Arbejde! Det er, hvad jeg tænker på lige nu. Jeg synes at vores penge forsvinder med rasende fart, uden egentlig at vide hvad de bliver brugt på. Det kan ikke rigtig lade sig gøre for mig at få tingene til at hænge sammen... Det irriterer mig, at jeg ikke har mulighed for at have et lille "deltidsjob" ved siden af min pension. Altså; teknisk set MÅ jeg gerne tjene penge, men jeg er for syg til det. Hvor irriterende det end er.
Men jeg tænker på de jobs, jeg allerede har haft. 2 jobs, og begge var sort. Mit første job var hos skolens pedel. Han kom hen til mig og min veninde da vi gik i... 8. klasse, mener jeg, og spurgte om vi ville gøre rent hjemme hos ham og hans hustru. Vi sagde ja til 1 gang om ugen, 2 timer og vi fik 60 kroner hver + sodavand. Men der skete tilsyneladende noget i deres liv, så da vi i slutningen af 9. eller sådan noget, sagde at vi ikke længere havde tid, var vi nede på 20 kroner for 2 timers rengøring om ugen - og der var altså meget rengøring. Der indgik også børnepasning til tider, men der var separat betaling for det. Jeg kan huske at der var en hel uge, hvor vi skulle være der klokken 06:30 frem til 07:45 og passe deres to piger, indtil hustruen kom hjem fra arbejde. Pedellen boede stort set et stenkast fra skolen. Så vi kunne sagtens cykle derhen på et kvarter og komme i god tid stadigvæk.
Det andet job, jeg havde, fik jeg også tilbudt, mens jeg gik i folkeskole. Det var vist også der omkring... 9. klasse eller sådan noget. Det var det mest usle job i verden. Jeg var sammen med veninderne hos købmanden hver dag i frikvarteret for at købe ½ L Coca Cola Light eller Pepsi Max, og pludselig en dag spurgte en af dem, der var der, jeg husker det som at han hed Suleyman, om jeg ville arbejde der 4 timer om søndagen. Fra 8-12. Det sagde jeg ja til, og det bragte mig 200 kroner ind hver uge, og mens jeg var der, var der fri afbenyttelse af alt i butikken. Men der var altid iskoldt, og toilettet var SÅ klamt. I starten var der ingen scanner, så jeg sad med et af de dér stativer med "tavler" jeg skulle flippe igennem hver gang der var en vare, jeg ikke lige vidste hvad kostede, og når det så ovenikøbet var en vare, jeg ikke vidste hvad var... "Bag disken"- delen var delt i 2; der var kasseapparatet med rullebåndet, og så var der kasseapparatet ved disken med franskbrød og wienerbrød. I weekenden blev der sat kasser ind med kasser oven på fyldt med rundstykker og tebirkes, som folk selv skulle tage - men jeg stod for wienerbrødet og franskbrødet. Det værste var, når folk ikke skulle have et lille eller stort franskbrød med/uden birkes eller et formbrød, men begyndte at blive mere avancerede, fordi jeg kendte ikke navnene på de brød, der lå på brødhylderne, og kunderne var pissed, når de skulle pege på det brød, jeg skulle pakke ned til dem. Allerede første dag jeg var der, gik ejeren. Han sagde "Jeg kommer igen" og gik. Det gjorde han hver eneste gang, jeg var der. Han kom også tilbage - hver gang med hele sin familie. Eller hustru og 10 børn, eller hvor mange de nu var. Jeg fik tildelt 4 timer om lørdagen også, og selvom jeg måske ikke var superglad for det, lovede jeg at arbejde der året ud, selvom jeg faktisk havde sagt op, men de skulle lukke omkring nytår, og på det tidspunkt var det vist oktober eller sådan noget. Jeg cyklede forbi mange år senere, for at besøge en veninde, som boede i rækkehuset ved siden af det jeg engang voksede op i. Jeg boede i nummer 49, hun boede i nummer 50. Jeg så, at de havde jævnet bygningen fuldstændig med jorden, og senere hen, da jeg besøgte min veninde igen, at der var opstået et nyt hus af asken.
Jeg vil sige - jeg har haft sådan et "ved siden af pension/aktiveringsjobs" før. I Roskilde. Det startede meget godt ud, bortset fra, at jeg er skidehamrende bange for at færdes i det offentlige alene. Men det var ikke så udtalt på det tidspunkt. Jeg sad i et rum og fyldte lakridser i æsker. Der skulle 50g i hver, jeg havde en vægt, de små metalæsker og en lille plasticskovl. Der var 2 andre kvinder derinde, men de var ikke helt "minded" til den slags arbejde. De spiste løs af lakridserne og dem, der blev tabt på gulvet, blev samlet op, støvet af og lagt ned i æskerne, som skulle ud til de butikker, som forhandlede de lakridser. Jeg kunne ikke sådan helt håndtere det, så jeg kom til at lave noget andet, noget, hvor jeg bare var alene. Jeg sad, stille og roligt for mig selv, og skruede skruer ind i plastic-manchetter. Nice and easy. Indtil den dag, der kom en jævnaldrende gut og skulle arbejde med det samme som mig. Han sad overfor mig, og da jeg opdagede, at hans spand med færdige manchetter blev hurtigere fyldt end min, begyndte min verden at skride. Derfor begyndte jeg at arbejde på højtryk, skippede endda min frokostpause, for at kunne være sikker på at jeg ALTID var hurtigt og bedst. Til sidst var jeg nødt til at sige op, fordi jeg begyndte at tabe håret, sank dybere ind i min depression (om muligt), og var plaget af mareridt hver nat.
Emma har kastet op igen. Vi har sådan lige overvejet lidt, om det, der er sket i dag, mon ikke skyldes den edderkop hun sad og gnaskede i, da hun befandt sig i vindueskarmen i morges? For René har sprøjtet med noget gift nogle steder, og selvom hun ikke er ramt af giften, kan edderkoppen jo sagtens være død af det. Og så har Emma måske fået noget af det i sig. For det var en ca. 20 cm lang stråle. Vand, kun. Der lå 3 stykker ufordøjet tørfoder, og en lille smule hår. Ellers bare væske. I går grovåd hun BIG TIME. I dag har hun stort set ikke spist noget... Sovet hele dagen har hun også. Hun sover sågar nu!
