Årsagen

Jeg ved godt, at jeg slet ikke får skrevet om Marilyn Manson, som jeg ellers havde planlagt - for så skulle jeg jo have været færdig nu. Men der har været ting i vejen, der har gjort at jeg har haft tid eller ro til at sætte mig ned og skrive. Jeg regner med at fyre op for Manson skriveriet i aften, men det er altså ikke sikkert. Jeg er lidt ustabil for tiden - men jeg satser på, at jeg dukker op på overfladen og skriver igen inden for dette døgns timer :)

"I Put A Spell On You"

"I Put A Spell On You" er originalt indspillet af Screamin' Jay Hawkins i 1956. Den er meget mørk i det, ærligt talt ret sindssyg. Marilyn Mansons version af sangen er noget anderledes. Jeg får ikke indtrykket af sindssygdom, når jeg lytter til den, men snarere desperation af så voldsom grad, at den virker som en besættelse. Sangen beskriver jo også besættelse, så det går fint sammen, vil jeg sige.

Man kan godt høre på musikken, at den er indspillet i den tidlige fase af bandets karriere, og Mansons stemme er tydeligvis på vej mod "Antichrist Superstar" uden endnu helt at være der. "I Put A Spell On You" er fra "Smells Like Children", som mest består af lydspor og remixes af sange fra den forgående plade, "The Portrait Of An American Family". Det er en EP, og den kom netop før "Antichrist Superstar".

Hvis jeg hørte de to sange separat fra hinanden, ville jeg ikke lægge mærke til, at det var den samme sang. Melodien er helt anderledes, og det eneste, jeg kunne identificere dem på, ville være selve linjen "I put a spell on you".

Begge sange er gode. Screamin' Jay Hawkins' version er sindssyg, og Marilyn Mansons version er desperat. Uanset hvad man vælger, er de begge to dystre, og jeg har svært ved ved at sige, om jeg synes at Marilyn Mansons version er bedre.

Screamin' Jay Hawkins synger, så man kan forstå, hvad der bliver sunget, 100%, mens Marilyn mere skriger det ud, og derved gør det svært at identificere hvert eneste ord. Jeg synes at begge dele er cool.

"Dogma"

Kender I det der med at opdage en edderkopperede ved siden af sin seng? Godt at man har bugspray tilbage fra sidste år!

Nånå, men der er jo sagen, den åbne sag, om Marilyn Manson. Hvad har han lavet? Hvad er det, der gør, at jeg synes, at det er så utrolig fedt? Der er jo selvfølgelig en række plader, og der er jo gode sange på dem alle sammen, er gode. Bortset fra "EAT ME, DRINK ME".

Jeg vil gerne starte med at fortælle om mit forhold til selve pladen "Portrait Of An American Family"  

- men klokken er blevet alt for mange, det er jo blevet mandag nu, og jeg skal altså i seng... Men jeg skriver indlægget færdigt, når jeg står op i morgen.

OKAY! Klokken er 10:00 og jeg er ready to go!

Jeg har ikke det helt store forhold til "Portrait Of An American Family", men som på de fleste andre plader af alle andre kunstnere og bands verden over, er der altid en sang eller to som er rigtig fede på pladen. Og på "Portrait Of An American Family" er der 3 højdepunkter for mig: "Cake and Sodomy", "Dopehat" og "Dogma". Jeg kan nok bedst lide "Dogma", jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor, men jeg tror at det er melodien. Den er så fængende. Teksten er ikke så vigtig for mig i denne sang, jeg synes bare at sangen er utrolig god og jeg synes at det er en god debutplade.

"Dogma" er en upspeed sang, det går hurtigt, både med melodi og med sang, og de to ting går bare op i en højere enhed. Marilyn Manson lyder som en sindssyg øksemorder på stoffer, og det er faktisk en fed stemme til netop denne sang. Jeg kan godt lide, at den har en sådan lidt barnlig indgang i starten, melodimæssigt, men hurtigt går over i en virkelig fed musik, som holder igennem musikken. Den afviger kun for omkvædene, der er er ikke nogle bridges, i  forhold til selve sangen. Jeg kan godt lide, at der er "skrig" fra alle sider, det får det til at virker lidt vildere, og jeg kan godt lide, at der i slutningen er en stemme der helt roligt siger "burn" igen og igen, mens der blevet skreget "burn!" ind over af alle andre i bandet, vil jeg tro. Teksten er meget anderledes end hvad der sker på de efterfølgende plader, men der skal jo tages højde for både udvikling og tekstskrivere. Dogma er skrevet af Marilyn Manson, som hedder Brian Warner og Scott Puteski. Sidstnævnte var oprindeligt med til at starte bandet, og bar navnet Daisy Berkowitz. De blev uvenner, og Scott var kun med i bandet på den ene plade.

Sangen består jo mere eller mindre af de samme vers om og om igen, bare med bitte små variationer. Personligt kan jeg lide at synge med på sangen, men det er måske nok melodien, jeg elsker mest, hvilket er højst usædvanligt. Jeg møder ikke mange musiknumre, hvor melodien er federe end sangen. Normalt er det sådan, at de virkelig bare går i spænd og komplimenterer hinanden. Jeg må sige, at jeg er absolut vild med denne sang.

Der er ikke noget, jeg vil trække ud og sige "det her er fandeme godt sagt", for det er der sådan set ikke noget, der er. Det er bare en virkelig god sang. God at lytte til. Fed. Love it!

Smagsløshed

Jeg ville gerne være positiv og glad, men det bliver ikke i dag. Not now, anyway.

Jeg ledte, på Youtube, efter "WOW" af Marilyn Manson, fordi jeg skulle tjekke noget omkring baggrundslydene. Der lå nogle forskellige videoer, og jeg faldt over en video, som var filmet i Dresden i 2009. Jeg tænkte at jeg ville se den, fordi jeg faktisk ikke ret ofte har oplevet live-optagelser, filmet af private, er ret gode. Jeg har aldrig oplevet det. Hvis en koncert skal filmes og være god, skal det være professionelt. Men jeg valgte at de den dér video, jeg har set Marilyn Manson live før, kun 2 gange, men det var fantastisk begge gange. Så jeg startede denne video. Marilyn Manson er ganske vist til "chubby", som alle har diskuteret på Youtube, men han bliver ved med at gå og hive op i sine bukser, og han ser ud til at være i forfærdelig stand. Og jeg tænker: Hvem fanden filmer det, og smider det op på Youtube? Enhver, der har bare lidt medmenneskelighed, smider ikke videoer af mennesker, der har det sådan, op på internettet. Nej. Jeg snakker ikke om hans størrelse og om at han trækker sine bukser op konstant. Jeg snakker om, at manden ser ud til at have det vildt dårligt, han ser ud til at være virkelig, virkelig... dårlig, og alligevel smider den person det klip op på nettet? Smagsløst. Virkelig smagsløst.

"Uden pande"-looket. Kan det bruges?

Pyh! Lang ventetid hos hudlægen, men jeg kom til, jeg fik de stråler, og nu er jeg hjemme. Jeg faldt naturligvis - det skal man jo. Heldigvis kunne jeg tage slaget af med panden, så alting er i orden. Dejligt. Hvis jeg ikke havde haft en pande, havde jeg brækket noget. Jeg ville måske også have set temmelig freaky ud uden en pande. Visse ting opdager man først når man står i situationen.

November... Over halvt inde i november, og jeg har stadig ikke fået lavet et eneste julekort færdigt. Fandens. Jeg er irriteret. Jeg vil gerne have masser af tid til at kunne ændre dem, hvis jeg skal, og det føler jeg ærligt talt ikke, at jeg har nu. Jeg mangler at samle dem, og jeg mangler at skrive et par stykker. Jeg bliver nødt til at komme i gang, altså. Finde mit dobbeltklæbende tape, som jeg skal bruge, og så få det fikset. Det her sløseri, det holder sgu bare ikke. Så: jeg laver sgu resten nu. Lige nu. Så bliver det eneste, jeg mangler, konvolutter og porto, og jeg skal købt en ting til det ene kort. Jeg gider ikke det dér med julemærker, dem tror jeg vist aldrig, jeg har benyttet mig af. Bare kald mig ond. Jeg giver heller ikke penge til ungerne til fastelavn eller halloween, eller alle andre indsamlinger. Yup. Jeg er nærig. Lev med det. Det gør jeg.

Julekort - here I come!

Substitutter for ordene, der ikke vil komme

Denne boks har stået åben hele dagen. Ord har været i mig, som ikke ville ud. Nu prøver jeg igen, en sidste gang. Jeg ved godt, at der står tirsdag d. 18. november over indlægget, men det er stadigvæk mandag aften for mig.

Men igen... Der kommer bare ikke noget godt ud.

For nogle år siden købte René og jeg "C.S.I." Ikke alle de der spin-offs, der kom, men "C.S.I." - den originale. René sidder og ser de gamle afsnit nu. Den serie gik SÅ meget ned ad bakke da Grissom forsvandt. Selvfølgelig var de alle en del af serien - men Grissom var den bærende del. Det var ham, der var den interessante, den anderledes, den sære. Nu er er det D.B. Russell, der er den interessante, den anderledes og den sære - og let's face it: William Petersen er LANGT bedre til den rolle end Ted Danson er. Jeg nyder at liste ind og kigge med, for de er bare noget særligt, de gamle afsnit. Også fordi man kan huske dem fra man var yngre. De startede jo allerede da jeg var først i 20'erne. Og hvad laver Laurence Fishburne i den serie? Altså, han er sgu god, men den rolle, han har fået, er katastrofal. Øv. Mit dejlige "C.S.I" er væk. Og det magiske ved "Criminal Minds" forsvandt allerede dengang Gideon smuttede. Jeg mener, den er ikke dårlig, Joe Mantegna er også god - men det var Gideon var bare... Han var med fra starten  - som Grissom.

