Så skete det

Dette er min mor. Min far tog billederne efter hendes død i torsdags. De er meget ... Det er slet ikke hende. Du ved, hvad jeg mener, ikke? Jeg har aldrig nogensinde set en krop, der så tydeligt manglede den person, der havde været i den op til meget få timer inden. Jeg vil faktisk kun sætte et billede ind. Det er alt for makabert at se på. 

I mean... Det er vitterligt ikke min mor. Det er bare en krop, som min far har forsøgt at få til at se anstændig ud, inden hun blev afhentet. Jeg har så ondt af ham, at han skal være der alene. Men han siger at han er omgivet af mange virkelig søde mennesker, som hjælper. Det gør det lidt nemmere for  mig, men min mor er stadigvæk, ja, væk, og nu er det slut. Hun blev 75 år. Det er vel også en alder, kan man sige. Hun skal bisættes 3. februar, og hendes urne skal i jorden i Vordingborg. Hun ville gerne have en skovbegravelse, og jeg bad min far om at snakke med hende om det, i tilfælde af, at hun ikke havde gjort det. For dengang hun begyndte at snakke om det, ville min far ikke rigtig tage stilling til det. Men der, hvor hun gerne vil ligge, er i Vordingborg, hvor min mormor også ligger.

Hun vil højst sandsynligt komme til at ligge ved det samme træ som min mormor, og det er ikke et sted, hvor man får en gravsten. Du kan købe en slags plade, der bliver lagt der hvor urnen nedsænkes. Men den kan maks være A5, så halvdelen af en A4 side. Det er vel godt nok til at skrive min mors navn på. Det er kun 3 navne. Jeg har også 3 navne. Jeg vil også gerne ligge der, jeg synes at det er en bedre løsning end alle andre, fordi jeg har en decideret fobi for kirker og kirkegårde. Men det kommer an på, hvor jeg bor når jeg dør. Der findes andre steder, der har samme service. Det kommer også an på, om René stadig lever. Men at blive kremeret, hældt i en urne og lagt ned i en gravplads i en skov, er bedre for mig - jeg er heller ikke medlem af den danske folkekirke. Da jeg blev 18, meldte jeg mig ud. Jeg var nok lidt i en periode, hvor jeg led af "hamidnisme", og syntes at satanisme var sejt, selvom jeg ikke var satanist. Jeg var faktisk ateist. Det er jeg stadig. Det har jeg altid været. Mine forældre er også ateister. Jeg bryder mig ikke om at være en del af "guds crew", og jeg kan ikke lade være med at grine af det vrøvl der af og til kommer ud. Men jeg suger alle dokumentarer eller bare videoer på YouTube om religion til mig. Jeg koncentrerer mig som regel om katolicisme, men jeg ser/ lytter/ læser oftest om disse 3 emner: var Jesus virkelig eller er han bare en myte (altså, han lavede ikke mirakler, men der var måske en "Jesus" dengang, som gennemgik de ting, som ham vi ser som Jesus i dag, dvs. var der en historisk Jesus). Jeg er også meget interesseret i Jesu' liv. Han blev født, og BANG, så er han 33 år og bliver denne mirakelmager. Der er nogle småhistorier i Bibelen, som man kan sætte ind, f.eks. at han vandrede rundt i ørkenen i 40 nætter og 40 dage for at indtage at skulle ofre sit liv for menneskeheden. Men bortset fra de få historier der er fra hans barndom og ungdom, så er der næsten total stilhed omkring Jesus. Er det ikke sært? Han blev ikke engang født den 24. december, men derimod i april. Jeg ser også mange ting om, at han som en sund og rask mand i 20'erne ikke havde taget sig en kone og havde fået børn. Det var normalt dengang. Det er sært at han ikke gjorde det. Nå ja - og det faktum at der er 66 bøger i Bibelen, men at der er blevet fundet flere bøger, der ikke er med, som er blevet gemt eller udeladt med vilje, fordi den katolske kirke ikke syntes at emnerne passede ind i deres "tro". Som f.eks. The book of Judas, The book of Tom, The book of Mary Magdalene... Når jeg studerer "den anden side", er det Lilith. Jeg elsker alt ved Lilith. Jeg er ikke overbevist om at hun eksisterede, fordi jeg ved jo godt, at hun ikke er (eller var) virkelig, altså en rigtig, historisk person. Men jeg kan bare godt lide den person, hun var. Også selvom hendes måde at leve på blev set på som djævelsk, og hun nu er en full-on dæmon. Jeg synes bare at hun havde de rigtige intentioner til at starte med. 

