Dark clouds closing in on me, the whirlwind in the horizon where the sunset used to be. I know the vortex's gonna take me away for good, not to a place I want to go, but to a lonely place, wrapped in bubbleplast, thrown into an ice coveret hell. I see it going downward, in a spiral, and I know I'll never return, if I fall into it's purple fangs. I wish I could wake up and find myself in my bedroom, still in my bed, safe. But it's not a dream it's a living hell, and I am just wating for the horrors that will consume me, so that I shall remain here to the end of time - if there is such a thing as an "end". It's like going to hell, but not "hell" as I always thought it would be - in fact, the opposite. I can't understand why there are so many variations of "hell", but I guess that it's up to each soul to decide. People has their own personal hell. The snake's creeping up my legs and I feel so scared. The spiders come towards me, curling into my hair, big rats with red, lightning eyes and tails as long as a waterhose. Acid pouring down from the sky, like rain, and noone cares but me, cause I'm the only one who feels. At least on the outside. Wake me up from this horrible dream! Or nightmare. Whatever you would like to call it. I can't stand it any longer, I'm going insane in a level where I have never gone before.

You crazy motherfucker!

Er det søvnløse edderkopper, der invaderer mit hjem, eller er det mig, som er søvnløs? Jeg flygter fra alt, hvad der sker, verden er for meget. Jeg må finde en måde at undslippe, inden jeg mister forstanden. Eller er jeg allerede nået dertil? Jeg er truet af helvede som må tænkes at være manden i den hvide toga med det lange hvide skæg. Jegved ikke, hvad tanken bag tanken er. Jeg mærker at jeg bliver trukket ned i mit hul, mit selvskabte hul, som jeg har gravet i ly af natten, men som aldrig var tiltænkt dette, og samtidig bliver trukket opad, og mærker huden strækkes så langt som overhovedet muligt, og jeg mærker leddene skilles ad og gør mig ledeløs. Musklerne brister, blodet render ud i min krop og gør mig blå, som i trist, for det er jeg lige nu, Jeg er trist, og det er jeg fordi jeg er træt, har en smule hovedpine, føler mig lidt groggy. Jeg mærker min krop går i stykker samtidig med at den bliver strækt, og den eneste ting på mig, der fungerer optimalt stadigvæk er ikke min hjerne, min mine ører. Jeg lytter til musikken, hjernen er slået fra, den er i stræk, på vej til ødelæggelse, og jeg kan intet stille op. Tænk. Tænk, tænk, tænk. Jeg burde tage en lur, men nej. Jeg giver ikke efter. I øvrigt har jeg ikke lyst til at sove med alle de søvnløse edderkopper. Klamt. Jeg bliver nødt til at finde en måde at undslippe på.

han stikker sine lange ækle fingre ind, jeg smækker døren, han forsøger at kæmpe sig ind, hans afkom falder ned på trappen, vrider sig i smerte, han bliver ved, hans ækle fingre overalt, på væggen, på døren og på mig. hans ækle lange krogede fingre på min krop, give mig kvalme og hans afkom vrider sig i smerte. hans afkom er levende døde, de blev født som døde, men er kommet til live, og de er ikke, hvor de burde være jeg er bange for det store hul og hvirvelvinden, som suger og presser samtidig, så jeg bliver revet midt over. hans ækle fingre bliver kappet af i dørkarmen, og de kryber hen over mit gulv.

hullet vokser, som en hvirvelvind, trækker mig ned i det blodige helvede, tvinger mig til at æde hvad der bliver serveret, for jeg er blot et dyr, og hullet vokser og bliver større, suger mig ned, trækker mig så min krop er ved at flækkes over på midten, jeg tænker og tænker på film, bøger, helvede og dæmoner. hvad jeg vågner op til ved jeg ikke, men jeg tør ikke at give slip på søvnen for hvad der sker i den vågne tilstand er muligvis værre, jeg tager alt, hvad jeg kan få for at få kroppen til at slappe af, så jeg kan sove, sove dejligt og trygt, mens hvirvelvinden trykker mig ned og helvede flår i mine fødder, jeg forsøger at gribe fat i noget, der er intet, jeg er ikke til at redde, jeg er dømt

Ævl om rustiklys

Jeg har en god dag. Jeg vågnede kvart i otte, nu er klokken kvart i fem (om eftermiddagen). For det første er jeg ikke træt, og for det andet har jeg ikke oplevet psykoser i dag, indtil videre. I går aftes sad jeg og skrev en rapport, da René pludselig vækkede mig. Mine hovedtelefoner var røget af, og min håndskrift var lige så stille blevet mere og mere ulæselig, for til sidst kun at være en streg. Der stod kun volapyk. Haha. Men så kom jeg i seng! I dag har jeg haft lidt småkramper, ikke noget særligt, og jeg har ikke væltet noget eller er faldet selv. Det har bare været trækninger. Det sker.

Men jeg har siddet og hygget mig. Jeg har også fået ryddet op i mit køkken, jeg skal vaske op om lidt, for så er der det mindre efter opvasken. Vi har aftalt at spise lidt is i dag, og jeg har bestilt en regnbueis. Det hedder det ikke længere, men det er jeg ligeglad med. Da jeg var barn, hed det regnbueis. And so it shall be for ever!

Nu er det sør'me blevet snestorm. Næsten, i hvert fald. Det skifter mellem at sne sygt meget, sne almindeligt, sne lidt og slet ikke sne. Jeg ville gerne se det, men jeg sidder ikke i stuen lige nu, så jeg har ikke udsyn til det udendørs areal. Det er en god vending. "Udendørs areal". Mhm. Jeg går derind om lidt, men så tænder jeg lys og stearinlys og så bliver gardinet rullet ned - så er det ligegyldigt. Men jeg glæder mig til at komme derind! René joiner mig måske senere - han skal tegne. Arbejdsværelset skal planlægges helt præcist ned til mindste detalje, så vi ikke pludselig står med pikken i postkassen. Det er jo så René. Jeg står med fletningerne i postkassen. Jeg vil bare lige klargøre det. Men jeg elsker mine stearinlys - jeg elsker bare ikke, at jeg er nødt til at købe nye - snart! Men jeg har jo heldigvis masser af muligheder :) Jeg kan vælge at bruge almindelige, hvide Kronelys, når jeg bare skal sidde og skrive, men jeg er altså ret glad for rustiklys. Jeg elsker at de er gennemfarvede. De er så smukke. Og jeg vil købe flere af dem. Enten i Tigeren eller i Imerco. Vi har en del penge ude at svømme i Imerco. Måske skal jeg søge på nettet? Der er måske steder, der sælger billige rustiklys, som kan blive leveret direkte til mig! Den idé elsker jeg allerede. For jeg er nede på sidste par rustiklys, de holder i maks 3 dage, og så skal jeg ud i offentligheden for at købe nye! Det er slet ikke noget, jeg kan kapere! Måske jeg kan få René til det? Jeg må se på mulighederne.

Fristedet - nyt indlæg

God igen - sært, men godt

Det er skægt, som det svinger, ikke? Så har jeg det godt, så har jeg det dårligt... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op, men hvis jeg ikke gør noget - så skal jeg vel bare vente på, at det går i orden :)

Det går godt her til aften, bortset fra lidt fysiske smerter her og der. Jeg har siddet og hygget mig i stuen, jeg kommer nok til at gå derind igen, for jeg kan godt lide at sidde og skrive rapporter på papir i skæret fra stearinlys. Jeg har skrevet en rapport om musik, og nu er jeg i gang med at skrive et om 90'erne, hvor jeg jo voksede op - hvor jeg var teenager. Jeg vil også skrive om andre ting. Jeg vil lave en mappe med den slags ting i :P Det er nemlig hyggeligt at sidde og lave den slags.

Min hovedpine er lidt småslem, så jeg har ikke fået spist så meget mad. Men det var også en led omgang, jeg synes normalt ikke, at pizzalavning er hårdt arbejde, men den her i dag... Pyha. Den var strid. Jeg spiste 3 stykker, så jeg er da ikke helt tom. Haha

Jeg har været i bad i dag, men jeg har ikke fået lagt makeup. Det irriterer mig lidt, men klokken var 15, da jeg kom ud af badet, og så var det liiige sent nok at lægge makeup. I morgen, når jeg står op. Der vil jeg gøre det. Jeg kan slet ikke fokusere ordentligt, på grund af hovedpinen, så det kunne være, at jeg skal vente med at skrive et indlæg til en anden dag.

Sov godt, alle jer kære læsere

jeg er ved at lave mad. jeg må ikke spise særlig meget. rené siger at jeg skal spise normalt. det vil jeg ikke. han truer med at indlægge mig. han forstår ikke systemet. han kan ikke få mig indlagt nu. jeg lader som om de skræmmer mig. jeg laver kun ganske lidt mad.  så kan han ikke bede mig om at spise mere. for der er ikke mere. mad er til sultne mennesker. ikke til folk som bare ikke vil spise. for så kan folkene jo bare spise. godnat og sov godt for jeg går i seng nu.

Bøger og læsning

De to bøger, jeg har fået af René i præ-fødselsdagsgave er kommet i dag. "I Won't Cut My Hair" og "Introvert".  Jeg er i gang med at planlægge hvilke bøger, jeg skal købe næste gang. Dem, jeg svirper imellem, er en biografi om Guns N' Roses, det er et religionsleksikon, det er Bibelen, det er "Bibelen og Koranen", og så selvfølgelig også bare Koranen. Jeg tænder mest på Guns og leksikonet, men jeg vil også gerne have de andre. Jeg har 500 kroner, og det rækker ikke langt. Jeg kan, hvis jeg planlægger det nøje, have råd til 3 af dem, men hvis vi tager efter de valg, jeg helst selv vil have, er der kun råd til 2. Jeg vil helst ikke give slip på Guns. Men jeg må jo se på det, når jeg har tænkt lidt mere over det.

fremmede mænd i mit hjem er ikke okay selvom jeg selv havde bestilt varerne og vidste at han kom jeg var bange jeg er bange selvom det er længe siden jeg har det virkelig skidt nu igen jeg forstår ikke hvorfor for jeg vidste at han kom og jeg var ikke i kontakt med ham det var rene det var mig der pakkede varerne ud jeg havde intet med den fremmede mand at gøre jeg kan ikke lide det jeg er bange jeg har ondt i hovedet mit syn virker lidt sløret og det er irriterende men der er ikke tegn på angst så det er bare almindeligt bange jeg kan ikke lide at være bange heller ikke almindeligt bange og jeg vil venligst gerne ud af det det er ikke sjovt længere og jeg synes at det er på tide at jeg får et pusterum hvor jeg kan puste ud og være rikke og ikke skulle tænke på ligegyldige ting som jeg ikke behøver at tænke på men som nager mig jeg tænker hele tiden det stopper aldrig tænker tænker tænker og jeg har ingen kontrol bare tanker der flyver rundt fra den ene ende af hovedet til den anden og det er de mest ligegyldige ting der sætter sig fast og de vigtige ting som jeg glemmer der er ikke plads til det hele og rene siger at jeg har en selektiv hukommelse og at jeg husker som en si uden net

Før: tosse, angst og alt for sensitiv = 10
Nu: tosse, angst og alt for sensitiv = 9½

- bedre dag. Musikken, playliste "Dish", hjælper. Musikken er rar.

