Mental Health Day #01

 Der er ingen tvivl i mit sind om, at mine psykiske problemer startede meget tidligt i mit liv. Men vi kommer nok til at springe lidt i det. Denne Mental Health Day kommer ikke til at handle kun om mig og mine psykiske/psykiatriske erfaringer, men også andre sygdomme, som vi dykker lidt ned i. Naturligvis er jeg ikke uddannet inden for faget, men jeg har både øjne og ører, så jeg kan læse og lytte. Det er muligt at studere ting. Men lad os kaste os ud i denne første Mental Health Day.

Jeg har altid båret rundt på min sygdom som var det et sæt ekstra hud. Så når mit vækkeur ringede, gik jeg i bad, hvorefter jeg tog mit "Hej, jeg er Skizofren, mit navn er Rikke" hud på. I perioder var depressionen værre, og så var det den, der overtog alting, men når jeg var svært deprimeret, var der ikke så meget badning alligevel. En dag ringede mit vækkeur. Jeg vågnede. Jeg tænkte "No more". Så i stedet for at tage min sygdom på, krøllede jeg den sammen og puttede den i lommen. Jeg fik det faktisk straks bedre og kunne rumme flere ting. Jeg har det stadig sådan, selvom jeg har en masse fobier eller ting der frastøder mig ekstremt. Ting, der kan være svære at undgå, som f.eks. smykker og knapper. 

Det første emne, vi tager op, synes jeg bør være skizofreni. Der er en masse uvidenhed omkring det, og i øjeblikket ser jeg en masse true crime på YouTube, og alle seriemorderne er alle enten autister eller skizofrene. Skizofreni betyder "splittet personlighed", sådan kort forklaret. Men det er ikke det samme som det, der tidligere hed "multipel personlighedsforstyrrelse", som er den sygdom, hvor folk har flere alter egos. Hvor skizofreni tidligere hed "ungdomssløvsind", hedder multipel personlighedsforstyrrelse nu "dissociativ identitsforstyrrelse".

Skizofreni kan være arveligt, men er det ikke nødvendigvis. Fordi det ligger i ens gener, betyder det ikke, at man per automatik udvikler sygdommen. Det kan også ske, at man ske, at man bærer rundt på generne, men at man ikke ville have udviklet sygdommen hvis ikke man havde udviklet et hash-misbrug eller alkoholmisbrug. Eller misbrug af andre stoffer end hash og alkohol. Som regel udvikler sygdommen sig i 20'erne, og den er generelt set lidt værre hos mænd end hos kvinder, og mænd bliver oftest diagnosticeret før kvinder. Man kan godt have skizofreni fra barndommen, der findes flere typer af skizofreni, og den jeg selv lider af, er den type der hedder paranoid skizofreni. Det er muligt, omend sjældent, at blive rask (ikke blot symptomfri, men helt rask) fra skizofreni. Som regel er behandlingen medicinsk, og man får medicin, der hører ind under kategorien "psykofarmaka". Her findes der forskellige slags, der er de gamle slags piller, som har ekstremt mange bivirkninger, der findes nyere præparater, som har færre bivirkninger. Men de virker forskelligt på folk. Måske er det bedst for mig at tage et af de virkelig crappy gammeldags præparater, fordi de nye bare ikke kan holde psykoserne væk. Måske er det omvendt. Og det er i hvert fald sikkert, at det er forskelligt fra menneske til menneske. Det præparat, jeg får nu, hedder Quetiapine. Det er en slags substitut for Seroquel Prolong, som jeg fik tidligere. Det virker generelt på mig i en dosis der hedder 800mg hver aften inden sengetid. I de perioder hvor min sygdom flammer op, tager jeg 1200mg. Når der er gået et stykke tid, og tingene har været rolige i et stykke tid, bliver jeg sat ned til 800mg igen. Udover Quetiapine, tager jeg også Sertralin mod depression. Ofte, når man begynder på et psykofarmaka præparat, kan man forvente at tage i hvert fald 10kg på. Dengang jeg startede, startede jeg samtidig  på medicin mod epilepsi, så jeg tog 40kg på i løbet af 3 måneder. Men det er ikke alle, der per automatik tager på. 

Jeg har talt en del om skizofreni igennem årene. Jeg har også talt om depression og selvmutilation. Det er vitterligt uudtømmelige emner. Som jeg skrev i starten, kommer jeg til at snakke om flere forskellige ting, og hvis du mener, at du har noget, jeg skal snakke om eller undersøge, så skriv en kommentar. 