Det er som - og nu skriver jeg det sgu - med 'Deth. De var sgu fede nok. De var cool. Det var "mit" 'Deth Dave, David, Marty og Nick. Der var to plader forude, uden dem, "Peace Sells... But Who's Buying?" fra 1986 og "So Good, So Far... So What!" fra 1988,  som var vildt fede, men var uden Marty og Nick. "Rust In Peace" fra 1990, som var den første plade, de var på, var absolut ikke noget for mig. Jeg vil lige indskyde, at Megadeths første plade er "Killing Is My Business.. And Business Is Good" fra 1985, og at det var den, der kom før "Peace Sells... But Who's Buying?" - den var ikke helt lige... Der var nok lidt for meget "larm" og lidt for lidt "sang" til mig.  Jeg ved det ikke. Måske burde jeg lytte til den igen en dag. Nå  men "Countdown To Extinction" fra 1992, var fabelagtig, og jeg elskede den selvfølgelig. Den næste plade i rækkefølgen er "Youthanasia", som udkom i 1994 - det er lidt her, festen stoppede for mig. Pladen efter igen, "Cryptic Writings" fra 1997 er rigtig god - op til ca. midtvejs, hvor det går ned ad bakke. Så kom "Risk" i 1999 og den gjorde absolut IKKE tingene bedre. Så smuttede Nick. Og lige dér. Der døde mit 'Deth. Jeg forsøgte at holde mig opdateret med "The World Needs A Hero" i 2001, men den var bare ikke god. Der var 3 gode sange på, og så var der en sang, der var så dårlig, at jeg skammer mig på deres vegne, sådan, helt ind i sjælen, hver gang jeg tænker på den. Jeg har hørt den en enkelt gang, kun, for jeg kan ikke bære mareridtet af at lytte til den endnu en gang. Men så skete der det forfærdelige, at Dave kom tilskade med sin arm. Han fik en nerveskade, og kunne ikke længere spille guitar, hans udsigter var dårlige. Pludselig lander der en Megadeth cd, "The System Has Failed", på mit bord (tak, far, i øvrigt), som er bedre end den foregående plade, fordi den har hele 4 gode sange! Og så sker der det, at Megadeth begynder at skide plader ud i en fart inden kan følge med i! De udgiver plader hvert 2. år, så man kan faktisk slet ikke nå at lære deres plader ordentligt at kende, før der kommer en ny. Men "The System Has Failed" er fra 2004, og der er så et spring op til 2007, hvor "United Abominations" udkommer. Så, i 2009, kommer "Endgame", og i 2011 "Thirteen" og 2013 udkommer sidste nye skud på stammen, "Super Collider". Det er goddamn mange plader at holde styr på, når man teknisk set ikke sådan rigtig lytter til andet end de første, rundt regnet, måske lidt hen mod begyndelsen af midten. Kan man sige det? Anyways - jeg savner Nick og Marty. Men Marty, har jeg læst, er vist mere til popmusik nu, og jeg ved ikke helt, hvad Nick laver - tilbage i 'Deth, kommer han i hvert fald ikke. Dave "ejer" Megadeth, og ved hans side står David. Jeg synes at det er utroligt at de har holdt sammen i så mange år. De har et godt venskab, tror jeg.

Jeg har tænkt mig, en dag når jeg ikke har andet på programmet, at sætte mig ned og finde teksterne til de plader, jeg mangler at lytte ordentlig igennem, og så lige give dem nogle gennemlytninger. Dave har i mange, mange år været en af mine favoritsangere. Han har en utrolig god stemme. Og hans guitarspil er virkelig godt. Jeg er slet ikke ked af, at jeg har fået "The mark of 'Deth" på min arm. Jeg tænkte, da jeg fik det lavet, at jeg måske en dag ville fortryde det, hvis jeg ikke længere ville kunne lide deres musik. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg var ligeglad, fordi jeg jo havde haft dem i mit hjerte på netop det tidspunkt, og at det også betød noget. Og jeg er stolt af det, nu, stadigvæk. Jeg kan sgu ikke huske, hvor gammelt det er, efterhånden, men jeg tror at jeg har haft tatoveringen i 8 år, måske 9. Ja. 9 år. Det passer sgu med, at jeg fik den lavet da jeg var 25 år gammel.

Jeg snakker meget om mine tatoveringer, gør jeg ikke?

Nu er klokken næsten 2 om natten. Det er vidst ret typisk for mig at være meget sent oppe, når jeg skal noget dagen efter. Det er altså en virkelig dårlig idé. Jeg kan derudover se, at min kat har spist lidt under 30g tørkost i dag og intet andet, og at det var det samme i går, og at hun begynder at ligne en anoreksi-ramt kat, og at jeg har spist 4 flødeboller i dag, hvoraf 2 af dem var Renés - det er hans uden kokos. Han kan ikke lide kokos, men det kan jeg. Moralen i det med flødebollerne er egentlig bare: Lad være med at købe flødeboller når du sidder foran computeren en lørdag aften og er lækkersulten og skal bestille varer til levering dagen efter. Det kan KUN gå galt - jeg har allerede spist 1 pose skumfiduser, 500g vindruer, 7 bananer og 2 æbler siden klokken 10 søndag formiddag. Nå, ja, og så de 4 flødeboller. Og jeg spiste sådan set også 2 i går. Men nu er der heldigvis ikke mere slik. Så kan jeg koncentrere mig om andre ting. Jeg er MEGET bedre til at sige nej tak til slik når jeg går forbi det i butikkerne.

Mit hår flyver om ørerne på mig. Jeg ville ønske at jeg lige kunne sætte det med noget... et eller andet styling af en art. Men der er jo hudlægen i morgen. Strålebehandling i hårbunden. Men hun skiller håret fra hinanden og sætter den dér helt ned til hårbunden. Så jeg kan vel egentlig godt komme en lille bitte smule krøllecreme eller sådan noget i, så længe det ikke rammer hårbunden? Jeg kan jo lade være med at bruge saltvandssprayen. Jeg har jo hele to flasker med Curl Cream fra Matas. Sådan. Det er bare for at "holde sammen" på håret, for det bliver altså meget 'levende' når det er nyvasket og der ikke er noget styling i. Men der er mange, der kender til.  Alt andet vil være urealistisk.

Hudlægen, der i morgen, transporten kommer - jeg tager faktisk rollatoren med, for jeg har intentioner om at gå hjem. Jeps. Jeg har ikke været ude at gå i meget, meget lang tid, på grund af skiftevis smerter hos René og mig, samt kramper. Det bliver en hård nyser. Jeg må virkelig tage mig sammen og HUSKE at tage de smertestillende piller. For guds skyld huske de smertestillende! Jeg lægger dem altså frem med det samme. Nej, Emma kan æde dem. Jeg lægger en seddel, hvor jeg husker mig selv på at jeg skal tage dem! Det er den bedste løsning.

Det bedste lige nu, faktisk, er at jeg jo - som nogen måske er klar over - har problemer med blæren, og ikke fik den tømt heeelt sidst jeg var på toilettet. Jeg har ikke tisset i trusserne. Men de er blevet lidt mere end fugtige, og for en eneste gangs skyld har jeg ikke bind på. Psh. Så det skal jo så lige renses. Godt, at jeg har et par joggingbukser uden på, og derudover sidder på et håndklæde!

Det var ikke de ord, jeg ville have ud. Men det var ord, jeg havde tænk at jeg ville skrive på et tidspunkt, så jeg vil poste indlægget alligevel. Det er også synd, bare at lukke det, når nu det har stået åbent og ventet på mig siden i formiddags.

Lyskædernes Herskerinde!

I går købte René en lyskæde til mig, i Netto. Den er af gennemsigtig plastic med grønne stjerner. Jeg valgte at vikle den om min skrivebordslampe:

René gik fuldstændigt i koma. Han havde stort set aldrig set noget så kreativt, og han havde ALDRIG selv fundet på den slags, som f.eks. da jeg "stripsede" tænd/sluk knappen på ledningen til lampen fast på selve lampen, så jeg ikke skulle ned og rage rundt i mørket, når jeg skulle tænde og slukke lampen. Det er sødt gjort af ham, det er det virkelig... Men det er måske lidt overkill, altså... Jeg har aldrig fået så meget ros for så noget komplet ligegyldigt. Men igen: det er sødt af ham.

I dag har jeg modtaget min pakke med alle de ting, jeg skal bruge til mine julekort. Det er virkelig spændende i år, tror jeg, det er mange år siden jeg har gjort så meget ud af dem. Det plejer bare at være noget "hvad jeg lige har til rådigheds"-crap. Men i år har jeg sgu købt ind for 400 kroner! Ja, 500, faktisk, men de 90,- er forsendelse, så de tæller ikke med. Men det er spændende! Jeg ser frem til det, i hvert fald. Jeg ved ikke, om jeg begynder på dem i dag. Det gør jeg nok. Måske. Jeg kan nok ikke lade være. Nu, hvor jeg ikke har kramper (de er i øvrigt væk - som dug fra solen, netop i dag), er det jo et oplagt projekt at kaste mig ud i :) 

Jeg har det lidt dårligt, sådan, med Emma, fordi René skælder hende ud fordi hun strækker sig ud efter maden, når han tilbereder den (tun), og jeg bare siger "Uha, du er en lang kat, hva'?" Jeg bliver nødt til at huske at ændre det, så Emma ikke bliver forvirret oppe i hovedet. Det er synd for hende.

Jeg har sådan lidt "frysefornemmelser" i dag. Her er urimelig koldt. Men her er varmt nok til, at radiatoren er slået fra. Jeg ved godt, at jeg normalt er meget kuldskær, men her er altså koldt! Den eneste bare hud, jeg umiddelbart kan se, er mine arme, og der er i hvert fald myrepatter på! Jeg burde tage mere tøj på, men af og til er jeg bare for doven til at gøre noget ved det. Så - derfor sidder jeg her og fryser med en irriterende snøftende næse. Jeg er ikke forkølet, tror jeg, for den snøften, jeg har, har ikke udviklet sig siden i går. Overhovedet. Men den startede i går aftes, mens jeg lavede aftensmad. Jeg bør gå i seng, men det er IKKE et godt tidspunkt lige nu, når René skal til at gå. Bedst at blive oppe. Jeg kan gå i seng, når han er kommet hjem. Julekortene må vente til senere eller i morgen.

Jeg burde måske heller ikke have været stået op 7:30, når jeg gik i seng klokken 3... Sådan, set i bakspejlet... What's done is done. Nu får jeg sendt René afsted, så går jeg i seng og håber ikke at jeg høster frugten af for lidt søvn ved næsten opvågning. 

Sov godt, alle jer,som står for at skulle tage en lur, eller som bare er på vej i seng.

Opdatering

Virkelig dårlig dag at vågne op til. Jeg ved ikke hvorfor. Den er bare så ... ØV! Det er virkelig bare en forbandet lortedag. Og jeg kan ikke komme i bad, fordi jeg har dags-lange kramper. Jeg trænger til en drink. Jaja, jeg drikker ikke, men jeg trænger til en drink. "Kan jeg byde på en drinks?" "Oh my... yes you can, Mr. Extra S on Drink"

Uh... Tough one

Jeg er done. D.O.N.E.  Hele dagen. Hele skide dagen har jeg haft kramper! Fra jeg vågnede - og til nu! Jeg har stadig kramper! Og jeg har haft et krampeanfald! Hvorfor har jeg myoklonier efter et krampeanfald, det er aldrig sket før! Jeg kan slet ikke klare det her, det er fuldstændig ude af kontrol. Jeg tør slet ikke at stå op i morgen tidlig. Jeg kommer sååå meget til skade. Jeg ved det. Jeg ved det bare. Jeg tror, at jeg omrokerer alt i mit ansigt. Lige nu har jeg en bule over mit venstre øjenbryn. Hvis jeg er heldig, trækker blodansamlingen ikke ned over øjet.