Tænk. Bedring netop som jeg troede jeg skulle fake det. Fuck det. Jeg er på vej til bedring. Langsomt. Men det går den rigtige vej.

hvorfor er jeg ikke rask
stupid fatass bitch
jeg hader det her
og jeg hader at ynke mig selv
hvorfor bliver jeg ved
just beam me up scotty

mærkelig nok har den helt rigtige musik de helt rigtige ord fra rene og en hyggelig opvask haft en god effekt på mig og selvom jeg er rastløs og ikke kan samle mig om noget men bare sidder og glor foran skærmen så mærker jeg en minimal bedring og det er ikke engang noget jeg bare lader som om jeg føler virkelig at denne dag har taget den helt rigtige drejning selvom der nok går lidt tid før jeg er helt ok igen det virker mere positivt nu jeg har ikke sagt det til rene men han kan vist mærke det på mig for han har sagt det til mig at han kan mærke at jeg har en god dag selvom den startede med et chok om dispsyk

mit liv smuldrer jeg har lige fået et opkald fra kbj der siger at han har overvejet at sende mig tilbage til distriktspsykiatrien fordi han ikke selv kan klare det jeg vil ikke tilbage dertil det er et hæsligt sted jeg vil ikke give slip på kbj jeg vil ikke det er for de virkelig tossede mennesker for galningene og jeg vil forsøge at lyve mig rask jeg kan ikke komme tilbage dertil red mig

jeg kanikke helt forstå hvad det er der er så slemt jeg gør hvad jeg får besked på jeg kan ikke gøre for at jeg får flere beskeder på samme tid

Vær sød ikke at indlægge mig Jeg kan ikke klare en indlæggelse Jeg hader det sted det gør mig mere syg Jeg skal nok opføre mig ordentligt

ROD!

Der er så mange ting at huske!

Det brune saft i køleskabet er til forårsruller, og den grønne saft er til at vaske op i. Men den anden grønne saft er til at lave sodavand med, og den orange saft er saft, og ikke pålæg. Den anden orange saft ("chili") er til maden, men må ikke drikkes. Pålægschokolade er ikke et mellemlag mellem syltetøj og ost, og æg er ikke glasur på is.

Det er fandeme snart fuldstændigt i uorden! Jeg kan ikke finde rundt i det længere :'(

Ehm... Journaler? Billeder? Lam overskrift?

Min collage er blevet overraskende god! Haha. Det er nogle vildt gode billeder, og de passer perfekt sammen. Jeg er glad for mit valg! Desværre kan jeg ikke vise jer den, fordi René ikke vil vises på internettet, og det er op til ham. Jeg viser aldrig nogen på internettet uden at have fået lov. Medmindre det allerede er derude.

Jeg har slet ikke fået samling på mig selv endnu, altså... det er fandeme længe siden jeg var hos lægen! Jeg kan stadig ikke koncentrere mig om noget, samle mine tanker og lave noget konstruktivt. Jeg har ikke skrevet siden i onsdags. Min historie ligger der, klar til at blive skrevet, men jeg kan ikke samle tankerne. Jeg skulle aldrig have været taget til lægen. Hvor dumt. Nå, sket er sket, nu skal jeg bare oven på igen, hurtigst muligt, og KBJ ringer mandag. Jeg håber lidt, at jeg pga. min størrelse, kan blive sat bare 5 eller 10 mg op i Abilify.

Jeg er ved at rydde op i Renés journal. Alle de billeder, der er taget som dokumentation og "for sjov" til hjemmebrug for at følge helingen af både gastric bypass og rygoperationen, og de skal sorteres ind i hver deres mappe. I min journal er der kun én af de der billedmapper: skader under epileptiske anfald. Og kun fordi det er pisseskægt at se tilbage på dengang man flækkede læben eller halvdelen af tåneglen faldt af. Et eller andet. Men Renés skal lige ordnes.

Hermed: Vi ses! Jeg skal vaske op, for det skal man engang imellem :P

"Achilles Heel" - Toploader

(Jeg sletter videoerne med pigen med det brændte hår, fordi jeg synes det er synd for hende, at internettet overflyder med parodier på hendes video, selvom hun selv har lagt den op. Parodierne får hende at fremstå som en idiot, og det synes jeg er ærgerligt. Derfor bliver indlægget slettet.)

Ready set go

Mine billeder er kommet. I dag. Finally! Rammen kom i går. Nu kan jeg endelig komme i gang.

Overskriften er tåget, men den ser således ud:

Der står

"... Bare fordi: Rikke & René - det er livet"

I suck

Jeg kan ikke løbe hurtigt nok. Tiden indhenter mig. Jeg løber alt, hvad remmer og tøj kan holde, men tiden er hurtigere. Jeg må slå tiden, jeg må være endnu hurtigere. Hans øjne er røde og der kommer røg uf af hans næsebor - som en bigass Satan. Jeg løber for livet, jeg løber for at leve, for at holde til år frem. Men kan det nås? Inden længe... De 33 år rammes. 43 dage.

Om 43 dage bliver jeg 33 år. Jeg kan ikke løbe fra det, hverken med eller uden diverse skavanker. Jeg vil ikke være gammel. Jeg føler mig som en på 43, så måske er det fair nok... Jeg vil ikke være voksen. Jeg vil være barn igen. Bare uden alle de mange bekymringer og spekulationer.

Men... Åh, screw it. Jeg gider ikke engang at høre på min egen midtvejskrise :( Det er fandeme bare så nederen med al den selvmedlidenhed. I suck. Jeg hopper sgu af for nu. Jeg er ikke meget værd. Tager det virkelig så lang tid?

Fuck it. Fuck it all!!!

Godaften.

Bangebuks

Jeg er slet, slet ikke kommet ovenpå igen, efter dagens strabadser i går. Det var meget slemt at køre til lægen, det var endnu værre at sidde i venteværelset, acceptabelt hos lægen og hos sygeplejersken, og turen hjem var hård. Da vi kom hjem, følte jeg, at jeg skulle underholde Katja, og derfor brugte jeg al min overskydende energi. Da hun gik, var der INTET tilbage i mig. Jeg sov fra 15:30 til 20:15, og alligevel var jeg ikke frisk da jeg vågnede. Jeg er stadig ikke kommet ovenpå. Det er fandeme hårdt! Rengøringshjælpen har været her i dag. Vi havde begge to glemt det, men jeg vågnede 3 timer før hun skulle komme. Mens hun var her, barrikaderede jeg mig i soveværelset. Jeg kan ikke andre mennesker i dag. Det var OK at hun var her - bare jeg ikke skulle "deale" med hende. Nu er jeg alene med René igen, stille og roligt. Jeg ville gerne tage en lur, men det går ikke. Ikke i dag. Jeg må kæmpe i mod.

Min kusine har fødselsdag i dag. Tillykke, Anja! Også tillykke til dem, jeg har glemt i løbet af de første måneder: Maria og Jørg'nsen. Pinligt. Men Maria - jeg har skrevet din fødselsdag ind i min kalender nu, så jeg husker at du har fødselsdag den 22. januar. Og dig, Jørg'nsen - den 5. februar er hermed indført i kalenderen! Så jeg burde huske jer næste år :) Engang imellem er det lidt svært med mennesker, man bare skriver med over nettet, men Maria, for fa'en... Det er jo snart 20 år... :S Kan du huske dengang vi blev uvenner over hver vores ironi, så vi blev enige om at vi måtte skrive med rødt, når vi var ironiske? Haha. Det var sgu gode breve, dengang. Nu er det jo e-mails, og ikke nær så tit. Men 20 år er også meget ;)

Nå. Pennevenner... Dem har jeg haft mange af i sin tid. Dem, jeg husker bedst, er Peter og Abigail. Peter fordi han spildte en halv cologne ud over et brev til mig, og da jeg kommenterede det, hørte jeg aldrig fra ham igen. Abigail fordi hun introducerede mig for en masse musik, jeg ikke havde kendt til førhen. Det var også hende, der lærte mig rigtig meget om satanisme, for hun var (er?) satanist. Det var jeg så ikke, men hun besvarede de spørgsmål, jeg stillede (hedder det overhovedet det? Stillede? Eller heller hedder hedder det stilte?). Hun fulgtes med mig til min 2. Megadeth koncert. Den bedste af de to, jeg var det til med det band. Hun var cool. Hun gav mig en kopi af Satans Bibel, skrevet af Anton LaVey. Jeg tror, at hun havde den selv, og så havde skrevet den af, til mig eller flere andre. Jeg har selv købt den nu, på engelsk, men jeg har stadig Abigails kopi. Hun stoppede med at skrive til mig, fordi jeg whinede for meget om René. Det må også have været en bitch at høre på - så meget. Hold kæft, hvor nederen, altså... Jeg forstår hende godt, og jeg bebrejder hende ingen ting. Jeg har overvejet at tage kontakt til hende igen. Men det virker lidt åndssvagt. Hun har et specielt navn og en hjemmeside, hvor hendes e-mailadresse står på. Jeg tænker over det engang imellem, men... Hun er nok ikke interesseret. Det kan jeg ikke forestille mig. Skal jeg prøve? Jeg ved ikke, om jeg tør.

Zzzz

Sikke en dag... Jeg er godt nok udmattet, på trods af en næsten 4 timers lur i eftermiddags/aftes. Jeg var jo hos lægen. Der er ikke umiddelbart noget galt med foden, men sygeplejersken tog en blodprøve for at tjekke infektionstal og kaliumtallet. Jeg skal muligvis have noget andet vanddrivende. Det gør ondt når jeg bøjer tæerne. Pis.

Ej, screw that. jeg har på ingen måde overskud til at skrive noget som helst lige nu. Jeg skal bare sidde og stene... Måske går jeg i seng.  Jeg er SÅ udmattet efter denne horrible dag (torsdag).

Der er en sang, jeg vil dele med jer, det er ikke en Type O Negative sang denne gang, men en sang af Eric Serra, som er en kæmpe, kæmpe artist inden for filmmusik. Denne sang er fra filmen "The Fifth Element" med både Bruce Willis, Milla Jovovich, Gary Oldman og Chris Tucker - og flere.

"Little Light Of Love"

"The Fifth Element" - trailer

Interviewet

Jeg har sagt ja. Selv tilbudt det. Tør ikke alligevel. Fuck hvor dumt. I går turde jeg ikke at gå ned til vejen. I aften skal jeg freaking ned i Fakta! Fuldstændigt sindssygt at melde sig til det... :S Ligefrem at tilbyde det, og komme med forslaget...

... Nå. Pyha. René vil ikke have mig med. Han går derned alene. Katja kommer og henter mig i morgen tidlig, og så er René jo hjemme til omkring klokken 11, så der burde være nogen hjemme, når pakken med billeder kommer. Jeg har bestilt rammen til levering fredag. René ved godt, at jeg har bestilt billeder, ikke hvilke, men billeder. Så han ved godt, at han ikke skal åbne pakken. Men jeg må hellere sige det til ham, inden jeg går, i tilfælde af, at pakken kommer mens jeg er væk :P Måske er den med den almindelige postomdeling :)

Her er ret koldt, altså... Det er utroligt, at vi ikke kan få tilpasset varmen :/ Det går mig på. 20 grader er ikke nok til mig!

I dag er der minus ideer til aftensmaden. Det skal være noget med kartofler, men hvad?  Det ved jeg sgu ikke. Klokken er kvart i syv, og jeg er nødt til snart at finde på noget. Men hvad? Det er længe siden vi har fået noget helt basalt mad. Hvad med hjemmelavet kartoffelmos og millionbøf? Eller måske hvidløgskartofler og frikadeller? Det tænker jeg lige over :)

Jeg har fået et helt nyt syn på TON efter interviewet med Peter, selvom det alligevel stadig er hen ad det samme. Giver det mening? Jeg har fået mere forståelse for Peter, hans humor and so, men musikken består som den altid har gjort. Jeg har så meget at dele. Så meget at vise jer. Hehe. Jeg er sikker på, at I ville elske f.eks. "Die With Me".