Jeg vil dog lige slutte af med en kort gennemgang af mit eget sygdomsforløb indtil jeg kom i behandling. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg var en af de få, der havde skizofreni i barndommen. Det er aldrig blevet bekræftet af en læge, men det er min teori. Mine forældre boede i en lejlighed på Vesterbro, da jeg blev født. Min bror boede der tidligere, men han boede hos sin egen mor, da min mor flyttede ind. På døren indtil mit værelse, på ydersiden, så ud mod gangen, var der en tegnet plakat (den føltes også som papir, altså samme slags som en tegneserie, ikke som en glossy plakat) der fyldte hele døren. De havde tapetseret den på. Den supermand hærgede mine første år. Jeg var overdrevet bange for den, fordi han kiggede på mig uanset hvilken vej jeg skulle. Og uanset hvad man skulle, skulle man forbi den dør og den angry-looking Supermand. Skulle man ud fra mit værelse, så man den. Skulle man på wc, måtte man passere den. Skulle man ind i stuen, måtte man passere den. Skulle man i køkkenet, måtte man passere den. Og skulle man svare dørtelefonen, skulle man forbi den - hvilket jeg ofte gjorde, fordi jeg var alene hjemme af og til, og det skete at folk (narkomaner, sagde min mor, så jeg måtte aldrig lukke nogen ind. Der var også nogle bag blokken over for vores, hvor der konsekvent hærgede en pyroman, og han satte ild i opgangene. Men jeg tror at grunden til at vi fik dørtelefoner sat op, var narkomanerne) ringede på når min mor sov og jeg skulle svare. Min mor spurgte mig hvorfor jeg altid løb igennem gangen, og jeg sagde at Supermand kiggede på mig. Men hun lagde ikke noget i det.

Hop 2 år frem. Jeg er nu 10 år gammel, og jeg begynder at syntes at det der med plakater er så fedt. Så jeg køber mig en masse nye, med Madonna, primært, som jeg var MEGAfan af. Men alt gik bare galt, for ikke alene kiggede de på mig, deres øjne skiftede farve, og nogle af dem groede sådan nogle vampyr-fangs ud mens jeg stod og så på dem. Der fandtes kun én eneste løsning på den slags, som jeg opdagede nogle år senere. Så jeg endelig kunne nyde at have disse smukke mennesker hængene uden konstant angst: Jeg satte en stribe karton over deres øjne. Min mor spurgte hvorfor jeg gjorde det, og jeg sagde at de kiggede på mig.  Men igen lagde hun ikke noget i det. Okay, tænk frem til 1995, så 5 år. Jeg mødte Dave. Dave Mustaine. Eller; jeg mødte ham ikke personligt. Jeg samlede på alle artikler om ham og hans band (Megadeth), og jeg sørgede for at læse og forstå alle tekster - jeg spurgte endda min skolelærer til råds, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Jeg følte, at Dave var min bedste ven. Jeg plejede at sove sammen med ham, med et billede, som jeg havde lamineret. Det var min bedste ven. Jeg fortalte ham alting. På engelsk, naturligvis, fordi han jo er amerikaner. Jeg tænkte endda på engelsk, hvis jeg tænkte tanker henvendt til ham. Da han begyndte at svare mig, var jeg lykkelig, og jeg forelskede mig ekstremt i ham. Han var så smuk og dejlig, og jeg var ligeglad med, at han havde en kone, to børn og var dobbelt min alder. Jeg spurgte ham hver aften, om han ikke kunne komme og hente mig, fordi jeg ikke kunne holde ud at leve længere. Slet ikke uden ham. På et tidspunkt mindskedes vores kontakt. Jeg udviklede noget, jeg kaldte "camouflage-tanker", hvilket var et sæt komplet ligegyldige tanker jeg smed oven på mine "egne" tanker, så folk ikke kunne se/høre mine "private"/egne tanker. Så jeg brugte meget tid på at  have disse to tankesæt kørende samtidig altid, fordi jeg følte mig overvåget. Jeg var overbevist om, at jeg var hovedpersonen i en film. Dengang eksisterede den ikke, men jeg kan give et perfekt eksempel på, hvordan jeg følte at jeg levede. Som Jim Carrey i "The Truman Show", jeg var bare klar over hvad der foregik hele tiden. I starten var det som at jeg kunne spole lidt tilbage, måske 3 minutter, for at rette en fejl jeg havde sagt eller gjort. Men efterhånden som tiden gik, kunne jeg ikke spole tiden hverken frem eller tilbage, og jeg var "on" 24/7. Det var stressende. Like, for real. 

