det bliver så superfedt. Jeg ville gerne have lavet en rød løber, men jeg er bange for, at Bella æder den, fordi hun æder alting. 

Og så... flere dage senere, og jeg nåede aldrig at blive færdig med mit indlæg. Det var lidt som om det bare blev ... glemt. Men fordi det er den 15. i morgen, og jeg skal uploade min marts-haul, er jeg nødt til bare at få smækket dette indlæg ud. Det er sådan set ikke fordi jeg behøver at gøre det, men nu har jeg skrevet dette, og hvorfor bare slette det?

Hav en god torsdag aften!

fredag den 8. marts 2024

Married Life For Mere Mortals #03

Så når man startede sit ægteskab med at fortsætte hvor man dybest set kom fra før der blev sat ord på, hvad man betyder for hinanden, kan det godt være svært håndtere, når man bliver ældre og ens sygdomme begynder at tære på en, så den medicin man får, skal sættes op, og det kan være svært at finde lysten til at have et seksuelt samliv. Jeg har stort set aldrig lyst til sex. Jeg har stort set altid lyst til at tage en lur. René har stort set aldrig lyst til sex, og han har også lyst til bare at sove, men kan ikke, og har taget sovepiller i snart 15 år. En gang imellem får vi da lige en gnist, men det bliver ikke til noget. Og det er okay. For selvom vi engang havde sex 5 gange om dagen hver dag i flere år, har vi indset, at det behøver vi ikke. Det er ikke alle, der har lyst til at leve i et ægteskab, hvor sex ikke er på programmet. Man hører også meget om at man skal passe sammen fysisk. At det er ekstremt vigtigt i et forhold at passe sammen fysisk. Det er jeg ikke så sikker på længere. René og jeg er naturligvis "venner", men vores forhold er også romantisk. Vi foretager os ting, som vi mener er romantiske, og dem hygger vi os med. Det er nok for os. Efter 16 år, siger René stadig til mig hver dag (næsten, han glemmer det af og til) at han elsker mig. Nogle gange hvisker han det, fordi han tror jeg sover, og han har indset at han ikke har fået sagt det. Jeg er dårlig til at sige det til ham, jeg siger bare at jeg også elsker ham. Jeg burde gøre det oftere - men jeg glemmer det. Mit kærlighedssprog er gaver. Jeg elsker at lave ting til René, eller at købe ting, jeg ved han gerne vil have. Jeg er også god til at købe film, han elsker, selvom vi allerede har dem, og jeg bare slet ikke var klar over det. Film vi nu har 2 kopier af: A Nightmare Before Christmas, Warriors, Candyman og Scream 4. What an odd thing to do. René lægger altid stor energi i at finde det helt rigtige til mig. Det er ikke altid, jeg ved hvad han har tænkt sig at købe, og så får jeg et eller andet, som jeg først tænker "hvad skal jeg med den", men senere bliver ekstremt glad for. 

René og jeg kender også hinanden godt, efterhånden, selvom der er ting, som vi har svært ved. Jeg ser ikke René som  handicappet, selvom han faktisk er det, og han kan ikke forstå de simpleste ting ved mine sygdomme. Men et eller andet sted; selvom vi ofte bliver uvenner over en misforståelse, så burde vi vel kende hinanden godt nok nu, så det ikke sker? Men når René har kraftigt nedsat hørelse på begge ører, og rent faktisk har høreapparater, men ikke bruger dem, ser jeg dem ikke. Og jeg er kendt for at snakke ret lavt og mumle en del. Ikke kendt som i "SUPERSTAR!" men mere sådan... "Oh, no, not her again. Speak UP girlfriend!". René lider også af ekstremt dårlig ryg, og jeg ser det normalt ikke, selvom jeg vitterligt ikke glemmer det. Hver søndag sidder jeg og hælder alle hans piller op. Han er jo også nyresyg. Hans læge  på nefrologisk skoldede mig i telefonen, fordi hun sagde at jeg havde givet ham 3 piller for lidt hver dag. Hun sagde at jeg ikke kunne håndtere at hælde medicin op. Og jeg vidste at jeg havde retten på min side, men jeg kunne ikke finde det papir, hvor det stod på. Senere, efter han kom hjem, fandt jeg det. Og jeg havde ret. Jeg havde siddet og sagt undskyld og spillet dum og uvidende, endda inkompetent - og jeg har styr på de fucking piller. Han får 2 Fentanylplastre på hver 2. dag efter aftale med lægen (normalt skal de skiftes hver 3. dag), og de er på 50mikrogram/timen. Jeg skifter hans skide plastre hver anden dag. Han skal have skiftet dem i dag. Min egen medicin kan jeg også sagtens tage mig af. Det her er noget PIS. Og jeg ved godt, at René synes at det  kunne være fint hvis en sygeplejerske hældte vores medicin op, fordi det ville være nemmere for mig. Men jeg kan godt lide at sidde og rode med det søndag aften. Det er et ritual. Af og til når jeg det ikke af forskellige årsager, og så gør jeg det som det første mandag morgen. 