Mine ... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde dem, for jeg er jo klar over, hvad der foregår, men lad mig for nemhedens skyld kalde dem "psykoser" er blevet lidt værre. Forleden følte jeg mig pludselig højere, end jeg reelt var. Altså, at gulvet var usandsynligt langt nede i forhold til mine øjne, og da jeg lavede mad i går, tænkte jeg på et tidspunkt, da en ske klirrede, at det ringede på døren, og jeg var i gang med at rejse mig op for at gå ud for at åbne, da jeg så på skeen og tænkte "Nå ja" og satte mig ned igen, som om intet var hændt. Da jeg skulle sætte kartoflerne over, skulle jeg have margarinen frem (en lille bitte smule margarine gør det sværere for dem at koge over), og da jeg skulle tage saltet ned fra hylden, stod jeg og tænkte "Og hvis vi åbner her, ser vi saltet, som vi skal bruge til at putte i kartoffelvandet. Husk, for en anden gang, at selvom man skræller kartoflerne flere timer før man skal bruge dem og sætter dem i koldt vand, må man endelig ikke putte saltet i, før de sættes over til kog" - som om jeg var en fandens kogekone!

Jeg ved ikke helt, hvad det er. Jeg fatter det straks, mens det bliver udført, eller et par sekunder efter, så jeg ved ikke, om det er psykoser. Jeg ved det ikke. Det kan jo være så meget. Måske har jeg en anden sygdom i hjernen, som gør at jeg får de her epilepsi-lignende symptomer. Hun antydede det, hende neurologen. Kan man sige det? Hun kom lidt ind på, diskret og med kun en enkelt sætning, at det kunne skyldes noget andet end epilepsi. Jeg er ved at blive lidt nervøs omkring det her. Altså, ikke omkring at skulle have det udredet, men tænk hvis der ligger noget andet bag, som ikke kan helbredes? Jeg kender til en, som har en hjernesvulst, som udløser epilepsi. Men først og fremmest er jeg bare nervøs for i morgen, når jeg står op. Hvor mange skridt kan jeg nå at tage før jeg falder? Og hvor klamt er der, hvor jeg falder? Vi har ikke fået støvsuget i en måned.

Jeg har ikke høje forventninger til i morgen. Jeg må jo komme igennem det på bedste vis, men det bliver hårdt.

Jeg ikke klare det!

HVORFOR SKAL DEN KVINDE ALTID SNAKKE OM AT RENSE TÆNDER, NÅR JEG RINGER TIL HENDE?!?!?!

Jeg magter det ikke. Jeg kan snart ikke holde ud at snakke med hende. Men hun er min farmor, jeg kan ikke bare lade være med at ringe til hende. Men jeg kan ikke klare hendes tænder. Jeg kan klare hendes snak om bæ, men ikke om hendes tænder. Det er SÅ klamt!

I ved måske, hvordan mit forhold til tænder er. Ellers tjek tidligere indlæg med noget med tænder i overskriften.

Sludder for en sladder? - Hvad foretrækker du?

Jeg har bare været så supertræt, at jeg faktisk slet ikke har gidet at skrive. Uh oh - så er den gal... Men jeg er frisk igen, efter at have sovet hele dagen, på grund af menstruationssmerter. Jeg var faktisk, sådan endda, nødt til at aflyse hudlægen, fordi det gjorde så ondt. Det plejer ikke at være så slemt.

Jeg sidder og lytter til Peters stemme. Savner ham. Jeg elsker at lytte til deres plader. Til hans stemme. Kenny synger også godt, men jeg elsker især Peters stemme. Den er bare... var bare så smuk. Så intens. Jeg ville ønske, at jeg kunne få en plade mere. Bare én. En sidste plade. Men efter den, ville det jo være det samme. Jeg vil aldrig stoppe med at savne en ny plade.

Dette er min yndlingsvideo med bandet. Den er så fantastisk. Jeg elsker humoren, der ligger i den, og jeg elsker bandets "outfits" og Peters og Kennys kæde på deres bas og guitar. Det er ret cool, synes jeg. Jeg synes at det er lidt specielt, at Peter, som er den "ledende" forsanger, hvis man kan sige det sådan... Det kan man ikke. Ud ad til er det Peter, der synger, men i de højere toner, er det Kenny der synger, og de synger mere eller mindre lige meget. Næsten, i hvert fald. Anyways, Peter, som er bandets frontfigur, er også basspilleren. Det er lidt usædvanligt. I de mange af deres videoer har han slet ikke sin bas med, selvom Kenny, Josh og Johnny er i gang med deres trylleri på instrumenterne. Det er åbenbart ikke særlig "sexet", eller hvad ved jeg. Jeg går ud fra, at det er derfor. Peter blev set som en meget sexet mand. Det var han ikke. Ikke de sidste 10 år af sit liv, men han var en overgang, og det vandt de selvfølgelig mange tilhængere på. Det var nok, vil jeg tro, teksterne, der "talte" til os kvinder, men han stemme har altid været sexet. Dog, vil jeg sige, er der mange - deriblandt mig - som faldt for sarkasmen i Peters tekster. Fuck, hvor er de sjove engang imellem. Man skal af og se lede dybt efter dem. De er der, i mange af teksterne. Men de smukke kærlighedssange taler jo også til mig; jeg er jo en kvinde. Den allerbedste tekst, Peter nogensinde skrev, var "Anesthesia". Wauw. Genialitet på højeste plan.

Nå, men jeg var jo på neu.amb. i går. René skulle hente sine piller på apoteket inden transporten kom, og han nåede hjem 2 minutter før, så han nåede lige at skifte T-shirt. Og så kom vi afsted mod Roskilde Sygehus. Jeg snakkede med en neurolog, Janne, hun er den bedste neurolog EVER! Jeg er aldrig stødt ind i en, som var mere grundig og kompetent end hun var. Fantastisk. Endelig en, der ville lytte, og som havde forstand på, hvad hun snakkede om! Planen er foreløbig, at jeg trapper ud af Lamotrigin. I dag er jeg gået 200mg ned i Lamotrigin, og den 11. december skal jeg gå yderligere 200mg ned, for til sidst helt at stoppe den 11. januar 2015. Jeg vil blive indkaldt til en indlæggelse med videoovervågning og elektroder på hovedet, og hvis der opstår myoklonier herhjemme, er René blevet bedt om at filme dem. Så det ser ud til at være på vej de rigtige vej :)

Jeg har bestilt noget tørshampoo, som er kommet i dag. Jeg halvsov, da jeg var ude og tage imod pakken, så af uvisse årsager, drømte jeg, at det var New Century, som havde sendt mig en pakke med en eller anden form for kager, for at sige "hey, det må du sgu undskylde. Vil du ikke komme tilbage?" og René og jeg spiste et par af dem, og lagde dem på bordet. Så vågnede jeg et par timere senere, og var fuldstændig "whaaaat?!" fordi pakken lå præcis, hvor jeg havde lagt den! Men da jeg tog den op, var den ikke åbnet. Jeg åbnede den, uden at se på hvem det var fra, eller om det var til mig, men det var det dér tørshampoo. New Century er i øvrigt en kinesisk restaurant her i omegnen. Tror den ligger i Køge, men det er ikke helt sikkert. Kan godt være Ølby eller en af de omkringliggende byer. Men Køge er mest sandsynligt. Det var den restaurant, vi blev vildt begejstrede for, fordi de leverede maden til døren. Så vi bestilte mad derfra. René fik fedtdiarre og skulle på wc, og jeg sagde at han skulle skynde sig, det gjorde han også, men da jeg rejste mig fra min stol og forsøgte at gå ud på wc'et, sked jeg hele vejen igennem stuen, i entreen og på, rundt om og i toilettet, og måtte gå i bad bagefter, og René gik og vaskede gulvet... Vi blev ret hurtigt enige om, at der bestiller vi aldrig fra igen!

Telefonopkald. Vasketøj. SKAL være klar klokken 19:00. FUCK. Det havde jeg glemt alt om. Jeg havde vitterligt glemt alt om det. Jeg sagde ja, og at det var okay. men jeg har skide ondt, og René er nødt til at gå ned og købe ind - ikke en god kombination. Jeg har derfor kontaktet Rehab teamet og sagt, at vi desværre ikke kan alligevel, og jeg fik at vide, at de ville forsøge at få fat i medarbejderen, men at det ikke var sikkert, at de kunne nå at stoppe hende, inden hun dukkede op. Hvorfor kan jeg aldrig sige nej? Jeg blev ærligt talt overrumplet af hendes opkald, og så er jeg jo, som de fleste af mine læsere måske ved, slem til at tage mere på mine skuldre, end jeg kan bære, fordi jeg tror jeg er stærkere end jeg rent faktisk er. Jeg har ondt i deromkring livmoderen, og omkring skedeåbningen, og min fod gør syyygt ondt. Jeg skal ikke over at vaske i dag, hvorfor sagde jeg ja til det?! Som sagt: jeg blev overrumplet.

Årets julekort/breve er designet. Jeg skal have købt de fornødne ting ind, og så skal jeg i gang med at producere. Jeg har ALT for lidt plads til at skrive alt det, jeg har skrevet, så det skal kortes ned. Drastisk ned. Jeg bliver mere eller mindre nødt til at lave dem om. Jeg har heldigvis kun fået skrevet halvdelen. Et af dem, jeg havde skrevet, sagde René var så sort, at det kun var mig selv, der syntes at det var skide skægt. Men det var det fandeme også. Haha. Nå, men der skal jo så laves et nyt. Jeg kan jo så ikke bruge min "normale dagligdags humor", men det er jeg efterhånden vant til - det er kun mig, der fatter den. Af og til fanger René den også. Men det er sjældent. Han sidder ofte bare og ryster på hovedet på mig. Det må han gerne.

Jeg er nødt til - NØDT til - at finde noget spiseligt til aften, hvis René ikke går ned og handler. Han er ikke helt sikker endnu. Det er han aldrig. Damn! Jeg mangler nogle meget specifikke ting i Kvickly, men jeg kan godt vente til på fredag, når vi alligevel skal forbi Kvickly på vej ud og hjem fra KBJ. Hvis jeg kan komme afsted der. Det kan jeg. Jeg VED at jeg kan. Det føler jeg. 