Så, jeg startede på HTX. Vi havde et emne om psykologi på et tidspunkt. Jeg ville vide mere om alle de syge mennesker, så jeg lånte en masse bøger om psykologi, hvilket gjorde, at jeg faldt ud af, at jeg havde taget helt fejl. At psykologi (for mig) er kedeligt, og at det er psykiatri, som er overdrevet spændende. Jeg lånte en masse bøger om psykiatri. Jeg åbnede den første, og noget af det, jeg læste da jeg nåede til "skizofreni", rystede mig i min grundvold. For mit liv stod stort set beskrevet i den bog, sort på hvidt. Men man "bliver" jo ikke bare skizofren fordi man har læst en bog om det, og min plan var at gøre noget, men jeg vidste ikke hvad. Jeg snakkede  med min mor om det. Hun sagde at jeg skulle snakke med min læge. Jeg bestilte en tid, og da jeg kom derned, mistede modet, og jeg opfandt noget på stedet. Dette skete 3 gange mere. Den 5. gang tog min mor med. Min læge sagde, at den hurtigste vej ind, var igennem den psykiatriske skadeskue. Så vi tog hjem, ventede til min far kom hjem, og så tog vi op på Fjordens psykiatriske skadestue, som ligger i Roskilde. Dette var i 1998, da jeg var  18 år gammel. Jeg var muligvis kun 17, for jeg kan ikke huske hvornår på året det var. Jeg ved at jeg blev indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling deroppe da jeg var 18 år, og jeg var der i 8-9 måneder. Og jeg er ret sikker på, at jeg kom ud i april 1999, da jeg var 19. Jeg tror, at jeg blev indlagt der midt i juli 1998 og kom ud midt i april 1999. Det er ca. 9 måneder. Jeg har hele min journal fra Fjorden liggende, både resultatet fra min psykologiske test, forløbet på Ungdomspsykiatrisk og tiden efter i distriktspsykiatrisk center Øst, men jeg har har ikke noget fra da jeg overgik til privatsektoren, og jeg er hos den samme psykiater stadigvæk (jeg elsker KBJ), og jeg beder ikke om en udskrift før efter han har fortalt mig at han stopper. 

Da jeg var 20 år, tror jeg, søgte jeg om pension. Jeg kunne ikke have et arbejde, selvom jeg havde udset mange karrieremuligheder for mig selv. Men det var ikke for mig. Jeg fik pension efter ret kort tid, jeg blev overrasket, fordi min mor havde sagt at den slags kunne tage lang tid. Det var ikke tilfældet for mig. Men - jeg var 20 år. Det vil sige at det var i 2000, så altså "de gamle regler". Endda "de gamle regler før de gamle regler fra 2003". 

Jeg slutter her for nu. Næste gang, vi har en Mental Health Day, bliver fredag d. 29. marts 2024. 

Tak fordi du læste med.

Married Life For Mere Mortals #02

 Mit emne i dag var egentlig den indgroede humor, man udvikler efter at have gået sammen hver dag, hele dagen i noget der ligner 17 år. Men det skipper jeg lige over for denne gang. Jeg har lyst til at skrive om andre ting i dag. 

Jeg skulle have været hos lægen i dag, sammen med René, og have udskrevet medicin, sat orden i det lort osv. Men jeg havde det ikke så godt. René måtte køre afsted uden mig. Eller det troede vi. Da han kom ned til bilen, ville den ikke starte. Det kan være at batteriet er dødt. Men det finder vi ud af. Han gik derefter ned til lægen, og kom en lille halv time for sent. Han havde ringet og givet dem besked. Da han skulle hjem, gik han på apoteket for at hente medicinen, som vi skulle have, for at finde ud af, at den ikke var blevet lagt op på serveren. Så han gik hjem igen. Men han var lige forbi 7-eleven for at hente en pakke. De vælter ind her. Der var den pakke på 7-eleven i dag, og i morgen kommer der 2 mere fra samme firma, men de bliver sendt med PostNord, så de kommer hjem til mig. Det er alle kattebokse. Men ikke fra Katteboxen, da jeg lige holder en pause fra dem, for at undersøge et andet firma. Så nu prøver Bella en abonnementskasse fra Felinebox. Den er dyrere. Men er den det værd? Nu må vi se. Jeg glæder mig til at finde ud af det! 

Jeg glæder mig også til den 1. marts, da jeg så kan købe de ting, jeg planer om at købe til René, uden at han ved noget om det. Det bliver sjovt at se hans reaktion. Hehe.  Han tror at jeg har glemt det, at jeg ikke tænker over det, men det gør jeg.

Han har været utrolig sød og venlig overfor mig i dag, hvilket gør at jeg, som en naturlig reaktion, ønsker at være det samme overfor ham. Jeg kan godt lide at han føler sig godt tilpas, og især hvis der ikke skal mere til end smil og en sød kommentar. Han er ikke en nem mand at bo sammen med, men han minder også en del om sin far. Man siger jo også, at kvinder gifter sig med deres fædre og at mænd gifter sig med deres mødre. René og min far er ikke ens på ret mange punkter, men der er nogle, hvor det er tydeligt at de har tænkt samme tanke. Når det kommer til mig og min svigermor - vi er helt sikkert meget ens. Jeg har intet problem med det, jeg elsker min svigermor. Men det er sket mere end én gang (mange flere) at René har kaldt mig for "mor". Jeg har aldrig kaldt ham for far. Det gælder selvfølgelig ikke når vi snakker til vores kat. For en sætning som "Har mor ikke givet dig mad endnu?" eller "Giv far pinden" (hun har sådan en "cat charmer", som hun slæber med overalt, koster 70 kroner hos Zooplus og kan holde op til 8 kilograms  modstand)

Jeps, det er hende selv der har lagt den sådan. 