Men hvis jeg ikke snakker  højt, tydeligt og direkte ind i hans ansigt, kan han ikke høre hvad jeg siger, og det gør ham arrig - især hvis han skal sige "hva'?" 2-3 gange. Han siger at det gør han 25 gange om dagen. Han kan finde på at sige til mig at det er noget, jeg gør med vilje for at irritere ham. Og der er perioder, hvor han ikke forstår, at når han siger ting til mig, som normalt ikke er svære at fatte - så kan det være svært for mig at forstå, fordi jeg har perioder, hvor jeg tager alting bogstaveligt. Down to the most basic. Hvis han siger til mig "man kan ikke kalde en skovl for en spade", begynder jeg på en lang forklaring der har til formål at få ham til at forstå, at naturligvis kan man ikke det, fordi en skovl er ikke det samme som en spade, og de bliver brugt til forskellige ting. Det kan godt gøre ham sur, når jeg er fatsvag og ikke forstår alle de ting, han gerne vil forklare mig, og jeg sidder bare der med åben mund og polypper og forstår intet. René kan ikke fornemme, at når jeg har det sådan, er det fordi jeg er psykotisk, og så hjælper det ikke at blive sur og snerre eller direkte råbe ad mig. 

Jeg vil tro, at hvis vi begge to gik på arbejde (dvs. ikke havde nogle sygdomme der hindrede os deri), ville vores forhold være lidt nemmere. Det er svært at bo sammen i en 2-værelses lejlighed 24/7 hver dag i over 16 år. De eneste tidspunkter, hvor vi ikke har sovet sammen, har været når René eller jeg har været indlagt på hospitalet. Og jeg vil tro, at alle de gange sammenlagt løber op i maks  3-4 uger. Men 1 måned ud af alle de år... Det er heller ikke meget. 

René læser ikke denne blog. Han læser ikke de ting, jeg skriver herinde, medmindre jeg specifikt beder ham om det. Og af og til er det rart at kunne snakke frit fra leveren uden at nogen jeg kender personligt (hvad jeg ved af) tager skade heraf. Men en ting er i hvert fald sikkert: jeg elsker René ekstremt højt, og selvom vi har vores forskelligheder (vi er nok mere forskellige end ens), så er det bare dejligt at vågne op og se René ligge og sove ved siden af mig. Eller se hvordan han agerer omkring Bella, og hvordan de ligger og nusser om natten. 

Tak fordi du læste med. Næste fastsatte serie, bliver min haul-serie, som kommer næste fredag, og der er nogle spændende ting med! Hvis du bare gerne vil læse videre her på Married Life For Mere Mortals, kommer #04 op fredag d. 22. marts 2024.

onsdag den 6. marts 2024

Denne serie hedder vist origialt ikke noget med "Avatar"

 Yes! Vi har set Fubar i for lang tid. Den har været god, men... Well, den var faktisk rigtig god, bortset fra, at jeg fandt det svært at håndtere (jeg ved ikke hvorfor) at de havde valgt at Arnold skulle være en karakter fra Østrig, og så gav ham navnet "Luke". Det passer bare ikke ind i min verden. Hvem fanden i Østrig hedder Luke? Lukas, måske, eller noget derhen af. Men ikke "Luke", det er så udpræget engelsk, og han er fra Østrig. Nope. Men så fandt vi denne serie.