Men. Jeg vil ikke have at hele dette indlæg, det første rigtige søndagsindlæg, kommer til at handle om min mors død og hvad jeg ser af dokumentarer på YouTube. Jeg vil dog lige sige, at jeg for nogle måneder siden blev medlem af en YouTube kanal, fordi jeg elsker dens indhold. Kanalen hedder Morgue Official, og de "ekstra" videoer, som kun er for medlemmer, som jeg betaler 79kr for hver måned, synes jeg er lidt sloppy. Han sidder og snakker om artikler, som han ikke har gennemlæst før, og så snakker han om indholdet. Jeg kan godt lide når der lidt mere struktur i det, som i hans videoer, der er tilgængelige for alle. Jeg overvejer, om de ekstra videoer er 79kr værd.

Jeg har vasket mit hår nogle gange nu, efter jeg gav det en god omgang Peach Blush fra Wella. Det er faktisk blevet vasket ud meget pænt, men de to sidste gange, jeg har vasket mit hår, har jeg brugt purple shampoo. Sidste gang vaskede jeg det 2 gange, inden jeg puttede almindelig shampoo i.  Og så gav jeg det en hårmaske bagefter. Og det har faktisk den helt perfekte farve nu.

Jeg ved godt, at mine rødder er meget udvoksede, men jeg synes faktisk ikke, at det gør noget. Og den lilla shampoo har efterladt nogle lavendelfarvede striber i det øverste hår, der er stadig peach blush, og der er stadig mere tilbage fra da jeg affarvede håret. Eller blonderede det. Men prøv at tjekke den makeup. Jeg har ikke foundation på, men ved hårgrænsen i panden ser det ud som om jeg har et eller andet på. På dette billede er der bronzer på øjnene, nude kohl fra Gosh, brun mascara fra Essence, en highlighter fra Makeup Revolution, og concealer fra GOSH, fastsat med kompakt pudder fra Maybelline, og samme koncept omkring næsefløjene. Jeg har mørkebrun browgel på, en koralfarvet blush og en nude tinted lipbalm fra GOSH. Så jeg har, med andre ord, mega meget makeup på, men det er lidt som om jeg har fundet ro i mig selv i en alder af 44-45 år. Jeg behøver ikke længere full cover foundation for overhovedet at kunne se mig selv i spejlet. Min hud ser altid sådan ud. Jeg har aldrig røde mærker, pletter eller bumser. Jeg ved vitterligt ikke hvorfor. Men nu hvor jeg har puttet det ud i æteren, dukker det hele sikkert op. Det kunne da lige passe. Dette billede er fra i går, lørdag d. 24/1. Jeg har sådan en gavepose, som passer perfekt til at transportere makeup i. Så når jeg går ind til René for at spise morgenmad eller frokost, tager jeg min pre-packaged makuptaske med, og så lægger jeg makeup når vi er færdige med at spise, men stadig ser tv. Jeg har en del spejle. Jeg har et, der er lagt til side, et der står i min reol, det, jeg bruger hos mig selv, og det, jeg bruger hos René. Og så har jeg 2 små "håndtaskespejle", som jeg næsten aldrig bruger. 

Dengang jeg begyndte at bruge makeup, gik jeg stadig i folkeskole. Jeg tror, at det var i 10. klasse. Jeg havde fundet, i Matas, en Rimmel foundation, som jeg synes matchede mig. Men jeg havde ikke lige tænkt over, at det var en smart idé at putte pudder på bagefter. Ofte smeltede mit ansigt i løbet af dagen. Og det var pinligt. Nu om dage bruger jeg foundation, kom nok koster det samme, eller i hvert fald i omegnen. Jeg bruger - når jeg bruger foundation - en foundation fra GOSH, mener  den hedder Dex... Et eller andet med "dex" - i farven Ivory. Jeg bruger stadig GOSH concealer, også i farven Ivory. Det tog mig laaang tid at finde den rigtige foundation, men da jeg fandt den - så låste jeg mig fast på den. Jeg vil ikke bruge flere hundrede kroner pr. flaske, men det skal være en god foundation. Og GOSH Copenhagen laver virkelig god makeup. De har mange gode produkter.