Men den dag, jeg har haft i dag, og især her i eftermiddag, hvor René og jeg har siddet og snakket ind over ting vi så på YouTube, om barndoms-historier, vi kunne huske - den slags synes jeg er virkelig hyggelige. Jeg er glad for den dag, jeg har haft i dag. 

Jeg ved, at der ikke var et decideret emne at snakke om i dag, og at jeg teknisk set havde skrevet et manuskript ud. Men jeg ved, hvad jeg kan gøre. Jeg tager nogle billeder af det og lægger ind. Hvis du klikker på et af billederne, vil det blive vist i større format, og så kan du måske læse, hvad jeg har skrevet. Jeg garanterer dog ikke noget, for det er min egen håndskrift. Plus at det er skrevet med blyant.

Men her er alle 3 sider:

Tak fordi du læste med. Hvis du vil læse videre i sagaen om Married Life For Mere Mortals, er episode 03 oppe fredag d. 8. marts. Hav en rar aften!

Twilight is now off the list!

 YES! Jeg har endelig fået set alle 5 Twilight film. Det har taget mig mange år, siden dette er første gang jeg har lagt mine øjne på dem. Jeg har set dem alle i denne uge. Og hvad har jeg så at sige om dem? Well... Det er filmatiseringen af bøger skrevet af Stephenie Meyer. Jeg vidste ikke at hun havde skrevet dem, men hvor skulle jeg dog også vide det fra. Jeg har ikke været interesseret i det. Så, skulle jeg se disse 5 film med et åbent sind? Nej. For jeg har set folk på YouTube snakke om dem i årevis, og jeg har grædt af grin over dem. For det første vil jeg starte med at påpege ting, som andre måske også har lagt mærke til, som virkelig bare er ekstremt tydelige. Som f.eks. at Bella kun har ét ansigtsudtryk igennem alle filmene, og det ikke er specielt flatterende. Den dyst der foregår mellem Edward og Jacob er virkelig sær (det er noget jeg synes), og Robert Pattisons (Edward) tandprotese er helt klart ikke tilpasset til hans mund. Stort set alle filmene har et blåt skær over sig, og vampyrerne er ude i dagslys. Ikke alene er de ude i dagslys - de skinner som glitterpapir når solen rammer deres hud. 

Men er historien god? Det ved jeg sgu ikke. Jeg kan ikke rigtig komme over, at Stephanies vampyrer aldrig sover, og at de er ude om dagen. Jeg kan godt se, at det er naturligt at vampyrer ville have et fjendtligt forhold til varulve - men jeg forstår ikke, hvorfor varulvene også bare skifter når de synes at det er det, de har lyst til. Jeg kender ikke så meget til legender om varulve. Men jeg troede ærligt talt at det var noget der skete ved fuldmåne, og ikke noget, de bare gjorde når som helst, hvor som helst. Jeg lagde mærke til, i filmene, at man ofte ser dem skifte om til ulve mens de løber, men at man aldrig ser dem skifte fra ulv til menneske. Jeg gætter på, at det er fordi det er nemmere (og billigere) at lave et menneske om til en gigantisk CGI ulv, og ikke downsize en kæmpe ulv (de varulve, der er med i Twilight filmene er større end direwolves, som menes at være de største ulve der har levet) til et lille menneske. Men de vender sig altid bare om og løber væk når de skal ændre sig tilbage til menneskeform. Det er lidt synd. Men sikkert bedre end hvis der havde været superdårlig grafik i filmene. 

Det er måske ikke den bedste historie i verden. Det er måske heller ikke de bedste film i verden. Men jeg havde det faktisk hyggeligt mens jeg så dem, og René og jeg havde sjov med at gætte hvad der ville ske som om det næste. Det var bare hyggeligt. Jeg ved ikke rigtig, hvilken film, jeg synes er bedst. Det er vel alle sammen lige gode. 

Jeg har ikke hverken set eller læst "50 Shades of Grey", som jeg har hørt skulle være en "soft porn novel for housewives". Jeg har naturligvis set anmeldelser af filmen. Jeg ser anmeldelser af alle mulige film, som jeg aldrig har tænkt mig at se, bare fordi jeg så ved lidt om dem. Men jeg ved, både fra ting jeg har hørt og fordi jeg lige har slået det op, at "50 Shades of Grey" er en roman skrevet af E.L. James, og at det er fanfiction som bygger på "Twillight"-sagaen. Fordi "50 Shades of Grey" er en BDSM erotisk roman, som er lavet som fanfiction over "Twillight", som er en serie af bøger om vampyr-menneske-varulve-kærlighed skrevet for teenagere, har jeg lidt holdt de to op mod hinanden, og jeg ser intet af det samme i de to ting. Måske er det bare mig. Man kan ikke bedømme en serie af bøger på noget der udkom bagefter for at hylde den første serie af bøger. Jeg føler at jeg overforklarer tingene...