"Die With Me" - Type O Negative

Det er "sjovt", egentligt, som mindst én kommentar ved alle TONs sange, sådan cirka, takker Peter for hans musik fordi den har været som terapi for dem. Det, jeg finder "sjovt" er, at det jo netop var Type O Negative og Peters musik, der trak mig ud af min depression, ved at give mig inspiration til at skrive = inspiration til at leve. Jeg er glad for, at mange mennesker har fundet musikken så hjælpsom som jeg har. Mange mennesker har svært ved at klare hverdagens problemer, og hvis det kan klares bare en lille smule ved lytning af Peters tekster - så er det virkelig fedt. Også selvom han i interviewet siger, at han ikke er særlig "dyb". Det tror jeg er hans egen vurdering af sagen, for ingen af os andre er enige. Ingen af "os", som har fået gavn af deres hans musik. Jeg tror ikke, at mennesker som er "dybe" selv opfatter sig sådan. Jeg ved det sgu ikke. 

Men jeg synes at "Die With Me" er en smuk sang, som alle burde kende. Alle burde kende den, fordi den er smuk. "October Rust", som er pladen, hvor den er på, er helt tilbage fra 1996, og den er fantastisk. 

Jeg er BANGE for turen til lægen i morgen!!! Jeg er rigtig bange. Men jeg tager mig sammen. Jeg har Katja med, hun vil hjælpe mig. Hun kører mig derind, går med derind og det hele. Hun er virkelig god veninde - en af de bedste! Uh, men hvis der er mange mennesker hos lægen, i venteværelset! Totalt kaos :(

Og er der overhovedet betændelse i den fod? Hm. Lægen bliver sikkert irriteret på mig. Det er der ikke noget at gøre ved  :S Men Katja er med. Katja er med. Hun er med. Med. Jeg er ikke alene. Det skal nok gå. Det SKAL det altså bare! 

Husk at nyde TON.

Sådan er det jo bare

Rettelse: René har ikke fødselsdag den 4. april. Jeg har fødselsdag den 4. maj. René har den 5. april. Jeg blander det lort sammen konstant. 040580, 050476... Det er jo snart ikke til at huske længere...

NÅ. Jeg har talt med lægen i dag. Han insisterede på at jeg skulle derned i dag. Jeg sagde nej, for jeg kan ikke i dag. Katja kører mig derned - og det gør hun i morgen. Eneste tid er 9:45. Den må jeg så tage, selvom Katja så skal hjemmefra allerede klokken 9. Sur røv. Men så må jeg lave noget... noget jeg ikke ved hvad er endnu, som vi kan hygge os lidt med. Det ved jeg, at hun rigtig godt kan lide!

Måske jeg også skal byde på noget frokost af en art? Købe ind til en god hygger? Jeg snakker med hende senere. Lige nu er jeg megatræt og fryser! Gulvet er iskoldt, og jeg har bare tæer. Det skal jeg have, så "de kan få luft". Arrr... Så er det vel hellere ikke værre, altså...

Jeg går i seng nu. Igen. Jeg er et træt menneske for tiden. Sådan er det jo bare.

At tage et standpunkt

Jeg er i tvivl. Meget, faktisk. Min far, en mand, der er komplet ligeglad med hvad han får i gave, så længe det er noget, han har ønsket sig. Mig, der er på et "Ingen gaver til de voksne" korstog for at stoppe det spild af penge. Mig, der sidder og finder på og laver hjemmelavede gaver, som han ikke bliver glad for. Mig, som har lagt timer i hans gave, men som han ikke engang sådan rigtig gider at kigge på. Jeg er i tvivl: skal jeg bruge min tid og mine penge på at lave en fotobog til ham, eller er det nok med "Farfars bagebog", som jeg allerede har lavet? Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har spekuleret over det hele dagen. Egentlig vil jeg helst lade være med at lave den. Og hvis jeg ikke havde sagt til både min mor og min farmor at jeg ville lave den, ville jeg droppe den på stedet. Men den er lovet ud. Jeg kan måske dreje den lidt, finde på en undskyldning, der ikke er sårende, men som er sand,  og så lave den. Der er masser af årsager ud over dem, jeg har nævnt her.

Til gengæld har jeg fået lyst til at lave den collage til René, som jeg har snakket om, og jeg har fundet en ramme. Jeg kan bestille det på nettet, og muligvis sidde med det allerede i næste uge. Eller fredag. Men hvis vi antager, at jeg bestiller det på fredag, så er jeg i hvert fald hjemme, når forsendelsen kommer - jeg kan også lige tjekke op på, hvad tid jeg skal være hos lægen. Majbrit kan evt. hjælpe med at hive den hjem fra posthuset, hvis den skulle komme torsdag, mens ingen er hjemme. Hvis jeg får en tid 10:30 eller før, eller 14:00 eller efter, så kan vi sagtens tage imod den, og der er jo aftenlevering hos postdanmark. Problemet er, at man fandeme aldrig ved hvornår! Af og til kommer de ud om dagen, andre dage kommer de ud om aftenen. Men OK - et track and trace nummer kan give besked. Men hvis jeg bestiller nu, tæller det som en onsdags-bestilling, og så kommer det fandeme ikke torsdag. Igen: der er track and trace på. Jeg skal nok klare det. Jeg kan tjekke det enten onsdag aften eller torsdag morgen, alt efter hvornår de sender det afsted.

Spekulationer. René har fødselsdag den 4. april, og jeg vil gerne forære ham den her collage i fødselsdagsgave, men påsken ødelægger det lidt for mig. Jeg synes sgu altid at påsken kommer højst ubelejligt. Hm, nå men jeg har tænkt mens jeg har skrevet. Min far fik en julegave af mig. En kalender, jeg havde arbejdet på i flere måneder. Min farmor sagde "Du har alle helligdagene med! Endda ugetal!". Min far sagde "Du har glemt advent". Slam, værsgo, kom godt om bord, knæk og bræk, god vind i sejlene. Sikke da en entusiasme. Men jeg ved hvad han tænker. "Hvorfor sidder min 32-årige datter og laver sine egne gaver, når hun har råd til at købe det jeg ønsker mig?" FORDI JEG IKKE VIL VÆRE PÅ GAVER MED VOKSNE MENNESKER!!! Han tror sikkert at jeg er retarderet fordi jeg laver den slags. Fordi jeg er kreativ. Screw that! Ingen fotobog til ham. Så er jeg ikke i tvivl længere.

Åh nej! Jeg laver altid lort i det hele!!!

Jeg tror, at der er gået betændelse i min fod igen. Det dejlige er, at jeg freaking ikke TØR at tage til lægen! Der er mange mennesker, både på vej derned, dernede og på vejen hjem. Jeg er ved at gå i panik alene ved tanken! Og når jeg ringer til længen i morgen tidlig, får jeg garanteret denne i hovedet: "Ring til vagttlægen efter klokken 16" - åh, jamen, de skal da nok hjælpe mig! De kører jo kun ud hvis huset brænder. Huset de selv befinder sig i! Og de kører sgu ikke ud fordi en tosse tror at hun har betændelse i foden. Så hvad gør jeg? Skal jeg bare vente til vævet dør? Til foden rådner?

Jaja. "Du maler fanden på væggen". Men gør jeg det? Gør jeg virkelig det? Jeg har været på vanddrivende i 2 måneder, og jeg er endnu ikke sluppet af med vandet - overhovedet. Lige nu er det min egen skyld, fordi jeg ikke tør at gå ud. Jeg glæder mig sådan til at tømme postkassen, selvom der nok ikke er breve til nogen af os i dag. Men jeg elsker breve - selv regninger. Det er skønt. Jeg elsker bare breve. Jeg burde skrive flere breve. Folk bliver så glade for breve :) Men jeg har en højst uheldig håndskrift og ingen printer. If you catch my drift.

Jeg hader lægen, jeg hader vagtlægen, jeg hader mennesker (jeg ikke kender) og jeg hader firmaer der sætter mine bøger foran min dør mens jeg sover. Grr... Mest af alt? Hader jeg mig selv. Jeg skulle have fået orden på de her ben for længst.Nu står jeg i lort til halsen, og mine luftvinger er flade. Hvorfor har jeg sat mig selv i den her situation? Jeg forstår det bare ikke. Jeg forstår det simpelthen bare ikke. Det er sgu da dybt åndssvagt! Argh!

Jeg bliver nødt til at kontakte min læge i morgen tidlig. Høre ham, hvad planen er. For det her... Det går ikke!

Primadonna

Jeg har det skidt, og - for at være en rigtig primadonna - ingen forstår mig. Jeg vil gerne ud med tankerne, og de kommer ud nu - og her.

Folk siger til mig, at jeg er psykotisk. Jeg ved ikke, om jeg vil give dem ret, men der er virus på øverste etage. Jeg har følelser som at jeg bliver kigget på. Ikke kun når jeg er ude (for når jeg er ude, bliver jeg kigget på. Det gør alle store mennesker), men også herhjemme. Jeg tør kun at gå ud når det er mørkt - men jeg er bange for mørke. Jeg tør ikke sådan rigtig at gå mere end 4-5 skridt fra vores opgang, men René river mig med helt hen til skralderummet. Det er et langt stykke at gå, når der er så mange sorte huller, jeg skal holde øje med. Alle sover, når jeg bevæger mig ud. Det siger René, og jeg ønsker viiirkelig at stole på ham, men fornemmelsen af øjne i vinduerne er bare så kraftig... Jeg har tapet et par huller i fugerne på badeværelset til med foldet toiletpapir, fordi det passer med, at der kan sidde en person og kigge ud på mig, mens jeg er på toilettet. Jeg kan ikke lide det. Jeg græder ikke særlig meget, faktisk, og jeg føler mig glad. Men jeg er bange for andre mennesker. De skræmmer mig. Nogen dage kan der ikke komme nogen her. Andre dage må der komme en gæst. Men... Jeg tør fandeme ikke at gå ud! For helvede mand! Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har en tid hos KBJ den 25. marts, ikke særlig heldigt... Jeg ringer til ham senere i dag. Ved 8-tiden, eller sådan noget. Lægger eventuelt en besked på telefonsvareren.

Hm, men nå, jeg går rundt og har i lang tid været bange for at være i kontakt med andre. Jeg har ikke engang kunne ringe til min egen mor. Eller farmor. De to ringer jeg ellers til stort set hver dag. Det kan jeg nu igen - men jeg begynder at blive utilpas hvis det varer i over 10 minutter, maks, helst kun 5. Jeg forsøgte at ringe til Saxo i dag, ang. deres distributionsfirma, og hun sagde at jeg faldt ud hele tiden. Jeg sagde til hende at det var fordi jeg stammede fordi jeg var nervøs, og så var det OK - samtalen tog næsten 4 minutter, og så var det overstået.

Jeg rastløs, jeg er træt, sover konstant, sover dårligt, og når jeg er vågen kan jeg ikke finde ro nogen steder. Jeg sidder og trykker F5 på alle sider - selv skrivebordet. Jeg keder mig, men min hjerne kører på højtryk og der kommer kreative tanker ud, men alligevel føler jeg kedsomhed fordi jeg er for rastløs til at gøre noget ved de kreative tanker. Jeg har Renés gave at tænke på. Jeg har min fars gave at tænke på. Min historie. Min læsning. Meget. Jeg har virkelig ting jeg skal have foretaget mig! Men det ender i hat og briller fordi jeg er for rastløs til at finde ro i noget. Det er som at kede sig uanset hvad fanden man laver. Som når man bare ikke KAN falde i søvn, når klokken er 2 og man skal op klokken 7, eller først falder i søvn klokken 6. Jeg mener det her seriøst, det er ikke bare pis: I går, mens jeg sad og vaskede op, vågnede jeg 4 - FIRE - gange med et sæt fordi et stykke bestik ramte vasken. Hvem falder i søvn mens de sidder og vasker op? Ja, det gør jeg jo så.