Nå, jeg fik endelig set "The Wedding singer", René har takket nej i flere måneder, og til sidst så jeg den bare selv. Jeg sad her, foran min virkelig lækre gamerskærm og virkelig gamle, non-functioning pc men et nyt, eksternt Blu-ray/dvd afspiller, tyggede på gulerødder, drak Pepsi Max med masser af isterninger og indså pludselig noget, jeg aldrig har lagt mærke til før. Adam Sandler er en snack. Jeg ved ikke, om han er det længere, men dengang The Wedding Singer udkom, der var han. Og han spiller så godt sammen med Drew Barrymore. Men film fra 1990'erne... Var der ikke bare noget særligt over dem? Film som "The Fifth Element", "Clueless", "True Lies", "Resevoir Dogs"... Der var tv-serier, man rent faktisk gad at se. "The X-Files", "Beverly Hills 90210", "Melrose Place", "Buffy The Vampireslayer"... Okay, jeg så ikke Buffy, fordi jeg var bange for vampyrer, men jeg så de tre andre. Og der var ikke kun 8 episoder, og så så man aldrig mere til den serie. Man var nødt til at vente en hel uge på næste afsnit, og man lavede ting imens. Min veninde og jeg mødtes og så Beverly Hills, og imens havde vi ansigtsmasker i ansigtet, og hårkure i håret, og lige inden næste serie begyndte, som var The X-Files, blev det hele skyllet ud, så jeg var klar til at cykle hjem bagefter. Fuck det var uhyggeligt at cykle hjem i mørket når man lige havde set X-Files. Men det var det værd. Jeg har haft mange veninder, som jeg ikke har kontakt til længere. Jeg har haft to veninder, som hed Camilla, og den ene havde fødselsdag dagen efter mig, og var et år yngre end mig. Hun havde i øvrigt en lillesøster, der altid hang ud med os, og jeg kan heller ikke huske hendes fødselsdag. Den anden Camilla kan jeg simpelthen ikke huske fødselsdatoen på. Der var en Mette. Glemt. Louise? Glemt. Men af ukendte årsager, glemmer jeg bare ikke Marias fødselsdag. 31. januar. Hun var den første i min klasse, der sådan rigtig snakkede til mig, efter jeg flyttede til Solrød og startede på Uglegårdsskolen. Jeg er (og var især dengang) meget akavet og nervøs omkring andre. Jeg tænker at folk  opfangede den "vibe" og holdt sig væk. Men en dag sad Maria og jeg inde i omklædningsrummet i dramatiksalen, og hun sagde "Jeg har fået fjernet min blindtarm. Jeg var lige ved at dø. Jeg har fået et ar - vil du se?" Hun fortalte mig hvor smertefuldt det var, også efter operationen, og at man ikke kunne grine, fordi det var så slemt. Og så blev jeg virkelig bange, for jeg elskede at grine og have det sjovt. Maria og jeg blev bedste veninder i skolen, indtil Katja dukkede op. Min blindtarm er ikke blevet fjernet endnu, men jeg er stadig bekymret for det. 

Men har du lagt mærke til, at folk stopper med at grine igennem efterhånden som årene bliver smidt på? Jeg har det generelt set godt mentalt, jeg kan godt lide at grine, men jeg griner ikke manisk som jeg gjorde da jeg var yngre. Og ingen, jeg kender, gør det. Er der andre, som har lagt mærke til det? Sådan en virkelig god bellylaugh... 

Jeg tror, at jeg vil stoppe her, for i dag. Hav en dejlig uge. 

Lidt om næste gang, jeg skal giftes!

Så, dette første "en gang om ugen"-indlæg, der skulle  op hver søndag, bliver udskudt til mandag, for klokken er blevet 23:56, og jeg når ikke at få det op inden midnat. Jeg har ikke engang skrevet det endnu. Men jeg er klar over, at det er søndag, jeg sagde at jeg ville uploade fast hver uge. 

Og jeg flere tanker, som dem, jeg skrev om tidligere. Vi ved alle sammen, at når vi ser reklamer for hundemad på fjernsynet, så er det stort altid en golden retriever, som bliver brugt som skuespiller. Mon den bliver betalt, eller om dens ejere får alle pengene? Og hvis det gør det, bruger de dem så på deres hunde? Kattemad - hvis det er et meget kendt menneske er det højst sandsynligt en grå kat, eventuelt med lidt mørkere grå striber, måske lidt hvidt blandet ind.

Men mange mennesker har fugle. Fisk. Gnavere. Man ser aldrig reklamer for de dyr? Er det ikke sært? Jeg mener, jeg ved godt at tv-reklamer er dyre at producere, og i hvert fald fiskemad ikke har så stor tiltrækning. Men hvis der findes lige så mange forskellige f.eks. papegøjer som der findes katte, vil det så  ikke være normalt at reklamere for ... solsikkefrø udvundet af en ganske særlig sort af blomsten, og hvad med marsvin? De spiser jo ikke bare grøntsager. De skal have mad til gnavere, og hvorfor, i øvrigt, ser man aldrig reklamer for ekstremt cool bure til fugle eller gnavere? Man skal altid ind og søge efter det. Og én søgning er jo aldrig nok, fordi de varierer så meget i pris. 