Jeg slutter her. Twilight er bedre end jeg troede at de ville være, men de er ikke fantastiske, selvom jeg sikkert godt kan se dem igen om nogle år.

INSATIABLE!

 

Weinertrucks and cocainetits

Black magic and homosexuality

Politics and beautypageants

Tampoozles and kidnappings

Murders and tiaras

Eating disorders and crimefighting

Alligatorswamps and drugdealers

Prisonbreaks and emus

Hushmoney and chimera babies

Lies and slander

Makeup and pretty dresses

kabootles and silk scarfs

Competitions and lipgloss

Young ladies and monsters

Love and killings.

Bob Armstrong (Dallas Roberts), Coralee Armstrong (Alyssa Milano) & Brick Armstrong (Michael Provost) tager godt imod Patty Bladell (Debby Ryan). Nogen mere end andre. Der er også "the hot Bob", som er Bob Barnard (Christopher Gorham). Han har en datter, Magnolia (Erinn Westbrook) der konkurrerer mod Patty, og den "almindelige" Bobs tidligere liv dukker op da han opsøger Stella Rose (Beverly D'Angelo) og får langt mere end hvad han ønskede. Og hvad sker der med Detective Rudy Cruz (Vincent Rodriguez III)? Nonnie (Kimmy Shields) er den bedste veninde, man kunne ønske sig, og Christian er... pastorens søn. Christian bliver spillet af James Lastovic, Pastor Mike Keene af Michael Ian Black, og hans hustru, Gayle Keene, af Christine Taylor. Og de to are getting it on, every where, every time. En af de bedste roller er Regina Sinclair, spillet af Arden Myrin. Hun adopterede trods alt Dixie direkte fra den kinesiske rendesten! Det bliver ikke mere moderligt end det.

Insatiable er fra 2018-2019, og der er i alt 22 episoder. Serien er en perfekt blanding af alle de ting, der står under billedet. Der er ikke et eneste dårligt afsnit ud af de 22. Serien får 10/10 RAP'er fra mig.

Februar Haul 2024!

Hello Wordlings!

Dette er, hvad jeg har brugt mine lommepenge på her i februar måned! Der er nogle ting, jeg er mere glad for end andre - men det er nok svært at sige præcist hvad jeg er mest glad for. Jeg vil dog prøve alligevel. Lad mig først gennemgå hvad jeg har købt. Alt (næsten, bortset fra én ting) er fra amazon.de. 

Så, jeg har købt farveblyanter, af hvilke jeg har en million i forvejen, men jeg kan altid bruge flere. Jeg har også købt disse to malebøger, som jeg er overdrevet glad for. Jeg foretrækker Forest Fairies frem for Dark Fantasy. Jeg har to eksempler fra hver bog her:

Jeg har brugt meget tid på at sidde og farvelægge tegningerne i disse malebøger, og jeg tror at jeg er nået halvvejs igennem begge to på nuværende tidspunkt. 

Jeg har købt makeup. Jeg køber normalt ikke makeup på Amazon, men jeg har ikke problemer med at  købe ting som disse.

Dette er Essence Glimmer Glow Lipstick og de skifter farve, når de rammer de varme læber. Men det er naturligvis pink, som denne slags altid er. Det er dog en farve, man kan bygge op, så hvis man bare har et eller to lag på, er det mere naturligt at se på, og den føles virkelig rar at have på - faktisk har jeg brugt den ene næsten helt op i løbet af 10 dage, fordi jeg bruger den mange gange om dagen og påfører mange lag. Jeg elsker at den virker som en læbepomade, så faktisk næsten helende - jeg har stort set ikke haft tørre læber siden jeg startede med at bruge denne læbestift. Man kan dog ikke købe kun 1 læbestift - man er nødt til at købe 3. 

Disse Kiss Beauty lipoils er ret små, men fordi de kommer i en 4-pak, og man har alle 4, har man nok lipoils. Synes jeg. Der er ingen af dem, der sådan rigtig giver nogen farve, heller ikke den røde jordbærfarve, og alt det glitter der er i ses heller ikke, når det er på læberne. Men de dufter himmelsk. Der er et klistermærke under hver lipoil magen til det, der er oven på den papkarton de kom i. Men jeg behøver ikke at kigge på de klistermærker for at vide hvad jeg tager på - for man kan vitterligt dufte fra flere centimeters afstand hvilken duft man har fundet frem. De er rare at have på. De bliver hvor man har placeret dem, og man kan bruge dem direkte på læberne. Jeg putter den farve inden under, jeg gerne vil have. Jeg bruger øjenskygge til det. Jeg finder en smuk farve øjenskygge og dupper på mine læber, og så putter jeg en lipoil over. Det, der er rart ved at de ikke smitter af, er at man kan drikke uden at glasset/flasken sætter ringe omkring ens mund. Men på den anden side har jeg i det sidste lange stykke tid brugt sugerør.