Men alt i alt, går det skidt. Jeg ved jo godt, at andre har det som jeg har det, og at andre godt forstår, at jeg har det skidt. Men de siger alle til mig: "Der er jo fremgang i det" - fordi jeg ikke er nedtrykt længere. Det er også rigtigt. Jeg er ikke nedtrykt. Til gengæld er rastløsheden steget med 200% Jeg er ekspert i at skjule hvordan jeg har det - men det er ikke altid lige smart... :S

Jeg snakker med René, når jeg vækker ham om en halv times tid, om det er OK at jeg ringer til  KBJ. Af og til vil han helst selv gøre det. Men jeg kan godt selv. Jeg kunne med Saxo, og KBJ er jeg vant til at ringe til! :)

Unavngivet

Jeg skal mega tidlig op, men jeg kan ikke sove, fordi jeg har haft en dårlig drøm. René holdt fødselsdagsfest for en, han kendte, og der var mange flere gæster end han havde regnet med, dog var det helt OK. Pludselig troppede nogle flere op, som ret tydeligt var fra en bande. René sagde til dem "Hvad vil I her?" og en af dem sagde "vi har hørt at der er fri bar" René blev rasende, vendte sig om og skreg til forsamlingen at alle dem, som kun var der for spruttens skyld skulle skride, og at det skulle være nu. Det gjorde de så. Dagen efter var jeg hjemme hos René som boede i et gammelt bondehus ved siden af en skyskraber midt i storbyen (????), og huset lå sådan, at vi kunne se ned  på "leder-guttens" værelse, hvor hans far hjalp med at studere. Han fik ofte en over nakken, og vi gættede os frem til, at det var, når han svarede forkert. Nogle dage senere var René og jeg nede på en gårdsplads. "Ledergutten" og hans far var der, samt deres hund. Guttens far, som var professor i matematik, sagde til hans søn, at han skulle banke René. Så han løb imod René og fik ham ned på knæ. René rejste sig, og da knægten kom igen, bankede René ham i maven med en spids albue. knægten begyndte at kaste knuste organer op, jeg skulle kaste op, professoren forsøgte at  køre mig ned med deres bil, og deres hund forsøgte at bide min hund. René stod lidt væk og kom sig, og begyndte at løbe hen til mig, jeg løb rundt for at undgå bilen, og jeg måtte sparke deres hund for at holde den væk. Og knægten blev ved med at brække sig.

Hvor lavt kan man synke?

Jeg er her ikke. Men jeg vil lige skrive dette ned, så jeg ikke glemmer det, for jeg forstår ikke, hvorfor hun spinder sig ind i sit eget spind. Jeg snakkede med min mor om den dér løgn, der var tale om tidligere på måneden. Jeg sagde det direkte "Hvorfor sagde du det, når det ikke passer?" Så begyndte hun at sige at jeg sad og forestillede mig det, og at hun aldrig havde sagt det. Jeg sagde nej. For det var ikke en psykose, og det var ikke en drøm. Så kom hun til sidst frem til, at hun bare havde "ikke havde tænkt over at han VAR kommet hjem, da vi snakkede sammen" - Helt ærligt. Kan man synke lavere? Jeg føler mig pludselig... Jeg godt, at det her lyder sært, og det er det også. Men jeg føler mig som den "voksne" i den her 3-personers familie, 4, hvis vi tager min farmor med. Jeg har hele tiden bare "fulgt med". Men nu hvor jeg taget hende direkte i en løgn 2 gange i træk, så føler jeg pludselig mere voksen, jeg føler mere styrke og tror mere på mig selv. Jeg ved som sagt godt, at det lyder sært. Men det er det ikke for mig. Min mors løgn gør mig stærkere. Det betyder dog ikke, at jeg foretrækker at hun skal lyve fremover. Jeg har altid holdt af vores snakke, men nu sidder jeg tilbage og tænker "Hvor mange af dem er opfundne, fra hendes side?" René mener at hun er psykisk syg, og at jeg har fået min skavank  fra hende. Det vil jeg ikke gisne om. Jeg vil dog sige: man lyver ikke. Slut færdig. Det er ufedt af lyve. Totalt uden stil.

Okay, jeg smutter igen. Nu, hvor jeg har sneget mig til at skrive et indlæg, behøver det jo ikke at være så langt. Jeg skal jo fortælle René om det, når han vågner. Hm... Måske jeg skulle vente til han vågner?

X X X X

Midlertidigt lukket.

Imens kan I se på dette fæle billede.

Skolebillede, 1994

- og hvis nogen er i tvivl, er det mig.

Ah, for Christ's sake!

Hvorfor - HVORFOR - stiller det åndssvage pakkeudleveringsfirma ALTID pakkerne foran døren uden at ringe på eller noget som helst?!?!?! Vi freaking bor i en opgang! Alle og enhver kan snuppe mine bøger! Enten skal jeg kontakte Saxo og fortælle dem om det her miserable firma, ellers skal jeg ringe til firmaet selv - og jeg tror faktisk, at jeg får mest ud af at ringe til Saxo.

Jeg er ret sikker på, at jeg har haft et epileptisk anfald mens jeg sov i nat. Hvorfor? Her er mine grunde:

• Jeg har bidt mig i tungen hele vejen ned langs siden uden at opdage det
• Jeg var meget svær at vække i morges
• Jeg var meget groggy, da jeg vågnede
• Jeg har voldsom hovedpine
• Jeg er småsvimmel

Jeg tror at det er på grund at 3 faktorer: Jeg sover meget lidt. Jeg tager min morgenmedicin over hele dagen for jeg kan ikke klare at tage den på én gang. Lysstofrøret, som jeg bruger når jeg laver mad (både aftensmad og diverse mellemmåltider til René plus morgenmad) og når jeg vasker op - det flimrer. Det går lige i hjernen. Det er mine årsager. Jeg tror, at jeg går i seng og sover min hovedpine væk, for det her er da ganske uudholdeligt. Jeg vil ikke tage hovedpinepiller. Kun hvis det ikke virker at tage en lur.

"Vodevil" - Marilyn Manson

"Just wipe your own ass and shut your mouth!"

Damn... Jeg har bestilt varer hos nemlig i dag, right, efter en snak med René. Men han sov! Og nu er han skidesur på mig fordi jeg har bestilt ting uden at snakke med ham først. Det kan jeg også godt forstå - men vi havde jo den snak. Jeg kan jo ikke gøre for, at han sover når han angiver at være vågen med åbne øjne og det hele. Det er for åndssvagt. Ej, men jeg tror at han er ved at falde lidt ned igen.... :S Jeg kan godt forstå at han er skuffet, men vi snakkede jo om det i morges. Han siger der var snak om det i går eftermiddags, og det passer ikke, men der var snak om det i nat, og han husker lige så forkert på tingene som jeg gør, og vi bliver aldrig enige om, hvem der har retten på sin side. For at ende fejden, har jeg påtaget mig skylden og sagt undskyld. Jeg er ligeglad, der går ingen skår af mig. Jeg har intet problem med at sige undskyld - og det ved jeg, at René har, hvis han ikke er 100% overbevist om, at han har taget fejl. Så jeg sagde bare at jeg var ked af, at jeg havde gjort som jeg havde gjort, og det måtte han sgu undskylde.

Jeg ved ikke, om man må dele de piller, jeg tager mod epilepsi. Der er delekærv i, så umiddelbart vil jeg tro ja. Men jeg græder hver morgen, fordi jeg skal tage 10 piller, og 3 af dem er de hæslige piller, der giver mig kvalme, både fordi de smager fælt, fordi de er store og uglaserede og fordi de altid sætter sig fast i ganen - men også fordi de skaber syre i maven, uanset hvor stor bunden er. Men i dag fandt René på løsningen. Vi har jo en pilledeler. Så nu prøver vi lige at skære de piller over i kærven i nogle dage, og se om de så er nemmere at komme igennem. Jeg har prøvet dem i kvarte, og der var intet problem. Heller ikke ved at tage 2 kvarte. Men 3 kvarte var for meget. Derfor tror jeg, at hvis vi deler dem i to, de tre piller, så bliver de overkommelige at spise, og så skal jeg ikke sidde og græde hver morgen.

Jeg tror, at René savner mig herinde, så jeg tror, at jeg holde lidt lav profil med historien derinde. Eller måske tage den med herind og skrive herinde. Der er jo USB'en - det er jo meningen, at jeg skal kunne transportere historien mellem de to computere. Det er heller ikke et problem at sidde herinde, problemet opstår, fordi jeg får langt større inspiration med dæmpet lys og stearinlys. Det kan jeg ikke have her. Jeg kan godt transportere lampen herind. Intet problem, der er stik og det hele. Men stearinlysene! Dem må jeg så undvære. Det går vel også uden :) Jeg tror bare, at jeg skal opholde mig lidt mere herinde end jeg har gjort siden jeg fik gang i computeren. Det er vel egentlig også meget rart at kunne styre musikken - både sang- og lydmæssigt. Når jeg sidder i stuen, skal jeg jo ind til min egen computer for at skifte. Musikken ligger herinde. Det er nemmere at sidde her, for hvis hovedtelefonerne løber tør strøm, er der altid de billige fra hospitalet - dem, jeg fik af Renés far :) De er übercool, fordi man kan stille lydstyrken på den dér dims, der samler ledningerne fra begge ører til én leding.

"I Play Dead" - Björk

"I Play Dead" - Pain

Jeg kan ikke lide Björk, men jeg synes den har sang er vildt fed. Jeg kan endnu bedre lide den version, Pain har lavet af den, for den slags musik går lige i mit hjerte, og jeg kan enormt godt lide Pain og beundrer Peter Tägtgren. Den første sang, jeg hørte med ham, var "Shut You Mouth" som jeg satte et link ind til i går. Det er en fantastisk sang. Og en sjov video. Skal I have linket igen? Det skal I da. "Shut Your Mouth" - Pain

Hav en god eftermiddag. Den halvanden time, der er tilbage af den :P

Mulig medicinoverdosering? Eller måske snarere en glemt dosis medicin?

Er I klar over, hvor langt et indlæg kan blive, hvis man falder i søvn med fingeren trykket på "m" og sover i ca, 30 minutter? Haha. René blev syg i går aftes, han havde seriøst koldsved, det var virkelig voldsomt, men der var ingen feber. Han havde det skidt, så jeg ville blive oppe og holde øje med ham. Men fordi jeg kun havde sovet 3 timer "natten" forinden, var jeg jo dødtræt da klokken ramte 1, og vi skulle i seng. Så jeg sendte René i seng, han anede ikke, hvad der foregik, men da han havde sovet i små 20 minutter, vågnede han og insisterede på, at jeg skulle komme hen til ham. Så jeg sov fra 01:20 til 10:50. Det er meget at sove i et stræk, men som sagt havde jeg ikke fået så meget søvn natten forinden.

Men René er tilsyneladende rask igen, selvom HAN stadig sover. Han siger at han har været oppe i nat. Det er jo fair nok. Jeg skal lige have talt med ham om det, dog, for det kan jo være medicinsk. Måske er han kommet til at tage for meget eller for lidt af det smertestillende, og det var derfor, han havde det så skidt. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg skal vække ham en gang til. Jeg kan ikke se på hans piller, om der er taget for mange eller for lidt - jeg må stole på at det, han siger, er korrekt. Det er også - hvis han selv kan huske det. Ellers er det umuligt, stort set, for ingen af os ved, hvor meget der skal være i glasset - hvor mange han allerede har spist. Psh.