 Næste gang jeg skal giftes, skal jeg have en rød og sort fest. Hvis det er ok med René. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have en rød brudekjole på. Ikke i marengs-størrelse, men stor nok til, at jeg ikke har en skintight kjole på. Min kjole skal have et slør, hvor der er broderet forskellige størrelser af tyrens tegn. Dette skal være i sort. Det skal gå op i ca. livvidde, hvorefter resten skal være rødt. Jeg skal have en hat på. Ikke en hat-hat, men en hat der er designet så den kan ligne sorte tyrehorn, som kan sidde fast på mit hoved under mit røde slør, og så vil jeg have mit slør foran til at stoppe omkring skulderlængde. Naturligvis skal jeg have sko på. Men brylluppet kommer til at foregå inden døre. Der skal være kunstigt græs på gulvet, kunstige planter overalt, et væld af kunstige blomster af alle arter, og når vi skal vi giftes, skal det være hende (Katja), der introducerede os for hinanden, foretage vielsen. Eftersom det ikke bliver et "rigtigt" bryllup, behøver hun ikke at få licens til at gøre det. René skal have et sort jakkesæt på, sort skjorte og et rødt slips. Han skal have en konstruktion på sit hoved, der forbinder ham til vædderens tegn. Han må selv vælge hvad han vil have på sine fødder, men jeg foretrækker sorte strømper. Personligt vil jeg selv have røde strømper på, fordi kjolen vil være lang nok til at skjule at jeg ikke har sko på, fordi jeg, til min rigtige bryllupsfest havde mine dejlige H20 badesandaler på. Naturligvis med hvide tennisstrømper, fordi jeg ikke rigtig havde andet. Men med mine sorte, nålstribede bukser, var det helt perfekt. Komfort før udseende, right? 

Alle vores gæster (og vi har ikke mange) skal sidde ved borde, som er sat i en cirkel. I midten kommer der til at være en "centerpiece", som er konstrueret af ting, som René og jeg har tilfælles. Der kommer til at være tjenere, som serverer den mad, de enkelte gæster har bestilt. Hvis det bliver her, hvor jeg bor nu, tror jeg, at jeg  vil vælge pizza. Og det pizzeria, jeg ville vælge, ville være Lyngens Pizzeria i Ølby. Når vores gæster ankom, ville de få en brochure fra Lyngens Pizzeria, og bestille lige præcis, hvad de ønsker. Så laver vi en ordre, én stor ordre, som vi naturligvis allerede har snakket med pizzeriaet med, så det ikke bryder sammen. Måske vil jeg vælge f.eks. 5 forskellige pizzaer og 5 forskellige ting på a la carte menuen. Og så gå derfra. Det kunne godt være nemmere, og de kunne gøre det i forvejen, så er det allerede aftalt helt med pizzeriaet. Der skulle være musik. René og jeg ville sætte os ned og sammensætte en playliste, som var lang og så vi begge fik noget at sige. Folk måtte gerne danse, der ville blive lagt nogle "plader" ud på det kunstige græs, så gæster med sko der har hæle kunne danse deres nat væk. Der ville ikke være nogen dans mellem René og jeg, medmindre vi ville, og jeg ville ikke danse med min far. Der ville være åben bar, men blive serveret en masse sodavand og vand - endda saftevand - så folk har mulighed for at komme hjem. Ja, og kaffe, naturligvis. 

Børn må gerne være med. Gæsterne må selv vælge, hvad de har på. De kan klæde sig fint på, de kan stille op i nattøj, med makeup, uden makeup, uglet hår eller den fedeste frisure. Fordi dagen er teknisk set om René og mig, men i virkeligheden kommer den til at handle om alle vores gæster på samme niveau, for vi har mistet mange i løbet af årene. Jeg har dog også et forslag, hvis det ikke går med det røde slør. Jeg er ikke bleg for at have en anden farve brudekjole. Jeg tænker grøn. Det kommer til at se sådan ud, så der er en semiskintight kjole, som kommer til at have den helt perfekte grønne farve. Der vil, ud over denne, være ca. 3 lag af grønt tyl, hvorefter det går over i sort. Der kommer samme mængde af sort tyl, og det vil stoppe ved livvidde, som det grønne. Så er der torsoen på kjolen. Lige nu er den grøn. Det skal den ikke være. Så den bliver naturligvis næsten - kun næsten, det grønne er lige akkurat synligt - dækket af sorte blonder, og der kommer til at blive broderet et væld af sorte blomster fra torsoen og ned over et godt stykke af den øverste del af skørtet. Ærmerne på denne kjole er også lavet af blonde, men en tyndere blonde end den, der sidder på torsoen. Jeg vil gerne have, at halsen bliver skåret over fra skulder til skulder, eller, som alternativ, bliver lavet som en turtleneck. Og så har jeg allerede mit slør!