Jeg har ikke fregner. Jeg har aldrig haft fregner. Men jeg har altid ønsket at jeg havde det. Engang for mange, mange år siden, tilbage i starten af 1990'erne, besluttede en ung teenage-Rikke at gå i skole med fregner. Jeg havde bare tegnet dem på med en brun tusch. Men ingen troede på, at jeg havde fået fregner natten over. Så nogle af de populære piger (eller som vi kaldte dem, "poptøser") tvang mig til at vaske dem af i frikvarteret. Jeg har de sidste par år leget meget med at tegne fregner på igen. Men nu er jeg gået all in og har købt rødbrun henna. Jeg har købt en pakke med 4 af disse "cones". Dette billede fra den 5. februar, var dagen efter jeg havde haft hennaen på første gang. Jeg syntes at det var okay, men jeg ville gerne have det var lidt mere intenst henover kindbenene og næseryggen. Derfor smækkede jeg et nyt lag på den 10. februar. Det er det, jeg har på nu, på disse billeder fra i går.

Jeg havde naturligvis makeup på, fordi det har jeg stort set hver dag. Men efter jeg har fået fregner, har mit behov for foundation  været stort set ikke-eksisterende. Jeg kan godt lide at se på min hud når der er fregner - også selvom de er falske. Dette var den makeup, jeg valgte i går.

 

De sidste to ting, jeg valgte at købe, var disse. HAKACC blokkene er med blanke sider. De fås også med prikker, tern og linjer. De har hver 80 sider, og de er i størrelsen A6. De er virkelig gode til os, som ikke kan huske en skid! Men jeg har kun betalt halvdelen. Den anden halvdel tog René. Og dette smukke hårspænde blev købt af René til mig i Matas, men jeg havde selv sendt ham derned med et billede af den.

Skal jeg sige hvad jeg er allermest glad for, er det nok hennaen. Jeg elsker fregner. Jeg elsker dem så meget. Og jeg ser bedre ud med fregner. Nummer to er Forest Fairies malebogen. Nummer tre er læbestifterne fra Essence. Nummer fire er farveblyanterne. Nummer 5 er Dark Fantasy malebogen. Nummer 6 er lipoils'ene fra Kiss Beauty. Nummer 7 er hårspændet. Nummer 8 er blokkene fra HAKACC. 

Jeg har allerede planlagt min martshaul, og jeg glæder mig! Især fordi jeg har ting til René i også! Yes sir! Det kan du læse mere om d. 15. marts.

Tak fordi du læste med!

Married Life For Mere Mortals #01

Siden dette er det første indslag i denne serie, er det bare baggrunds-snak. René og jeg runder til november 17 års ægteskab, det er lang tid, men det føles kun som det halve. Allerede inden vi blev et "par", kom René hos mig og hang ud i flere dage, og da han flyttede hjemmefra, blev jeg hos ham i lange perioder. 

Han flyttede hjemmefra i oktober 2006, og jeg blev hos ham hele den første måned. Der var ting, han ikke havde. Et vaskekort, ting til hans køkken osv, og vores veninde og jeg tog i Bilka og købte alt, hvad vi mente han manglede, og jeg rejste frem og tilbage med vores tøj for at vaske det hjemme hos mig selv. Men jeg var hos ham igennem hele november 2006, og da vi nåede frem til december, hadede vi hinanden. Vi lavede intet andet end at sidde  og se Star Trek dagen lang, det var så kedeligt. Jeg tror ikke, at nogen af os havde planer om at ses igen. Vi så slet ikke hinanden i januar. Bortset fra den 31, som vi tilbragte sammen. Det var ikke en god aften. Men  i starten af januar blev hans ryg meget slem, og han havde to valg: Jeg kunne flytte ind igen og hjælpe ham, eller han kunne flytte hjem til sine forældre igen. Han valgte det første. Så jeg flyttede ned hos ham igen, og det gik fint. Det gik faktisk så fint, at han til sidst friede. Og siden dengang, har vi kun været adskilt af hospital-indlæggelser. Når René er nogle steder uden mig, snakker vi som regel i telefon indtil han kommer hjem.