Når man lever i tosomhed og pludselig ikke kan omgås andre

Det kan godt være, at der er gået 5 timer siden jeg blev løjet for. Men jeg er stadig vred. Jeg ringede til min mor for at fortælle hende noget ang. min fars gave, så jeg startede med at spørge om han var i nærheden. Hun sagde "Nej, han er ude at køre." Jeg svarede "Okay. Så prøv at hør her..." og så fortalte jeg hende om min gode idé. Så sagde hun "Nu vil jeg gå ind i stuen og tænde for fjernsynet. Far sidder ovenpå og ser fodbold." WHAT THE FUCK?! For 3 dage siden sagde hun, at jeg uden at tænke over det skulle ringe til min far, hvis jeg havde brug for at komme til psykiatrisk skadestue eller noget. Så ringer jeg nu, og så siger hun, at han ikke er fucking hjemme, allerede inden hun havde hørt hvorfor jeg spurgte! Yes, my friends. Det er min mor. Min MOR. Hun er... Jeg er så vred, og jeg bliver ikke mindre vred. Jeg er faktisk pissed off, og jeg er SÅ forbandet træt af dem. Ej, men I fatter det slet ikke. De er altid til besvær. Og min mor "Jeg savner dig sådan" - nå? Kan det mon være fordi vi ser hinanden maks 3 gange om året, selvom vi bor 15 kilometer fra hinanden? Jeg kan ikke komme ned til dem; ingen offentlige transportmidler. Men min far kører forbi her hver eneste skide dag. Ikke engang når hun har ferie ser jeg dem. De skal altid "slappe af" - og de kan åbenbart ikke slappe af en eftermiddag i deres datters selskab. Jeg ringede til min farmor i går. Det første hun siger er "Ja, vi har jo heller ikke snakket siden i torsdags". For fa'en. Jeg ringer til hende stort set hver eneste dag, men der har været en weekend med sygdom, jeg har haft det virkelig skidt, og alligevel er hun skuffet over, at jeg ikke har ringet, selvom hun siger, at hun ikke er.

Jeg forstår ikke den familie. Det gør jeg ikke. Lidt ligesom når René ikke længere forstår sin. Vi er blevet for indspiste til at være sammen med andre mennesker, for vi har vores egen jargon, vi snakker åbenbart på en måde, som ingen andre end vi selv kan se det sjove i, og vores humor er vist lidt for sort i forhold til andres. Det kører ikke helt for os. Men det kommer vel, når/hvis René begynder at tage kurser i forskellige ting, som han har snakket om. Så møder han jo andre mennesker, får nogle nye inputs som han kan læsse af herhjemme. Han har fået en festinvitation til den 4. maj, men han vil ikke tage med fordi det er min fødselsdag, og det er jo komplet ligegyldigt - vi kan holde den en anden dag. Vi holder hans den 5. april, når han har fødselsdag. Vi inviterer hans forældre på frokost. Så slår vi den sammen, så det er en hyggedag for os begge to - men INGEN gaver. Heller ingen snydegaver fra hunden. INGEN gaver. Bare hygge til en god frokost. Dejligt. Sådan skal det da være. Men der er lidt tid til 5. april, så den tid den sorg :)

Mine hænder brænder op. De har normal farve, men de føles som når man kommer ind fra en snestorm uden vanter og ind i en varm stue med optændt brændeovn. Det er bare vildt. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at smøre dem ind i creme, men jeg skulle måske lade koldt vand løbe ned over dem? Jeg kan ikke engang spørge René, det søde væsen, for han er faldet i søvn. Han har sovet meget af dagen, og jeg burde vække ham. Men klokken er 23:50,og teknisk set burde JEG gå i seng, for jeg har ikke sovet ud over de tre timer i morges. Det kan da godt være, at jeg lige skal pakke sammen og gå i seng. Jeg må lige se på det.

"Shut Your Mouth" - Pain

FUCK DEN K...

Hun løj. Hun fucking løj! Om en ligegyldig ting! Jeg er vred. Jeg skulle have konfronteret hende med det samme. Dumme kælling :'(

Tyggegummi

Jeg gik i seng kvart over fem og stod op kvart over otte. Sådan. Slask, slam, vind i håret og god bedring. Hvem fanden (med epilepsi) sover i 3 timer og står op - og bliver oppe? Jeg har været så heldig at jeg ikke har væltet noget, ja, haft kramper overhovedet, men det er jo direkte selvmorderisk at gøre den slags! Fuck hvor dumt. Jeg slap afsted med det i dag, men det betyder ikke, at det skal være min nye stil.

Jeg sad og ledte efter noget i går, og havnede på en side, hvor en dude havde stillet spørgsmålet: Hvorfor er det så populært at hade Sys Bjerre? Det fandt jeg interessant, for nu er jeg jo en af dem, der rigtig godt kan lide Sys Bjerres musik. Jeg er næsten pinligt berørt over at indrømme det. For hvis man gerne vil være populær, hader man Sys Bjerre. Jeg tænker; Hvad har denne ene kvinde gjort, der har nedkaldt stort set hele Danmarks had over sig? Jeg er godt nok ikke med i Sys Bjerres fanklub (jeg ved ikke om hun har en, om man bruger den slags længere), men jeg vil gerne stå dem og indrømme, at jeg godt kan lide de fleste af Sys' sange, og at jeg synes hendes stemme er charmerende, fordi det lyder som om hun smiler mens hun synger. Det er tiltalende og charmerende. Hendes stemme er speciel, og jeg synes godt om den. Sys Bjerre er cool. Gennemført.

Jeg har en last :( Jeg er begyndt på tyggegummi igen.  Det er en del år siden, det har været så slemt. Jeg åbner en pakke. Tager 2 stykker ind i munden. Man skal have 2. Så går der 10 minutter. Smagen er stadig stærk, men "fixet" er væk, og jeg må have to stykker mere. Og sådan er det indtil jeg har alle 10 tyggegummier i munden. Dem tygger jeg på indtil smagen begynder at udløbe, så åbner jeg en ny pakke, smider det gamle ud og starter på en frisk pakke. Jeg stod op klokken 8:15, right, og jeg har virkelig taget mig sammen, brugt al selvbeherskelse og strammet balderne så godt, som jeg kunne, og jeg er kun på 3. pakke nu. Så jeg kan godt være stolt af mig selv - det jeg skam også. Det er et spørgsmål om tid før kæben begynder at arbejde imod mig. Jeg kan godt mærke det i øret nu. Jeg har også spist 9 pakker tyggegummier på 2 dage. Alligevel sidder jeg og håber jeg at jeg kan nå at spise en 10 pak tyggegummi mere, og jeg har jo også fået René med på vognen. Det kan godt være at det er sukkerfrit, men det gør det jo ikke sundt.

Det minder mig om indkøb. Jeg skal have talt med René om det.

Jeg har aftalt med Katja at hun kommer på søndag, efter arbejde, og så tager vi en masse billeder. Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil lave albummet. Nu må vi se. Hehe - Det bliver sjovt. Det håber jeg. Det gjorde det sidst, men vores venskab har ændret sig meget siden da, så nu må vi se, om det overhovedet kommer til at kunne fungere... Det kan også være, at jeg bliver nødt til at aflyse, hvis jeg har det for dårligt. Lige nu, netop i øjeblikket, går det forbavsende godt. Der er dejligt, det skal jeg nyde. Det er sikkert suset fra tyggegummiet. Jeg er ligeglad hvad det er - jeg har det godt.

Den perfekte gaveidé!

Jeg kan godt lide dette billede. Det er vildt dårlig kvalitet (hvis I ikke havde opdaget det), men men veninde og jeg havde en sjov aften. Jeg ser godt ud,og mine tænder er pæne. Man kan lige ane højre hjørnetand, som jeg altid bider mig i kinden med. Nå, men den anden person på billedet, en tidligere veninde, havde fødselsdag. Jeg skulle finde på noget. Jeg skulle bruge et kamera, og eneste mulighed var et engangskamera - og det er derfor, kvaliteten er så dårlig. Hun havde fødselsdag, og det skulle være en speciel gave. Mener det var det år, hun fyldte 25 år. Kahla hjalp mig. Vi havde det SÅ skægt. Vi tog billeder af mig. Det første billede forestillede mig, der så tænksom ud, og næste billede forestillede mig, der simulerede at jeg havde fået en god idé. Og så var der et billede hvor jeg pakkede min taske, et hvor jeg tog mig overtøj på og gik ud af min dør. Så kom der et billede af mig, hvor jeg ledte efter gavepapiret, og så et, hvor jeg klipper det til, et hvor jeg pakker gaven, som var et fotoalbum, ind i papir og så et hvor jeg kigger på uret og et, hvor jeg tager tøj på, og slutter af med et, hvor jeg skal til at gå til fødselsdag. Da vi havde taget de billeder, der skulle tages, fik jeg fremkaldt filmen, og jeg satte alle billederne ind i det fotoalbum, hun fik, og så var der selvfølgelig en "rigtig" gave ved siden af. Hmm... Mon ikke det vil være en god idé at bruge til andre ting? Det kunne være vildt sjovt at bruge til endnu en fødselsdag. Jeg tror, at jeg vil kigge nærmere på det, nu hvor min far rent faktisk snart har fødselsdag. Hehe.

I øvrigt blev min veninde ikke imponeret over at jeg havde lagt så meget tid i hendes fødselsdagskort. Nårh... :S Det kommer jeg lige til at tænke på.... Hvis den her "fotogave" skal være til min far, vil René ikke hjælpe med at tage billederne, og jeg kan ikke klare det selv. Så skal jeg bede Katja om at kigge forbi. Det kan hun sikkert også godt. Hun snakker tit om, at hun vil herned. Det kunne bare være sjovt, ikke? Få taget en masse billeder, få dem fremkaldt og klistre dem ind i et fotoalbum! Det var faktisk en god idé jeg fik dengang for snart 10 år siden. Hold da op hvor har jeg været kreativ :D

Det vil jeg kigge på i morgen! For nu vil jeg snart gå i seng. Det bliver senere og senere. Nu er klokken 4 om morgenen. Mon jeg overhovedet når i seng i dag? Hm. Oh well. Vi må se :)

Hvorfor må jeg ikke være den lede? Dumme René!

Jeg havde skrevet en blog. En hadefuld blog, som jeg blev beordret til at slette. And so I did. Så nu får I ikke mine tanker at vide, og jeg får ikke mine tanker ud. Sikke dog en smart ordning!

Derfor må I stedet glæde jer over, at jeg nu har skrevet 7 sider på min historie, og at jeg ved at være ved vejs ende i kapitel 2. Det bliver forhåbentlig en spændende bog. Ja, for jeg håber på "bog". Jeg håber at jeg kan skrive en roman. Uanset om det lykkes eller ej - så kommer resultatet til at ligge på min hjemmeside - tjek siden ud allerede nu, hvis du ikke kender så meget til min skrivestil. Der ligger masser af noveller og digte.  Den er dog ikke opdateret siden 25. januar.

- Jeg har lige været døden nær. Seriøst. Ikke noget med "Ej, okay, overdriv lige, vil du" - nej. Virkelig nærdødsoplevelse. René var ved at riste rundstykker i ovnen, og de havde ikke været derinde ret længe, da der begyndte at lugte mystisk. Vi sad sådan og snakkede lidt om det, og René gik ud for at kigge. Det viste sig så, at bagepapiret var fløjet af og havde sat sig fast på "bagvæggen" mens der var varmluft på. Ud med rundstykkerne, og ud med bagepapiret. Det var brændt. Fuldstændig. Sort som aske og det smuldrede imellem fingrene på en. Det havde været et spørgsmål om sekunder før der var udbrudt brand i ovnen, og så havde vi været døde, for vi kan ikke komme ud af lejligheden, så. Jeg kan slet ikke komme mig over det. Jeg mener... Wow... Her lugter stadig som et krematorium, men hold kæft hvor er jeg glad for, at jeg lagde mærke til den stank.

Men noget andet, fantastisk er, at jeg har været nede med skrald i dag. Woohoo! Jeg føler at jeg har erobret verden! Eller i hvert fald skraldeskuret. Jeg var dernede sammen med René, jeg græd ikke engang, men mit hjerte pumpede med dobbelt hastighed. Men heldigvis var det koldt, så jeg kunne trække vejret dybt og fokusere på det.