"Avatar - Den sidste luftbetvinger". Lige nu er der kun 1 sæson med 8 afsnit, og hvert afsnit varer ca. 1 time. Og en af de ting, jeg sådan lidt finder svært at håndtere er, at den tydeligt har et vist "geografisk område" den foregår i, men at der stort set ikke er nogle asiater med. I hvert fald ikke i forhold til dem der ikke er asiater. Der er flest asiater i The Firenation. Men i de andre lande - not så much. Ofte er det skuespillere af etnisk herkomst, så de har amerikanske/asiatiske rødder. Men serien er FANTASTISK. Den er lavet til børn. Men det skulle man ikke tro. Den fungerer fuldt ud for mig, jeg synes at det er noget af det bedste, jeg har set længe, og hvis du har Netflix, så se den. Jeg vil sige: hvis de ikke laver en sæson 2, er det yderst  kriminelt. Den stoppede på et meget kritisk tidspunkt. Men jeg ELSKER den. Det kom bag på mig. Lige som "Warrior Nun". Den bør I også tjekke ud. 

Jeg bør lave en ny opdatering til Netflix shows. Hav en smuk uge!

Hov! Jeg har lige noget, jeg skal have rettet: ham gutten med det terrarium jeg kaldte Vivarium - det hedder det ikke, det hedder Pantdora (ja, med "t" - for "ant", går jeg ud fra, eftersom hans kanal startede med myrer og de stadig er en stor del af den). 2 dyr stak af, da dørene stod åbne ved min sidste rapportering. Den ene var en frø, Kermit, og den anden var den fuldvoksne huntsman edderkop, Lady Death Strike. Men han fandt begge dyr igen. Kermit sad på glasset til Pantdora og ville gerne hjem til sine venner, og Lady Death Strike fandt han midt på sit stuegulv. Men da han satte hende ind i Pantdora, gik der ikke lang tid før hun fik en ægpose som var ret stor. Han sagde tidligere at han var vant til at huntsmen edderkopper vandrede ind i hans hus, og jeg sidder virkelig og tænker "er det den rigtige edderkop, han har fanget?" Men han er tilfreds, så... Det lader ikke til, at andre dyr slap  ud. Og overvågningsvideo viser, han det var hans hund der åbnede dørene. De holdtes fast med en magnet. Men den var blevet lidt sløv med tiden, så da hunden hoppede op for at kigge ind, trykkede den på dørene, der derfor åbnede. Så nu er der en lås på. Just in case.

lørdag den 2. marts 2024

DE POPPEDE BARE AF???

 OH NO! This world is just... Jeg har en ven, ikke, jeg har snakket om ham før. Men i dag har han fuldstændig tabt sine marmorkugler, og jeg kan ikke håndtere det længere. Jeg var nødt til at skrige til mig selv "WE ARE ON A BREAK!" og skrive det pænt til ham i en sms. Jeg magtede ham ikke længere. 

Og Renés nevø har - havde - en edderop. Det var en, han købte som unge i 2017, jeg ved ikke hvilken art det var, men det var en af fugleedderkop/tarantel-arterne. Den er død nu. "Hvorfor døde den, Rikke?" You are never going to believe this, jeg har kunne finde ZERO informationer om dette fænomen på internettet. Den smed benene og lagde sig til at dø. WTF? Det var i sidste uge, jeg fik dette at vide, men jeg har ikke kunne lægge det fra mig. Det er så interessant. Hvorfor ville den gøre det? Hvis du, by any chance, ved noget om den slags, kan du så ikke fortælle mig mere? Jeg har aldrig set hans edderkop, fordi jeg er bange for den, men René har. Og jeg har fundet ud af, at de som regel bliver op til 15 år gamle, og at de af og til smider et ben, hvis det f.eks. kommer i klemme, men at der vokser et nyt ud. Men denne edderkop smed alle 8 ben, uden ben kan den ikke spise, og den ... Døde? WTF?

Apropos edderkopper, så følger jeg naturligvis med i YouTubekanalen AntsCanada. Her er der en gut, der har et terrarium på 1.000 gallons (ca. 3.785L). Her har han alt fra myrer, fisk, krabber, øgler, frøer, en green reaper, en "scary spider" og meget andet. I forrige uge satte han 400+ huntsmen edderkopper løs inde i det terrarium. Det hedder i øvrigt "Vivarium", og det fungerer som sit helt eget økosystem. I søndags var han kommet så langt, at det var på tide at sætte moren til de 400+ huntsmen edderkopper derind. Hun hedder Lady Death Strike. Det er en australsk art, og den er ret stor. Ikke gigantisk, men ret stor. Så han satte den lille plasticcontainer ind i The Vivarium, åbnede den og lukkede dørene til sit  terrarium igen. Så gik han i seng, og da han vendte tilbage morgenen efter, stod begge de kæmpe døre til The Vivarium åbne. Som i VIDT ÅBNE. Og lige siden i søndags har jeg bare båret rundt på angst. Kommer der en video på søndag, eller er han død? Teknisk set bør han selv, i sit hjem, have modgift til disse giftige edderkopper liggende, så han kan tage det med, hvis det ender med at han skal på hospitalet. For et tilfældigt hospital i Canada har ikke modgift til gift fra en huntsman edderkop, det nægter jeg at tro på. Så kommer der en video på søndag, har han fundet noget hvor der ikke skulle været noget, er alt okay, eller bor han midlertidigt på hotel, og starter forfra med sit megaprojekt?