 Jeg ved, at det ikke er foran ansigtet - Men i år er det 19 år, vi har været gift. Han ved godt, hvordan jeg ser ud. Jeg synes bare at denne hårbøjle med slør og roser er perfekt til mange situationer. Og kun til 50 kroner! Fantastisk! Nå ja, forresten: Jeg købte 2 Wella Color Bombs i Peach Blush. Gad ikke det tisgule look, og jeg ville ikke blege det mere. Nu skal jeg snart blege det igen, fordi rødderne er LONG overdue. Men jeg har vasket håret 2 gange siden jeg puttede farven i, og det er jo trods alt en semipermanent hårfarve. Den holder ikke længe. 2. gang jeg vaskede det, smækkede jeg noget purple shampoo i, inden jeg vaskede det med den almindelige shampoo. Så det er tættere på den oprindelige hvide farve øverst, men sidder stadig lidt bedre fast i det tisgule hår. Så min plan er, at jeg nok fortsætter med det platinblonde "on top", og en anden farve i det gule hår. 

Men stort set ligegyldigt næsten hvad der sker, så kan René og jeg fejre sølvbryllup i 2032. Det er vitterligt kun 6 år fremme. Jeg forstår godt, at alting kan gå galt inden da. En af os kan dø, der være en krig, måske er vi hjemløse, måske er en af os  (eller os begge to) meget syge, eller måske ender det med at en af os finder en anden, eller bare ikke elsker den anden længere. Men som det går nu, ser jeg positivt på det. 

Mine fødder er iskolde. Jeg så lige datoen, og der kommer en her i morgen og tager blodprøver på mig. Klokken er nu halv to, så jeg er nødt til at stoppe her og gå i seng. Jeg skal være frisk nok, og ikke sidde og sove, når hun kommer. Men hvor er det dog fantastisk at jeg ikke skal ud i vinterkulden for at komme til lægen for blodprøver. De kommer hjem til mig. Love it. 

Jeg håber at du har haft en god weekend, og at din mandag ikke bliver en barsk opvågning efter en god weekend.

Skolearbejde og hvordan det bliver fremover

Først og fremmest skal vi have sat nogle grundregler. For denne måde fungerer ikke for mig. Jeg er nødt til at forholde mig til 1 fast upload-dag om ugen. Jeg har faste aftaler hver tirsdag, onsdag og fredag, og hver anden torsdag og hver anden lørdag. Så er mandag eller søndag ikke de bedste valgmuligheder? Hvis jeg uploader f.eks. om søndagen, har jeg en hel dag til det, og som back-up, mandag. Så fra og med i dag, skriver jeg kun om søndagen, medmindre noget helt ekstraordinært har fundet sted.

Dette opslag har nogle sære ting med sig. Sære som i "what the fuck." Dengang jeg gik i folkeskole, og stort set aldrig var tilstede, lærte vi, at på engelsk, udtales 2 o'er som "u", men der var visse undtagelser. Som "blood", "door" og . Vi lærte, at 1 kvinde var en "a woman", og 2 eller flere kvinder var "the women". Vi fik at vide, at woman skulle udtales som det stod der, med et "o", men at hvis det drejede sig om flere kvinder, skulle det udtales "wemen". Men det har folk fra min generation og den der kom efter tilsyneladende glemt. Hvor mange, når du ser en TikTok video hører folk sige "aks" i stedet for "ask"? Noget af det første, vi lærte, var "your" og "you're". "They", "their", "they´re"... Og hvis vi hopper over i det danske et øjeblik. Hvad sker for "freksempel"? Det ville være rart, hvis vi alle sammen kunne sige, for eksempel "espresso" korrekt, men stort set alle de gange, jeg hører folk snakke om espresso, bliver der lavet om på ordet, og pludselig er det  "Kan jeg få en expresso" til barristaen, men en barrista der svarer "ja, 1 espresso. Hvad er navnet?"