Vi startede ud i en 1-værelses lejlighed med en lille have. Så flyttede vi til en 3-værelses med en lille, lukket altan. Det endte dårligt, fordi der konstant var skadedyr, og vi selv måtte dække udgifterne for at få dem fjernet, selvom skadedyrsbekæmperen sagde at det ikke var os, og at alle de andre lejligheder også skulle gasses for at holde dem væk. Men ejendomsfunktionæren var ikke enig. Han blev ved med at komme med dårlige undskyldninger. Plus at vi havde taget Emma ind, fordi vi ikke ønskede at hun blev aflivet, og man måtte ikke have  kat der. Så vi havde skrevet os op til noget andet. Vi tog den første lejlighed, der kom. En 2-værelses med en kæmpe tagterrasse. Hvor vi i den første lejlighed havde for lidt plads, og i den næste kun brugte det ene rum, og resten bare stod og slugte varme, oplevede vi noget nyt med denne nye lejlighed. Den var aldrig kold. Men første gang, der kom en rigtig vinter - der blev her rigtig koldt, og vi kunne ikke holde temperaturen oppe. Elevatoren er ofte i udu, og tagterrassen er så varm, at harpiksen i træbjælkerne smelter på de lange, varme sommerdage. Det er forbudt at sætte aircondition og markiser op, fordi væggene ikke kan bære det - det er stort set én stor glasvæg. Emma var glad for at ligge på terrassen. Vi havde hende i snor, så hun ikke kunne komme helt hen til kanten. Vi har haft Bella i et par år nu, men... Hun har endnu ikke været ude. Jeg ved ikke, om vi nogensinde lader hende komme ud. Vi er ofte uenige om opdragelsen af vores kat.

Men nu, hvor vi allerede har 16 års ægteskab bag os, tilbringer vi ofte dagen hver for sig. Jeg sidder her, foran min computer, og René ligger i sin seng og ser tv eller spiller på sin SteamDeck. Men når der er morgenmad, frokost og aftensmad, mødes vi over et måltid mad, og så ser vi fjernsyn sammen. Det foregår sådan, at jeg laver det klar ude i køkkenet, dækker bordet og ruller det ind i soveværelset, der ligger ved siden af køkkenet. René sidder så for enden af sin seng, og jeg sidder på min stol. Vi ser en serie eller en film. Hvis vi ser en serie, ser vi som regel et sted mellem 2-6 afsnit, alt efter hvor lange afsnittene er, hvor lang serien er, om det er noget vi streamer eller har på dvd/blu-ray. Det betyder også, at vi mange dage slet ikke er adskilte, og tilbringer vores dag sammen foran tv'et. De dage er meget hyggelige. 

I al den tid, vi har været sammen, har vi begge to været på førtidspension. Når man er så meget sammen, er det rart at man kan trække sig lidt væk og lave noget andet, så man ikke bliver irriteret på hinanden. Så når René ser sære, dårlige gyser eller sci-fi film, eller ser kedelige videoer om værktøj på YouTube, eller spiller nogle af alle hans hundredvis af spil, så sidder jeg her og lytter til musik, skriver, ser  YouTube eller Netflix. Det sker ikke så tit, at der er noget interessant på HBO, men det er da sket. Vi går altid i seng sammen. Jeg har en hospitalsseng, og det har René ikke. Derfor er vores senge ikke sat sammen. Men de står ved siden af hinanden, og vi kan bedst lide at gå i seng sammen. Ofte står jeg op igen, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Ofte vågner jeg ved halv fire tiden, og så er René allerede vågen. Men vi har det godt her, sammen. Lejligheden er ikke perfekt, og vi snakker meget om at flytte.

Men vi har som sagt været gift meget længe. Og vi har naturligvis gnidninger imellem os, fordi vi konstant er sammen. Og ikke er det samme menneske  - jeg tror faktisk ikke rigtig, at vi har nogle fælles interesser. Af og til kan det være svært at få det til at fungere. Især hvis det, man diskuterer, er virkelig dumt. Renés og min humor er virkelig indgroet. Men det betyder ikke, at vi altid er enige om hvad der er sjovt og hvad der ikke er. 

Det er en af hovedårsagerne til vores diskussioner. René siger noget, og jeg gør det til en joke. René bliver sur. Jeg ved at han ikke kan lide mine dårlige jokes, men jeg kan ikke lade være. Ofte misforstår han dem, og tror at jeg mener hvad jeg siger. Han hidser sig op og siger en masse (han råber det mere end han egentlig siger det, fordi han er vitterligt en hidsigprop), og når han begynder at råbe, lukker jeg af og ignorerer ham. Og det gør alting meget værre. Men jeg hader at blive råbt ad. Det giver mig flashbacks til min barndom, og jeg vil have de diskussioner overstået. Den hurtigste måde ville være ved at tage Renés metode i brug og råbe tilbage, så vi begge får vores frustrationer ud med det samme. Men jeg vil hellere vente til det hele er faldet til ro - og så lade det blæse væk selv. Jeg er normalt ikke specielt konfliktsky, men det der gider jeg ikke. Vi kan blive ekstremt uvenner over en virkelig åndssvag ting, men der går sjældent mere end en times tid før vi snakker sammen igen, og hurtigt er gode venner. 