Jeg har smækket 100 kroner af mine indkøb til julekorts-producering, så nu er jeg helt nede på 388,75 kroner :) Awesome. Så er der fragt oveni. Med GLS er det 55 kroner. Med PostDanmark er det 90 kroner. Ja. Det er det. 90 kroner.

Sidste opdatering inden afhentning!

10:00

Ingen kramper.

Jeg (og måske René) bliver hentet 45 minutter til en time. Så det er jo smukt. Det var faktisk lige før, at det med bilen slet ikke ville lykkes. Men de var supersøde på neu.amb., og de bestilte en til mig. Ellers var det jo blevet jo noget værre rod.

Godmorgen-status

07:50 

Ingen kramper so far. Det tegner godt.

Og så har jeg fundet noget cool musik frem: Timbaland. Det er sgu fed musik. Noget af det. Hehe. Normalt er det SLET ikke det, jeg lytter til, det er ikke en  genre for mig. Men "The Morning After" overbeviste mig om, at der da noget i ham, der er cool. Og så hørte jeg "The way I Are" og "Carry Out" - de er jo er jo vildt fede. Timbaland har en virkelig laid backog fyldig stemme. Jeg kan lide den. Og så er han simpelthen så charmerende at se på. Men det er jo så noget helt andet, som ikke har med musikken at gøre.

08:03

Uh! Der var antydningen af en myokloni! Nu må jeg passe ekstra godt på.

Ro på... Jeg er bare bekymret

Okay! Jeg indrømmede det overfor René, det med tænderne, og han sagde at jeg er (var) psykotisk, og han tvang mig til love at jeg kun børster tænder morgen og aften. Stodder. Men okay; jeg kunne bare lade være med at sige det. Jeg skulle have holdt min kæft. Men han kom ud og skulle tisse samtidig med at jeg stod på hovedet i skabet for at lede efter både tandpasta og -børste, og han sagde at det jo lå "lige der" (hvor det plejer at ligge), og så væltede det bare ud, altså, det var som at brække ord op. Ord om at passe på mine tænder. Og han gentog om og om og om at jeg ødelægger dem, hvis jeg børster dem 4 gange dagligt og bla bla bla -. jeg kan ikke bruge det til noget, men jeg har lovet det, og så .. Ja. Et løfte er et løfte.

I øvrigt var jeg ikke psykotisk. Det var et øjebliks svaghed. Jeg har et problem med tænder. Det er det første, jeg ser hos andre mennesker, og jeg går som følge deraf ud fra, at de lægger mærke til mine tænder, og mit mareridt er forlorne tænder. Jeg ved faktisk ikke engang om jeg vil kunne kysse René, hvis han fik kunstige tænder. Måske - måske - hvis det var porcelæn. Men bruger man overhovedet det længere? Hvis jeg ødelægger nogle af mine tænder ved et fald, gemmer jeg mig i min lejlighed indtil jeg får råd til at få stifttænder, eller hvad fanden det hedder. Det betyder, at hver enkelt tand bliver skruet fast i kæben. Det koster SÅ mange penge, men jeg kan altså ikke gå i seng om natten velvidende, at mine tænder står i glas med proteserens på badeværelsesvasken... Jeg kan slet ikke engang magte tanken, den er alt for stor og overskuelig til at jeg egentlig kan forstå det "rigtige omfang" andet end "selvmord" eller som erstatning "stifttænder". Lige nu er det bare ord på min computerskærm. Tidligere i dag var det meget tæt på, men lige nu er jeg ligesom... Ja. Jeg har nok lidt distanceret mig fra det. Måske er det fordi jeg lige har opdaget, at den eksem, jeg har i hårbunden er ved at trække ned i panden, og at jeg ikke længere kan slække på behandlingen med en "det skal sgu nok gå"-holdning. Indtil videre kan det godt gå for værende bumser. What the hell, måske er det bumser. Der er 3. Men jeg har grovædt slik hele weekenden, og det er ikke noget, jeg plejer, så det kan også være sandsynligt. Det klør jo ikke. Grunden til, at jeg har lagt mærke til dem, er faktisk at de sidder i hårgrænsen.

Jeg bliver mere og mere nervøs som tiden skrider frem. Jeg regner med at gå i seng om et kvarters tid, måske 20 minutter. Men jeg skal op 7:30, så den er ved at være kriminel. Det er fordi jeg skal vente på René. Han sidder og spiller. Han har taget sin sovepille, men han kan ikke forstå, at det ikke er en sovepille, men en indslumringspille, og at den ikke har nogen virkning, når han ikke prøver at lægge sig til ro. Jeg ved godt, at jeg lige så godt kan gå i seng nu, jeg sagde også, for en halv time siden, om han ville med mig i seng om en halv time, og han sagde ja, og tog en sovepille og spurgte mig, om jeg ville smøre nogle knækbrødsmadder med ost på. Det har har gjort. Jeg kan ikke se, at de stadig står derinde, urørt, men jeg kan kende lydene, og han spiller. Af og til spiser han mens han sætter sine karakterer, men nu er han i kamp, kan jeg høre. Så maden er urørt, og jeg kommer i seng inden for de næste 10-15 minutter. Så jeg regner med, at jeg om 10 minutter går ind og siger det, som det er. Jeg ved godt, at han muligvis ikke skal med på neu.amb. på grund af smerter - men jeg skal derind, og jeg vil gerne undgå kramper, og vil gerne have en god nats søvn. Giver det mening?

Jeg har fået ondt i maven. Jeg skulle nok have drukket lidt mere væske til aftenmedicinen, set i baglyset. Jeg har glemt, hvad tid jeg tog den. Great. Jeg skulle jo skrive alting ned.

Jeg kan høre, at han stadig er i kamp. Han bliver ikke færdig inden klokken tolv, så jeg tror at jeg lukker ned for i dag. Klokken er 23:35, og jeg giver en update i morgen!

Tænder! Jeg vil beskytte jer til min død!

Jeg vil gøre noget virkelig dumt. Jeg vil gå imod min neurologs anvisninger. Jeg vil tage en ekstra Frisium i morgen tidlig. Se, om det kan holde kramperne væk. Jeg skal bare ret tidligt op for at gøre det. Frisium er et præparat i benzodiazepin-gruppen. Det betyder faktisk bare at pillen virker afslappende på mine muskler, så de forhåbentlig ikke går i krampe (myoklonier) og afværger et fuldbyrdet anfald, som i juvenil myoklon epilepsi hedder tonisk-klonisk anfald. Hehe. Anyways, jeg satser stærkt på at komme afsted, som jeg har skrevet igen og igen. Jeg nægter at blive hjemme. Det skal være virkelig voldsomme kramper, der holder mig hjemme. Fandeme! Jeg VED godt, at jeg - hvis jeg har kramper - falder ned ad trappen og skader min krop, og det er den dummeste idé nogensinde, men jeg er så desperat lige nu, at jeg bare... Jeg kan ikke tage afsted, hvis jeg har myoklonier. Jeg ved det. Jeg bliver nødt til at tænke logisk. Jeg kan ikke overskue at brække noget igen. Måske - endnu værre - ødelægger jeg mine tænder! Så begår jeg selvmord. Uden at blinke. Jeg kan ikke ødelægge mine tænder. TÆNDER! For helvede! Jeg vil aldrig kunne smile igen, uden at tænke på, at folk kan se at jeg har forlorne tænder. Eller kysse René. Med PLASTICTÆNDER! Nej. Det kan ikke gå. Fuck. Jeg græder. Jeg græder nu! Over hvad, det er ikke engang sket endnu! Men det sker. Jeg ved det, jeg VED det bare. Jeg ved, at jeg ikke har kramper, men så snart jeg kommer ud på trappen, og har taget det første trin ned - så falder jeg resten af vejen og smadrer mine tænder.

Jeg burde have taget mig bedre af dem, mens jeg havde dem. Jeg burde have børstet dem mere end kun to gange. TO SKIDE GANGE! Det er intet! Jeg har for fuck's sake en elektrisk tandbørste, jeg skal ikke lave en skid, andet end at holde den i munden (ingen perversitet i det, for en gangs skyld) og køre den frem og tilbage på tænderne. Jeg skal ikke trykke! Men det gør jeg alligevel. Jeg bruger den som en helt almindelig tandbørste, og det gør jeg i ca. 2x 4 minutter dagligt. Hvordan har jeg nogensinde kunnet tænke, at det var nok!? Jeg skulle have eftermiddagsbørstet dem også. Skyllet dem med lidt klorhexedin en bare en gang om ugen eller sådan noget. Brugt en rigtig tandpasta i stedet for en, der bare beskytter mod syreskader. Jeg burde have skiftet tandbørstehovede oftere, bare fordi de er dyre, betyder de jo ikke, at de absolut SKAL sidde på i... hvad det nu er, for mine børstehoveder er færdige på 3 uger, og René vil ikke betale så mange penge for at købe tandbørster! Måske skulle jeg have nogle almindelige liggende, så jeg altid lige kan børste en gang om eftermiddagen, så jeg kan få en ren mund - altid. Morgen, middag og aften. Eller skal man også børste tænder efter aftensmaden? Mine tænder sidder for tæt til at jeg kan bruge tandtråd, og jeg må ikke bruge tandstikker, fordi jeg måske nok mishandler mit tandkød på grænsen til "selvskade" fordi jeg godt kan lide smerten, når tandstikkerne prikker i det, og jeg kan godt lide at skylle munden bagefter og se det blod, der kommer ud - og så børste tænder bagefter. Men hvis jeg kan erstatte det med en tandbørstning også?

René bliver sikkert sur. Men han nu ikke ved, at jeg børster tænder 4 gange om dagen, fordi jeg skjuler de 2 gange med en almindelig tandbørste - så er der slet ikke noget han kan sige til det. Det er en plan, synes jeg. Det er en rigtig god plan. Jeg ved godt, at det er lidt ekstremt at "smug-børste" sine tænder, men jeg er nødt til at passe på dem, og lade være med at gå ned ad trappen nogensinde igen! Jeg går aldrig mere ud. Fra nu af, bor jeg her, og verden er ikke velkommen. Jo, altså, hvis den kommer til mig, i mit hjem, er det OK. Men jeg har ikke tænkt mig at gå ud. Nogensinde igen. For jeg må passe på mine tænder. Virkelig. Jeg må også huske at børste forsigtigt, nu hvor jeg skal børste 4 gange, så jeg ikke slider for meget på emaljen. Det er ret vigtigt. Så det skal jeg passe på med.

... Dammit. Jeg har så mange aftaler i næste uge, jeg ikke kan løbe fra. KBJ, f.eks. Jeg kunne godt tænke mig, at der var en nemmere måde. Men hvis jeg slipper ud herfra i morgen, med hele tænder, gør det ikke så meget. Så kan jeg bedre klare det. Meeeen.... Det er imod min vilje. Hele min lejlighed stinker af noget, jeg ved ikke hvad, eller hvor det kommer fra. Men ad.