Den bærbare computer er sgu da sagen! Jeg skriver totalt godt i den atmosfære. Det dæmpede lys, de tændte stearinlys og så ellers bare skrive derud af. Det er bare så lækkert. Skønt. Jeg får virkelig produceret rigtig meget! Haha. Jeg startede vist i søndags, søndag aften eller sådan noget, og nu er jeg halvt nede på side 7, og det er bare freaking godt! Det, jeg elsker ved det, er roen. Jeg hører musik, højt, men det gør ingenting. René vil rykke ind hos mig for at tegne, og det må han gerne. Det er hans konstante Youtube-seeing, der går mig på herinde, plus at der mangler de rigtige omgivelser. At sidde med en skærm og et tastatur (jaja, jeg har altså brugt den for mange år siden) er som at sidde med et stykke papir og en skrivemaskine. Tryk på en tast på computeren, og der kommer det valgte bogstav, tal eller andet, frem. Det samme var det med skrivemaskiner. Og der er bare noget over at sidde med en skrivemaskine i et stearinlys-oplyst rum og skrive, lade fingrene løbe over keyboardet som var det en elskers krop. Fantastisk følelse. Jeg har lyst til at gå ind og skrive mere, men jeg skal jo også i seng på et tidspunkt, og klokken er efterhånden halv tre om natten. Bare jeg var gået tidligt i seng, så jeg kunne stå op nu. Det ville være så awesome!

Sikke noget skidt. At elske lidt for meget er ikke godt

Jeg er havnet i vanskeligheder. Dengang jeg startede på antiepileptisk og antipsykotisk medicin, var jeg ALDRIG mæt. Jeg var sulten altid. Døgnet rundt. Drømte om mad om natten. Jeg var sulten mens jeg sad og spiste. Jeg mener seriøst sulten. Det var ikke bare "Jeg kunne godt spise et par madder til frokost" men mere "GIV MIG NOGET AT SPISE; HVAD SOM HELST!" Det gik væk.

Men nu er det kommet igen. Jeg er sulten hele tiden. Jeg har haft det sådan i 3 dage. Konstant sulten. Det kræver SÅ meget selvbeherskelse at holde mig fra køleskabet. Jamen, det fatter I slet ikke. Jeg har været på slankekur og været SÅ sulten masser af gange. Det er ikke det samme. Det her er sygeligt. Jeg er seriøst på vej til at tage mange, mange flere kilo på - kilo, som jeg skal til at tabe. ÅH! En omgang mere af det her? Konstant sult med mad, smørrebrød, kedelige leverpostejsmadder med agurk eller rødbeder, pizza, kinesisk, indisk, thai, bøffer, kartofler... ØV!

Engang imellem.... Der kan jeg vitterligt ikke se noget positivt ved noget overhovedet. OVERHOVEDET. Og sådan er det nu. Fuck mad. Jeg burde stoppe med at spise. Men det kan jeg ikke, når jeg er i gang med at bevæge mig over i en helt anden grøft. Shoot!

Jeg laver ris med kalkun i karrysovs i dag. Det må for helvede kunne mætte bare en smule... :S Måske jeg skulle tage lidt ekstra kalkun ud, for der er faktisk kun omkring 100g i en pose, og vi er jo to... Det gør jeg.

JEG HADER MAD.

Nej.

JEG ELSKER MAD. Bare lidt for meget.

Der var jo det dér med den trivielle kærlighedshistorie...

Hm. Jeg har utrolig svært ved at trække vejret igennem næsen. Ikke når jeg står op, så jeg vil skyde på, at jeg lukker af for mine luftveje, når jeg sidder ned. Hvis jeg trækker vejret igennem munden, er det intet problem. Mit vejrtrækningsproblem er ikke hver dag, så faktisk ved jeg ikke, hvad der "bringer det frem". Det er vel også ligegyldigt. Jeg må bare lære at rette ryggen.

Ellers er der sket det, at jeg har været i bad. Simpelthen. Jeg tog tøjet af, gik i bad, tørrede mig og kom til at gå splitterragende nøgen ind i et rum, hvor der ikke var rullet ned for rullegardinet og jeg netop havde tændt lyset. Så hvis du har set en nøgen kælling her til aften, iføre sig "Bright Crystal" af Versace, og kom i tanke om det pinlige i situationen og fik hænderne op foran brysterne mens hun for hen til  lyskontakten og fik slukket lyset - så er det er sikkert mig :)

Jeg burde gå ind i stuen og læse lidt, jeg synes bare, at klokken er så mange. I ved... Klokken er lige nu kvart over et om natten, og jeg skal jo ikke i seng klokken sent. Men okay; der er heller ingen grund til at gå tidligt i seng. Vi kan sagtens vente en times tid eller to med at gå i seng. Klokken kvart over et er liiige tidligt nok. Vores normale sengetid er omkring klokken 2:30, så hvorfor gå i seng nu? Thats it. Jeg går ind og tjekker lortet ud. Ellers kan jeg måske skrive? Jeg er i gang med en slagplan med min trivielle kærlighedshistorie, hvor jeg netop har afsluttet resumeet af, hvad kapitel 6 skal handle om. I de 6 første kapitler er der ikke noget kærlighed. Jeg må se at få gang i det lort. Men jeg har så meget andet, der skal stå først, jeg har slet ikke tid til at skrive om kærlighed. Der skal jo også være en handling. Det må jeg se på, når jeg er kommet i gang.

Så jeg vil skifte mine stearinlys ud og sætte mig godt tilrette med den bærbare i stuen og skrive på min nye, trivielle kærlighedshistorie. Jeg håber at den bliver god. Hvem mon der skal læse den bagefter? Jeg tænker René, men han er nok ikke til trivielle kærlighedshistorier. Kahla, måske? Hun kunne være et menneske med en interessant vurdering. Det er alligevel hende, der har vurderet alle mine tidligere historie. Alle som en. Bortset fra de helt tidlige, fra folkeren. De er alle smidt ud, bortset fra én eneste, og den er alt, alt for personlig til at jeg vil dele den med andre. Også Kahla. Derfor ligger den bare i en kassette sammen med de andre, ulæst.  Af andre end mig, selvfølgelig - hehe :P

Endelig!

Hvad mon René laver? Han skulle have ringet til mig for en halv time siden. Sært. Jeg bliver lidt bekymret nu. Det tager ikke halvanden time at komme til kontrol hos tandlægen, når der kun er sat ½ time af til det. Skal jeg ringe til ham? Jeg ved ikke... Jo, for han kan jo altid lægge på. Fedt nok. Han tager ikke telefonen. Det gør mig helt sikkert mindre bekymret... :( Hvad sker der? Skal jeg ringe til hans forældre? Han er muligvis der.

Nå, men de har heller ikke hørt fra ham. Jeg synes ikke, at han kan være det her bekendt. Han kan ikke tage til tandlægen og så ikke ringe når han er færdig, som han har lovet. Selv hvis han er kommet ind senere, burde han være færdig nu. Jeg kan slet ikke klare det her. Det er IKKE fordi jeg er psykotisk, det er fordi han har lovet at ringe, og der rent faktisk kan være sket noget med ham på vejen hjem. Hvis han ikke er hjemme klokken 15... Det er om 20 minutter. Så må jeg stramme balderne og gå ned på stationen og lede efter ham. Jeg må lede uanset hvad. Jeg burde gå nu. Jeg burde trodse min frygt og gå NU. Det gør jeg. Jeg går netop nu.

Gudskelov - René ringede netop som jeg havde lukket min jakke og hulkede af angst. "Hulkede" er ikke dækkende nok. Jeg var så bange, at jeg stort set ikke kunne klare det. Men jeg var så bange for, at der var sket ham noget. Men nu er han hjemme, og så er han tryg i mine arme igen.

Jeg vil gerne komme med en ytring!

Jeg vil gerne ytre noget. Jeg ville gerne finde en skammel, så jeg var lidt højere end resten af jer, men jeg har ingen skammel, og mon det ville være en god idé? Det, jeg vil ytre, skal ytres med drama, med indlevelse og med spænding. Nu kommer det. Er i klar? Husk mig, på skamlen, mens jeg ytrer:

FOR FA'EN HVOR ER DET PISSEKOLDT!!!

Jeg har ikke været ude, så helt præcis kan jeg ikke sige det. Men jeg fryser nu, og det vindpust, der kom, da René kom ind ad døren og de kolde poser... Wow... Det er ret voldsomt, synes jeg. Nu er René ret kuldskær udendørs, men hans kinder var næsten lilla, da han kom hjem.

Jeg bliver nødt til at blive hjemme fra tandlægen i morgen. Det passer mig ikke så godt, for jeg ville viiirkelig gerne have renset de tænder. Men jeg tror bare ikke sådan helt lige, at det er en realitet for mig. Eller... Det tror RENÉ ikke, og det er ham, der skal følges med mig, og han får lov til at bestemme. Det har jeg vurderet er det bedste for os begge to.

Jeg glemte min morgenmedicin, som skulle være taget klokken 9, men jeg stod op klokken 11:45. Jeg glemte den som sagt, og fik først taget den 18:30. Og det kan mærkes. Vores lysstofrør i køkkenet er ved at være på sidste stadie, så lyset er ikke "vedvarende" længere, men flimrer en smule. Jeg får myoklonier i hjernen hver gang jeg er derude. I ved, jeg har fortalt om der små stød, hjernen får? Ligesom når man f.eks.... Øhm... Har "optjent" statisk elektricitet og rører ved noget metal. Det giver et klik i hjernen og et chok igennem kroppen. Ved det med statisk elektricitet, gør det jo ondt, men det gør mine myoklonier ikke. Jeg får stødet, bevidstheden forsvinder kort, vender tilbage, jeg er forvirret, har tabt al hukommelse om den igangværende samtale. Der er ikke nogen, der har set det. René har hørt det. Men i dag så han det. Jeg har haft det sådan i mange år, der er bare ingen, der har set det. Men René stod og snakkede med mig ved siden at køkkenbordet. *???* og René siger "Hvad sker der?" Jeg svarede "jeg havde en krampe" og han sagde "Jeg troede bare at du havde tabt tråden". Det er altså åbenbart skidevigtigt at jeg tager den morgenmedicin til tiden. Ellers har jeg kramper hele dagen! Det er sgu da belastende. Nu er det snart tid til pille-omgang nummer 2, aftenmedicin, men så er det slut, så kan jeg slappe af indtil i morgen :/

Jeg har iskolde fingre, og jeg har lyst til at gå i seng. Jeg ved, at hvis jeg går i seng klokken ti om aftenen, sover jeg... ikke særlig længe, men jeg kan ikke klare det meget længere, altså, er her så freakin' koldt! Jeg tror faktisk, at jeg vil gå i seng nu. En dejlig kold seng, som hurtigt bliver varm og lækker. Aahh... sengen...

Hvad der sker på 20 år

Jeg var kommet til at slette en mappe med børnebilleder af mig selv, men opdagede den på min USB stick, og derfor kigger jeg meget på dem. Jeg er fascineret af, hvor stor forskellen er. Jeg tror ikke, at jeg har nogen, der direkte passer, tidsmæssigt - men så tæt på som muligt.

Der er lige omkring 20 års forskel på de her to billeder. 

På det nederste er jeg 25-26 år

Spekulationer fra barnsben

Dette billede er fra først i 1980'erne. 

Det illustrerer ret godt, hvordan jeg har det lige nu.

Øv.