Jeg ser også, igen: naturligvis, meget materiale om dinosaurer. Og det er faldet mig ind, at jeg på mange måder er som en tyrannosaurus rex. Men den mest primære og tydelige årsag er, at når jeg står op, uden noget i hænderne, har jeg mine arme i samme T-Rex position. Næsten. Lige ned, bukket i albuerne, underarmene frem, og hænderne hængende ned med håndryggene udad. Er det ikke det mest mærkelige? At rende rundt og ligne en T-Rex?

Kattevideoer - altså dem om de store katte - ser jeg også meget. Men jeg kan sgu ikke finde ud af, hvad forskellen mellem en puma, en cougar og en mountainlion er. Jeg har kigget på dem, og jeg synes de ligner det samme dyr. Men er det vitterligt den samme kat med 3 forskellige navne? Eller er der rent faktisk tale om 3 forskellige katte? Jeg burde finde ud af det.

DO WE ALL REMEMBER HOW WE LAUGHED OF RELIEF WHEN WE FOUND OUT THAT THIS FACEBOOK POST WAS A HOAX? 

Lad os lige vænne tilbage til Kina et øjeblik. Uh, ah, just a little bit, uh, ah, a little bit more! (thank you Gina G.) Jeg så en video i går med Laowhy86, som kunne berette om såkaldte "death vans" i Kina. Vidste du, at de har den slags? De kører rundt i disse biler og henretter folk.

En af disse death vans er 7-8 meter lang og 1,7 meter bred. Vinduerne i dem er dækket med gardiner. Hvis man kigger ind i en af disse death vans, vil man se dette:
De henretter dig med gift. Du får 4 injektioner. Den første er bare natriumklorid. Det er for at tjekke om alt er i orden. Så får du natrium thiopental. Derefter pancuroniumbromid, og til sidst, kaliumchlorid. Så snart dit EEG viser at du er død, bliver du bragt til det man på engelsk kalder et "funeral home". De har dog også vogne til kremation. Så du kan blive kremeret "on the go" for den travle sjæl. 

Men hvor mange penge koster denne death van at have kørende pr år, tænker du måske? Det koster omkring USD $90,000.00. Okay, men kan det betale sig? Hvor mange mennesker bliver der henrettet i Kina på årlig basis?

Okay. Alright. 8.000 kinesere bliver henrettet årligt i Kina hvert  år, af den kinesiske regering. Men det er vel ingenting i forhold til alle de andre lande med dødsstraf? Iran, Somalien, Saudi Arabien...

Okay, så Kina alene henretter flere mennesker end alle de andre lande der har dødsstraf tilsammen? DAMN. Jamen, så er det vel billigere. Det bliver ikke rart for os, der kommer til at ligge under kinesisk herredømme, når deres hær sætter ind og resten af verden ikke er parate. De er ude på noget derovre, man kan lugte det hele vejen her hvor jeg sidder. 

Jeg tror, at det bedste at gøre for mig, lige nu, er at holde en pause og gå i seng igen. Jeg stod tidligt op fordi jeg tænkte at jeg nok kunne holde mig vågen. Det kan jeg sikkert også - men klokken er halv fem, og jeg skal holde til minimum klokken 9. Så SAYONARA, BIT... My fellow wordlings! (hvorfor lyder sayonara bitches bare så godt?)

fredag den 1. marts 2024

Elliot Page: "Pageboy - A Memoir"

 Denne måneds bog endte med at blive "Pageboy", skrevet af Elliot Page. Den udkom i 2023. Jeg lyttede til den på Audible, og det var Elliot selv, der læste  op.