Skrevet i tidsrummet 14:10 - 23:53

I går. Tja. Det gik vel sådan nogenlunde, indtil jeg vågnede fra den lur, jeg lagde mig til at tage, da MOR hentede René for at køre Emma til dyrlæge (hun er i øvrigt rask, hun fejler heldigvis intet. Fordi hun ikke fejler noget, men det mest bare var spørgsmål, han kunne svare på uden at undersøge hende, skulle vi ikke betale for besøget. Køge Dyreklinik ) Jeg har hørt, fra pålidelige kilder, at Emma ikke kunne lide "rejsen", dog opførte sig pænt hos den flinke læge.

Men da jeg, som jeg skrev, vågnede, var den helt gal. Jeg havde givet helt op. Fuldstændig. Jeg var så langt nede, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg havde intet i mig. René spurgte mig, om jeg var sur på mig. Jeg svarede nej. Jeg satte mig ved siden af ham, og lagde min hånd på hans lår. Jeg sagde at jeg ikke var sur på ham, at jeg elsker ham meget højt, men at det var en virkelig, virkelig dårlig dag. Jeg kiggede ham i øjnene, da jeg sagde det, og der kom lidt tårer.

Min dårlig dag-situation fortsatte i dag. Jeg har rent faktisk løbet rundt i mit køkken og smækket med skabslåger, køleskabet og fryseren i frustration over, at jeg ikke kunne finde noget slik. Jeg gik i seng, grædende, fordi jeg ikke havde noget slik, og sov i 4 timer. Jeg må sige, at denne dags eneste lyspunkt, so far - klokken er 17 - er da jeg sad og skrællede en appelsin i morges, som i tanke om, hvordan jeg spise appelsiner som barn. Jeg kunne ikke sådan helt finde ud af det dér med at skrælle dem, så jeg skrællede halvdelen og så åd jeg den bare, gnaskede den, og når jeg nåede ned til skrællen, vendte jeg den på vrangen og spiste kødet inden i. Det morede jeg mig en smule over i morges. Man har jo kun det sjov, man selv laver, er det ikke sådan, man siger?

Jeg kigger på mine piller. Lortepiller, men jeg har tænkt en del over tingene. Jeg har vist skrevet det tidligere, men nu, hvor jeg er stoppet med Abilify, kan det være, at Keppra har en bedre virkning end sidst? Keppra er et middel mod epilepsi. René og jeg har snakket om det. Vi havde tænkt på det, hver for sig, viste det sig, da jeg nævnte det for ham. Såøh... Det foreslår vi neurologen, når vi skal på neu.amb. på mandag. Renés pakke fra Computersalg kom i øvrigt i går. So long sucker til mit trådløse internet.

Mistede mit 4. viskelæder i nat. Glemte at gemme det inden jeg gik i seng. Tror at Emma hopper op på mit bord alene for at snuppe dem. Når jeg sidder et andet sted, men kan se hende, hopper hun op på bordet og snuser rundt og hopper ned igen. Hun plejer at sove på min stol. Men hvis viskelæderet ligger der, begynder hun at lege med det. Ofte, hvis et viskelæder ikke er gemt væk, finder jeg det på min stol, når jeg står op om morgenen.

René skal til at beslutte sig for om han vil købe den nye expansion af World of Warcraft. Han har spillet det i mange, mange år, men stoppede fordi jeg bad ham om det. Dem, han spillede sammen med, gjorde ham deprimeret. Han er stadig deprimeret, men han spiller ikke sammen med dem længere. Jeg ved ikke, om han kommer til det, eller om han finder en ny guild. Jeg ved ikke, om han skal købe det eller ej. Han har spurgt mig. Jeg er i tvivl. Han mangler virkelig social kontakt med andre end mig og hans mor, men han spiller sammen med Basse, og de har det rart. Men er det nok for ham? Man skal jo også se det i lyset af, at han har supermange smerter, og sidder på en seng foran sit skrivebord og spiller. IKKE en særlig god kombination. Han har suuupermange spil, som har har købt hos STEAM, men det er ikke online spil, og jeg tror, at han har brug for online spil. Men uden al den glamour, der var i den sidste guild. Det gik slet ikke for ham. Det var også meget, meget dramatisk. René var guildleader, men da han stoppede (som guildleader), gav han posten til en anden, som så viste, desværre, heller ikke at kunne klare det. Så blev Kim guildleader. Og da René så stoppede som spiller, ville Kim slet ikke snakke med Kim. Majbrit inviterede os hjem til dem nytårs aften, fordi Kim alligevel skulle på arbejde, og inden han gik, stod han ude i køkkenet sammen med Majbrit og sagde "Hvorfor har du inviteret den slags mennesker?" - over et computerspil. Det spil har skabt så meget splid i en hel gruppe af venskab, at det slet ikke til at fatte. Og det er ærgerligt, for René kunne virkelig godt lide Kim. Det er fuldstændig sygt, altså, at et spil kan overtage mennesker på den måde. Jeg kan godt acceptere, hvis han går ind i den gruppe igen (jeg tror ikke, at han er velkommen, men hvis de opdager at han spiller, kan det være, at han måske er), men jeg har sagt til ham, at hvis jeg kan mærke den mindste form for dårligt humør pga. noget i spillet, så må det stoppe. Han er langt nok nede i forvejen. Men han elsker det spil. Han har spillet det i 10 år. Hans prøveperiode er ved at udløbe, og han skal jo til at træffe beslutningen. Jeg tænker over, hvad jeg skal råde ham til, men jeg er meget i tvivl. Det er ikke pengene, op i røven med dem, men jeg vil blive ked af det, hvis han bliver meget skuffet over det. Det vil gøre mig utrolig ondt, og det vil jeg gerne skåne ham for. Jeg er klar over, at han er et voksent menneske, endda ældre end mig, men af og til er man nødt til at se tingene udefra.

Jeg har snakket med min mor her til aften. Hun sagde faktisk noget, som jeg selv har tænkt på. Mon jeg har skrevet det herinde, eller bare har tænkt det? Hm, men den sidste menstruation, jeg havde, var bare... Den var nærmest bare en udvidet pletblødning, og jeg har sprunget en menstruation over. Det er ikke sket før, medmindre der har været ændringer i min medicin, og det har der ikke denne gang. Derfor har jeg tænkt på, om al den lortemedicin, jeg har gået og taget de sidste 16 år, måske er skyld i, at jeg er kommet i en tidlig overgangsalder. Min mor sagde, at næste gang, jeg får taget en blodprøve, lige skal have tjekket østrogen niveauet. Det er ikke vigtigt, og jeg kan jo heller ikke basere det på to menstruationer. Så jeg vil bare holde øje med, hvornår de kommer, og hvordan de ser ud, hvordan de føles og hvor længe de er der. Jeg fik ikke skrevet den sidste ned, men jeg kan godt huske, at den var ret smertefuld, men bare tog form i den ovennævnte pletblødning.

Jeg vil skrive ting ned igen. Have en liste over ting, jeg spiser hver dag. Og på hvilket tidspunkt. Det vil være interessant, ikke? Det vil også inspirere mig til at spise sundere, fordi det vil se grimt ud med kun slik, hvis andre så det. Ikke fordi jeg kun spiser slik. Ironisk nok spiser jeg lige nu en Crunch med crisp. Jeg er sucker for hvid chokolade. Mine skemalægnings-planer siger mig, at det er bedst at vente til mandag. Det er den første dag på en uge, og udover det, er det et lige tal, og ikke bare et lige tal, men "10" - og det er det mest perfekte, ud over "1" - Men jeg ved bare, at jeg har glemt det på mandag. Jeg kan lave en tester. En "opbygningsplan" i morgen, skrive nogle forskellige typer skemaer, og se hvad der fungerer bedste for mig. Det bliver spændende. Jeg er interesseret i det, i hvert fald.

Det minder mig om, at jeg skal HUSKE at gå i bad i morgen, når jeg skal afsted så tidligt mandag. Det kunne være, at jeg skulle bestille en bil med det samme, så jeg ikke glemmer det. Hvilken adresse har Roskilde hospital? Oh well. Jeg finder det på nettet. Oh... Det skulle have været præ-hospitalet, som skulle have bestilt den... Vi har glemt at ringe! Nooo....! Nå, men så må vi selv æde regningen. Jeg kan jo lige tjekke hvor meget, det kommer til at koste. Nå, René og jeg er blevet enige om, at vi lige gør det mandag morgen - det skal jo bare være 2 timer før. Så vi skal jo bare være oppe i god tid. René er ved at trække i land, for han har ikke flere smertestillende piller, og "er ikke meget for at lade (mig) afsted alene". Men det kan jeg godt, og det eneste, der står imellem mig og neu.amb. mandag morgen, er kramper. Jeg har ventet et år på den tid. Jeg venter ikke længere!

Jeg har fået hovedpine. Jeg hader hovedpine, men det gør mennesker generelt. Tror jeg da, medmindre de skal bruge det som en undskyldning. Men nu har jeg hovedpine. Jeg tager medicin nu, det hjælper måske. Det gjorde det i hvert fald i "morges", da jeg tog piller og havde kramper. Man skulle tro, at det var noget af et show, men jeg væltede ikke glasset, jeg spildte ikke sodavand overalt, jeg fik ikke pillerne halvt opløst i munden, så jeg hverken kunne synke eller spytte i flere timer, uden det smagte af "piller", og pillerne fløj ikke omkring. Jeg har fundet "The method". Jeg holder flasken med begge hænder og putter et sugerør i glasset, som jeg kun fylder halvt op.Så læner jeg mig ind over mit bord og åbner pilleæsken og tager 1-2 piller ad gangen, og lukker derefter æsken igen, stiller forsigtigt glasset, så jeg kan nå sugerøret og få skyllet pillerne ned uden at røre glasset eller ramme glasset med sugerøret. Så åbner jeg æsken igen, og tager de to næste piller, og foretager samme procedure. Jeg lader altid de vanddrivende ligge tilbage, for hvis jeg skal på toilettet, mens jeg har kramper, er risikoen for både myoklonier og anfald langt større, end hvis jeg bare sidder på min stol. I stedet taget jeg de vanddrivende, der hører med til eftermiddagsmedicinen. Det fungerer langt bedre. Men har jeg ikke fornemmelsen af kramper, tager jeg de vanddrivende om morgenen. Jeg har overvejet at sløjfe dem. Jeg tager de vanddrivende hver dag, 6 styks, min fod er på nogenlunde samme størrelse som den anden, ikke anklen, men selve foden, og jeg tisser 2-3 gange dagligt. Jeg mener; hvor meget mere tis kan jeg indeholde? I betragtning af, at jeg drikker et sted mellem 1-1½ liter sodavand dagligt og intet andet, synes jeg faktisk at 2-3 tissetåre er helt okay. Mit ben er også nogenlunde okay, bortset fra omkring benet. Der, ved arret.