Det er den samme måde, vi benytter hver gang. Jeg siger noget dumt. René får en hidsigprop i hjernen (ja, det er en diagnose jeg lige har opfundet). Jeg ignorerer René. Han overgår til et stadie hvor man minder om en hund der har rabies. Så hvis jeg er blevet kaldt noget tilstrækkelig dumt, siger jeg "pas på blodtrykket". Så snakker vi ikke sammen i et stykke tid. Så siger René "Hvad vil du se til maden?" eller jeg siger "Mangler du sodavand?" - noget i den stil, og så taler vi sammen igen. 

Men her i februar, faktisk i morgen, har vi kendt hinanden i 22 år. Vi kender hinanden ret godt. Vores forhold har haft opture og nedture. Men det er, i sidste ende, et ægteskab som de fleste andres. Jeg har oprettet denne "bi-weekly" klumme om ægteskab for at fortælle om mit almindelige ægteskab, fordi der måske sidder en og har brug for at læse om det. René og jeg er ikke superrige, vi har det, vi skal bruge. Kunne sagtens bruge flere penge, men så ville det bare være for grådighedens skyld. Vi er heller ikke trailerpark white trash (eller er vi?). Vi er jævnaldrende, begge førtidspensionister (dog af forskellige årsager), og vi har begge familie, der ikke er helt med. 

Det tror jeg var en god gennemgang af det mest basale i vores ægteskab. Så den næste "klumme", eller hvad vi vælger at kalde den, vil slå ned på et emne, som jeg går rundt med i mit forhold. Ønsker du at læse med, kommer "Married Life For Mere Mortals #02" op den 22. februar.

Tak fordi du læste med.

Bobbie Brown & Caroline Ryder: "Dirty Rocker Boys"

Okay, februar 2024 bringer os til Bobbie Brown. Hun har, sammen med cowriter Caroline Ryder, skrevet sin selvbiografi, "Dirty Rocker Boys", som udkom i 2014.

Bogen er oplæst af Bobbie selv. Det plejer at give  pluspoint, fordi det giver karakteren det der "oomph!" der ellers ikke er der. Men i denne bog er der heller ikke, selvom bogen handler om hende, så det ser vi bort fra. 

Jeg vidste hvem hun var fra tidligere sete programmer på tv, men til folk der ikke ved hvem Bobbie Brown er, så er hun denne sexede chick fra Warrants "Cherry Pie" video. Jeg sætter et link ind her så du kan se videoen, hvis du får lyst. Denne video startede hendes karriere, men hun var kendt for sit gode udseende før hun var med i "Cherry Pie". Hun voksede op som alle andre teenagepiger, forelsket i en kendt rockstjerne. For hende, var det Tommy Lee fra Mötley Crüe. Hun elskede Tommy, og det eneste hun ønskede af livet, var bare at blive gift med Tommy Lee. 

Det lykkedes hende at opnå at få et forhold til Tommy Lee, men i løbet af en 4 dage lang weekend, var han væk og var blevet gift med Pamela Anderson. Bobbie var gift med Jani Lane, som var frontmand i Warrant, og var ikke altid rart. Det endte også med skilsmisse, efter han havde voldtaget hende. 

Hende og Dave Navarro blev rigtig gode venner på et tidspunkt, og det nød de begge to. Men en aften overskred de grænsen, og de skulle de ikke have gjort. 

Bobbie Brown var plaget af afhængighed af stoffer og alkohol, og hun fandt sig  ofte sovende hos venner fordi hun var blevet smidt ud af lejligheder. Det blev væsentlig vanskeligere, når hun havde sin datter med sig. Datteren boede meget af tiden hos Bobbies mor. 

Jeg føler, som jeg nævnte i starten, at enhver kunne have læst denne bog op, uden at det ville have gjort en forskel. Men jeg har set en serie fra VH1, der var blevet lagt op på YouTube (det er godt nok længe siden, The Ex-Wives Of Rock, der er ca. 4 sæsoner), og jeg ved, at Bobbie lagde meget i den bog. 

Men jeg har valgt denne bog fremfor "The Woman In Me" af Britney Spears, fordi alle har talt om den bog, og "A Memoir" af Paris Hilton, fordi hendes historie også er ret kendt. Disse to bøger er begge 10/10 RAP's. Jeg bedømmer "Dirty Rocker Boys" til at være en 9/10 RAP.

Hele "The Ex-Wives Of Rock" serien kan findes her: The Complete Series, men der mangler nogle afsnit, og dem, der er på listen er IKKE i rækkefølge, men det må du selvom, hvis det er noget du ønsker at involvere dig i. Jeg synes at det er en spændende serie. Jeg vil se den igen.