Denne bog er skrevet af, som jeg nævnte og som kan ses her, af Elliot Page. Bogens emne, udover at være en selvbiografi, er det man kalder "kropsdysformi". Eller, som du måske bedre kender det på engelsk: Bodydysmorphia. For dette er den horrible fortælling om Ellen Pages liv i mangel af bedre ord og hendes rejse frem til, hvem hun i virkeligheden var: Elliot. 

Der er muligvis nogle spoilers i denne anmeldelse, så hvis du er bange for at støde ind i dem, forstår jeg hvis du ikke ønsker at læse videre. 

Selv i barndommen, følte Ellen ikke, at hun rent faktisk var en pige. Og i sin ungdom, følte hun sig stadig mere som en dreng, og hun følte sig tiltrukket af piger. Som hans skuespiller-karriere voksede, blev han (vi kalder ham Elliot fra nu af, selvom han ikke har skiftet køn eller identificerer sig som noget andet på nuværende tidspunkt) han bedt om at holde det nede og fremstå som den kvinde, som alle andre mente at han var. Og i lang tid gjorde han det, selvom det ødelagde ham indeni.

Jeg lyttede til denne bog, og jeg var rørt til tårer flere gange. Han har været udsat for så mange forskellige ting, som er så forkerte. Han har været seksuelt misbrugt af både kvinder og mænd, og folk råbte random homoseksuelle hadeord efter ham på gaden. Men hvorfor? Man skulle tro at folk var kommet længere end dengang det stadig var ulovligt eller set som en sygdom. Jeg var frastødt over hvad han gik igennem.

Som teenager var hun udsat for en ulykke, da hun kørte på rulleskøjter, hvilket medførte en vaginal blødning. Hendes stedmor, Linda, som altid havde opført sig som en bitch over for Elliot, gjorde netop det samme denne gang. Men det viste sig, at Elliot skulle have en operation for at komme igennem det.

På et tidspunkt i bogen, hen mod slutningen, bliver tingene pludselig ekstremt grafiske, og et eller andet sted kan man vel forvente at en bog om et emne som dette kommer til at indeholde grafiske sexscener, men det er bare sådan meget... "in your face". Og også som bogen lakker mod enden, begynder Elliot at acceptere at hun ikke "bare" er lesbisk. Hun spørger nogle af sine venner om de tror at hun er transseksuel. Og de svarer alle ja. Men han ved ikke, hvad hun skal gøre. Han ender med at slå sig selv i ansigtet med en knytnæve, om og om igen.

Men så blev beslutningen taget. Elliot ville elske sig selv, og der var ingen anden vej. Han fik en tid hos en kirurg, og han fik lavet en "top surgery", dvs. at han fik fjernet sine bryster. Det gik fint, og snart var hun på benene igen. Der var heller ikke lang tid til at indspilningerne til "The Umbrella Academy" sæson 3 skulle begynde. 

Elliot og hans ven tog til en koncert med Peaches. Dette var noget, som virkelig gjorde indtryk på Elliot. På et tidspunkt hostede Peaches en masse falsk blod op, og noget af det blev smurt (af Peaches selv) ud over Elliots arme. Han gik i bad med armene uden for vandet i 2 uger, for at have det siddende på så længe som overhovedet muligt. 

Denne bog er en af dem, der minder mig om min egen situation. Som barn var jeg ekstremt prinsesse-fikseret. Ikke sådan at jeg elskede prinsesser, men jeg havde en masse klæd-ud tøj, og jeg havde en masse makeup, som var produceret til børn. Og det elskede jeg. Selv som kun 10 årig, var jeg god til at gå i høje hæle. Men da jeg ramte omkring 12 år, forsvandt alt dette. Jeg så nu mig selv som mere drenget, og på et tidspunkt overvejede jeg, om jeg skulle have været en dreng. Jeg kendte ikke sådan rigtig til transseksuelle, fordi det var i 1992, og den slags ikke blev snakket særligt meget om i mit miljø. Og dengang var der ikke YouTube. Og det var noget, der egentlig fulgte mig i en del år. Men lige pludselig en dag faldt det hele på plads. 

Og når nu jeg ved, at mange går i gang med at skifte køn, for at fortryde det midt i eller efter, synes jeg at det er en vigtig snak at have - med unge der er gamle nok til at forstå det. Ikke med børn. 

Denne bog var god. Den var ikke fantastisk, men den var god. Jeg vil give den 7 RAP's. Og det vil jeg gerne ønske den tillykke med, fordi 7 er mit yndlingstal. Just saying.

Tak fordi du læste med!

                                                            (The Room never gets old)