Men da jeg gik i folkeskolen havde vi nogle virkelig sære projekter engang imellem. Det var altid sjovt at bryde de sædvanlige dage. Men projekter om fisk og andre havdyr? OMG, det var så kedeligt. Min veninde, Maria, og jeg valgte at lave et projekt om rejer. Vi lavede en smuk kollage og skrev alt ned, som vi havde kunne finde ud af om rejer. Og så skrev vi de forskellige typer af rejer på, og satte billeder ind. Som f.eks. osterejer, peanutrejer, samurejer, mm. Maria fandt på at skrive en karakter på nede i hjørnet, og vi klippede en underskrift ud af en af vores meddelelsesbøger fra den lærer, der havde den klasse, og satte ind under. Vi skrev endda en flot lille ros til os selv, fra flere seere af vores planche, som ikke på noget tidspunkt op til da var blevet set af andre. Vores karakter lød på 13 med pil op. Den karakter findes ikke længere. Teknisk set, dengang, var den højeste karakter 11. Men hvis du havde lavet noget, som var virkelig ekstremt godt, som virkelig var lidt bedre end det bedste, kunne du enten få 11 med pil op, eller et direkte 13-tal. Men dengang var karaktersystemet helt anderledes. Jeg mener at det startede ved 03. Så kom 5, 6, 7, 8, 9, 10 og så 11. Jeg kender ikke det nye system. Jeg burde sætte mig ind i det, nu hvor jeg har en lille fighter, der skal skal til at have karakterer. 

En anden ting, jeg kan huske vi lavede et projekt om, var et, vi selv måtte vælge. Mine veninder og jeg valgte Panthera. Panthera er det latinske ord for store kattedyr, som løver, leoparder, tigere... Jeg kan huske hvor meget sjov vi havde. Også selvom det hele foregik på skolebiblioteket, hvor bibliotekaren, Arne, der også var vores musiklærer, altid var muggen. Det, jeg elskede mest, dog, var når det var en stil, vi skulle skrive, og det var en fristil. Oh man... Jeg kan tydeligt huske, at jeg skrev en fatass stil om HIV/AIDS og cancer. Grunden til, at jeg kan huske det, er fordi jeg skrev den da jeg var 12 år gammel, muligvis 11, alt efter om det var før eller efter sommerferien, og jeg læste en masse bøger, og jeg skrev det hele med en blyant, som var ekstremt lys. Af en eller anden grund syntes jeg at det var meget pænere med den lyse farve. Min lærer sagde til mig, at jeg nok skulle koncentrere om 1 emne næste gang, og at jeg skulle skrive med en bedre blyant eller kuglepen. Jeg kan ikke huske hvilken karakter jeg fik - men det var ikke det der betød noget. Det var mere en anerkendelse af, at jeg i det mindste havde lavet noget godt. 

Men jeg tænkte over noget i går. Vi har dette magiske produkt, som vi vasker vores hår med. Shampoo. Og hvis man vil, kan man efterbehandle det med conditioner/balsam. Jeg kan ikke lade være med at se ordet shampoo for mig. Hvem siger det? Det er kun visse slags, er det ikke? Jeg siger ikke "shampoo" om det, jeg normalt bruger, men jeg siger "purple shampoo" om det lilla shampoo jeg bruger. Jeg udtaler en ganske almindelig shampoo som shampo. Men der er altid 2 o'er på flaskerne. De billige efterbehandlinger hedder som regel "balsam", hvor de dyre oftere hedder "conditioner". Er det ikke sært? Jeg bliver sgu aldrig klog på sprog. 

Okay. Jeg skal i seng nu. Men jeg vil sige, at jeg i stedet for at have en liste over godkendte YouTube kanaler, vil vælge en speciel video fra en given YouTuber, og referere den i stedet for. Så er hvis der bliver anbefalet en video med f.eks. Sixteenleo, er det den specielle video, og ikke hele kanalen - den kan  man selv vælge at udforske, hvis man får lyst. Jeg regner også med, at jeg nok forkorter listen med musik til maks 10 numre ad gangen, fordi der er ofte alt for mange sange på, Nej, jeg vælger 7, som er mit yndlingstal. Jeg har alle links til YouTube klar, og den samt alle andre lister bliver opdateret i morgen. Jeg tjekker også Netflix listen ud. Det er svært at vælge indimellem, når alt, hvad vi ser, er delt mellem Netflix, HBOMAX og Amazon Prime Video. Men jeg kæmper på at få min blog op at køre igen. Så jeg kommer lige ind i morgen og opdaterer lister og mine well-spoken felter, og så har jeg en blog klar til søndag. 

Hav en dejlig resten af ugen. Lige nu er der 25 minutter tilbage af onsdagen, så det er vigtigt at holde sit søvnmønster når det lader til, at det endelig er ved at blive normalt igen. 

Hvordan man reagerer når livet ebber ud...

