Peter Steele

 Jeg hader at det er 11 år siden (lige om snart) at Peter Steele døde. Jeg savner ham stadig, måske ikke hver dag længere, men jeg tænker ofte på ham. På om han endte, hvor han ville. Jeg sagde til René i går "På onsdag er det 11 år siden Peter døde". René kiggede på mig og spurgte mig "Vil du holde noget?" Det var et spørgsmål, der kom bag på mig. Jeg har aldrig "holdt noget" på nogens dødsdag. Mit første svar var "Nej". Men jeg ændrede det, og nu, det vil så sige i morgen, ser René og jeg 3 interviews med Peter Steele/ Type O Negative, som jeg enten ikke kan huske eller har glemt. Jeg har mange interviews gemt i en folder på min computer. Han var så fantastisk. Han gjorde så meget for så mange, og han var så ydmyg altid. Det perfekte menneske mente selv, at han var uperfekt. Men okay - hvis man er perfekt, går man vel heller ikke rundt med superhøje tanker om sig selv... Hans humor...Dejlig. Savner også den. Jeg savner alt ved ham. Er jeg tosset? Lad være med at kommentere på det. Jeg ved det godt, burde ikke have stillet spørgsmålet. Jeg bliver 41 år om 3 uger. Jeg er nok temmelig umoden, og især når det kommer til denne slags. 

Heldigvis er jeg ligeglad. Og i morgen skal jeg se næsten 1½ times interview med Peter sammen med René, som er meget empatisk når det kommer til min sorg omkring Peter. Det er som om han forstår den, selvom han ikke er fan er nogen. Jeg tror aldrig at han har været fan af nogen. I hvert fald ikke som jeg har og er. René er dejlig. Jeg burde gøre dejlige ting for ham lige nu. Måske har han i virkeligheden brug for en god fodmassage? Dem er jeg god til! Jeg tror, at jeg vil overraske ham. Jeg har alligevel lidt tid tilbage i den lydbog jeg er i gang med at lytte til. Kevin Hart's "I Can't Make That Shit Up". Eller noget i den retning. Den er skidegod. Jeg elsker den.