Jeg har de her vildt grimme tunikaer, som jeg bare ikke fatter, at jeg har købt. Jeg har personligt siddet og tænkt "Wauw!" og klikket på "Køb". Det, der egentlig gør det hele så slemt er, at jeg ikke kan lige tunikaer. Jeg kan ikke lide fænomenet "tunika". Det er... Så meget ikke mig. Og jeg bryder mig - jeg slår det fast en gang for alle, selvom mange vindueskiggere vil stille spørgsmålstegn ved det, og især om sommeren - ikke om toppe, bluser, noget som helst, som ikke går helt op til min hals. Jeg bryder mig ikke om "bådudskæringer" og "v-udskæringer" - det er IKKE min stil. Og alligevel er stort set hele min garderobe baseret på den slags! Det er simpelthen så åndssvagt! Jeg havde jo en af de her tunikaer, en sort/hvid mønstret hæslighed, og jeg har åbenbart set på den og tænkt "Hvorfor har jeg kun én af dem!? Den er SÅ fabulous! Jeg må have en til! Oh my God! De har også en i et laksefarvet/hvidt mønster? Den MÅ jeg bare eje!" Og så har jeg valgt min størrelse og trykket på køb, betalt for dem og været superspændt på at de skulle komme. What the hell? What was I thinking?! Men! Jeg topper den! Jeg gør grin af mig selv overfor René og konkluderer at jeg smider dem til hen til Katja og hendes genbrug-ting, og siger han siger "Det synes jeg ikke at du skal, du ser så godt ud i dem, de klæder dig rigtig godt" - og alene derfor har jeg valgt at beholde dem! HAHAHA! For at behage min mand... Men så jeg beholder dem - men jeg køber ALDRIG sådan noget lort igen. Fandeme! Jeg må have ordentlig tøj!

Og nu er det en måned siden vi sidst har fået gjort rent. Her er så KLAMT at være, og jeg bliver altså nødt til at henvende mig til vores visitator mandag eftermiddag. Hvis vi ikke har hørt fra det firma, vi har valgt, må jeg skrive en e-mail til hende, og fortælle hende, at det ikke er for at være uhøflig eller noget andet, men at vi ikke har hørt fra firmaet endnu. Et eller andet sted er det jo ikke hendes problem, men ... Ja. Jeg ved ikke rigtig hvem pokker jeg ellers skal henvende mig til.

Jeg synes at julen rykker meget tæt på meget hurtigt. Eller er det bare mig? Det har lige været den 7. november, altså... Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det, jeg prøver virkelig, jeg kæmper mig selv op til at kunne klare det, holde ud og være ved godt mod. Det er juleaften, for pokker, det bliver hyggeligt. Det gør det, det plejer det jo... Det plejer det jo... Det skal bare gå godt i år. Jeg kan ikke skuffe ham igen. Jeg kan ikke skuffe René igen. Han har givet udtryk for, at den ene juleaften, vi holdt sammen, ikke var speciel, og det er jeg faktisk ked af, for det syntes jeg, at den var. Han vil gerne hjem til sine forældre, og jeg vil jo gerne med, men der er bare ikke et eneste år, hvor det er gået godt. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, det kan jeg jo godt. Det kikser altid for mig. Enten er jeg depressiv eller psykotisk, ellers vil jeg bare gerne hjem. Jeg ved ikke, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg må virkelig tage mig sammen, jeg vil ikke sidde og græde juleaften, fordi der er der ingen, som er tjent med. Jeg græd, sidste gang vi holdt jul sammen. Jeg tror ikke, der var nogen der så det, for det var midt under gaveudpakningen. Men jeg græd. Jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg vil ikke have at det skal være sådan igen i går, men hvis mit liv fortsætter sådan her, vil jeg sidde og flæbe hele aftenen igennem, og tage ALT hygge fra René, ødelægge hans juleaften med hans familie, som han glæder sig meget til. Hvis jeg skal blive hjemme, bliver han jo også hjemme, han lader mig ikke sidde her, og jeg vil ikke have at han skal blive hjemme. Der er så meget drama, at jeg allerede hader jul. Jul er pest. Jeg tror faktisk, at jeg vil melde mig ud af jul. Fra nu af, er der ingen jul. Ingen får gaver af mig - heller ikke René. Uanset hvor meget jeg end vil give ham et eller andet. Der er bare ikke noget. Han er fri til at give de gaver, han vil. Jeg kan ikke. Det bliver svært at forklare overfor min niece og nevø. Måske jeg skulle købe en gave til dem. Eller; betale mig fra at gøre det: jeg plejer bare at sætte 600 kroner ind på min brors konto. Så kan han købe 2 gaver. Jeg laver 2 gavekort til Rødovre Centrum. Så kan de købe hvad de vil - eller gå i biografen. Teknisk set har René kun én gavemodtager tilbage. Resten er 18 eller over. Men det er røv. Så han må være sådan lidt afslappet omkring det, og give gaver til hvem han vil - han har min tilladelse. Jeg skal bare bruge de 600 kroner. Så han han bruge resten af gavebudgettet på det, han vil. Jeg ved ikke endnu, hvad det er på. Det ved jeg først til december. Men jeg vil regne med ca. 2.-3.000 kroner. Og der er en 300-kroners grænse. Så hvis alle deltagere i Renés families juleaften skal have en gave til max 300 kroner, vil det blive 2.700 kroner. Men han skal ikke give gaver til alle sammen, så det problem opstår slet ikke. Det skal nok holde vand.

Kaffe - yay on that one

"Okay, jeg ringer tilbage om lidt, jeg skal lige hente Batman og Burger King fra børnehaven." Hvis jeg havde boet i Mexico, havde de navne faktisk været lovlige i et godt stykke tid. Det ved du, hvis du så videoen i min sidste blog, med Good Mythical Morning. Men er det ikke komisk?

Sikke. En. Møg. Dårlig. Nat. Jeg gik i seng ret sent. Jeg spurgte René kvart i elleve, om han var med på at gå i seng klokken tolv. Og det var han da. Men han skulle så liiige spille WOW og spise først. Til sidst valgte jeg, da klokken var 1, at nu gik jeg i seng. Han lagde sig til at sove klokken 2, og den var nok omkring halv tre, da jeg faldt i søvn, efter at have vendt og drejet mig en million gange. Og... så vågner jeg halv seks. Hooray. Nu er den tyve over seks. Naturligvis har jeg kramper, og jeg ved ikke, hvor voldsomme, de er. Min telefon, som ringer 7, 7:10 og 7:15, ligger i soveværelset.

Jegøh... Jeg har faktisk noget, som jeg gerne vil dele med jer. Det er tunge sager. Det er sådan, så man bare fuldstændig bliver... Ja. Okay, nu kommer det, jeg gerne vil dele med jer. Nej, vi siger at jeg skriver det klokken halv syv. Det er om et minut. Så kan jeg lige samle tankerne lidt. 06:30 - here we go: i går aftes (uh, den er hård, den her) drak jeg min sidste dåse med Egekilde danskvand med citrus.
Jeg havde håbet at det ville lette lidt, hvis jeg fik sat ord på. Det er ikke sket. Jeg har brug for mere søvn. Måske er det derfor.

Nu har fået makeup på. How about that. MOR kommer om et par timer. Kaffe. Yay on that one. Emma skal også køres til dyrlægen. De nemlig klokken 9. Jeg vil sætte stor pris på, om hun var her klokken 9,men nu må vi se :)

Må man virkelig ikke kalde sit barn for Robocop?

"Skal du bage boller i dag?"
"Ja, hvorfor skulle jeg dog ikke det?"
"Jeg har vist noget gær, der snart udløber."
"Nå ja, og lige præcis 6 dl mælk, som er 1dl mere end jeg har brug for, men som jeg sagtens kan bruge!"
"Er du sikker på, at du gider at bage boller i dag? Klokken er jo mange."
"Ja, jeg ved det godt. Jeg har jo også lavet ret meget mad i dag. Jeg har faktisk bagt fisk, skrællet kartofler - som jeg, som jeg lige vil indskyde, har kogt - og lavet en sovs, jeg bare ikke kendte udfaldet af! Jeg lavede en smørbolle, og brugte kartoffelvandet til at lave en sovs. Og så brugte jeg citronsaft, salt peber og lidt sukker."
"Oh my God, you should totally write that down!"
"Yeah... I kinda already did."
 "Jeg tror, at jeg bager de boller. René er alligevel løbet tør for både rundstykker og krydderboller, så det er jo et meget godt træk."
"Ja, og så har du jo økologisk gær, som af uvisse (for mig) årsager hæver langt bedre end det ikke-økologiske."
"Ja. Og jeg endda købt mel - sikke et held! Jeg bager sgu!"

***

Det er den indre samtale, der foregik i mig, da klokken var omkring 20:30. Jeg er en af dem, der har samtaler med mig selv, inden i mig selv, frem for bare at tænke tingene igennem. Hvem gider det, det er sgu kedeligt! Samtaler med sig selv gør jo også det fantastiske, at man blive enig med sig selv om ting. Man kan ikke blive enig, hvis der ikke har været en forudgående snak.

Mit hjem dufter skønt af nybagte boller, og heldigvis har jeg ryddet op i mit køkken, så jeg kan nyde at komme derud og kigge på dem. De er nødt til at være kølede en smule, da jeg ellers ikke helt kan tjekke om de er færdigbagte. Det er fordi jeg er dårlig til at bage. Men de er flotte, er de ikke?

Alt for ofte bliver de ikke pæne - men denne gang har jeg penslet dem, det plejer jeg ikke at gøre. René blev rigtig glad - han vidste ikke, at jeg havde tænkt mig at lave boller. Det burde have et bedre navn. "Jeg lå sgu lige på sofaen og lurede den" ved alle jo, betyder at man lå på sofaen og tog en lur. Okay! Here we go! René vidste ikke at jeg "bollede den". Det bliver sgu da ikke meget mere genialt! Det vil jeg sige til ham, når jeg kommer ind til ham med en bolle om lidt. "Er det så ikke meget rart, at jeg fandt på at bolle den alligevel?" - Haha. Jeg synes at den er fantastisk. 