Godt. Så min far ringede til René i dag, fordi han ikke kunne klare at snakke med mig uden at bryde ud i gråd. Min mors situation.... damn. Min mor er 75 år gammel. Hun vejer 35 kg. Hun kan ikke synke, hvilket betyder at de ikke kan sætte en slange ned i hendes hals, så hun kan få sondemad. Hun kan heller ikke få den opereret ind, fordi hun er så kraftigt undervægtig. Hun kan ikke, på nogen måde, få førstehjælp af samme årsag. Hun har omkring 1-2 måneder tilbage at leve i. Hun er en dejlig kvinde. Jeg er ked af at miste hende. Jeg har det underligt. Føler mig... kold og tom inden i. Jeg har ikke grædt eller noget, hvilket jeg ellers troede at jeg ville. Jeg føler mig som en skygge. Forket. Helt klart ikke den reaktion, jeg forventede. Men kan  man forvente hvilken reaktion man får, når ens forælder dør? Eller i hvert fald ikke har ret lang tid tilbage? Min fars situation har faktisk givet mig tårer i øjnene, når han har ringet og jeg har hørt ham græde. Min far og jeg er ikke tætte.

Men hvad sker der så nu? Jeg er nødt til at tage med til hendes begravelse. Men skal jeg hjem til dem og kigge i min mors ting og se, hvad jeg vil have? Er det noget, min far kunne finde på at bede mig om? Jeg er enebarn. Men jeg har en halvbror, som jeg faktisk ikke ved, hvor meget kontakt min far har til længere. Hvem skal hjælpe ham med alt dette? Mig? Min mors familie? Dette er værre end noget andet, jeg forestiller mig, bortset fra ikke at have en mor jeg kan ringe til, hvis jeg får lyst til. 

Min verden... vendt om. Jeg ved vitterligt ikke, hvad der skal til for at få mig ud af denne boble. Men det skal nok blive godt igen. For min far, i hvert fald. Jeg vil hjælpe ham så godt jeg kan. 

It just keeps on going on

 Jeg prøver virkelig hårdt at være positiv og opløftende. Men jeg har ikke flere kræfter. Altså, min energi er udtømt. Og på så kort tid. Jeg har dykket ret kraftigt efter at min mor fik en blodprop i hjernen henover julen, og nægter at tage imod genoptræning, nægter at spise og nægter noget som helst. Hun er svær at forstå, siger min far, men han siger også, at hun er grov overfor både sygeplejersker og læger. Og det kunne jeg sagtens forestille mig, for hun er stædig, og hun gør ikke noget, hun ikke vil.

Jeg skulle bare lige ud med det. Sorry.

Håber at din weekend har været bedre. 

Nytår og blodprop i hjernen

 Så er det vel også på tide at sige godt nytår til andre end min far... Så godt nytår til dig, kære læser, som ofte finder vej herind. 

Jeg springer lige ud i det. Det kan man lige så godt. Jeg sad og tænkte på, om "Maria" er et navn, som blev brugt på samme måde som "Mary" i det engelske sprog. Måske fordi jeg lige havde set Stigmata. Jeg elsker den film. Jeg så den i biffen, jeg har den på dvd, og den er netop blevet tilføjet Netflix. Men jeg syntes ikke, i mine studier af slægtsforskning, at jeg stødt på "Maria" særlig meget. Mere Maren, Marie og Karen. Så jeg slog det op på google. As one does. Det viser sig, at Maria startede med at poppe op i Danmark i 1400-tallet, men at formen "Marie" har været mere populært stort set alle årene. Bortset fra 1980'erne og 1990'erne, hvor Maria hittede big time. Men det er mere "in" igen nu med "Marie". 

Min mor hedder Kirsten Marie. Hun har mit fars efternavn nu, men da hun var ung og smuk, hed hun "Pedersen". Men det nægter hun konsekvent at hedde. Så hvis man spørger ind til det, siger hun, at hendes efternavn var "Petersen", og når man fortæller hende, at Pedersen og Petersen ikke er det samme navn, bliver hun vrissen og siger at man kan udtale sit navn som man vil. Og når nu vi er der. Hun siger ofte ting, som min far og jeg aldrig rigtig har vidst hvor hun havde fundet henne, men som hun bare sagde. F.eks. sagde hun engang "holy birdshit" i stedet for "holy shit". En anden ting, hun stadig siger, er "end of history" i stedet for "end of story" når hun vil sige at så er der ikke snakkes mere om det. Eller som hun også siger "så er den ged barberet". Hun siger ting som "det ved jeg sgudde" - hvilket betyder "det ved jeg sgu da ikke". Og en af de mest populære: "gusemand!" Det er ordet, man siger, når man er fuldstændig forbløffet over noget. Der er også ting som hvad man kalder visse ting, men ikke andre. Min mor ejer flere par sko. Hun har et par sko. Men hvis det er sutsko eller træsko, ændrer alt sig pludseligt. Så er det "sutskoer" og "træskoer". Og når hun sidder i haven og kigger på fugle, ser hun ofte solsorte. Men hun kalder dem "solsårte". Der er sikkert flere ting, jeg ikke kan komme i tanke om lige nu. Men grunden til at jeg overhovedet fortæller dette, er fordi min mor i juledagene blev indlagt med en blodprop i hjernen. Hun har det nogenlunde, men de kommende måneder bliver svære. Da min far ringede efter ambulancen, blev hun kørt til Køge sygehus. De sendte videre efter en dag eller to til Rigshospitalet, der efter en dag eller to sendte hende til Roskilde. Og på mandag skal hun på Nykøbing Falster.