Når jeg bliver statsminister

Jeg klarede det! Hell yeah! Jeg formåede at gå ud af lejligheden og hele vejen ned til skralderummet... Jeg var så bange, at jeg græd. Men jeg klarede det. Jeg kom derhen, og jeg kom hjem igen, uden at der skete noget. Ingen hallucinationer, ej heller vrangforestillinger. Jeg klarede det! Woohoo! Det er første gang i en uge eller mere, jeg har været ude. Det var endda på eget initiativ. Yup. Jeg ka' bar' det lort - haha

Men seriøst. Jeg har været ude. Og der var en mand, jeg ikke kendte. Det var sgu alligevel skræmmende. Jeg var i chok, nærmest. Hvad laver en mand i skraldeskuret klokken 22:30 om aftenen? Nå ja. Det samme som mig. Smider skrald ud. Går jeg ud fra. Han kan også have været en narkoman, der skulle stikke sig i... et klamt sted for at få sit fix. Jeg kendte engang en heroinpusher. Ja, han var vel bare pusher. Han var gift med en af min mor og fars veninder, som jeg plejede at hænge ud med. Hun var afhængig af hash. Røg mindst 5 bonghoveder om dagen, uden man overhovedet kunne mærke det på hende. Ellers var det fordi hun bare altid var skæv. Jeg husker bare, at hun altid sad og ristede tobakken fra sine Prince og de dér tykke, mørkebrune hashplader. Jeg ved ikke, hvad det hedder, jeg har aldrig sat mig ind i det, for jeg har aldrig selv prøvet det. Men jeg har altid elsket duften af hash. Jeg husker at jeg både som ganske ung og som lidt ældre hang ud derovre, og hendes mand havde en vægt, som han brugte til at veje det dér narko. Alle hans venner, som havde gode jobs, blev stiknarkomaner. Han blev selv jævnligt anholdt. Jeg har aldrig prøvet noget. Jeg har ikke engang prøvet at ryge. Overhovedet. Ikke engang et lille... er det et "hvæs" det hedder? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig prøvet det. Jeg er stolt af det. Samtidig føler jeg mig lidt... Tøseagtig. Men jeg er nu altså glad for, at jeg ikke har prøvet det. Jeg har jo drukket en del, altså, ikke sygeligt på nogen måde, bare sådan "teenagedruk", og det måtte jeg stoppe med fordi jeg blev depressiv, selvdestruktiv og forsøgte at slå min bedste ven ihjel med en brødkniv. Senere hen, et halvt års tid senere, begyndte jeg at få kramper, når jeg drak. Fair nok. Endnu en god grund til at stoppe.

Jeg er depressiv igen nu. Jeg er faldet dybt efter mit kick efter at have klaret at være ude. Jeg skulle ikke være gået med. Jeg skulle være blevet indendørs. Jeg hader det her. Jeg vil insistere på at tage med til tandlægen på mandag. Selvom det betyder at jeg nok kommer til at ligge og græde i tandlægestolen. Jeg vil gerne have det overstået. Jeg vil gerne have renset mine tænder, og jeg vil gerne kunne sige "Nu er det i hvert fald overstået" - for så skal jeg ikke tænke lige så meget over det dér med at gå ud. Men selvom jeg føler mig som i et hul nu, skal jeg klare at komme oven på til i morgen, så jeg kan klare tandlægen på mandag. Pyha... Det er grove løjer...

Jeg klarer det nok. Det er jeg nødt til at tænke på hele vejen derind og hele vejen hjem. Det er med tog. Det er med fucking tog. Der er lang vej. Køge til Solrød Strand. Der er en del kilometer, selvom der på stationerne kun er to stop imellem: Ølby og Jersie. Kunne tandlægen ikke lave hjemmebesøg? Det vil jeg indføre, når jeg bliver statsminister.

Farfars Bagebog

Jeg har haft en svær dag, men på en skala fra 0-10, 10 værst, ligger jeg kun på 7, så jeg har fået vasket op. Og så skal jeg lave mad her snart. Jeg skal også forsøge mig med min helt egen opskrift på groft franskbrød. Det bliver spændende. Revet gulerod og græskarkerner. Mmm... Glæder mig allerede!

Jeg er kommet frem til min fars gave: "Farfars bagebog" og en hjemmelavet kogebog med ting, man kan bage med sine børnebørn. Hehe. Han kommer aldrig til at bruge den - men så har jeg haft det sjovt med at lave den :)

Hamid er hovedkulds forelsket i sin kæreste, og det er skønt at han ikke er alene længere. Han er meget lykkelig. Har han nogensinde været det? Det ved jeg ikke. Men det er han nu, og det er SÅ dejligt. Jeg under ham det virkelig :)

Paranoia er en ufed ting. Derfor er jeg nødt til lige at slutte nu. Jeg bliver skør i hovedet.

....

... og forresten har jeg købt denne bog for 86 kroner, pga. et gavekort, så jeg har betalt 115kr i alt (inkl. forsendelse). Den kommer (forhåbentlig) i næste uge. Yeah. Jeg glæder mig.

Det maleri, der pryder forsiden, er i øvrigt et, Marilyn Manson selv har malet.

Det er vist et, jeg har skrevet om før.

Jeg klipper fandeme ikke mit hår!

FLOT, fru Poulsen. Det er lykkes mig at ødelægge  de vidunderlige og sindssygt dyre hovedtelefoner, som jeg har fået af min mand i 31-års fødselsdagsgave. Hvordan? Jeg har smidt rundt med dem under anfald uden problemer. Men pludselig i går, observerede jeg en svagt skrattende lyd i venstre kop. Det lader dog til, at det bare var noget interferens. Jeg er ikke sikker. René kan ikke høre det.

Jeg har derudover ikke kunnet finde rundt i, om det er OK at sætte videoer ind i sine indlæg, og derfor vil jeg fremover bare bruge hyperlinks. Temmelig kedeligt, men altså... Jeg gider ikke at stå med fletningerne i postkassen. Jeg har set en frisure, jeg bare MÅ have. Men jeg ved, at jeg aldrig kan få den. Mit hår er alt for tykt. Og mit hoved er alt for rundt. Men den frisure, Marie Fredriksson (den kvindelige sanger i Roxette) har i videoen til "Centre Of My Heart", er bare lige mig. Jeg kan også rigtig godt lide at have kort hår. Men jeg kan også lide at have langt hår, og set i bakspejlet, har jeg haft kort hår 80% af mit liv. Måske det er på tide med langt hår. Som Jesper Binzer synger: "I Won't Cut My Hair". Ih, jeg vil gerne have den bog! Jesper Binzer er forsangeren i D:A:D, og han synger den nævnte sang, men har skrevet en bog af samme navn.

Jeg glæder mig virkelig til at erobre denne bog. 

"I Won't Cut My Hair" - D.A.D 

 

RENÉ!!!!!

René. Altid René. Han har hjulpet mig igennem denne krise. Ikke den næste, som sikkert er lige om hjørnet, men denne. Og så har musikken beroliget mig. Jeg er i harmoni i dette øjeblik, og jeg føler især at det er pga denne sang, som altid får den følelse frem i mig. Jeg elsker at lytte til den, men den originale video kan jeg ikke lide. Sangen er virkelig god.

"Return To Innocence", Enigma

Jeg skal nok få det godt igen, det er bare svært lige nu. "Det bliver bedre i morgen" - right? "Det gør det altid". Det må jeg huske på. Ellers ender det med, at jeg sidder og ynker mig selv som jeg gjorde i foregående indlæg. 

Næh. Jeg holder hovedet højt og kommer igennem det her med stil - sammen med René. Hvordan? Med styrke og troen på mig selv. Hvorfor? Fordi jeg kan. Der vil altid være dårlige dage og dårlige tidspunkter, men de skal overvindes og så er det op på hesten igen.

Jeg er et svagt menneske, det er jeg klar over, men jeg ved samtidig, at jeg kan hive styrken frem, hvis det kommer til dét. Og jeg skal sgu nok komme igennem det - jeg har prøvet det, som var LANGT værre. Og nu har jeg René, og han vil stå ved min side når den næste krise rammer. Hvornår det så end er. "Vi to, vi kan overvinde alt sammen," som han siger. Det er rart at han tror på mig. Det giver ekstra gå på mod. Giver lige det ekstra spark bagi, som jeg måske mangler. "You're simply the best - better than all the rest. Better than anyone - Anyone I ever met" (tak til Tina Turner for at simplificere min tak til René)

Unhappy Girl

Bla bla bla! Man skulle tro, at jeg havde en masse på hjertet. Det har jeg ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er ulykkelig. Hvad gør det ved mig? Kan det være den psykose, som har varet i flere måneder? Kan det være fordi jeg får for meget medicin? Jeg har brug for at snakke med nogen, der ved noget om det, men KBJ er stadig på ferie. Der er stadig 18 dage til jeg skal derop. Jeg vil gerne ringe til min mor. Jeg ved ikke, om det er en god idé, for jeg har det dårligt med at snakke med andre... Men er jeg nødt til at prøve? Jeg ved det ikke. Det er jeg et eller andet sted vel. Jeg er virkelig bange. Bange og psyko. Jeg har store problemer. Jeg tror ikke, at jeg overlever!

Mirwais, "Naive song"

Unavngivet

Jeg er ikke lykkelig

Love eternal

Ved I hvad? Jeg er stadig syg, det ved jeg godt, i og med jeg er bange for andre mennesker - selv min egen mor i telefonen. Men tallene fik pludselig overtaget mig. Hvis der var et ulige antal bogstaver i et ord, tilføjede jeg "+1" for at indikere at der kom et ekstra bogstav på. Da jeg fik det skubbet væk, nåede jeg i stedet frem til at skrive ordene, som jeg udtalte dem. Ikke på den korrekte måde, men som jeg nu snakker. "De var svært får maj at finne ud a tel a begønne mæd. Fordi jeg læste en engelsk bog, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at jeg ikke havde nogen problemer med at skrive på engelsk. Så gjorde jeg det. Og her går aftes lagde jeg mærke til, at jeg pludselig var begyndt at skrive dansk, korrekt, igen. Altså, jeg staver ikke 100% korrekt, men jeg skriver ikke på en mystisk måde nu. Så nu skriver jeg så de her indlæg, samtidig med, at jeg faktisk mere eller mindre er større TON fan, end jeg nok har været på noget tidspunkt. Jeg lytter til det stort set nonstop, og jeg vil så gerne dele det hele med jer, I ved, introducere det for jer. Den sang, som jeg lytter til nu, "Burnt Flowers Fallen", er smuk. Jeg ved ikke hvorfor, men af og til er det de ganske enkle sange, som er de smukkeste :) Jeg vil dog hellere smække "Blood and Fire" op herinde.

Min yndlingsdel af sangen er den bridge, der kommer omkring 02:38 og varer frem til 03:22 - og jeg vil gerne være den første til at indrømme, at "love eternal - lust infernal" lyder så pissefedt, at jeg er blevet nødt til, virkelig seriøst NØDT til, at få de fire ord (og bindestregen) tatoveret i nakken. Jeg har haft den i mange år. Den næste virkelig fede bridge kommer 03:58 og varer frem til 04:40 er simpelthen så morsom, fordi den er sunget med den der "franske" accent - haha! De må have haft det så skægt, da de indspillede den. Hehe. Der findes et remix, "Out of the ashes mix", hvor Peter synger ganske normalt. Det er bare så komisk. Han havde en virkelig god humor! På Wiki står der, at hans far var af russisk/polsk afstamning, og at hans mor var af skotsk, irsk og islandsk afstamning, men han var amerikaner. Han omtalte ofte sig selv som "polak" observerede jeg. 

Nå, det ikke det, det skulle handle om. Min tatoveringer omkring TON (jeg har 2) er begge fede, og de er de andre også, men jeg ville egentlig bare skrive om den der sang. Den har lagt navn til den historie, som trak mig ud af en dyb depression, sammen med musikken fra en anden plade. Titlen på historien blev "Love eternal", men det var "Life is Killing Me" der flåede mig ud af min hverdag og tvang mig ind i en verden af spænding, kærlighed og alt hvad der hører sig til. Den trak min depression ud af mig og smed den væk. Jeg elsker musikken ekstra meget, netop for det. For det var musikken, der inspirerede mig. Den fortalte mig stort set, hvad jeg skulle skrive. Ikke som i "Nu skal du skrive 'der var engang'", men som et hjælpemiddel til at få fingrene i gang - jeg skrev historien i hånden. Det tog mig rundt regnet 2 måneder, men det var altså heller ikke en roman, det var kun en historie. Og der var kun 200 sider. Psh! Haha

Men... Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg ville skrive denne blog, andet end for at dele "Blood and Fire" med jer... :S Hm. Sov godt :)

Stayin' Alive!