Jeg lytter, som jeg sædvanligvis gør, til musik. Hvad er der af gode ting i verden, ud over musik, kærlighed, venskab, Emma, en familie, tag over hovedet, penge til at betale huslejen OG mad på bordet hver dag, penge til at købe tøj og sko, når det er nødvendigt, toiletpapir, når nu man "skal", telefoner, så man kan ringe hjem og sige at man er 5 minutter for sent fordi man rendte ind i en bekendt på vejen hjem, som man gerne vil  sige hej til, ilt, til at trække vejret, køleskabe til at holde vores madvarer kolde, biler, toge og busser, som kan hjælpe folk til at komme fra sted til sted, IKEA, Yourubekanaler, som man virkelig kan grine over dag efter dag, film og tv, der kan underholde en, bøger, man kan læse for at blive klogere, foredrag så man kan dele sin viden, piller, der kan afhjælpe midlertidige sygdomme, eller mindske gener ved kroniske sygdomme, indkøbsposer af stof, som man kan bruge igen og igen, så man ikke skal bruge 450 kroner om året på plasticposer (yeah, been there, done that), en pølsetang, som man kan bruge til at samle ting op fra gulvet, når man sidder ned og har svært ved at nå tingene, og har for ondt til at rejse sig og samle det op, plasticlommer, så man kan holde sine papirer adskilt, hæfteklammer, så man kan fin-inddele papirerne i plasticlommerne, etiketter, så man kan skrive på ting, hvad der er i, linierede papirblokke, som man kan bruge til både at tegne og skrive på, og stiftblyanter, som har den dejligste form, farve og bare er dejlige, for slet ikke at tale om farvet karton, farveblyanter, skraldeposer, når man skal smide noget ud, et godt skraldeskur, en boks med 20 viskelædere, som man fortrød man havde havde købt, fordi der var så mange, men pludselig elsker, fordi katten æder det ene efter det andet... Er der der vitterligt ikke andre godt ting at tage sig til? 

Jo... Jeg har tænkt mig at skrive lidt. Vil arbejde på et eller andet projekt til Jonna. Jeg ved at hun bliver meget glad for mine produktioner til hende, og det kunne være meget hyggeligt at sidde og nusse med det - men det betyder jo så bibellæsning på højeste plan. Yeah... Det følger med. Hm.

Tjek denne kanal ud Rhett and Link - jeg lover jer, hvis I deler min humor, at I får den sygeste gnækker på. De to gutter er bare så .. Jamen... Haha! I kan slet ikke forstå omfanget af det her. Se deres videoer, se bare nogen af dem. Giv dem en chance! Der er også Good Mythical Morning - arh, man, you gotta whatch this one:

 

Hav en god aften, ladies an gentlemen. Eller nat, burde jeg måske hellere skrive. Det er nat om 12 minutter.  Burde jeg skrive det? Ødelægger jeg spændingen for nogen? Er der nogen, der havde glædet sig til midnat, men ikke vidste, hvad klokken var, og ikke havde lyst til det? Så må I så meget undskyld. Men... Nå. Nu er det nat om 9 minutter. Pas på alle de monstre, der er i jeres skabe og under sengene!

Sut på min fede røv, dumme gås

"Jeg har simpelthen ingen tider at gøre godt med"

SUT PÅ MIN FEDE RØV! 

Jeg er ligeglad. Jeg får kramper, når jeg mister overblikket - og så sidder du og siger til mig, at du bare ikke har nogen tider at gøre godt med? Synes du ikke, at det her er temmelig tarveligt? Jeg hader dig. Bare for det. Du er en irriterende, dum gås.

Nej. Jeg ved godt, at det ikke er din skyld. Det er ikke dig, der er skyld i mange patienter og få neurologer. Men jeg ville sådan ønske, at du bare lige kunne knipse med fingrene, og der kom flere neurologer. Hvorfor er der ikke flere? Der må da være flere?

Men okay; Roskilde hospital er ikke et sted, jeg selv ville vælge at arbejde, hvis jeg kunne vælge et andet sted.

Jeg er sååå dårlig til dansk!

Jeg siger det nu. Altså ikke nu, men lige nu. Ej, men okay, så NU! Pokkers, jeg nåede det ikke! Nedtælling! 3... 2... 1 GO: "Falling in love is hard on the knees". YAY! Jeg nåede det denne gang! Der er sket det, at Aerosmith tilbage i nogen-og-halvfems lavede den sang. "Falling In Love Is Hard On The Knees". Og den hørte jeg lige for et øjeblik siden, og jeg tænkte: Det er det! Det er lige præcis det! Nej, altså ikke det, I tænker på (you perves), men det! Jeg er forelsket! Jeg synes også at det er sært, ikke, fordi jeg var det faktisk ikke før sangen startede. Men så sad jeg og reflekterede over den yderst dybdegående og følelsesladede sang, mens jeg pludselig kom til at tænke på ham, jeg kalder Hr. Rikke. Ej. Det behøver jeg ikke. Han kan bare hedde René. Det er fint nok. Hvorfor synes jeg nu det? Fordi han har bestilt noget på nettet, som ikke er kommet, og han skrev og klagede (det var til et amerikansk firma), og de responderede med en mail, hvor de kaldte ham "ma'am" - haha!  Og Famselutski kaldte ham gammel, da jeg talte med hende i går, selvom hun sagde at jeg ikke måtte sige det til ham. Men jeg sagde til hende, at jeg ville sige det alligevel, og så grinte hun bare. Så sagde jeg til René: "Du er så gammel at selv min farmor synes du er gammel" - haha.

Otherwise - René er i vaskeriet nu. Vores tøj er i tørretumleren nu. Vi går ikke derfra, når tøjet tørre. Det er vores politik heromkring. Sådan var det også, da vi boede i Torpgården. Under vaskningen kan vi sagtens gå - men når tumleren er sat i gang, bliver vi der, for ingen, som vi ikke kender, skal rage på vores tøj. Der er ikke tale om, at vi ikke er derovre i tide. Der er alarm på, så vi ikke kommer for sent afsted, vi har som regel 10 minutter ekstra til lige at gøre os klar og komme derhen. Det tager normalt 5 minutter, men vaskemaskinernes tider er lidt som vinden blæser. Tørretumlerne kan folk jo bare gå hen og tømme. Det er ikke en rar tanke. Derfor er vi altid derovre i al den tid! Så læser vi Se & Hør fra 1985 og drikker varm kakao mens vi snakker med ham, der altid er der om aftenen, som ikke har købt nyt tøj eller sko i 10 år, fordi han finder dem steder som f.eks. vaskeriet - folk smider ødelagt tøj ud, så syer han det, og så er så godt som nyt. Han roder lidt rundt i storskralds-områderne de forskellige steder, og han har som sagt ikke anskaffet sig noget nyt i 10 år. Andet en patroner til sin riffel. Han er skytte, går i en skydeklub. Han kommer altid, og han stammer. Det har jo så ikke noget med det andet at gøre, jeg har faktisk kun lagt mærke til det, fordi han så så... han lignede en, der var på flugt fra politiet. Så pludselig lagde jeg mærke til, at han stammede, og så tænkte jeg, at det nok var derfor, han svedte så meget og virkede nervøs.

En dag, det er er dødensseriøst, altså, det er virkelig hardcore stuff, det her, ikke, men faktisk hørte jeg en dag i nyhederne på en radiokanal "... de to røvere slap væk fra gerningsstedet, men blev taget til fange af politiet..." For fanden, hvor kunne det være rart, hvis jeg kunne sætte navn på den kanal, men damn, jeg griner stadig af det! Der var et radioprogram på P3, det må have været... Ja, først i 00'erne, som jeg (heller) ikke kan huske hvad hed, hvor de en aften (det kørte om aftenen) havde samlet forskellige "lydklips" af radioværter, som der absolut IKKE kunne engelsk, men som skulle læse band/kunstnernavne op, samt titlen på sange, og de var meget ofte engelske. Hold kæft, hvor var det skideskægt, jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt, nogensinde havde grint så meget i mit liv. Nøj, hvor var det sjovt!

Nu er klokken 20:45, og servicekorpset, som hjælper os med at vaske, arbejder kun til klokken 21. Hm hm. How about that. Det bliver spændende at se, og René bliver nødt til at slæbe det hele hjem på egen hånd igen. Han ringer jo ikke til mig, den venlige sjæl. Nå, Men det er jo unægtelig nemmere en rollator.

Anna åbnede døren før, da René og Tina skulle ned med rollatoren og køre derhen igen, og så kiggede hun på mig og sagde "Hej René" Jeg sagde "Det er godt nok Rikke, men hej alligevel" Det er skægt, for jeg har mørkt hår, René har blond hår. True, vi har sort tøj på, begge to, det meste af tiden. René er at hoved højere end mig. Men hvis alt skal være fair, haj jeg sat mit hår i en hestehale. Så det ser måske lidt kort ud. Det vil jeg godt give hende. Men der er sgu lidt dame over ham for tiden. Hehe.

Jeg glæder mig sådan til at vise ham den sjove kommentar, Helle skrev på indlægget før dette. Hvad hedder det? "Forrige"? "Sidste"? Det er faktisk for dårligt, at jeg ikke ved det - Haha

As seen on TV

Telefoner... Hvad fanden skal man efterhånden stille op? De gode gamle telefoner, hvor man løftede et rør, som var forbundet til en telefon med en lang "spiral-ledning", og så trykkede man det nummer ind, man skulle bruge.

Dengang jeg boede på Vesterbro, havde mine forældre en dejlig, dejlig telefon. Rød, naturligvis. Alt var rødt. Vores arkitektlampe og vores toiletbræt.  Det var bare "vores stil". Men denne telefon havde en drejeskive. Det var inden de smarte trykknaptelefoner. Man skulle dreje nummeret ind. Det, som med trykknaptelefonen blev til 112, var dengang 000. Hvert område havde sit nummer. København havde 01. Vores telefonnummer startede med 01. Da vi flyttede, startede vores telefonnummer med 03. Med trykknaptelefonen blev det ændret til 53 14.  Andre steder havde 53 med et andet tal end 14. Men det blev ændret til 56 14. Mange områder omkring København, som f.eks. Rødovre, har et områdenummer, som starter med 36 41.

Så kom mobiltelefonerne. De havde været der i lang tid, men primært i biler. Det var store, klodsede telefoner, som var nemmere at lade sidde i bilen, end at tage med sig ind, når man ikke skulle køre i sin bil. Men sidst i 1990'erne begyndte mobiltelefonerne at vinde indpas, og de blev meget hurtigt populære. Man kunne skifte covers til sine telefoner, få forskellige ringetoner, og man kunne sende tekstbeskeder. Det var fantastisk. Snart havde alle en mobiltelefon. De var lige til have i lommen. Nu er de efterhånden så store, at man ikke længere kun kan betjene dem med én hånd. Man er nødt til at bruge to hænder for at kunne sende sms'er, ringe op, se videoer på nettet,ordne sin pengesager igennem netbank, tjekke sin e-mail eller facebook - alt er muligt, men ikke med kun én hånd. Telefonerne bliver større og større, og mere og mere uhandy at have i lommen. Det er faktisk stort set umuligt, med mindre man taler om en jakkelomme. En bukselomme er et no-go. Mange vælger at beholde deres fastnettelefon - men endnu flere vælger at skille sig af med den. De bruger den aldrig - hvorfor skal de have den?