Men det var ikke det eneste, jeg tænkte på, da jeg sad der på toilettet og halvsov fordi klokken var tre om eftermiddagen. Jeg havde bestemt mig for at tjekke Maria-navnet ud, og når man skal forsøge at holde sig vågen mens man er på wc (jeg har en tendens til at sidde og hælde til den ene eller anden side, når jeg falder i søvn på mit toilet eller min stol), så gælder alle tricks. og pludselig slog det ned i mig: ting som bluser, toppe, T-shirts, sweatere og den slags, er faktisk diskrimineret ret meget i forhold til "de nedre dele". Nu har René godt nok forklaret mig det, fordi det lader til, at han indeholder viden, jeg ikke besidder, men - bukser. "et par bukser". Selvom der kun er 1 styk, men har to ben. René siger at med finere tøj, kalder man det for "buks", og så giver det jo mere mening. Men hvad med trusser? Det er det samme. "Et par trusser". Der er 1 styk, men minimum 2 huller. Leggings, jeans... Det er det samme det hele. Men toppe, bluser og alt det jeg nævnte først, har også 2 huller. Faktisk har de som oftest 3, så ens hoved også kan være der. Men de kan eksistere ensomhed. Og det er ligegyldigt om man har flere på. Det er stadig kun én. Jeg har en T-shirt på lige nu, og en hoodie uden på. Så jeg har godt nok "flere bluser på", men jeg har ikke "2 par bluser på". Det føler jeg er lidt diskriminerende.

Jeg har fået den perfekte gave af René til jul. Det er en bog, der hedder "Books That Changed History", og som fortæller lidt om de bøger der har været vigtigst igennem tiden. Den er virkelig flot illustreret,  og jeg glæder mig til at have tid til at sætte mig ned og kigge nærmere på den. Mit nuværende projekt indeholder en masse lim, og jeg vil helst ikke have lim på bogen. 

Jeg skal nok opdatere mine anbefalinger på Netflix, men lige nu skal jeg ud og lave mad. Nå ja, da vi så 2 del af sæson 5 af Stranger Things nytårs aften, kom jeg til at tænke på, hvis man havde et navn, som teknisk set har en betydning? Jeg mener ikke som i at Rikke betyder "fredelig herskerinde", men mere  som f.eks. Will. Det er en forkortelse af William, men der er jo ingen der siger det. "William you please shut the door?" Dermed kan man sagtens sige "Will you please shut the door". Men hvad hvis den bliver kørt helt ud til Bill? "I can't pay my freaky ass bills, and you just come in here demanding money? Boy, you go and get yourself af job right now!"

Men der er andre ting, jeg undrer mig over, når det kommer til navne. Hvordan Richard bliver til Dick. Robert bliver til Bob eller Bobby. Og er der ting, jeg synes er decideret tåbeligt. Lad os sige at jeg var fan af Rihanna. I stedet for at sige hendes navn, skal jeg så kalde hende "Ri Ri" lige som mange af andre fans? Eller "Tay Tay" når det kommer til Taylor Swift? Jeg kan egentlig godt nok lide Lady Gagas måde at gå omkring det på. Hun er Mother Monster, og alle hendes trofaste fans er hendes "little monsters". Jeg kan lide alle disse tre sangerinder, men hvis jeg skal være ærlig, så er jeg nok mest til Lady Gaga. Hendes stemme er virkelig fantastisk, hun har gode sange, er fantasifuld og bare så goddamn gorgeous. Plus at hun er dygtig AF. Hendes liveshows har vist det ret tydeligt. Lady Gaga er en virkelig stor personlighed i en virkelig lille krop. 

23 dage til Megadeths nye og sidste album.

Tak for i aften, og godt nytår.