Jeg skamlytter til "Baker Street" af Gerry Rafferty. Før var den god. Men jeg så et Simpsons afsnit i går, hvor nogen af Lisas saxofon-klip var lavet til... ehm... Okay, de var sat sammen til en kavalkade, og overordnet var denne musik. Op til kavalkaden var historien SÅ rørende og smuk,at jeg allerede græd da jeg var 10 minutter inde i afsnittet, og da jeg nåede frem til Lisa tudede jeg som en, der tuder rigtig meget.Og nu elsker jeg ganske enkelt denne sang.

"Baker Street", Gerry Rafferty

Der var noget, jeg havde på hjertet... Hvad pokker var det nu... Nå jo. For nogen dage siden (en uge) var jeg i Fakta, og jeg gik rundt og kiggede på varer. Pludselig kommer der en dreng på max 7 år gående og han synger. "Ah ah ah ah stayin' alive! Ah ah ah ah stayin' alive" - han forsøger at lære hans lillebror sangen. Jeg blev helt rørt. Sangen er ikke en af "mine", men den er fra 70'erne, 77 for at være mere specifik, og den var med til at gøre discomusik populært igen, fordi den, sammen nogle andre sange, var med på soundtracket til "Saturday Night Fever" - John Travoltas gennembrud. Men den her dreng gik rundt og sang Bee Gees' sang, og jeg måtte simpelthen smile. Hvor var det sødt. Simpelthen.

Nu sidder jeg og lytter til en Type O Negative sang, som jeg normalt aldrig snakker om. Den er ret tys-tys, for folk, der ikke kender TON vil få en HELT forkert opfattelse af bandet og komme skævt ind på det. Sangen har en tekst, som er så kontroversiel, at folk, der ikke kendte den eller bandet, straks ville forsøge at forbyde den. Og det er er jo ikke sådan, det er. Den sang, er ikke en "gør som jeg siger" sang - det er ingen af TONs sange. Det ved alle fans. Mange fans elsker denne sang, men ikke alle forstår, at man ikke skal gøre som Peter synger. Sangen hedder "Are You Afraid", og første vers er ganske enkelt: "Are you fraid - afraid to die? Don't be afraid to try. Are you afraid to die? Don't be afraid of suicide, yeah! Just take that razorblade and cut your wrists down to the bone and die laughing!" Det er ikke en helt heldig tekst, det indrømmer jeg, men sangen er virkelig fed, og så længe fansene gør, som bandet opfordrede til: at tænke selv - så er der vel ikke nogen fare? Det er mere dem, som faktisk slet ikke fatter en brik af, hvad der foregår og tænker "Jeg skal sgu da begå selvmord!" Dem, som tænker det, ville have gjort det, hvis de sad i deres bil og radioen pludselige spillede "why does birds suddently appears everytime you are near..." for den vil virke deprimerende. Men jeg lyttede til "Are You Afraid" mens jeg var depri, og jeg tænkte "så er jeg ikke den eneste".

Oooog Tah da!

"Der er noget om talen... der er sjovest i halen"

- Rikkes fristed

Jeg prøver lige...

Næh. Jeg er ikke rask. Stadig syg. Men nu kan jeg skrive igen. Jeg er bange for mennesker. Ikke bange for dem her, så at de kan se mine tanker i en blog. Men jeg tør ikke at ringe til nogen. Jeg tør ikke at gå ud. Jeg er faktisk ret sølle. Men i morgen. Der vil jeg prøve at gå ud. Jeg var nede med skraldespanden i dag, og alle kiggede på mig, ud af deres vinduer. Det var højst ubehageligt. Jeg havde lovet at tømme postkassen, men nøglesnoren havde viklet sig ind i mit hår, så jeg måtte ned på hug og åbne den, det samme med hoveddøren. Fuldstændig åndssvagt. Men jeg ville bare gerne hjem, jeg ville ikke observeres.

Stadig kan jeg leve højt på den magi, den seng har. I morges måtte jeg vække René for at få hjælp til at komme ud, fordi alle mine lemmer var i så stor smerte, at jeg troede at jeg skulle dø. Men...10, 20, 30 minutter senere - jeg havde ikke ondt et eneste sted. Jeg har stået op og lavet alt husligt arbejde i dag, helt uden smerter. Jeg har ikke behøvet at tage stolen frem. Det føles vidunderligt, det føles... Jamen, jeg kan bare gå rundt, ingen smerter. Af og til mærker jeg lidt i højre hofte, men jeg har ingen rygsmerter! Det er fantastisk hvad en seng kan gøre!

I øvrigt hører jeg denne sang nu:

 

Jeg elsker især denne lille del, der er mellem 02:03 og 02:13 - det er 10 sekunder, der virkelig tænder mig, altså, men hele sangen er genial. "Be My Druidess", Type O Negative.

Blandt dagens papirer ligger udkastet til min ganske enkle, trivielle kærlighedshistorie.  Jeg ved ikke, hvad det er for en drejning, den sådan helt lige har taget... Ehm... Den er lidt mystisk. Oh well. Det er et udkast. En "guideline" så jeg kan se, hvad de forskellige kapitler bør indeholde for at holde det som jeg gerne vil have det. Det er sådan, nemlig, at der er to hovedpersoner, der hver får et kapitel - skiftevis. Indtil videre (kapitel 6) handler det ikke så meget om kærlighed, men mere om en indespærring af en psykisk syg person (den ene hovedperson) på et privathospital, der er ingen adgang og ingen besøgende, der foregår mystiske ting og bla bla bla. Jeg spekulerede på, da jeg lagde papirerne fra mig (midt i beskrivelsen af kapitel 6) om der mon nogensinde kommer den helt store kærligheds-ting, som jeg gerne ville have... 

"Paradise Lost" er blevet åbnet i dag, der er læst et par sider, men mest taget noter som var udvalgt fra i går. Jeg havde planlagt at læse, men der kom andre ting i vejen. Kahla kom på, så jeg snakkede med hende. Jeg har først nu, her i nat, fundet på navnet, så jeg ved ikke om det er godkendt. Men hun kalder mig for Åberg, så det må helt sikkert være OK! Haha. Det er også fair at have en god humor. :P 

Hvis der er noget, jeg ikke fatter... I ved, jeg får udbetalt penge hver måned. Jeg plejer at sige "Jeg får min pension", men jeg har lagt mærke til, at stort set alle andre siger "Jeg får løn" - det er nok fordi de har haft et arbejde før de fik pension. Bortset fra Hamid. Nå, men det jeg ikke fatter er... Hvem der nu sidder og beregner hvad jeg skal have udbetalt hver måned, må da for fa'en kunne have bare en lille smule indblik i det, så jeg ikke sidder med en fyldt sparegris eller må gå tomhændet hjem hvert år? Normalt skal jeg betale 7-800 kroner tilbage i skat. Denne gang får jeg 700 kroner. Hvorfor bliver det ikke udlignet i løbet af året? Jeg kan godt forstå det med folk, som arbejder på en arbejdsplads, men jeg er førtidspensionist. Nå. Jeg er nok bare dum. Lad venligst være med at kommentere det, for jeg fatter det nok ikke alligevel, og så vil jeg bare føle mig endnu mere stupid. Måske det ville være bedre at slette dette afsnit? Narh. Det gør ikke noget, at man gør sig selv til grin engang imellem (hehe). That's what it's all about! Fun, fun, FUN! 

Nu er den snart kvart i 4 om morgenen, og jeg tænker faktisk lidt på, om det er på tide at gå i seng. Jeg er ikke træt, selvom jeg ikke har luret den i dag. "Ved du hvem der er så rar? Det er onkel morfar".

 

 Jeg håber at I får en dejlig dag alle sammen :)

X X X X

MIDLERTIDIGT LUKKET

VENDER TILBAGE+1 HURTIGST MULIGT

- Rikke+1

Mirakelkuren er ganske blød

Som min mor altid siger... "Holy shit!" (eller som hun altid sagde, inden min far blev sur og hun stoppede, "holy birdshit") Jeg ville have pizza til aftensmad, og jeg ville lave den selv. Jeg ville have pizza, fordi jeg ikke gad at lave mad, og hjemmelavet pizza er det nemmeste i verden. Men mens dejen hævede som en svamp (?) ud over skålens kanter, fik jeg den lyse idé at lave minipizzaer med forskelligt fyld! Så da jeg var færdig med at lave mad, stod der 35 minipizzaer på bradepander og riste, og jeg havde sat en tandstik i hver enkelt med en lille seddel på, hvor der stod, hvad der befandt sig under osten. Hold da fucking op. Det tog mig 2½ time, og vi spiste 8. Haha. Resten fryser jeg ned, men jeg har lagt nogen i køleskabet, hvis der skulle blive behov for lidt mad i morgen, f.eks. til frokost eller sådan noget.

Jeg har sorteret næsten alle mine papirer i dag, og sør'me om jeg ikke har fået lavet orden på det i mine kassetter. Jeg har skåret et stykke pap i A4 højde og omtrent tilsvarende bredde, og det støtter papirerne, så de ikke falder sammen. Det er sgu genialt fundet på af mig. Jeg har ordet 11 af dem, og jeg har 2 tilbage, som jeg gemmer. Jeg troede egentlig, at jeg havde 15, men det havde jeg altså bare ikke. Haha. Jeg er næsten stensikker på, at jeg købte 3  pakker med 5 i hver. Men jeg må jo huske forkert. På den anden side er 13 altså et virkelig mærkeligt tal at ende op med?  Hm. Der står nok nogle et andet sted i reolen :)

Jeg er, efter alt det arbejde jeg har lagt i både papirarbejde og madlavning, fuldstændig ør i hovedet. Jeg tænker en million ting på samme ting, og samtidig føler jeg en anden million ting. Det er meget forstyrrende. Jeg sidder og forsøger at samle mine tanker nu, for jeg vil gerne læse. Jeg har 2 e-mails, jeg skal have kigget på igen, og helst svaret på inden jeg går i seng. Heldigvis, kan man sige, har jeg fået ryddet op i køkkenet og i stuen, hvor jeg sad da jeg tjekkede papirer, så det skal jeg ikke tænke på nu. Jeg er på vej til at kollapse, synes jeg lidt, for jeg har knoklet hele dagen. Fra jeg stod op og til nu, jeg går i seng klokken 01 i dag, det har jeg aftalt med René.

Men selvom jeg vågner med ondt i ryggen om morgenen, så er Anders og Dortes seng bare toppen for mig. Det er rent faktisk muligt for mig at lave ting stående. Jeg behøver ikke at sætte mig ned og vaske op pga rygsmerter. For jeg har ikke ondt. Jeg har stort set kun ondt, når jeg overanstrenger ryggen. Det er noget, jeg ikke har prøvet i mange år. Det føles godt. Her en af dagene, når jeg er parat til at færdes i verden igen, vil jeg gå en tur, og jeg vil se, hvor ondt jeg får. Måske er en hård seng ikke det, jeg har brug for, selvom det er det, jeg troede. Måske er en blød seng netop det, der skal til? Jeg har altså ondt allevegne når jeg vågner, men det går hurtigt væk, og som jeg beskrev tidligere, er mine ledsmerter ikke længere helt så præget af sylesmerter, men mere af led, der glider på plads med et "knirk" - hehe. Den seng er måske i virkeligheden et mirakel for mig. Desværre er den ikke et mirakel for René. Han får mere ondt i ryggen af at ligge i den. Han tilbringer så også væsentlig mere tid i sengen end jeg gør.