Jeg har en eller anden... jeg kan ikke se, hvad der står på den...  Doro fastnettelefon. Jeg har fået den af Renés forældre. Der er naturligvis 2 håndsæt, og vi har et hver. Så kan vi ringe til hinanden, hvis vi ikke gider at råbe eller rejse op. Men vi vælger som regel det sidste, for Renés står altid i laderen. Min mobil en en Samsung. Jeg har glemt hvilken slags, det er. Det står der vist, når jeg slukker den, eller genstarter den, men det gider jeg ikke nu, bare for at se, hvilken telefon, det er. Det er i hvert fald en gammel telefon, så meget kan jeg da sige. Jeg mindes at der står noget med "Galaxy". Kan det passe? Min telefon er vist 2 år gammel eller sådan noget, så det er IKKE sidste nye skud på stammen. René siger S3. Jeg har ingen idé om, hvad det indebærer, men jeg ved da, at det er den værste, mest crappy telefon jeg nogensinde har haft! Den mest stabile var min Nokia 3310. Man... That was SO awesome! Den pæneste telefon, jeg nogensinde har haft, var en Sony Ericsson Z610i.

Men sagen er, at det er tirsdag i dag. Tirsdag. I dag. Så vi får vasket vores tøj. I hvert fald noget af det. Jeg vil kæmpe mig derover. Sørge for, at der kommer så meget med som muligt. Jeg får jo hjælp fra Servicegruppen fra Køge kommune, men René kan ikke, så jeg er alene, og det er okay - jeg vil gå igennem ild og vand for at få rent tøj. Så jeg "druggger mig selv op" og gør mig klar til et smertehelvede og håber at personen, som kommer, er en jeg føler mig tryg ved. Ellers er vi på skideren, for så går jeg ikke derhen. Jeg ville gerne have været i bad i dag - men hvis jeg skal bruge mine kræfter i aften, er der ingen grund til at misbruge dem på et bad. I know, I know, jeg har ikke været i bad i 3 dage, men... Jeg har bare ikke haft kræfter til det, og så vil jeg ikke kaste mig ud i det, og ødelægge det hele. Hvis jeg nu var gået i bad i går, som var min oprindelige mening, var jeg nok ikke så besluttet på at gå over med vasketøjet.

Jeg vil lige sortere det med det samme - så er det overstået. Så skal jeg ikke have det hængende over hovedet resten af dagen.

Tjek i øvrigt denne kanal ud: www.grav3yardgirl.com på Youtube - hun er virkelig hyggelig og sådan lidt hyperaktiv på en sjov måde. Hun tester forskellige ting, "As seen on TV" - jeg ved ikke om man kan købe de ting i Danmark, men det er faktisk ligegyldigt, for man kan se hendes videoer og hygge sig med et smil på læben i stedet for. Jeg elsker at se hendes morsomme udbrud. Den første video, jeg så, var da hun skulle teste "Wubble Bubble". Men der er mange forskellige ting. Se den, giv den en chance. 

Men - hav en god dag. Hyg jer, og håb at jeg ikke skriver endnu en dum blog med åndssvage tanker, for dem skal der nok komme flere af. Sørgeligt nok. Hæ.

Skal du mon på Robinson?

Når man begår en forbrydelse i et andet land, end det, man bor i, må man tage straffen dér. Det nytter ikke noget at hente fanger hjem fra Thailand, fordi de har smuglet stoffer, når de allerede har fået en dom der. Jeg kan ikke se, hvorfor de skal herhjem og overbefolke vores fængsler? Det gælder naturligvis også vores land. Hvis en thailænder får en dom for noget, de har begået i Danmark, skal han eller hun afsone deres straf i Danmark. Selvom de danske fængsler er som ferieophold i forhold til de thailandske.

Men jeg har en udmærket løsning. "Robinson", for nu bare at give den et navn. Jeg foreslår, at vi skaber tager en af vores mange øer, og så bygger vi en kæmpe mur omkring den. Jeg mener, en virkelig høj mur, som det er umuligt at kravle op eller ned ad.

På Robinson bliver alle kriminelle sat ud, og så kan de slås om, hvad de vil, måden, man kommer ind på, er ved et helikopter-drop.

"Alle kriminelle" er ikke i teorien alle. Man kommer ikke på Robinson for at stjæle en  million fra sin chef. Det drejer sig om dem, der begår den samme forbrydelse, som direkte skader andre fysisk, igen og igen og igen. Jeg vil sætte grænsen vil 3. Ved vold. Ved voldtægt og mord falder straffen 2. gang. Og der er no turning back. Er man dømt til Robinson, er man der resten af sit liv.

Jeg er faktisk overbevist om, at Robinson kunne være en god idé. Så kan rockerne slås mod banderne og slå hinanden - sikke en god idé. Ret hurtigt vil Danmark igen være et trygt og roligt land, som man ville turde at bevæge sig rundt i.

Så længe det varer.

For der er jo den dér ting med ozonlaget, der ligeså langsomt forsvinder, og vi langsomt bliver ristet. Men kommer vi til at opleve det? Kommer vi virkelig til at opleve en forfærdelig død, med horrible smerter og vanvittige smerter, mens vi rister som helstegte pattegrise?

Mit gæt er nej.

Men hov! Hvorfor tror jeg det? Det er jo helt forkert!

Nej. For hvis nogen kan udpege et land, som ikke er i krig i lige nu, i fare for at komme i krig, eller hader et andet land som vanvittigt - så er vi nede på ganske få. Jeg tror faktisk, at vi, ikke ganske langsomt, men derimod ret hurtigt, vil udrydde os selv. Vi er så dumme, at vi kæmper en brav kamp for at redde Jorden, og samtidig gør vi alt for at ødelægge den. Vi udrydder ikke kun os selv, men også plantearter og andre dyrearter end os selv. Vi er simpelthen så dumme. "Jamen, de skal jo have demokrati!" Er det virkelig al det ødelæggelse værd?

Mine meninger er jo selvfølgelig lidt grove i kanten, jeg har ikke brugt tid på at finpudse dem. Jeg kiggede på en dåse, hvor der var trykt et træ på (Egekilde) og jeg tænker bare - hvad sker der i vores hoveder? Er vi virkelig så dumme? Jeg mener, er vi SÅ dumme? Eller springer Kermit ind med strakte arme og råber "Surprise! Det var bare for sjov!"?

Grunden til, at jeg vælger Kermit, er i øvrigt, at han altid var begyndelsen på mine tilbagevendende mareridt som helt lille. 4-5 år. Jeg sov, og jeg kom gående på en sti ved min farmor og farfar. Der stod en stor sten i et blomsterbed, og pludselig kom der en bordtennisbold hoppende ud fra stenen, og så kom Kermit ud. Så vidste jeg, at mareridtet gik i gang, og jeg forsøgte at tvinge mig selv til at vågne, men det var umuligt. Drømmen - den kommer med i min bog, når den engang er færdig. Se I bare frem til den, hvis jeg vælger at sende den ind til et forlag, og de vælger at udgive den :) Men lige nu er den langt fra færdig. Jeg mener LANGT fra færdig. Jeg tager det med ro. Det er bedst, har jeg fundet ud af.

historier om kvinden. Hvis det er den samme

Kender I historien om kvinden, som gik på toilettet da hun vågnede en simpel søndag morgen, og pludselig opdagede, jamen, åh nej, der var da "noget" på vej. Da hun skulle tørre sig, gjorde hun, som hun plejede. Hun var højrehåndet, og hun hun brugte den til "det". Hun havde kort forinden fået sat armlæn på sit wc, netop for at kunne løfte sig selv op uden for mange smerter i knæene, men hendes "tag til" side var den højre. Derfor måtte hun tage fat op det højre armlæn for at komme op at stå.  Heldigvis var der ikke "noget" på fingrene, men kvinden vaskede sine fingre, og tog noget toiletpapir og trykkede noget alkogel ud af dispenseren, som var til netop det forbrug, og rensede armlænet, mens myoklonierne (kramper) lige så stille begyndte. Så hun måtte skynde sig ind på sin stol, og nåede det uden at falde. Men klokken var blevet 11:30, og hun vidste ikke, om hendes dejlige kat havde fået mad, fordi hendes mand sov og ikke kunne oplyse om det. Til sidst tog hun sig sammen og satsede på, at myklonierne var helt væk. Hendes kat fik både mad og vand, og hun fik smurt 3 madder med peberrodsalat på, samt en enkelt med æggesalat, som hun havde lagt på en tallerken, hun balancerede med hele vejen fra køkkenet og ind til stuen, i frygt for at tabe den, men hun klarede den

Og I bliver sikkert chokerede over at høre (læse) dette, men jeg vil gerne indrømme det, lige ud, bare smide sandheden på bordet, få det ud i det åbne. Den kvinde var mig. Pyh! Det føles god at have sagt (skrevet) det! Jeg har bare gået med den hemmelighed hængende over mit hoved i mindst 3 minutter... Det har været en forfærdelig tid. Men nu er det overstået, nu er det ude i det åbne, nu behøver jeg ikke at skjule det længere.

Jeg har også hørt om en kvinde, som sad og spiste en mad med peberrodsalat, da hun ved et uheld tabte den, og den satte sig på hendes mave. Ifølge historien, havde hun dagen forinden taget den allersidste rene T-shirt på - og den var vist ny, direkte fra indpakningen. Hun tørrede peberrodsalaten af med køkkenrulle, men kunne godt se, at det ikke ville virke. Der stod en dåse med danskvand foran hende, den var tom, men kvinden vidste at der altid var lidt ekstra bundsprøjt i. Så hun hældte det på pletterne på sin T-shirt, og de forsvandt, fuldstændig, men pludselig kom kvinden i tanke om, at det var danskvand med citrus, og blev vildt bange for, om det ville ødelægge noget af den sorte farve. Hun besluttede sig for at ringe til sin svigermor, fordi hun helt sikkert havde forstand på den slags. Hendes svigermor sagde, at der ingen problemer var i det, så kvinden faldt til ro, for hun vidste jo også, at hendes tøj ville blive vasket få dage efter.

Faktisk er der mange historier om kvinder, og jeg har lidt på fornemmelsen, at de alle handler om den samme kvinde,men jeg er ikke helt sikker. Det bliver spændende at finde ud af, hvad der ellers kommer til at ske i fremtiden.